Vinterhaven

 Beklager, ovenståede foto snyder. Dette indlæg drejer sig ikke om haven ved vintertide, men om en indendørs vinterhave med blomstrende planter året rundt.

     Allerede året efter indflytning i huset blev vi i 1981 enige om, at det skulle udvides med en vinterhave, der både skulle kunne bruges som drivhus og hyggerum, så der blev inddraget 21 m2 græsplæne og på kommunens forlangende udgravet og støbt grundmur ned i 90 cm dybde.





     Skelettet blev udmålt og bygget af aluminiums profiler med hjælp fra en erfaren bygningsingeniør. Der kom 6 mm tykt energiglas i taget og 4 mm glas i siderne. Et par år senere kom der et ekstra lag glas i både tag og sider. Grundmuren blev isoleret indvendig. Den bagerste 2/3 blev indrettet til planter med et bed på hver side af en midter-gang. Den ekstra jord stammer fra udgravning af den forreste del af vinterhaven, hvor der blev etableret gulvvarme. En brøndring blev anbragt bagerst i huset og fik støbt bund, så den kunne indeholde vand. I hele husets længde er der oplukkelige tagvinduer med kanalplader af hensyn til vægten. Vinduerne åbnes og lukkes automatisk ved styring fra en temperaturmåler.




    Næste skridt var indkøb af Nexø sandsten, så der efter inspiration fra Botanisk Haves kaktushus kunne etableres bænke til potter i den ene side af huset samt gulv på midtergangen. Der kom også manuelt styrede skygge-gardiner op i taget.

     Vinterhaven var klar til indflytning og tilplantning i det tidlige efterår, og da jeg via mit arbejde på Botanisk Institut havde gode forbindelser til gartnerne i Botanisk Have, blev der hurtigt plantet til med sukkulenter, og der blev indkøbt orkideer hos Hans Christiansen i Fredensborg. Fotoet t.h. er dog taget to år efter tilplantningen.

     T.v. er det almindeligt forekommende stueplante kaktusser, der i blomst, og t.h. en Clivia miniata som jeg har haft i snart 60 år arvet fra min mormor. Se artiklen om Clivia.

     Der løber to 1½ tommer varmerør rundt langs glas-væggene, hvilket sammen med gulvvarmen i den forreste afdeling sikrer en minimumstemperatur på 10oC i moderat frostvejr, mere tillod byggetilladelsen ikke, men det er for lidt til de fleste orkideer, og jeg mistede også en 3-4 stykker de første vintre. Derfor blev rummet omvinteren fra 1983 delt i to med en flytbar skillevæg af kanalplader. Derefter kunne det bagerste rum holdes på minimum 8oC, hvilet er fremragende til overvintring af planter der står i potter udendørs som f.eks. Agapanthus, Strelitzia og flere store kaktus, mens orkideerne i den forreste afdeling kunne holdes ved minimum 15℃ om natten, og det går an for nogle få nætter ad gangen. Ved hård frost under -10℃ må døren til stuen holdes åben om natten for at undgå tab af planter. – Billedet er fra 2021.

     Fruen har godkendt resultatet. I de første år havde vi gardiner langs siderne, men efter nogle år blev de jordslåede, så vi skiftede dem ud med persienner. De holdt en halv snes år, men så blev det for besværligt at rengøre dem, så nu er der kun skyggegardiner i taget. Buskettet med dronningebuske og kejserbuske ud for vinterhaven gør, at der ikke er behov for skyggegardiner på vinterhavens sider.

     Kan man rejse på ferie, når vinterhaven er fuld af planter? Meget kan lade sig gøre, når man har hjælpsomme naboer, men rent teknisk kan der sættes et urstyret drypvandings anlæg til. Det har været brugt nogle gange, men kalker desværre for hurtigt til. Vandaer, der kræver vanding hver dag kan hænges op over brøndringen, der har et urstyret springvand. Den daglige vanding, dvs 1-2 gange om ugen, foregår ved at sænke hver potte ned i en spand med regnvand. Et mislykket indbrudsforsøg, hvor aluminiumsdøren modstod kobenet, har ført til etablering af et alarmsystem. Derfor er mange af de i det følgende viste orkideer nogle vi har haft, men ikke har mere.

     Beplantningen skifter som tiden går. Søjlekaktussen Trichocereus pachanoi hjemmehørende i Andes bjergene mellem 2000 og 3000 m.o.h. vokser med omkring ½ m om året, så den må skæres ned og genplantes som stikling efter at have ligget til tørre en måned eller to. De fleste andre sukkulenter blev efter nogle år flyttet i potter til den bagerste vinterkolde afdeling. På billedet t.h. ses nedrullede skyggegardiner og de to varmerør.

     Det er imponerende at se en Trichocereus pachanoi springe ud. Det sker om efteråret efter mørkets frembrud, og blomsten visner desværre allerede næste formiddag. I naturen bestøves den af flagermus.

     Der er altid nogen orkideer, der blomstrer i vinterhaven, og nogle har gjort det i samtlige snart 40 år vinterhaven har eksisteret. Det gælder de to østasiatiske Coelogyne arter C. cristata (hænger i taget t.h. og vist herunder) og C. massan-geana fra Borneo. De har begge vokset sig så store, at de har måttet deles et par gange. C. massangeana t.h. er dog lidt udsultet, idet den plejer at have et par og tyve blomster per blomsterstand.

 Coelogyne cristata kommer fra Himalaya og har det udmærket i vinterhavens kølige afdeling. Den hænger udendørs hele sommeren.

     Der er ingen nytteplanter i vinterhaven bortset fra vinsorten ‘Himrod’, der giver de skønneste søde grønne kerneløse druer allerede i juni, men den er besværlig, da rankerne vokser 4-5 m årligt, og de hænger på bambusstænger ca. 3 m oppe under taget. Der var heller ingen skadedyr den første halve snes år, men så kom en Paphiopedilum købt på en orkide udstilling med en uldlus (Pseudococcus sp.). Jeg kendte ikke dyret på det tidspunkt og var ikke klar over, hvor hurtigt det formerer sig, og hvor svær uldlus er at bekæmpe, da de i handlen lovlige midler er ret virkningsløse. Det endte sørgeligt med at koste Passiflora quadrangularis livet. Lusene gemmer sig især under askselbladene. To gange måtte passionsblomsten skæres næsten helt ned, men 3. gang overlevede den ikke, og 35 års fornøjelse var slut. I dag er der styr på uldlusene med brug af et middel baseret på iso-propylalkohol (Matas). En 70% opløsning tilsat en dråbe parfumefri opvaskemiddel dræber uldlus og deres æg øjeblikkeligt. Brug en billig plast forstøver. Gardenas ellers gode forstøver bliver hurtigt utæt, da alkoholen opløser en pakning. Se også artiklen Passiflora her på hjemmesiden.

 

 

     Passiflora racemosa måtte også skæres ned men den klarede det, og selv om blomsterne kun holder et par dage, så er den skøn, fordi knopperne er røde lige fra starten, og den blomstrer fra års-gamle skud nærmest året rundt. I mangel af P. quadrangularis kan en énårig Ipomoea også se godt ud, men den skal sås hvert år.

     Vi har også prøvet med forskellige andre planter op ad bambusstænger som Cobaea sp. (t.v.), men den blev opgivet, fordi der drypper så meget klistret honning fra blomsterne. Clerodendron thomsoniae (midten) er en skøn plante, men den gik til under en kold vinter efter fem år. Aristolochia gigantea (t.h.) er en fascinerende plante, men dens duft er mindre attraktiv, og den blev ikke erstattet, da den tørrede ud under en ferie.

Angraecum sesquipedale med en 30 cm lang spore er en orkide endemisk for Madagaskar.

Cycnodes ‘Wine Deligt’ er en kunstig slægt frembragt ved krydsning mellem Cycnoches med Mormodes.

SLC Jewel Box ‘Scheherazade’ AM/AOS er en hybrid mellem arter fra slægterne Sophronitis, Laelia og Cattleya (C. aurantiaca x Slc. Anzac) – dufter af roser.

Cattleya aclandiae stammer fra et lille område i provinsen Bahia, Brasilien.

Dendrobium draconis findes i Indien og SØ-Asien.

Dendrobium margaritaceum fra Kina er mindre en 10cm høj og med store blomster i forhold til plantens størrelse.

Vanda ’Blue Magic’. Slægten har 80 arter i Øst Asien inkl. Queensland og nogle Stillehavsøer. Får den godt med lys, vand og varme kan den blomstre 3 gange årligt.

Cymbidium hybrid. De fleste arter er jordbundne i modsætning til de øvrige viste epifytiske orkieer. Hører hjemme i tropisk og subtropisk Asien til Australien.

Epidendrum falcata hedder nu Coilostylis falcata. Det er en lithofyt fra Mexico, men jeg dyrker den på 18. år i grodan.

Gongora quinquenervis findes op til 1400 m.o.h. i Sydamerika. Den har som mange andre orkideer en interessant bestøvningsbiologi, som jeg skriver om senere.

Dendrobium thyrsiflorum er fra Himalaya. Desværre holder blomsterne kun højst 14 dage.

Zygopetalum mackayi er fra Syd-Amerika og vokser både som epifyt og terrestrisk.

    Oncidium er en syd- og mellemamerikansk slægt med mindst 330 arter. Oncidium lanceanum t.h. fra Trinidad til S-Amerika hedder nu Trichocentrum lanceanum. Den har jeg kun fået til at blomstre en enkelt gang, formentlig fordi den ikke har fået varme nok.

Oncidium forbesii er hjemmehørende i det SØ-lige Brasilien. Det er også en varmekrævende art, der ikke blomstrer regelmæssigt hos mig..

Rossioglossum grande træffes fra Chiapas (Mexico) til Costa Rica. Blomsterne kan blive over 15 cm brede.

Laelia sincorana komer ra Bahia provinse i Brasilien. Den er i naturen afhængig af at få vand fra tåge.

Phalaenopsis stuartiana er fra øen Mindanao, Philippinerne. Den kan ikke anbefales som begynder orkide.

Paphiopedilum hirsutissimum vokser terrestrisk eller som lithofyt fra Assam til Myanmar.

Stanhopea napoensis. De ca. 55 arter findes fra Mexico til nordlige Argentina. De skal dyrkes i en hullet kurv, da blomsterstanden vokser nedad.

Stanhopea tigrina er endemisk i Mexico. Blomsterne er op mod 20 cm brede og stærkt duftende, men holder desværre kun ca. 4 dage. Bestøvningsbiologien omtales senere i en anden artikel.

    I 2018 blev der etableret tågevanding til en del af orkideerne med et urstyret dyssevandingsanlæg fra MistKing Europa, og det krævede, at der samtidig andet sted i huset blev opsat et omvendt osmose anlæg fra Rent Postevand, så der kan produceres kalkfrit vand, der hældes over i en tank på 20 l i vinterhaven. Det var nødvendigt for at dysserne ikke skal kalke til. Anlægget har nu kørt konstant i godt to år uden problemer, og planterne trives.

    For at udnytte tågevandet bedre blev to 12 cm dybe plastkasser på 60 x 60 cm placeret på et bord og fyldt med planter, der opfanger det vand, som ikke bliver på Vandaernes blade og rødder. På billedet nederst t.v. er tågevandingen i gang. I sommeren 2020 blev der så ofret en større gren på et kirsebærtræ. Grenen blev gravet ned bag bordet og delvist dækket med mos med inspiration fra en regnskov.

Sidste skud på stammen er den lille Dendrobium lamyaiae fra Laos og Thailand med blot 7-8 cm høje bulber, men store blomster. – Håber du fik gode ideer af at se dette indlæg.

H. S. Heide-Jørgensen, marts 2021.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin