Snylteplanter på frimærker

     Denne side viser frimærker med snylteplanter (parasitter) som motiv ledsaget af noter om både frimærker og planter. For en mere detaljeret beskrivelse af parasitisme og de forskellige slægter henvises til siden Snylteplanter, hvor der findes links til diverse kilder.
     Der er udgivet over 34.000 frimærker med blomstermotiv, men ikke meget over hundrede med snylteplanter. Der er f.eks. flere tusinde orkidé frimærker. Det har ved lanceringen af denne side ikke været muligt at fremskaffe samtlige frimærker med snylteplanter, men flere forventes tilføjet med tiden.
     Snylteplanter optager vand og næring fra andre planter ved hjælp af et særligt organ, haustorium,
Haustoriets struktur varierer fra familie til familie, men diagrammet viser generelle træk eksemplificeret hos Cassytha. Snylteren (øverst) anlægger en hæfteskive, der sender et intrusivt organ (sænker, lysebrun) ind til værtens led-ningsstrenge. Samtidig udvikles vandledende celler (Xylem, rødt). der ender med at forbinde de to parters ledningsstrenge.
anlagt fra kimroden som et primært haustorium eller som sekundære haustorier placeret på værtsplanternes rødder eller stængler/grene. Der er to hovedgrupper, halvsnyltere og helsnyltere. De første har fotosyntese og producerer selv kulhydrater, mens de får vand og uorganiske næringsstoffer primært gennem haustorierne. Helsnylterne har ingen fotosyntese og får alt vand og næring gennem haustorier. Hver hovedgruppe har to undergrupper, idet snylteren enten er en rodsnylter, der sidder på værtens rødder eller en stængelsnylter, der sidder på værtens stængler eller grene. Nogle snylteplanter er harmløse, mens andre volder omfattende skader i land- og skovbrug. Kun sandeltræet er en nytteplante med større økonomisk betydning.

     Tabellen herunder giver en oversigt over samtlige snylteplanter. Der er knap 4.200 arter af halvsnyltere (hemiparasitter) og ca. 400 helsnyltere (holoparasitter). Bemærk, at gyvelkvælerfamilien, Orobanchaceae, rummer både halv- og helsnyltere. Der er flere lande, der har udgivet frimærker med snylteplanter, end anført i tabellen. De vil blive tilføjet, når det lykkes at fremskafe frimærkerne:

Hemiparasitter; Fotosyntese til stede, afhængige af vand og mineraler fra værten.

Familie                              Antal slægter     Antal arter                             Udgivelser fra bl.a.

Olacaceae:
Schoepfiaceae:
Opiliaceae:
Loranthaceae:
Misodendraceae:
Eremolepidaceae:
Santalaceae:
Viscaceae:
Krameriaceae:
Lauraceaea (Cassytha):
Convolvulaceae
(Cuscuta):
Orobanchaceae:

14
1
10
73
1
3
25
7
1
1 af 50
1 af 57

88

Ca. 100
30
31
Ca. 910
8-10
11
Ca. 430
Ca. 600
18
16
Ca. 145

Ca. 1800




Elfenbenskysten, Fiji, Ny Kaledonien, Tchad



Danmark, England, Marokko, Schweiz, Sverige, USA
Mikronesien
Marshall øerne
Alderney

Burkina Faso, British Terr. Indian Ocean, Grønland, Norge, Polen, Transkei

Holoparasitter: Ingen fotosyntese, alt vand, organisk og uorganisk næring fås fra værten.

Familie                              Antal slægter     Antal arter                             Udgivelser fra bl.a.

Orobanchaceae:
Cynomoriaceae:
Lennoaceae:
Apodanthaceae:
Cytinaceae:
Mitrastemonaceae:
Raffleciaceae:
Hydnoraceae:
Balanophoraceae:

17
1
2
3
2
1
3
2
17

Ca. 270
2
5
23
7
2
20
15-18
43-44

Alderney, Bahrain, Fransk Vesstafrika, Transkei
Bahrain, Mongoliet
?
?
?
?
Thailand
Transkei
Elfenbenskysten

Parasitaxus

Parasitaxus usta – Ny Kaledonien. Udgivet 1989. Mål: 30×40 mm.
På frimærket står der Parasitaxus ustus, men det er en grammatisk fejl.

Parasitaxus usta hører til den familien Podocarpaceae, og det er den eneste nøgenfrøede art, der har været opfattet som en snylteplante., men haustorier til værtsplanten Falcatifolium taxoides er ikke påvist. P. usta er lokaliseret i vækstlaget (kambiet) i værtens rødder og stængler, og den skyder herfra. Værten ses ikke på frimærket. I den fælles flade (interface) er der konstateret hyfer af en imperfekt svamp, og mange forskere hælder derfor til at kalde P. usta for en myco-heterotrof pante (se artiklen Saprofyter?). P. usta har det røde stof anthocyan i nålene, og farven overskygger det grønne klorofyl, men planten kan ikke gennemføre fotosyntese, og det er et blandt flere forhold, der peger på, at planten får sin næring fra værten og/eller svampen. P. usta vokser på en isoleret ø i en isoleret dal, og den er derfor meget sjælden og må opfattes som en truet art. – Klik på frimærket og se B Suprins foto (Klik på sort baggrund for at returnere til siden).

Loranthaceae

Loranthaceae er en stor familie med godt 900 arter af halvsnyltere fordelt på 73 slægter i troper og subtroper med kun en enkelt slægt Loranthus i Europa. Langt de fleste arter er stængelsnyltere, men tre slægter inklusive det Australske Christmas tree (Nuytsia floribunda) er rodsnyltere. De fleste arter har ret store farverige blomster bestøvet af fugle, der også spreder bærrene.

Amylotheca insularum – Fiji øerne. Udgivet Okt.1983.

Der findes en lang række synonymer for denne art, og det for tiden korrekte navn er Decaisnina forsteriana. Der er omkring 25 arter i denne slægt. Arten er bemærkelsesværdig ved at være familiens mest udbredte art på Stillehavs øerne Solomon Islands, Fiji, Tonga, Samoa, Cook Islands, Tahiti og Marquesas Islands. Den har epicortikale rødder, dvs. birødder, der kryber langs med værtens grene, som invaderes af sekundære haustorier. Den er især kendt fra regnskovs træer. Kronrøret er godt 35 mm langt.
Klik på frimærket og se Notanthera heterophylla med stort primært haustorium og 3 små sekundære haustorier på en epicortical rod (Foto: J. Kuijt).

Amyema scandens – Ny Kaledonien. Udgivet 1998. Mål: 40×30 mm.

Der er omkring 90 arter i slægten. Arten har centrum på New Guinea, men har spredt sig til Borneo, Ny Kaledonien og et lille område i New South Wales. Blomsterne er 5-tallige med 4 cm langt kronrør. De kommer i triader direkte på de epicortikale rødder, og de kan sidde så tæt, så det ser ud som om, der er ‘løbeild’ op ad værtens grene og stammer. – Klik på frimærket for at se A. scandens ‘løbeild’ (foto: B. Suprin).

Loranthus sp. – Elfenbenskysten. Udgivet 1979 i en serie med to orkidéer. Mål: 30×40 mm.

Her er der brugt et generelt navn, som blot fortæller, arten hører til familien Loranthaceae. Slægten Loranthus rummer nu kun to småblomstrede arter i Europa. Den viste art er efter min bedste overbevisning Phragmanthera capitata, en art der har mange synonymer og er udbredt i landene omkring Guineabugten samt ind i Centralafrika. Der er 27 arter. Frimærket illustrerer udmærket, at arten hører til en gruppe Loranthacéer, der har ventilerede, retningsbestemte eksplosive blomster. De 5-tallige blomster signalerer til solfugle, at de er klar til at åbne sig ved, at der opstår sprækker mellem blosterbladene (ventilering). Når en solfugl så berører knoppens markant farvede spids, springer blomsten op langs den nærmeste sprække, mens støvknapperne eksploderer, og pollenkornene slynges retningsbestemt ud i hovedet på fuglen samtidig med, at griflen bøjes i samme retning, så den kan modtage pollen, som fuglen har ført med sig fra en anden blomst. Det er ofte store planter med op til 4 m lange grene og et stort primært haustorium.
Tryk på frimærke og se eksplosiv blomst hos Phragmanthera macrosolen (Foto: G Glatzel).

Tapinanthus globiferus – Tchad. Udgivet 1975 i en serie med 6 andre blomsterplanter.
Mål: 40×26 mm.

Slægten har 31 arter. T. globiferus er udbredt tværs over Afrika fra Senegal til Djibouti. Den har mange synonymer og er desuden ret variabel. Den har eksplosive blomster, men de er ikke ventilerede. De åbner sig retningsbestemt i relation til, hvor på blomsten fuglen prikker med næbbet. Der er nektar i suturerne mellem blosterbladene. Som mange andre slægter i familien er Tapinanthus helt afhængig af det primære haustorium. Der er ingen epicortikale rødder.

Viscaceae - Misteltenfamilien

Misteltenfamilien er udbedt over det meste af verden bortset fra de koldeste og tørreste egne. Familien indeholder 7 slægter med ca. 600 arter. Alle arter er halvsnyltere og stængelsnyltere.

Phoradendron

Phoradendron leucarpum – Oklahoma. Udgivet 1982. Mål: 101×152 mm.
Frimærket viser Oklahomas nationalblomst og nationalfugl, men fluesnapperen (Muscivora forficata) spiser insekter og ikke mistelten bær.

Phoradendron er familiens største slægt med 234 arter, der forekommer fra det sydlige USA til langt ned i Sydamerika. Det er stedsegrønne planter med meget små énkønnede blomster samlet i stærkt reducerede blomsterstande.
P. leucarpum (syn. P. serotinum og P. flavescens) findes i det sydlige USA samt Mexico og kan vokse på omkring 100 forskellige løvtræer, men forekommer oftest på Amerikansk elm (Ulmus americana). Dens hvide bær er stærkt giftige for mennesker, men spredes af mange fugle. Arten anvendes i USA ved juletid på samme måde som den europæiske mistelten Viscum album. – Tryk på frimærke for at se foto af planten.

Viscum - Mistelten

Viscum album – England. Udgivet 1980. Mål: 40×30 mm.

Der er 150 arter i slægten Viscum spredt ud over den gamle verden med det største antal arter koncentreret i det sydlige Afrika og i Australien plus SØ-Asien. Det skal bemærkes, at det engelske navn mistletoe omfatter ikke bare slægterne i Viscaceae (misteltenfamilien) men også alle arter i den langt større Loranthaceae. Familierne har det til fælles, at de alle er stedsegrønne halvsnyltere med vedplanter som vært. Blomsterne hos Viscaceae er få mm store, og der er både énkønnede og tvekønnede arter. Den europæiske mistelten Viscum album er den snylteplante, der oftest optræder som motiv på frimærker. Det hænger sammen med dens folkloristiske betydning, som man kan læse mere om i artiklen ‘Danske og nordiske snylteplanter’.

Schweiz. Udgivet 1974.
Mål: 24×26 mm.
Udgivet i en serie med 3 andre blomsterplanter.

Danmark. Udgivet 2017.
Mål: 27×36 mm. Der er ingen relation mellem tulipaner og Viscum album.

Sverige. Udgivet 1998.
Mål: 23,5×31 mm. Udgivet parvis i frimærkehæfte med Amaryllis som motiv.

Sverige. Udgivet 2008.
Mål: 29×29 mm.
Selvklæbende fra frimærkehæfte.

Viscum album trives bedst på æbletræer, paradisæble og poppel, men kan også etableres på flere andre løvtræer. Fra frøet er afsat på en værtsgren går der 2-3 år, før exofyten kommer frem med det første par blade. Det er den Viscum art, der forekommer længst mod nord. Dens udbredelse begrænses omtrent på højde med Oslo af vinterkulden. De 4-tallige blomster
Viscum album. T.v. 2 mm brede hunblomster med grønt nekatarie omkring støvfanget. T.h. 5 mm brede hanblomster med åbne pollensække.
bestøves primært af insekter, men vind kan ikke udelukkes. Den spredes af fugle, hvor munken er kortdistance spreder (dvs. overvejende inden for samme værtstræ), mens misteldrossel og silkehale er langdistance spredere. – Der ligger flere artikler om mistelten på denne hjemmeside.

Krameriaceae

Krameriaceae er en lille familie med kun én slægt Krameria med 18 arter, der forekommer fra det sydlige tempererede USA til subtropisk Sydamerika. Det er halvsnyltere og rodsnyltere.

Krameria triandra – Micronesien. Udgivet ?

Krameria triandra (synonym for K. lappacea) er en flerårig busk, der bliver en lille meter stor og vokser på halvtørre biotoper i Sydamerika. Blomsterne producerer ikke nektar, men bestøves af bier fra slægten Centris, der indsamler en lugtløs olie. Det garvestofrige udtræk rhatany af roden siges at have en gavnlig effekt på mundhule og tandpleje. og de antiinflammatoriske egenskaber gør rodekstraktet effektivt mod tør og irriteret hud. Det er formentlig derfor K. lappacea er kommet på frimærke, for den findes ikke naturligt i Micronesien,

Lauraceae - Laurbærfamilien

Der er 50 slægter i Laurbærfamilen, hvoraf kun én slægt (Cassytha) indeholder snylteplanter.

Cassytha

Der er 16-17 arter af Cassytha hvoraf de fleste i Australien. Slægten er udbredt i troperne i alle verdensdele. Det er bladløse halvsnyltere, der udelukkende udvikler sekundære haustorier fra stænglerne. De 3-tallige tvekønnede  blomster er meget små. Morfologisk ligner Cassytha i høj grad nældesilke (Cuscuta), og de vokser og udvikler sig på samme måde, og slægterne udgør et klassisk eksempel på konvergent evolution.

Cassytha filiformis – Marshall øerne. Udgivet 1973.
Mål: 43,5×24 mm. Udgivet som firblok i miniark med 3 andre ikke snyltende planter. – Klik på frimærket for at se miniarket.

Cassytha filiformis har pantropisk ofte kystnær udbredelse, og det tyder på dens nød-lignende frugter Cassytha filiformis med moden frugt og blomsterstand i udspring. kan flyde på vand. Den kan som de øvrige Cassytha arter bruge så godt som alle buste, træer og større urter som vært, og den kan lokalt i troperne skade værten.

Convolvulaceae - Snerlefamilien

Der er 57 slægter i Snerle familien, men kun én slægt består af snylteplanter, Silke (Cuscuta), der ofte henføres til sin egen familie Cuscutaceae, hvor antallet af arter angives at variere mellem 145 og 250. Det høje tal skyldes primært, at flere arter er navngivet mere end én gang. De fleste er halvsnyltere, men enkelte har ingen fotosyntese. Slægten findes over det meste af kloden undtagen i de koldeste og tørreste egne.

Cuscuta epithymum (Lyng-silke) – Alderney. Udgivet 1994 i en fauna og flora serie på 16 frimærker. Blandt disse findes endnu en snylteplante, Orobanche rapum-genistae (se senere). Mål: 30×40 mm.
Frimærket viser desuden Ulex europaea (Tornblad) som vært og den insektædende sanger Dartford-warbler, der bygger rede i tornede buske.

Cuscuta er slyngplanter, der producerer sekundære haustorier fra stænglernes tætte vindinger omkring værtens grene. Den har ingen rødder bortset fra kimroden, der visner inden for to uger. C. epithymum med lyserøde blomster Cuscuta europaea (Nælde-silke) har som her som regel 4-tallige blomster, mens C. epithymum (Lyng-silke) har 5-tallige blomster. snylter primært på buske i heder. I Danmark er det en sjælden art. Den er harmløs her i landet, men der er andre arter, der gør skade på kulturplanter i varmere lande. – Ifølge nordisk og germansk terminologi er Cuscuta og Cassytha venstreslyngende (drejer venstre om værten), men det kaldes i engelsk sproget litteratur højreslyngende. På frimærket er slyngningen tegnet forkert. Silke arter gør ingen skade i Danmark, men andre arter kan være hårde ved flere grøntsager som f.eks. tomat og bønner. – Klik på frimærke og se venstreslynget Cassytha.

Orobanchaceae - Gyvelkvælerfamilien

Orobanchaceae er den største familie med snylteplanter. Familien rummer både halv- og helsnyltere. Ca. 1800 arter fordelt på 88 slægter af de første og 270 arter fordelt på 17 slægter af de sidste. Tidligere blev alle halvsnylterne henført til Maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae), men nu er alle snyltere samlet i Orobanchaceae, der desuden indeholder en enkelt autotrof slægt, Lindenbergia, med 15 arter i Afrika og Asien.

Pedicularis - Troldurt

Pedicularis (troldurt) er familiens største slægt med op imod 800 arter på den nordlige halvkugles tempererede og arktiske zoner. Det er halvsnyltende rodsnyltere med mange sekundære haustorier fordelt på mange værtsarters rødder. Se mere om de nordiske og grønlandske arter på siden Danske og nordiske snylteplanter.

Pedicularis oederi – Norge. Udgivet 2000. Mål: 20×24 mm.
Udgivet i en flora serie med 3 andre arter.

Pedicularis sudetica – Polen. Udgivet 2006.
Mål: 42,5×31 mm.
Udgivet sammen med en anden truet plante, Trapa natans.

Pedicularis oederi findes i bjergrige egne af Europa, Asien og det vestlige Nordamerika inkl. Alaska. Blomsterstandes højde varierer fra 2-15 cm.

Pedicularis sudetica kendes også under synonymet P. albolabiata. Der er flere underarter med en samlet circumpolar udbredelse. I Grønland er underlæben hvid med røde prikker. – Tryk på frimærket for at se den grønlandske underart P. sudetica var. albolabiata.

Pedicularis hirsuta – Grønland. Udgivet 1992 sammen med Purpur stenbræk (Saxifraga oppositifolia).
Mål: 24×31 mm.
Klik på frimærket for at se foto.

Pedicularis hirsuta (Lådden trolurt) er en hede og tundra plante udbredt i subarktisk og højarktisk zone omkring Atlanterhavet. Det er den snylte-plante, der forekommer længst mod nord. Den er mest selvbestøvende, og sneharer er med til at sprede den, da de spiser frugtstanden. Den gule pælerod spises lokalt.

Alectra

Der er ca. 40 arter af halvsnyltende rodsnyltere koncentreret i det sydlige Afrika. Slægten findes også i det østlige Asien. Der er både énårige og flerårige arter, og de fleste er ret harmløse, men to arter Alectra orobanchoides og A. vogelii gør alvorlig skade på bl.a. cowpea (Vigna unguiculata), jordnødder, soyabønner og andre ærteblomstrede afgrøder.

Alectra sessiliflora – Transkei (Sydafrika). Udgivet 1991 sammen med 3 andre snylteplanter gengivet på
denne side. Mål: 29×38,5 mm.

Alectra vogelii – Burkina Faso. Udgivet 1989 i en serie med tre Striga arter vist her på siden.
Mål: 26×38.

A. sessiliflora er énårig og kendes fra Cape regionen til nær ækvator i højere relativt tørre bjergegne op til 2900 m. Den har især græsser som værter, men kan også bruge kurvblomster. Arten er almindelig og udbredt helt til Indien, Kina og Filippinerne. Den angives at have positiv effekt ved bakterie infektioner.

A. vogelii findes i tropisk og det sydlige Afrika, hvor den er en trussel mod afgrøder fra ærteblomstfamilien. Frimærket viser den på jordnød, der er i færd med at visne. Udbytte tabet varierer fra 20 til 80%. A. vogelii producerer 400.000-600.000 frø per plante. Gult udtræk af stænglerne bruges lokalt til farvning.

Striga

Striga er halvparasitiske rodsnyltere i Afrika, Asien og Australien. De fleste arter en énårige, og flere af arterne gør kolossal økonomisk skade på bl.a. majs, sukkerrør, hirse, ris og durra. Slægtsnavnet kommer af, at man i Oldtiden kaldte blodsugende hekse for strigaer svarende til, at Striga suger saft fra vætsplanterne. De kun 0,3 mm store frø produceres i enorme mængder og spredes dels med vinden, men også med klovene på husdyr, markredkaber og fodtøj.

Striga asiatica – Britisk territorium i det Indiske Ocean. Udgivet 2001.
Mål: 31×36 mm.

Striga hermonthica – Burkina Faso. Udgivet 1989.
Mål: 26×38 mm.
Tryk på frimærket og se hårdt angrebet majsmark.

Striga asiatica findes i hele slægtens udbredelses område og blev tilmed introduceret i det østlige USA i 1950erne. Det førte til oprettelsen af flere forskningsstationer, der har bekæmpelse af snylteplanter som hoved opgave. De små frø kan ligge i jorden i mere end 20 år uden at tabe spiringsevnen. Arten angriber alle de ovenfor nævnte afgrøder.

Striga hermonthica findes i Afrika syd for Sahara. Blomsterne er slægtens største og frøene blandt de mindste, 0,3 mm. Den angriber især majs, sukkerrør og durra. Når de grønne skud ses over jorden, er værten allerede så svækket, at høsten ikke kan reddes. Lugning er ret nytteløst, men gøres af kvinder, da mænd ifølge overtro mister manddommen. Der gøres meget for at udvikle resistente sorter af værtsplanterne.

Striga gesneriodides – Burkina Faso. Udgivet 1989.
Mål: 26×38 mm.

Striga aspera – Burkina Faso. Udgivet 1989. Mål: 26×38 mm.

Striga gesneroides er sammen med S. asiatica og S. hermonthica de mest skadevoldende halvsnyltere. Dens fotosyntese evne er reduceret. Den findes i Afrika, på den Arabiske halvø og i Indien. Den er desuden introduceret i Florida. Som hos andre Striga arter kræver frøspiring en kemisk stimulering fra værten.

Striga aspera findes i samme område som S. hermonthica, men er mindre almindelig i Øst-Afrika. Den er som de andre viste arter énårig, men den har flere værter blandt vilde græsser. Spirings stimulatorerne virker inden for en afstand af 3 mm fra frøet. Det underjordiske stadium varer op til 40 dage.

Harveya

Der er ca. 40 arter af helsnyltere på værtsplanternes rødder. Slægten er udbredt i det østlige Afrika, Saudi-Arabien og Mascarenerne ofte på sandede lokaliteter. Blomsterne optræder i mange farver og op til 9 cm i størrelse. Arterne udgør ingen trussel mod kulturplanter.

Harveya pulchra – Transkei (Sydafrika). Udgivet 1991 sammen med 3 andre snylteplanter gengivet på denne side. Mål: 29×38,5 mm.

Harveya speciosa – Transkei (Sydafrika). Udgivet 1991 sammen med 3 andre snylteplanter gengivet på denne side. Mål: 29×38,5 mm.

Harveya pulchra er énårig og findes på græsland i Sydafrika. Den bliver omkring 50 cm høj. H. pulchra er et synonym for H. huttonii.

Harveya speciosa er udbredt i det østlige Sydafrika og kan blive op til 1 m høj. Blomsterne kan bruges til at udvinde blæk, og den kalde lokalt for Inkflower eller Inkblom.

Cistanche

Cistanche er helsnyltere og rodsnyltere uden økonomisk betydning. De vokser i halv- og helørkener. Der er omkring 20 arter fordelt fra Middelhavsregionen og Nord-Afrika til Kina.

Cistanche sp. – Fransk Vestafrika. Udgivet 1959. Mål: 24,5×29 mm.

Cistanche phelypaea – Bahrain. Udgivet 1993 i et miniark sammen med 7 andre planter.
Klik på frimærket for at se miniark. Mål: 30×40 mm.

Cistanche blomsterskaftet har skælformede lavblade. Et udtræk, cistanche, af flere af arterne indeholder antioxidanter og bruges især i Kina som lægemiddel. Det står uklart, hvilken art frimærket viser.

Cistanche phelypaea forekommer i det sydlige Spanien, Portugal og på Kreta samt i Nordafrika og på den arabiske halvø. Den har flere synonymer. Da ørkenplanter ofte har et vidtstrakt rodnet kan Cistanche blomsterstande dukke op af det rene sand flere meter fra værtsplantens skud.

Orobanche - Gyvelkvæler

Orobanche (gyvelkvæler) er flerårige helsnyltere på værtsplanternes rødder. Slægten findes i hele verden undtagen i højarktis og de store regnskove. I Sydamerika holder den sig til Andesbjergene. Flere arter forretter stor skade på især afgrøder fra ærteblomstfamilien.

Orobanche rapum-genistae – Alderny. Udgivet 1994 i en fauna og flora serie på 16 frimærker. Blandt disse findes endnu en snylteplante, Cuscuta epithymum (se tidligere). Mål: 30×40 mm. Frimærket viser den snyltende på Cytisus scoparius ssp. maritimus (underart af gyvel). Humlebien Bombus lucorum kan bestøve begge arter.

Orobanche rapum-genistae er udbredt i det vestlige Europa og Nordafrika, og den foretrækker tornblad og gyvel som værter. Der er 6 Orobanche arter i Danmark, men de er alle sjældne, og ingen gør skade på afgrøder. Blomster-standen kan blive 1 m høj.  Der produceres enormt mange små frø.Orobanche frø er meget små som hos O. hederae (Vedbend-gyvelkvæler), og nogle arter producerer mere end 600.000 per kapsel. 


Klik på frimærket og se primære haustorier (røde pile) og små sekundære haustorier på snylterens meget korte siderødder. Bemærk at værtsroden er indskrumpet og død efter, at det primære haustorium har overført alt vand og næring til snylteren (Orobanche californica). Nogle arter anlægger kun et primært haustorium.

Cynomoriaceae

Der er kun én art i familen, Cynomorium coccineum, med to underarter, der begge er flerårige helsnyltere og rodsnyltere, men i udbredelse ikke overlapper hinanden. Blomsterne er overordentlig små og stærkt reducerede. Der er både hun-, han- og tvekønsblomster med 2-3 mm lange filamentære blosterblade og enten en enkelt støvdrager i hanblomsten eller en enkelt griffel i hunblomsten. Blomsterne sidder klinet sammen i tætte kvaste, og blomsterstanden blev derfor oprindeligt opfattet som en svamp. De seneste DNA undersøgelser tyder på, at Cynomorium er nært beslgtet med Crassulaceae (Stenurtfamilien) ig ikke med Balanophoraceae som tidligere antaget.

Cynomorium coccineum ssp. coccineum – Bahrain. Udgivet 1993 i et miniark sammen med 7 andre planter.
Klik på Cistanche phelypaea frimærket for at se miniark. Mål: 30×40 mm.

Underarten C. coccineum ssp. coccineum forekommer meget lokalt i relativt kystnære områder i Middelhavslandene samt på den Arabiske halvø, hvor den især har arter fra salturtfamilien (Chenopodiaceaae) samt slægterne Inula, Limonium og Tamarix som værter. Det er primært salttolerante arter. Den kan blive 25 cm høj og blomstrer i april-maj. Den blev først observeret som en svamp på en klippe nær den maltesiske ø Gozo og i 1697 beskrevet som Fungus melitensis. Deraf populærnavnet Maltesersvamp. Planten er og har været brugt til flere medicinske formål. En rød væske kan udtrækkes og bruges bl.a. til at coagulere blod og hjælpe mod dysenteri og diarré. Planten har også været brugt både som et afrodisiakum og som prævention samt som værdifuld gave til kongelige, og Malteserridderne forsvarede den og gjorde tyveknægte til galajslaver.
Klik på frimærket og se udsnit af blomserstanden med tydelige støvknapper og en flue på besøg (Foto: F N Rasmusen).

Cynomorium coccineum ssp. songaricum – Mongoliet. Udgivet 2018. Mål 42×28 mm.

Underarten C. coccineum ssp. songaricum forekommer især ved saltstepper i Asien herunder Mongoliet. Byen Kuyu hedder også Suoyang City efter det kinesiske navn for Cynomorium. Det fortælles, at en general og hans kompagni overlevede byens belejring i det 7. århundrede ved at spise Cynomorium. Indsamling af planten er i dag en trussel mod dens eksistens. – Fuglen Podoces hendersoni (en skade) findes i samme område som Cynomorium, men den er en insektæder, og har som sådan ingen relation til Cynomorium.

Rafflesiaceae

Rafflesiaceae rummer 3 slægter med hovedudbredelse på øerne i det Sydkinesiske Hav og på den Malaysiske Halvø. Det er alle helsnyltere på rødder og/eller stængler. De vegetative dele (endofyten) er extremt reducerede og findes kun som cellestrenge inde i værten, mens exofyten udelukkende består af de meget store blomster, der fremkommer direkte på værtens overflade.

Rafflesia

Der kendes 15 Rafflesia arter, men der er stadig mulighed for at finde nye arter i svært tilgængelige regnskovs områder. Det skete sidst i 2005. Det er yderst sjældne og truede planter. På Borneo kendte man 7 arter, men 3 af dem har ikke været set side 1907.

Rafflesia kerrii – Thailand. Udgivet 2006. Mål: 47,5×30 mm.

Rafflesia kerrii er en rodsnylter, der vokser i det sydlige Thailand og på den Malaysiske halvø, hvor den har arter af Tetrastigma som vært. Blomsterne er énkønnede og bliver 50-70 cm i diameter. Fra blomsterknoppen anlægges inde i værten, går der 1½ år, før den kan ses på værtens overflade, og det tager yderligere op til 9 måneder, før den er udvokset og åbner sig, men den holder kun i ca. 5 dage, før den visner. Den har en ådselsagtig duft, der tiltrækker fluer som bestøvere. En hunblomst kan producere op til 70.000 frø.
Tryk på frimærke for at se blomsterdiagram.

Sapria

Der er 3 Sapria arter i samme område som Rafflesia, men den når lidt længere mod nord i Thailand. Det er helsnyltere på rødder, og blomsterne er énkønnede.

Sapria poilanii – Thailand. Udgivet 2006.
Mål: 47,5×30 mm.

Sapria poilanii vokser i bjergene på Tetrastigma og Vitis mellem 1200 og 1400 m.o.h. i Cambodia og Syd-Thailand. Blomsten er 20 cm i diameter og har 10 blosterblade i modsætning til 5 hos Rafflesia. Den centrale del af blomsten er brunlig hos hanblomsten og hvidlig hos hunblomsten, så frimærket synes at vise en hunblomst. Den bestøves af fluer.

Hydnoraceae

Der er to slægter i familien fordelt på det sydlige Afrika og Sydamerika. Slægterne er helsnyltere og rodsnyltere der ligner hinanden meget, og de betragtes som meget gamle med fælles oprindelse i Gondwanaland. Evolutionsmæssigt er der ikke sket noget i de seneste 100 millioner år.

Hydnora

Der angives 13-14 Hydnora arter i det sydlige Afrika og på Madagaskar, men nogle mener, der reelt kun er 5 veldefinerede arter. De findes i halvtørre ørkenområder og har Euphorbia (vortemælk) buske som vært. Det er kun blomsten, der delvist eller helt kommer op over jordoverfladen.

Hydnora africana – Transkei (Sydafrika). Udgivet 1991 sammen med 3 andre snylteplanter gengivet på denne side. Mål: 29×38,5 mm.

Hydnora africana er kendt fra Sydafrika og det sydlige Namibia. Blomsten lugter af råddent kød og bestøves af ådselsfluer og biller, især Dermestes maculatus. Blomsten er 3-tallig, men åbner sig kun ved sprækker mellem blosterbladene. Især biller falder ned i kronrøret, hvor de først rammer støvknapperne og længere nede støvfanget. Både selv- og fremmedbestøvning er således mulig. Mange biller ender med at dø i blomsten, da kronrørets inderside både har børster og en glat vokszone, hvor billerne ikke kan få fodfæste. Denne situation ses parallelt hos den kødædende slægt Sarracenia.