Heliamphora – anses for den mest primitive slægt af kødædende (carnivore) planter i familien Sarraceniaceae. Navnet er afledt af græsk ‘helos’ for eng eller sump og ‘amphora’ for kande. Antallet af anerkendte arter er fordoblet i de seneste år, hvor de vanskeligt tilgængelige plateau-bjerge i det sydøstlige Venezuela med tilstødende grænseområder i Guyana og Brasilien er blevet bedre udforsket. Herfra kendes nu mindst 15 arter, der alle findes over 1200 m, mens flertallet vokser mellem 1800 og 2800 m på de fladtoppede tepuis. Årsnedbøren i området varierer mellem 8000 og 12.000 mm, og bjergtoppene er trods højden altid frostfrie.

—De flerårige planters livscyklus og konstruktionen af de tragt- eller kandeformede blade, der fungerer som faldgrubefælder, svarer til Sarracenia. Kanderne tænkes fremkommet ved, at forfædre med hjerteformede blade er vokset mere på undersiden end på oversiden, så de efterhånden er blevet tragtformede. Bladrandene er med tiden vokset sammen så tragtene har kunnet opsamle vand, hvori især insekter er druknet og efterhånden er blevet opløst af bakterier. De frigjorte næringsstoffer er derefter optaget gennem bladoverfladen, og en primitiv kødædende plante er opstået. Nutidens Heliamphora er ikke nået meget længere i evolutionen, og af primitive træk ud over, at der ikke med sikkerhed er påvist udskillelse af fordøjelsesenzymer fra bladene, kan nævnes, at bladrandene kun er svagt sammenvoksede, og ved for ringe lysintensitet udvikles fælderne ikke, men bladene forbliver flade og tjener alene til fotosyntese. Desuden er låget altid af beskeden størrelse, hvilket dog må ses i sammenhæng med, at fælderne skal opsamle regnvand, og en paraplyeffekt fra et større låg vil være uhensigtsmæssigt. Heliamphora tatai angives dog at udskille enzymer, og den har det største låg, selv om det stadig er lille i forholds til kandens munding. På den nedre del af kanden findes en vinge som hos Sarracenia, men den svage sammenvoksning betyder, at vingen har to frie kanter, dvs. tværsnittet er Y-formet. Kanderne har desuden en indsnævring noget over midten, og lige over indsnævringen er kanderandene frie, så der dannes et dræn- eller overløbshul, der skal forhindre, at kanderne bliver så fulde af vand, at de vælter eller knækker sammen under vægten. Drænhullet kan også være en slidse, der forsætter hele vejen op.