Snylteplanter på frimærker
Opdateret 01-05-2023
Denne side viser frimærker med snylteplanter (parasitter) som motiv ledsaget af noter om både frimærker og planter. For en mere detaljeret beskrivelse af parasitisme og de forskellige slægter henvises til siden Snylteplanter, hvor der findes links til diverse kilder.
Der er udgivet over 34.000 frimærker med blomstermotiv, men ikke meget over hundrede med snylteplanter. Der er f.eks. flere tusinde orkidé frimærker. Det har ved lanceringen af denne side ikke været muligt at fremskaffe samtlige frimærker med snylteplanter, men flere forventes tilføjet med tiden.
Snylteplanter optager vand og næring fra andre planter ved hjælp af et særligt organ, haustorium,
Haustoriets struktur varierer fra familie til familie, men diagrammet viser generelle træk eksemplificeret hos Cassytha. Snylteren (øverst) anlægger en hæfteskive, der sender et intrusivt organ (sænker, lysebrun) ind til værtens ledningsstrenge. Samtidig udvikles vandledende celler (Xylem, rødt). der ender med at forbinde de to parters ledningsstrenge. anlagt fra kimroden som et primært haustorium eller som sekundære haustorier anlagt fra snylteplantens rødder eller stængler på værtsplanternes rødder eller stængler/grene. Der er to hovedgrupper, halvsnyltere og helsnyltere. De første har fotosyntese og producerer selv kulhydrater, mens de får vand og uorganiske næringsstoffer primært gennem haustorierne. Helsnylterne har ingen fotosyntese og får alt vand og næring gennem haustorier. Hver hovedgruppe har to undergrupper, idet snylteren enten er en rodsnylter, der sidder på værtens rødder eller en stængelsnylter, der sidder på værtens stængler eller grene. Nogle snylteplanter er harmløse, mens andre volder omfattende skader i land- og skovbrug. Kun sandeltræet er en nytteplante med større økonomisk betydning.
Tabellen herunder giver en oversigt over samtlige snylteplanter. Der er knap 4.200 arter af halvsnyltere (hemiparasitter) og ca. 400 helsnyltere (holoparasitter). Bemærk, at gyvelkvælerfamilien, Orobanchaceae, rummer både halv- og helsnyltere. Der er flere lande, der har udgivet frimærker med snylteplanter, end anført i tabellen. De vil blive tilføjet, når det lykkes at fremskaffe frimærkerne:
Hemiparasitter; Fotosyntese til stede, afhængige af vand og mineraler fra værten.
Familie Antal slægter Antal arter Udgivelser fra bl.a.
Olacaceae:
Schoepfiaceae:
Opiliaceae:
Loranthaceae:
Misodendraceae:
Eremolepidaceae:
Santalaceae:
Viscaceae:
Krameriaceae:
Lauraceaea (Cassytha):
Convolvulaceae (Cuscuta):
Orobanchaceae:
14
1
10
73
1
3
25
7
1
1 af 50
1 af 57
88
Ca. 100
30
31
Ca. 910
8-10
11
Ca. 430
Ca. 600
18
16
Ca. 145
Ca. 1800
Malawi, Øvre Volta
Øvre Volta
Elfenbenskysten, Fiji, Filippinerne, Ny Kaledonien, Rwanda, Tchad
Ny Kaledonien
Danmark, England, Guernesey, Jersey, Jugoslavien, Marokko, Schweiz, Sverige, USA
Mikronesien
Marshall øerne
Alderney
Burkina Faso, British Terr. Indian Ocean, Grønland, Japan, Jersey, Kenya, Norge, Polen, Transkei, USA
Holoparasitter: Ingen fotosyntese, alt vand, organisk og uorganisk næring fås fra værten.
Familie Antal slægter Antal arter Udgivelser fra bl.a.
Orobanchaceae:
Cynomoriaceae:
Lennoaceae:
Apodanthaceae:
Cytinaceae:
Mitrastemonaceae:
Raffleciaceae:
Hydnoraceae:
Balanophoraceae:
17
1
2
3
2
1
3
2
17
Ca. 270
2
5
23
7
2
20
15-18
43-44
Alderney, Bahrain, Fransk Vesstafrika, Oman, Transkei
Bahrain, Mongoliet
?
?
?
?
Brunei, Filippinerne, Indonesien, Malaysia, Thailand
Transkei
Belgisk Congo, Elfenbenskysten
Parasitaxus
Parasitaxus usta – Ny Kaledonien. Udgivet 1989. Mål: 30×40 mm.
På frimærket står der Parasitaxus ustus, men det er en grammatisk fejl.
Parasitaxus usta hører til familien Podocarpaceae, og det er den eneste nøgenfrøede art, der har været opfattet som en snylteplante., men haustorier til værtsplanten Falcatifolium taxoides er ikke påvist. P. usta er lokaliseret i vækstlaget (kambiet) i værtens rødder og stængler, og den skyder herfra. Værten ses ikke på frimærket. I den fælles flade (interface) er der konstateret hyfer af en imperfekt svamp, og mange forskere hælder derfor til at kalde P. usta for en myco-heterotrof pante (se artiklen Saprofyter?). P. usta har det røde stof anthocyan i nålene, og farven overskygger det grønne klorofyl, men planten kan ikke gennemføre fotosyntese, og det er et blandt flere forhold, der peger på, at planten får sin næring fra værten og/eller svampen. P. usta vokser på en isoleret ø i en isoleret dal, og den er derfor meget sjælden og må opfattes som en truet art. – Klik på frimærket og se B Suprins foto (Klik på sort baggrund for at returnere til siden).
Olacaceae
Familien er nu reduceret til 14 slægter med omkring 100 arter af halvsnyltere og rodsnyltere, idet 13 tidligere medlemmer har vist sig at være autotrofe. Det er træer, buske og slyngplanter med tropisk-subtropisk udbredelse. Mange af arterne har etableret mykorrhiza med svampe, hvilket ikke er så almindeligt hos snylteplanter. Blomsterne er små og i de fleste tilfælde tvekønnede. Der udvikles kun sekundære haustorier.
Ximenia
Ximenia er en pantropisk slægt. Der er hun- og hanplanter, hvilket er ukarakteristisk for familien.
Ximenia caffra – Malawi. Udgivet 1993. Mål: 28 x 45 mm.
Ximenia caffra. Den rødfrugtede X. caffra opfattes også som en varietet af den gulfrugtede X. americana. Den 3,5 cm store frugt er en stenfrugt og ligner en blomme, men smagen er syrlig. X. caffra er et lille træ (ca. 2 m), der godt kan starte tilværelsen som autofyt, men den vokser meget bedre, så snart den får etableret sekundære haustorier. Frugten er rig på C-vitamin og kalium. Lokalt anvendes både frugten, bark, ved og rødder til medicinske formål.
Opiliaceae
Opiliaceae er en lille familie med 10 slægter og 31 arter. Arterne er stedsegrønne træer og rodsnyltere. Der er én slægt, Agonandra, i Amerika, mens de øvrige findes i Afrika og SØ-Asien. Familien er udskilt fra Olacaceae, fordi blomsterbygning og vedanatomi er mere beslægtede med Santalaceae. De små tvekønnede blomster er uden bægerblade.
Opilia
Opilia arter starter ofte som et lille træ, men bliver efterhånden klatrende med helt op til 30 m lange grene. Slægterne er udbredt i tropisk Afrika og Asien til det nordlige Australien.
Opilia celtidifolia – Øvre Volta. Udgivet 1977. Mål: 26 x 40 mm.
4/8 1984 skiftede landet navn til Burkina Faso.
Opilia amantacea er i dag det gyldige navn for Opilia celtidifolia, en art med 8 synonymer. Arten er vidt udbredt i hele slægtens udbredelses område. Frugten er en gul stenfrugt som hos Ximenia, men størrelsen er mindre. Både frugt og ved anvendes lokalt som mad, medicin og brændsel. Udtræk af barken bruges f.eks. mod malaria.
Loranthaceae
Loranthaceae er en stor familie med godt 900 arter af halvsnyltere fordelt på 73 slægter i troper og subtroper med kun en enkelt slægt Loranthus i Europa. Langt de fleste arter er stængelsnyltere, men tre slægter inklusive det australske Christmas tree (Nuytsia floribunda)
10 m højt vest-australsk træ der snylter på græsrødder. Foto: B Krüger. er rodsnyltere. De fleste arter har ret store farverige blomster bestøvet af fugle, der også spreder bærrene.
Amylotheca insularum – Fiji øerne. Udgivet Okt. 1983. Mål: 25,5×39 mm.
Decaisnina forsteriana er for tiden det korrekte navn for Amylotheca insularum, som der findes en lang række synonymer for. Der er omkring 25 arter i denne slægt. Arten er bemærkelsesværdig ved at være familiens mest udbredte art på Stillehavs øerne Solomon Islands, Fiji, Tonga, Samoa, Cook Islands, Tahiti og Marquesas Islands. Den har epicortikale rødder, dvs. birødder, der kryber langs med værtens grene, som invaderes af sekundære haustorier. Den er især kendt fra regnskovs træer. Kronrøret er godt 35 mm langt.
Klik på frimærket og se Notanthera heterophylla med stort primært haustorium og 3 små sekundære haustorier på en epicortical rod (Foto: J. Kuijt).
Amyema scandens – Ny Kaledonien. Udgivet 1998. Mål: 40×30 mm.
Amyema scandens er én af omkring 90 arter i slægten. A. scandens har centrum på New Guinea, men har spredt sig til Borneo, Ny Kaledonien og et lille område i New South Wales. Blomsterne er 5-tallige med 4 cm langt kronrør. De kommer i triader direkte på de epicortikale rødder, og de kan sidde så tæt, så det ser ud som om, der er ‘løbeild’ op ad værtens grene og stammer. – Klik på frimærket for at se A. scandens ‘løbeild’ (foto: B. Suprin).
Amyema incarnatiflora – Filippinerne. Udgivet 2007. Mål: 30×40 mm. Udgivet i miniark sammen med 7 andre blomstermærker hvoraf et Rafflesia mærke er vist her på siden. Klik på frimærket for at se miniarket.
Amyema incarnatiflora er hjemmehørende dels i bjergene i regionen Cabadbaran i Agusan del Norte province på øen Mindanao, og dels i junglen i Cagayan provinsen på øen Luzon. Der er registreret 7 synonymer. Blomsterstanden kommer dels fra nodierne dels fra epicorticale rødder. Der er 10-30 blomster i skærmen. Bærrene er røde, og de spredes af fugle.
Loranthus sp. – Elfenbenskysten. Udgivet 1979 i en serie med to orkidéer. Mål: 30×40 mm.
Loranthus et generelt navn, som blot fortæller, arten hører til familien Loranthaceae. Slægten Loranthus rummer nu kun to småblomstrede arter i Europa. Den viste art er efter min bedste overbevisning Phragmanthera capitata, en art der har mange synonymer og er udbredt i landene omkring Guineabugten samt ind i Centralafrika. Der er 27 arter. Frimærket illustrerer udmærket, at arten hører til en gruppe Loranthacéer, der har ventilerede, retningsbestemte eksplosive blomster. De 5-tallige blomster signalerer til solfugle, at de er klar til at åbne sig ved, at der opstår sprækker mellem blosterbladene (ventilering). Når en solfugl så berører knoppens markant farvede spids, springer blomsten op langs den nærmeste sprække, mens støvknapperne eksploderer, og pollenkornene slynges retningsbestemt ud i hovedet på fuglen samtidig med, at griflen bøjes i samme retning, så den kan modtage pollen, som fuglen har ført med sig fra en anden blomst. Det er ofte store planter med op til 4 m lange grene og et stort primært haustorium.
Tryk på frimærke og se ventileret eksplosiv blomst hos Phragmanthera macrosolen (Foto: G Glatzel).
Tapinanthus globiferus – Tchad. Udgivet 1975 i en serie med 6 andre blomsterplanter.
Mål: 40×26 mm.
Tapinanthus globiferus er udbredt tværs over Afrika fra Senegal til Djibouti. Den har mange synonymer og er desuden ret variabel. Der er 31 arter i slægten. Den har eksplosive blomster, men de er ikke ventilerede. De åbner sig retningsbestemt i relation til, hvor på blomsten fuglen prikker med næbbet. Der er nektar i suturerne mellem blosterbladene. Som mange andre slægter i familien er Tapinanthus helt afhængig af det primære haustorium. Der er ingen epicortikale rødder.
Tapinanthus belvisii – Elfenbenskysten. Udgivet 2013 sammen med 3 andre plantefrimærker, hvoraf én er en parasit, Thonningia sanguinea, der vises her på siden. Mål: 30×40 mm.
Tapinanthus belvisii angives fra Sierra Leone, Elfenbenskysten, Ghana, Togo og Chad. Den ynder et skifte med tørtid. Den har eksplosive blomster, men de er ikke ventilerede. Et stort primært haustorium ses på frimærket. Blomsterknoppen er opsvulmet og anderledes farvet i spidsen og et signal til fuglene som hos de andre arter i slægten. Flere Tapinanthus arter angriber kaffe og kakao plantager, men om det gælder T. belvisii ved jeg ikke.
Tapinanthus brunneus – Rwanda. Udgivet 1981.
Mål: 40×30 mm. Udgivet sammen med 9 andre blomsterfrimærker.
Agelanthus brunneus er det accepterede navn for Tapinanthus brunneus der desuden har en lang række synonymer under slægtsnavnet Loranthus.
A. brunneus er udbredt i Central og Vestafrika til Senegal i 1000-1800 m.o.h. Agelanthus slægten har 59 arter i Afrika og på den Arabiske halvø. Den viste art har eksplosive ventilerede blomster ca. 40 mm lange. Blomsterfarven varierer en del over i det grønlige og rødlige. Alle Agelanthus arter har oprette blomster og ikke hængende som på frimærket.
Tapinanthus prunifolius – Rwanda. Udgivet 1975. Mål: 51×33 mm.
Agelanthus prunifolius anses for det korrekte navn. Arten er endemisk i den østlige Cape og sydlige Natal provins i Sydafrika. De ventilerede eksplosive blomster er orangegule med 5 cm lange kronrør. Det er en skovplante, der snylter på Ficus, Rhoicissus og flere andre træer. Frimærket viser en brændende savanne, men A. prunifolius findes ikke i Rwanda.
Santalaceae - Sandeltræfamilien
Familien har pantropisk-tempereret udbredelse, men undgår de store tørre ørkner i Afrika og Asien. Den findes længere mod nord end Loranthaceae og når flere steder den arktiske cirkel. Der er 35 slægter udelukkende med halvparasitter. Slægten Thesium er den største med mere end 250 arter, der alle er urter. Der var tidligere to Thesium (Nålebæger) arter i Danmark, men de er begge forsvundet. Flere slægter er buske eller træer, og et par slægter kan være både rod- og stængelsnyltere. Phacellaria er den mest avancerede slægt og er interessant ved at være epi-parasit, det vil sige den snylter kun på andre snylteplanter fra Loranthaceae. Haustorierne er generelt mange og små. Blomsterne er små, dvs. mindre end 1 cm i diameter og oftest 4- eller 5-tallige. De er samlede i tætte stande, så insekter lettere kan finde dem. Frugten er nødagtig og indeholder kun et frø, der spredes af gnavere og fugle.
Santalum austrocaledonicum – Ny Kaledonien. Udgivet 2004. Mål: 31×41 mm.
Frimærkerne er udgivet i miniark – klik på venstre mærke for at se miniarket.
Santalum austrocaledonicum er den eneste naturlige sandeltræs art på Ny Kaledonien og Vanuatu, hvor arten er endemisk. Det er en halvparasit, der bliver op til 12-15 m høj. På 30 år producerer et træ op til 100 kg hårdt hjerteved. Skovrydning har betydet, at der er meget få vilde planter tilbage. De tre frimærker viser løv, blomster og en frugt, et anlæg til udvinding af olie fra veddet og et sandeltræs fad med diverse produkter. Sandeltræet, primært Santalum album, er den eneste snylteplante af større positiv kommerciel betydning. De små hvide blomster er samlede i tætte blomsterstande, så insekter lettere kan få øje på dem.
Viscaceae - Misteltenfamilien
Misteltenfamilien er udbedt over det meste af verden bortset fra de koldeste og tørreste egne. Familien indeholder 7 slægter med ca. 600 arter. Alle arter er halvsnyltere og stængelsnyltere. Blomsterne er små og insekt- og vindbestøvede. Bærret spredes af fugle.
Phoradendron
Phoradendron leucarpum – Oklahoma. Udgivet 1982. Mål: 101×152 mm.
Frimærket viser Oklahomas nationalblomst og nationalfugl, men fluesnapperen (Muscivora forficata) spiser insekter og ikke mistelten bær.
Phoradendron er familiens største slægt med 234 arter, der forekommer fra det sydlige USA til langt ned i Sydamerika. Det er stedsegrønne planter med meget små énkønnede blomster samlet i stærkt reducerede blomsterstande. 
Blomsterstand af P. crassifolium. Ofte støttes en blomst af et dækblad (støtteblad), men hos Phoradendron er blomsterstandens akse forlænget, så et dækblad (gul pil) støtter en serie af hunblomster samt yderst en hanblomst, der her er faldet af og har efterladt et ar (rød pil). Foto: C. Gracie.
P. leucarpum (syn. P. serotinum og P. flavescens) findes i det sydlige USA samt Mexico og kan vokse på omkring 100 forskellige løvtræer, men forekommer oftest på Amerikansk elm (Ulmus americana). Dens hvide bær er stærkt giftige for mennesker, men spredes af mange fugle. Arten anvendes i USA ved juletid på samme måde som den europæiske mistelten Viscum album. – Tryk på frimærke for at se foto af planten.
Viscum - Mistelten
Viscum album – England. Udgivet 1980. Mål: 40×30 mm.
Viscum slægten har 150 arter spredt ud over den gamle verden med det største antal arter koncentreret i det sydlige Afrika og i Australien plus SØ-Asien. Det skal bemærkes, at det engelske navn mistletoe omfatter ikke bare slægterne i Viscaceae (misteltenfamilien) men også alle arter i den langt større Loranthaceae. Familierne har det til fælles, at de alle er halvsnyltere med vedplanter som vært. Blomsterne hos Viscaceae er få mm store, og der er både énkønnede og tvekønnede arter. Den europæiske mistelten Viscum album er den snylteplante, der oftest optræder som motiv på frimærker. Det hænger sammen med dens folkloristiske betydning, som man kan læse mere om i artiklen ‘Danske og nordiske snylteplanter’.
Schweiz. Udgivet 1974.
Mål: 24×26 mm.
Udgivet i en serie med 3 andre blomsterplanter.
Danmark. Udgivet 2017.
Mål: 27×36 mm. Der er ingen relation mellem tulipaner og Viscum album.
Sverige. Udgivet 1998.
Mål: 23,5×31 mm. Udgivet parvis i frimærkehæfte med Amaryllis som motiv.
Sverige. Udgivet 2008.
Mål: 29×29 mm.
Selvklæbende fra frimærkehæfte.
Viscum album – Jersey. Udgivet 1999 i anledning af julen sammen med 3 andre blomstermærker. Mål: 30,5×38 mm.
Viscum album – Jugoslavien.
Udgivet 1973 sammen med et
frimærke af oliven.
Mål: 25,5×36 mm.
Viscum album – Guernsey. Udgivet 1978 i en serie med 6 andre blomster frimærker. Mål: 29×48,5 mm.
Udgivet sammen med tre andre frimærker med planter relateret til julen.
Viscum album trives bedst på æbletræer, paradisæble og poppel, men kan også etableres på flere andre løvtræer. Fra frøet er afsat på en værtsgren går der 2-3 år, før exofyten kommer frem med det første par blade. Det er den Viscum art, der forekommer længst mod nord. Dens udbredelse begrænses omtrent på højde med Oslo af vinterkulden. De 4-tallige blomster 
Viscum album. T.v. 2 mm brede hunblomster med grønt nektarie omkring støvfanget. T.h. 5 mm brede hanblomster med åbne pollensække. bestøves primært af insekter, men vind kan ikke udelukkes. Den spredes af fugle, hvor munken er kortdistance spreder (dvs. overvejende inden for samme værtstræ), mens misteldrossel og silkehale er langdistance spredere. – Der ligger flere artikler om mistelten på denne hjemmeside.
Viscum cruciatum – Marokko. Ugivet 1999. Mål: 30×40 mm. Mærket er udgivet sammen med et der viser Eryngium triquetrum.
Viscum cruciatum forekommer i Middelhavslandene Libanon, Marokko, Palæstina, Portugal, Spanien og Syrien. Vegetativt ligner den V. album til forveksling, men bærrene er røde. Som hos V. album indeholder bærret ét frø, der spredes af fugle. Planten er giftig. Udtræk indeholdende flavonoider har været anvendt mod bl.a. brystkræft. Den foretrækker oliventræer som vært, hvor den kan gøre skade. Den kan også vokse på tjørn (Crataegus sp.).
Krameriaceae
Krameriaceae er en lille familie med kun én slægt Krameria med 18 arter, der forekommer fra det sydlige tempererede USA til subtropisk Sydamerika. Det er halvsnyltere og rodsnyltere.
Krameria triandra – Micronesien. Udgivet ?
Krameria triandra (synonym for K. lappacea) er en flerårig busk, der bliver en lille meter stor og vokser på halvtørre biotoper i Sydamerika. Blomsterne producerer ikke nektar, men bestøves af bier fra slægten Centris, der indsamler en lugtløs olie. Det garvestofrige udtræk rhatany af roden siges at have en gavnlig effekt på mundhule og tandpleje. og de antiinflammatoriske egenskaber gør rodekstraktet effektivt mod tør og irriteret hud. Det er formentlig derfor K. lappacea er kommet på frimærke, for den findes ikke naturligt i Micronesien,
Lauraceae - Laurbærfamilien
Der er 50 slægter i Laurbærfamilen, hvoraf kun én slægt (Cassytha) indeholder snylteplanter.
Cassytha
Der er 16-17 arter af Cassytha hvoraf de fleste i Australien. Slægten er udbredt i troperne i alle verdensdele. Det er bladløse halvsnyltere, der udelukkende udvikler sekundære haustorier fra stænglerne. De 3-tallige tvekønnede blomster er meget små. Morfologisk ligner Cassytha i høj grad nældesilke (Cuscuta), og de vokser og udvikler sig på samme måde, og slægterne udgør et klassisk eksempel på konvergent evolution.
Cassytha filiformis – Marshall øerne. Udgivet 1973.
Mål: 43,5×24 mm. Udgivet som firblok i miniark med 3 andre ikke snyltende planter. – Klik på frimærket for at se miniarket.
Cassytha filiformis har pantropisk ofte kystnær udbredelse, og det tyder på dens nød-lignende frugter 
Cassytha filiformis med moden frugt og blomsterstand i udspring. kan flyde på vand. Den kan som de øvrige Cassytha arter bruge så godt som alle buste, træer og større urter som vært, og den kan lokalt i troperne skade værten.
Convolvulaceae - Snerlefamilien
Der er 57 slægter i Snerle familien, men kun én slægt består af snylteplanter, Silke (Cuscuta), der ofte henføres til sin egen familie Cuscutaceae, hvor antallet af arter angives at variere mellem 145 og 250. Det høje tal skyldes primært, at flere arter er navngivet mere end én gang. De fleste er halvsnyltere, men enkelte har ingen fotosyntese. Slægten findes over det meste af kloden undtagen i de koldeste og tørreste egne.
Cuscuta epithymum (Lyng-silke) – Alderney. Udgivet 1994 i en fauna og flora serie på 16 frimærker. Blandt disse findes endnu en snylteplante, Orobanche rapum-genistae (se senere). Mål: 30×40 mm.
Frimærket viser desuden Ulex europaea (Tornblad) som vært og den insektædende sanger Dartford-warbler, der bygger rede i tornede buske.
Cuscuta er slyngplanter, der producerer sekundære haustorier fra stænglernes tætte vindinger omkring værtens grene. Den har ingen rødder bortset fra kimroden, der visner inden for to uger. C. epithymum med lyserøde blomster 
Cuscuta europaea (Nælde-silke) har som her som regel 4-tallige blomster, mens C. epithymum (Lyng-silke) har 5-tallige blomster. snylter primært på buske i heder. I Danmark er det en sjælden art. Den er harmløs her i landet, men der er andre arter, der gør skade på kulturplanter i varmere lande. – Ifølge nordisk og germansk terminologi er Cuscuta og Cassytha venstreslyngende (drejer venstre om værten), men det kaldes i engelsk sproget litteratur højreslyngende. På frimærket er slyngningen tegnet forkert. Silke arter gør ingen skade i Danmark, men andre arter kan være hårde ved flere grøntsager som f.eks. tomat og bønner. – Klik på frimærke og se venstreslynget Cassytha.
Orobanchaceae - Gyvelkvælerfamilien
Orobanchaceae er den største familie med snylteplanter. Familien rummer både halv- og helsnyltere. Ca. 1800 arter fordelt på 88 slægter af de første og 270 arter fordelt på 17 slægter af de sidste. Tidligere blev alle halvsnylterne henført til Maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae), men nu er alle snyltere samlet i Orobanchaceae, der desuden indeholder en enkelt autotrof slægt, Lindenbergia, med 15 arter i Afrika og Asien.
Castilleja
Castilleja er en slægt af én- og flerårige grønne rodsnyltere udbredt i det vestlige Amerika fra langt ned i Andesbjergene til Alaska samt i det nordlige Asien. Der er ca. 200 arter med varierende blomsterfarve, hvor rødt, gult og hvidt dominerer. Mange arter har fuglebestøvning og fungerer som føde for sommerfuglelarver.
Castilleja sp. – USA. Udgivet 1992 i ruller med 4 andre frimærker med planter, der bestøves af kolibrier. Klik på frimærket for at se serien.
Mål: 39×24 mm.
Castilleja arten på frimærket har desværre ikke kunnet identificeres sikkert. Blomsterne indeholder nektar. Kolibrier og mange andre fugle har et veludviklet farvesyn, og røde og gule farver på blomster med lange kronrør eller sporer eer et godt tegn på, at blomsten er fuglebestøvet.
Pedicularis - Troldurt
Pedicularis (troldurt) er familiens største slægt med op imod 800 arter på den nordlige halvkugles tempererede og arktiske zoner. Det er halvsnyltende rodsnyltere med mange sekundære haustorier fordelt på mange værtsarters rødder. Se mere om de nordiske og grønlandske arter på siden Danske og nordiske snylteplanter.
Pedicularis oederi findes i bjergrige egne af Europa, Asien og det vestlige Nordamerika inkl. Alaska. Blomsterstandes højde varierer fra 2-15 cm.
Pedicularis sudetica kendes også under synonymet P. albolabiata. Der er flere underarter med en samlet circumpolar udbredelse. I Grønland er underlæben hvid med røde prikker. – Tryk på frimærket for at se den grønlandske underart P. sudetica var. albolabiata.
Pedicularis hirsuta (Lådden trolurt) er en hede og tundra plante udbredt i subarktisk og højarktisk zone omkring Atlanterhavet. Det er den snylteplante, der forekommer længst mod nord. Den er mest selvbestøvende, og sneharer er med til at sprede den, da de spiser frugtstanden. Den gule pælerod spises lokalt.
Pedicularis apodochila (Synonym P. rubens) er en flerårig rodsnylter der i Japan forekommer i subalpine og subarktiske områder.
Parentucellia
Parentucellia viscosa – Jersey. Udgivet 2006. Mål: 23×30 mm.
Parentucellia viscosa kaldet gul bartsie findes i Danmark, men kun ved nogle søbredder i Københavns omegn. Den naturlige udbredelse er europæisk, men den er desuden introduceret i Australien og Nordamerika. Den kan blive op til 70 cm høj og blomstrer i juni-august. Den bruger græsser og ærteblomster som vært. Synonym: Bartsia viscosa.
Klik på frimærket for at se hjørne-placerinng på arket kantet af P. viscosa og Veronica beccabunga.
Cycnium
Der er 15 arter i Øst- og Syd-Afrika inklusive Madagaskar. Det er flerårige oprette eller krybende rodparasitter med 2-3 cm store blomster, der kan minde om Phlox blomster.
Rhamphicarpa montana – Kenya. Udgivet 1983. Mål: 20,5 x 26 mm.
Cycnium tubulosum er nu det gældende navn for Rhamphicarpa montana. Arten er krybende og blomsterne har et langt kronrør (op til 10 cm hos nogle arter) måske for at hæve dem op og gøre dem mere synlige for bestøvere. De åbner sig hen under aften og sammen med den hvide farve er det karakteristisk for natsværmer bestøvede blomster. – Klik på firmærket for at se arten fotograferet på en fugtig savanne i Kenya.
Alectra
Der er ca. 40 arter af halvsnyltende rodsnyltere koncentreret i det sydlige Afrika. Slægten findes også i det østlige Asien. Der er både énårige og flerårige arter, og de fleste er ret harmløse, men to arter Alectra orobanchoides og A. vogelii gør alvorlig skade på bl.a. cowpea (Vigna unguiculata), jordnødder, soyabønner og andre ærteblomstrede afgrøder.
Alectra sessiliflora – Transkei (Sydafrika). Udgivet 1991 sammen med 3 andre snylteplanter gengivet på
denne side. Mål: 29×38,5 mm.
Alectra vogelii – Burkina Faso. Udgivet 1989 i en serie med tre Striga arter vist her på siden.
Mål: 26×38.
A. sessiliflora er énårig og kendes fra Cape regionen til nær ækvator i højere relativt tørre bjergegne op til 2900 m. Den har især græsser som værter, men kan også bruge kurvblomster. Arten er almindelig og udbredt helt til Indien, Kina og Filippinerne. Den angives at have positiv effekt ved bakterie infektioner.
A. vogelii findes i tropisk og det sydlige Afrika, hvor den er en trussel mod afgrøder fra ærteblomstfamilien. Frimærket viser den på jordnød, der er i færd med at visne. Udbytte tabet varierer fra 20 til 80%. A. vogelii producerer 400.000-600.000 frø per plante. Gult udtræk af stænglerne bruges lokalt til farvning.
Striga
Striga er halvparasitiske rodsnyltere i Afrika, Asien og Australien. De fleste arter en énårige, og flere af arterne gør kolossal økonomisk skade på bl.a. majs, sukkerrør, hirse, ris og durra. Slægtsnavnet kommer af, at man i Oldtiden kaldte blodsugende hekse for strigaer svarende til, at Striga suger saft fra vætsplanterne. De kun 0,3 mm store frø produceres i enorme mængder og spredes dels med vinden, men også med klovene på husdyr, markredkaber og fodtøj.
Striga asiatica findes i hele slægtens udbredelses område og blev tilmed introduceret i det østlige USA i 1950erne. Det førte til oprettelsen af flere forskningsstationer, der har bekæmpelse af snylteplanter som hoved opgave. De små frø kan ligge i jorden i mere end 20 år uden at tabe spiringsevnen. Arten angriber alle de ovenfor nævnte afgrøder.
Striga hermonthica findes i Afrika syd for Sahara. Blomsterne er slægtens største og frøene blandt de mindste, 0,3 mm. Den angriber især majs, sukkerrør og durra. Når de grønne skud ses over jorden, er værten allerede så svækket, at høsten ikke kan reddes. Lugning er ret nytteløst, men gøres af kvinder, da mænd ifølge overtro mister manddommen. Der gøres meget for at udvikle resistente sorter af værtsplanterne.
Striga gesneriodides – Burkina Faso. Udgivet 1989.
Mål: 26×38 mm.
Striga aspera – Burkina Faso. Udgivet 1989. Mål: 26×38 mm.
Striga gesneroides er sammen med S. asiatica og S. hermonthica de mest skadevoldende halvsnyltere. Dens fotosyntese evne er reduceret. Den findes i Afrika, på den Arabiske halvø og i Indien. Den er desuden introduceret i Florida. Som hos andre Striga arter kræver frøspiring en kemisk stimulering fra værten.
Striga aspera findes i samme område som S. hermonthica, men er mindre almindelig i Øst-Afrika. Den er som de andre viste arter énårig, men den har flere værter blandt vilde græsser. Spirings stimulatorerne virker inden for en afstand af 3 mm fra frøet. Det underjordiske stadium varer op til 40 dage.
Harveya
Der er ca. 40 arter af helsnyltere på værtsplanternes rødder. Slægten er udbredt i det østlige Afrika, Saudi-Arabien og Mascarenerne ofte på sandede lokaliteter. Blomsterne optræder i mange farver og op til 9 cm i størrelse. Arterne udgør ingen trussel mod kulturplanter.
Harveya pulchra – Transkei (Sydafrika). Udgivet 1991 sammen med 3 andre snylteplanter gengivet på denne side. Mål: 29×38,5 mm.
Harveya speciosa – Transkei (Sydafrika). Udgivet 1991 sammen med 3 andre snylteplanter gengivet på denne side. Mål: 29×38,5 mm.
Harveya pulchra er énårig og findes på græsland i Sydafrika. Den bliver omkring 50 cm høj. H. pulchra er et synonym for H. huttonii.
Harveya speciosa er udbredt i det østlige Sydafrika og kan blive op til 1 m høj. Blomsterne kan bruges til at udvinde blæk, og den kaldes lokalt for Inkflower eller Inkblom.
Cistanche
Cistanche er helsnyltere og rodsnyltere uden økonomisk betydning. De vokser i halv- og helørkener. Der er registreret 27 arter fordelt fra Middelhavsregionen og Nord-Afrika til Kina. De fleste arter findes i Kina. Blomsterskaftet har skælformede lavblade. Et udtræk af den sukkulente stængel, cistanche, af flere af arterne (især Cistanche deserticola, C. tubulosa og C. salsa) indeholder antioxidanter og bruges især i Kina som lægemiddel.
Cistanche tubulosa er som de øvrige arter helsnylter på rødder af ørkenplanter. Den forekommer fra Nord-Afrika til Kina. Den kan blive ½ m høj, men er også fundet højere. Frugten er en kapsel.
Cistanche phelypaea forekommer i det sydlige Spanien, Portugal og på Kreta samt i Nordafrika og på den arabiske halvø. Den har flere synonymer. Da ørkenplanter ofte har et vidtstrakt rodnet kan Cistanche blomsterstande dukke op af det rene sand flere meter fra værtsplantens skud.
Cistanche sp. – Fransk Vestafrika. Udgivet 1959. Mål: 24,5×29 mm.
Det står uklart, hvilken art frimærket viser.
Orobanche - Gyvelkvæler
Orobanche (gyvelkvæler) er flerårige helsnyltere på værtsplanternes rødder. Slægten findes i hele verden undtagen i højarktis og de store regnskove. I Sydamerika holder den sig til Andesbjergene. Flere arter forretter stor skade på især afgrøder fra ærteblomstfamilien.
Orobanche rapum-genistae – Alderny. Udgivet 1994 i en fauna og flora serie på 16 frimærker. Blandt disse findes endnu en snylteplante, Cuscuta epithymum (se tidligere). Mål: 30×40 mm. Frimærket viser den snyltende på Cytisus scoparius ssp. maritimus (underart af gyvel). Humlebien Bombus lucorum kan bestøve begge arter.
Orobanche rapum-genistae er udbredt i det vestlige Europa og Nordafrika, og den foretrækker tornblad og gyvel som værter. Der er 6 Orobanche arter i Danmark, men de er alle sjældne, og ingen gør skade på afgrøder. Blomster-standen kan blive 1 m høj. Der produceres enormt mange små frø.
Orobanche frø er meget små som hos O. hederae (Vedbend-gyvelkvæler), og nogle arter producerer mere end 600.000 per kapsel.
Klik på frimærket og se primære haustorier (røde pile) og små sekundære haustorier på snylterens meget korte siderødder. Bemærk at værtsroden er indskrumpet og død efter, at det primære haustorium har overført alt vand og næring til snylteren (Orobanche californica). Nogle arter anlægger kun et primært haustorium.
Cynomoriaceae
Der er kun én art i familen, Cynomorium coccineum, med to underarter, der begge er flerårige helsnyltere og rodsnyltere, men i udbredelse ikke overlapper hinanden. Blomsterne er overordentlig små og stærkt reducerede. Der er både hun-, han- og tvekønsblomster med 2-3 mm lange filamentære blosterblade og enten en enkelt støvdrager i hanblomsten eller en enkelt griffel i hunblomsten. Blomsterne sidder klinet sammen i tætte kvaste, og blomsterstanden blev derfor oprindeligt opfattet som en svamp. De seneste DNA undersøgelser tyder på, at Cynomorium er nært beslgtet med Crassulaceae (Stenurtfamilien) ig ikke med Balanophoraceae som tidligere antaget.
Cynomorium coccineum ssp. coccineum – Bahrain. Udgivet 1993 i et miniark sammen med 7 andre planter.
Klik på Cistanche phelypaea frimærket for at se miniark. Mål: 30×40 mm.
Underarten C. coccineum ssp. coccineum forekommer meget lokalt i relativt kystnære områder i Middelhavslandene samt på den Arabiske halvø, hvor den især har arter fra salturtfamilien (Chenopodiaceaae) samt slægterne Inula, Limonium og Tamarix som værter. Det er primært salttolerante arter. Den kan blive 25 cm høj og blomstrer i april-maj. Den blev først observeret som en svamp på en klippe nær den maltesiske ø Gozo og i 1697 beskrevet som Fungus melitensis. Deraf populærnavnet Maltesersvamp. Planten er og har været brugt til flere medicinske formål. En rød væske kan udtrækkes og bruges bl.a. til at coagulere blod og hjælpe mod dysenteri og diarré. Planten har også været brugt både som et afrodisiakum og som prævention samt som værdifuld gave til kongelige, og Malteserridderne forsvarede den og gjorde tyveknægte til galajslaver.
Klik på frimærket og se udsnit af blomserstanden med tydelige støvknapper og en flue på besøg (Foto: F N Rasmusen).
Cynomorium coccineum ssp. songaricum – Mongoliet. Udgivet 2018. Mål 42×28 mm.
Underarten C. coccineum ssp. songaricum forekommer især ved saltstepper i Asien herunder Mongoliet. Byen Kuyu hedder også Suoyang City efter det kinesiske navn for Cynomorium. Det fortælles, at en general og hans kompagni overlevede byens belejring i det 7. århundrede ved at spise Cynomorium. Indsamling af planten er i dag en trussel mod dens eksistens. – Fuglen Podoces hendersoni (en skade) findes i samme område som Cynomorium, men den er en insektæder, og har som sådan ingen relation til Cynomorium.
Rafflesiaceae
Rafflesiaceae rummer 3 slægter med hovedudbredelse på øerne i det Sydkinesiske Hav og på den Malaysiske Halvø. Det er alle helsnyltere på rødder og/eller stængler. De vegetative dele (endofyten) er extremt reducerede og findes kun som cellestrenge inde i værten, mens exofyten udelukkende består af de meget store blomster, der fremkommer direkte på værtens overflade.
Rafflesia
Der kendes mindst 15 Rafflesia arter, og der er stadig mulighed for at finde nye arter i svært tilgængelige regnskovs områder. Det skete sidst i 2005. Det er yderst sjældne og truede planter. På Borneo kendte man 7 arter, men 3 af dem har ikke været set side 1907.
Rafflesia kerrii – Thailand. Udgivet 2006. Mål: 47,5×30 mm.
Rafflesia kerrii er en rodsnylter, der vokser i det sydlige Thailand og på den Malaysiske halvø, hvor den har arter af Tetrastigma som vært. Blomsterne er énkønnede og bliver 50-70 cm i diameter. Fra blomsterknoppen anlægges inde i værten, går der 1½ år, før den kan ses på værtens overflade, og det tager yderligere op til 9 måneder, før den er udvokset og åbner sig, men den holder kun i ca. 5 dage, før den visner. Den har en ådselsagtig duft, der tiltrækker fluer som bestøvere. En hunblomst kan producere op til 70.000 frø.
Tryk på frimærke for at se blomsterdiagram.
Rafflesia sp. – Indonesien. Udgivet 1989. Mål: 25×42 mm.
Rafflesia micropylora findes på det nordlige Sumatra. Nøglekarakteren er den lille stjerneformede diaphragma (Se underliggende figur på R. kerrii ovenfor). Derfor er R. micropylora bedste bud på den viste art. Blomsten er på størrelse med R. arnoldii. Den snævre diaphragma antyder, at bestøvningsbiologien er forskellig hos de to arter.
T.v. Rafflesia arnoldii – Indonesien. Udgivet 1992. Mål: 41×26 mm.
T.h. Rafflesia arnoldii – Indonesien. Udgivet 1993. Mål: 26×42 mm. Navnet er forkert stavet på frimærket.
Rafflesia arnoldii er en regnskovsplante fundet på Sumatra og Borneo. Fundet første gang i 1818 på Sumatra af Joseph Arnold. Den producerer verdens største enkeltblomst med en diameter på op til 97 cm og en vægt på ca. 7 kg. Udviklingstiden er som hos R. kerrii, men blomsten begynder at visne allerede efter 3 dage. Den har rødder af Tetrastigma arter som vært. Arten er truet af ulovlig indsamling af knopperne, der bruges lokalt og af kinesere til bl.a. at fremme graviditet.
Rafflesia pricei – Brunei Darussalam. Udgivet 2000 i en serie med snylteplanter Rhizanthes lowi (se nedenfor) og den carnivore Nepenthes rafflesiana. Mål: 35×30 mm.
Rafflesia hasseltii – Malaysia. Udgivet 1979. Mål: 35×25 mm.
Rafflesia pricei vokser på Borneo (Brunei Darussalam er et sultanat på Borneo). Den blev først noteret fra Mt. Kinabalu. Blomster diameteren er ca. 30 cm. Den kan foruden Tetrastigma bruge Vitis som vært.
Rafflesia hasseltii er en sjælden plante registeret fra Borneo og Sumatra (Indonesien) samt i Malaysia. Blomsten er op til 50 cm i diameter. På den malaysiske halvø synes den at hybridisere med R. cantleyi, og det kan være forklaringen på, at blomsten på frimærket afviger noget fra billeder lagt op på internettet.
Rafflesia manillana – Filippinerne. Udgivet 2007. Mål: 30×40 mm. Udgivet i miniark sammen med 7 andre blomstermærker hvoraf et Amyema mærke vist her på siden. Klik på frimærket for at se miniarket.
Rafflesia manillana er endemisk på den filippinske ø Samar. Den er som hovedregel rodparasit, men er også truffet blomstrende på grene af Tetrastigma. Blomsten bliver op til 16 cm bred. Tre synonymer er registreret.
Rafflesia manillana – Filippinerne. Udgivet 2007. Mål: 120×30,5 mm.
Frimærket vises her som miniark.
Rafflesia manillana er oprindeligt beskrevet fra øen Luzon, men artens taxonomiske status er kompliceret og skal ikke redegøres nærmere for, men det konstateres, at populationen på Luzon i dag hedder R. lagascae, mens der findes en population på øen Samar med forskel i diaphragmas farve og bredde som hedder R. mannillana. Blomsten er op til 16 cm i diameter. Frimærket viser udviklingen fra knop til begyndende fuldt udspring.
Sapria
Der er 3 Sapria arter i samme område som Rafflesia, men den når lidt længere mod nord i Thailand. Det er helsnyltere på rødder, og blomsterne er énkønnede.
Sapria poilanii – Thailand. Udgivet 2006.
Mål: 47,5×30 mm.
Sapria poilanii vokser i bjergene på Tetrastigma og Vitis mellem 1200 og 1400 m.o.h. i Cambodia og Syd-Thailand. Blomsten er 20 cm i diameter og har 10 blosterblade i modsætning til 5 hos Rafflesia. Den centrale del af blomsten er brunlig hos hanblomsten og hvidlig hos hunblomsten, så frimærket synes at vise en hunblomst. Den bestøves af fluer.
Rhizanthes
Rhizanthes rummer fire arter i SØ-Asien. Blomsten har ingen diaphragma, og antallet af blosterblade varierer fra art til art mellem 14 og 18. Blosterbladene har en karakteristisk knæbøjning. Det meste af blomsten er håret som en dyrepels. Det tiltrækker fluer fra underfamilien Caliphoridae. Det er kun hunfluer, der bestøver blomsten, og de lokkes til at lægge æg i ‘pelsen’, men da blomsten ikke leverer føde til larverne, dør de inden for et døgn. Der er både han, hun og tvekønsblomster.
Rhizanthes lowi – Brunei Darussalam. Udgivet 2000 i en serie med snylteplanten Rafflesia pricei (se ovenfor) og den carnivore Nepenthes rafflesiana. Mål: 35×30 mm.
Rhizanthes lowi er endemisk for Borneo. Blomsten er op til 43 cm i diameter. Det er en endotherm art, dvs. at den udvikler varme formentlig for at holde frøudviklingen på en optimal temperatur og/eller for at lokke fluer til. Blomsten kan endda regulere sin temperatur. – Se H Bänzigers foto af æglæggende fluer i Rhizanthes infanticida ved at klikke på frimærket.
Hydnoraceae
Der er to slægter i familien fordelt på det sydlige Afrika og Sydamerika. Slægterne er helsnyltere og rodsnyltere der ligner hinanden meget, og de betragtes som meget gamle med fælles oprindelse i Gondwanaland. Evolutionsmæssigt er der ikke sket noget i de seneste 100 millioner år.
Hydnora
Der angives 13-14 Hydnora arter i det sydlige Afrika og på Madagaskar, men nogle mener, der reelt kun er 5 veldefinerede arter. De findes i halvtørre ørkenområder og har Euphorbia (vortemælk) buske som vært. Det er kun blomsten, der delvist eller helt kommer op over jordoverfladen.
Hydnora africana – Transkei (Sydafrika). Udgivet 1991 sammen med 3 andre snylteplanter gengivet på denne side. Mål: 29×38,5 mm.
Hydnora africana er kendt fra Sydafrika og det sydlige Namibia. Blomsten lugter af råddent kød og bestøves af ådselsfluer og biller, især Dermestes maculatus. Blomsten er 3-tallig, men åbner sig kun ved sprækker mellem blosterbladene. Især biller falder ned i kronrøret, hvor de først rammer støvknapperne og længere nede støvfanget. Både selv- og fremmedbestøvning er således mulig. Mange biller ender med at dø i blomsten, da kronrørets inderside både har børster og en glat vokszone, hvor billerne ikke kan få fodfæste. Denne situation ses parallelt hos den kødædende slægt Sarracenia.
Balanophoraceae
Balanophoraceae er helsnyltere og rodsnyltere primært i tropiske regnskove. Grundet fravær af klorofyl, de meget kompakte blomsterstande og stærkt reducerede meget små blomster blev mange af arterne tidligere antaget for svampe. Der er oprettet 17 slægter med 44 arter, og kun Balanophora med 15 arter rummer mere end 4 arter. De fleste slægter er monotypiske.
Thonningia sanguinea – Øvre Volta. Udgivet 1961. Mål: 26 x 45 mm.
Thonningia sanguinea – Belgisk Congo. Udgivet 1952. Mål: 24 x 29 mm.
Thonnningia sanguinea – Elfenbenskysten. Udgivet 2013 sammen med 3 andre plantefrimærker, hvoraf én er en parasit, Tapinanthus belvisii, der vises her på siden. Mål: 30×40 mm.
Thonnningia sanguinea er tropisk og monotypisk, men forekommer relativt vidtspredt fra Senegal til SW-Ethiopien og Zambia. Det pimære haustorium danner en knold, der helt omgives af værtsvæv. Frimærket yderst t.h. viser en horizontalt langstrakt knold med en stump af værtsroden. Knolden danner siderødder, og fra disse rødder skyder der blomsterstande frem. Arten er diøcisk, dvs. med hun og hanplanter. Frimærkerne viser hanplanter med store mængder gule støvknapper omgivet af røde højblade.
H S Heide-Jørgensen, januar 2023