ENTABENI – SYDAFRIKA

Denne side beskriver to besøg i Entabeni Reservatet, først i 2018 og længere nede på siden i 2022.

Køreturen den 12/11-2018 til Entabeni gik gennem Pretoria, hvor Jacaranda mimosifolia var i blomst.

     Det ca. 220 km2 store vildtreservat Entabeni ligger godt 200 km nord for Johannesburg. Klik på kort for stor forstørrelse. Vi besøgte det i november 2018 på en tur arrangeret af Albatros. Reservatet er siden blevet udvidet. Landskabet er varieret med både skov, vandløb og savanne i lavlandet (1200 m.o.h.) og et bjergplateau ca. 1600 m.o.h. Honey Guide Ranger Camp er velorganiseret med gode store kanvas telte.

     Der blev hver dag kørt en tre timers formiddags- og en eftermiddagssafari. Dog foregik to af turene til fods ledsaget af bevæbnede rangers. Frokosten blev serveret i det fri og aftensmaden i det store åbne fælles opholdsrum. I mellemtiden kunne man bade i poolen eller observere dyrene komme og drikke ved et etableret vandhul.

     Zebraer (Plains zebra, Equus burchellii) kom dagligt ligesom vortesvin og gnuer. Giraffer, kuduer og impalaer kom mere uregelmæssigt. Der kom også løver forbi, og et par uger før vores besøg blev en giraf dræbt ved dammen af løver.

 Når zebraerne har slukket tørsten, går de hen og slikker en udlagt saltsten. T.h. venter et vortesvin på at komme til fadet.

      Unge vortesvin (Phacochoerus africanus) har ingen kindvorter, men markant kindskæg, der efterhånden slides af. Voksne dyr har to vortelignende udvækster på hver side af hovedet. De øverste er de største. De lange hjørnetænder glider mod hinanden, så de slibes skarpe. Dyrene bruger meget tid på at mudderbade.

Gnuerne (Connochaetus taurinus) kom i stort antal for at drikke. Hornene er på ungdyr oprette, og de bliver først krumme i 3-4 års alderen.

 Sydlig Giraf (Giraffa camelopardalis) må skræve med forbenene for at nå vandet, men halsen har også kun 7 hvirvler ligesom hos mennesket. Billederne viser en han. Det kan ses på, at hornene er hårløse på toppen.

Der er et rigt fugleliv omkring campen. Herover er det maske-væverfuglen (Ploceus velatus, han) samt dens rede med indgang fra undersiden.

Den 76 cm lange Hadeda Ibis (Bostrychia hagedash) havde rede lige over frokostbordene uden dog at levere ekstra dressing. Den kunne også ses ved vandhullet.

 T.v. er det Laughing Dove (Spilopelia senegalensis) og t.h. Red-eyed dove (Streptopelia semitorquata). Der var desuden Cape turtle dove (Streptopelia capicola) med det karakteristiske kald ’work harder, drink lager’.

Arrowmarked babbler, Turdoides jardineii

Blackcollared Barbet, Lybius torquatus

Olive Trush, Turdus olivaceus

Blackeyed Bulbul, Pycnonotus barbatus

Yellow White-eye, Zosteros pallidus mæsker sig med larve

Forktailed Drongo, Dicrurus adsimilis

      Paradis fluesnapperen (Terpsiphone viridis) opfører sig næsten som vores hjemlige Isfugl. Den sætter sig på en udvalgt gren og styrtdykker så efter insekter på vandoverfladen. I yngledragten har hannen op til 18 cm lange halefjer. Hunnens er noget kortere. De vises frem t.h.

Hun Paradis fluesnapperen ruger på tre æg.

Han Paradis fluesnapperen på reden. Klik på midterfotoet for stor forstørrelse af hannen, der ligger og gisper i varmen, 32 ℃.

     Sort solfugl (Nectarinia amethystina) fodrer unger i den hængende rede. Kun hannen er sort. Solfugle har samme økologiske rolle i Afrika, som kolibrier i Amerika. De lever primært af nektar og er vigtige bestøvere for snylteplanter i familien Loranthaceae.

     Der er også en mangfoldig vegetation omkring campen. Som nabo til telt nr. 5, som vi boede i, var der meget passende en mistelten, Viscum combreticola, der er bladløs med flade stængler og røde bær, når de er modne. Værten var en Combretum zeyheri.

Weeping wattle, Peltophorum africanum

Tecomaria capensis

Ochna natalitia

Ochna pulchra

     På fælleshusets midterstolpe byggede den sjældne og lidet kendte Potter hveps Synagris mirabilis sit bo. Hvepsen er bemærkelsesværdig dels ved at fodre sine larver løbende og dels ved, at der er markant morfologisk forskel på han og hun (hvid og rød bagkrop). I løbet af de 6 dage vi var der, blev der bygget 4 nye larvekamre samtidig med, at gamle rum blev lukket, formentlig fordi larven kom i puppe stadiet. De lukkede rum er markeret med røde cirkler.

     Der var to løvefamilier i reservatet, en stor med en mor, to hanner og 3 store unger samt en lille med en mor med to små unger (søster til morderen i den store familie). Vi så den store familie på jagt to gange, men begge gange uden held for løverne. Første gang gjaldt det et vortesvin, der forsvandt i det tætte krat.

     Efter den mislykkede jagt på vortesvinet har de udmattede løver lagt sig til hvile i skyggen, og to timer senere lå de der stadig. På venstre foto ses de tre store unger ligge foran deres mor. På højre foto er hannen nederst t.v. yngre end hannen i baggrunden, og det kan undre, at den stadig er accepteret i flokken. Klik på foto for at se den i stor forstørrelse.

Dagen efter møder vi igen løveflokken, og den er stadig på jagt. Her har de drukket ved et vandhul og løvemor har fået øje på en flok gnuer små 200 m væk, så nu fører hun flokken an.

Løvemor er nu forrest, mens resten af flokken holder sig tilbage. Gnuerne har ikke opdaget dem.

 Ungerne og hannerne efterlades skjult bag vegetation, mens løvemor sniger sig tættere på gnuerne, men så begynder den yngste voksne han pludselig at brøle. Det advarer gnuerne, og løvemor må slukøret vende om.

Tre dage senere møder vi igen den store løveflok. Denne gang virker de mætte og har som sædvanligt lagt sig til rette i et par hjulspor.

Vi traf også den lille løvefamilie med to små unger. Den ene skimtes nederst t.h. på højre foto.

På gå-safari med skytte for og bag.

Terminalia sericea

På vandreturen lykkedes det botanikeren at finde en enkelt blomstrende Loranthacé. Det var Erianthemum ngamicum med eksplosive blomster.

     Småkravl ses også bedst på en gåtur. Her er det fra venstre en Guineafowl sommerfugl, Hamanumida daedalus, en Tigerbille (Cicindelinae) og en Gødningsbille, Kheper aegyptiorum. Klik på gødningsbillen for at se tre store kugler, hvor gødningsbillen har lagt æg. De ligger ved siden af et hul gravet af jordsvin. – Vi fandt også resterne af et vortesvin spist af løverne natten før.

Cfr. Gerrhosaurus flavigularis

Tusindben

Agama atra

Vi prøvede også at gå så tæt som muligt på Plains Zebra (Equus burchellii), men da vi var 30-40 m fra dem rejste de sig og trak væk. Klik på højre foto.

Gåturens sidste oplevelse var en han giraf på lang afstand.

 Landskabet på de kørte safariture består som nævnt for hovedparten af savanne, skov og et bjergplateau, der er en del af Waterberg bjergkæden. Der er også søer og vandhuller, hvoraf nogle er udgravet, og der er tilmed lidt rørskov.

Det er ikke kun ved campen man ser fugle, der er også fugle i det åbne landskab. Herover ses fra Skarv familien en Darter, (Anhinga melanogaster), og øvers t.h. en slangeørn med sin fangst.

Nil-gås (Alopochen aegyptiacus) danner faste par, der er stærkt territorie hævdende. I øvrigt er navnet misvisende, da arten kun findes syd for Sahara.

Dværg-biæder, Merops pusillus

Denhams bustard (trappe), Neotis Denhami – Klik for underliggende foto.

Han Wattled Plover (hjejle), Vanellus senegallus

Francolinhøne, Francolinus coqui

Perlehøne, Numida meleagris

Blacksmith Plover, Vanellus armatus

Vortesvin (Phacochoerus africanus) har altid halen i vejret, når de løber.

Nyala (Tragelapus angasi) hunner. Nyalaen har både hvide striber og pletter. Kun hannen har horn.

Steenbok, (Raphicerus campestris) er én af de mindste antiloper, blot 50 cm høj ved skulderen.

Impala (Aepyceros melampus) hunner og ungdyr går normalt i store flokke, mens kønsmodne hanner går enligt eller i mindre flokke uden for parringstiden.

Kudo (Tragelaphus strepciceros), smager rigtigt godt. Kun hannen har horn.

Eland antilope (Tragelapus oryx) er den største antilope i Sydafrika. Hornene er omring 60 cm lange, men på et enkelt dyr er de målt til 103,2 cm. Begge køn har horn.

Gnuer og zebraer græsser ofte sammen, så er der flere til at holde udkig efter løver.

Gnu, Blue Wildebeest, Connochaetus taurinus

Gnu horn gennemgnavet af larver, der lever af keratin.

Fire unger af Sortrygget sjakal i hule overtaget fra jordsvin

Sortrygget sjakal (Canis mesomelas) på jagt efter mad til fire unger

Er det mon spiseligt?

Hvidt næsehorn (Ceratotherium simum) er en græsser, det har en bred snude og går med hovedet sænket. Se om sort næsehorn på siden Kenya 2019.

Hvidt næsehorn med kalv, der dier på højre foto.

Der var tre voksne hvide næsehorn i en anden gruppe. Det længste forreste horn er målt til 1,2 m. Begge arter er i stærk tilbagegang p.gr.a. krybskytter.

Elefanter (Loxodonta africana) kan i sjældne tilfælde opnå en alder på 60 år, men gens. er 15 år. En voksen elefant har brug for op til 300 kg planteføde og omkring 200 l vand om dagen.

Den over to meter lange snabel er en forlængelse af næse og overlæbe, og den indeholder op mod 150.000 muskler, hvilket gør den utroligt flexibel. Krybskytteri har forårsaget en genetisk reduktion af stødtændernes længde. Se om elefanter i Kruger Nationalpark.

     Der var også et par afrikanske bøfler (Syncerus caffer) i reservatet, men vi så dem ikke. Derfor gik én af safariturene til et nabo reservat, hvor der var en stor flok bøfler, men de var sky, da der blev drevet jagt på dem, så vores bil nåede ikke frem før bøflerne var løbet væk. Der var også et indelukke med en enlig afrikansk vildhund (Lycaon pictus). – De to ovenstående fotos er lånt af Tonni Hansen.

Nabo reservatet husede også en lille familie af hvide løver, en mutant.

     Den sidste eftermiddags safari gik op på bjergplateauet via en smal meget stejl ensporet vej. Sandstensklipperne er stærkt forvitrede og mange steder bevokset med lichener (laver). I kløften blev vi stillet i udsigt at se leoparder, men det lykkedes ikke. Leoparder har det svært i naturparken, da løverne ikke tåler konkurrence.

Til gengæld var der klippespringer (Oreotragus oreotragus), både han og hun. Det er kun hannen, der har horn. Klippespringer går på tåspidser, dvs. på spidsen af klovene.

Entabeni reservatet har navn efter Entabeni klippen også kaldet brystvorten. Nogle af dyrene var de samme som i lavlandet, f.eks. zebraer, gnuer og eland antiloper.

Fuldvoksne eland antilope hanner udvikler en stor ’hængesæk’ under halsen.

Græssende hvide næsehorn

Andre dyr som strudsen (Struthio camelus) kunnne kun ses på bjergplateauet. Han strudsen er sort, mens hunnen er brun.

Blisbuk (Damaliscus dorcas) var også kun til stede på plateauet.

Nedkørslen fra plateauet svarede til en rutsjebanetur.

Tilbageturen til Johannesburg var med ophold i Soweto, hvor denne gruppe stammekrigere underholdt med dans på gaden.

H. S. Heide-Jørgensen, juni 2021

Entabeni genbesøg 4.-11. marts 2022

  

     Efter et stop ved Parlamentet i Pretoria ankom vi til Honeyguide Ranger Camp sidst på eftermiddagen, hvor besøget startede med vin-smagning. Campen har navn efter den lille spættefugl Sortstrubet honninggøg, der samarbejder med mennesker (mutualisme). Fuglen leder med sit kald honningsamlere hen til biernes bo, og når samleren har åbnet boet og taget det meste af honningen, får fuglen adgang til resten.

 


   Bortset fra en enkelt aftenbyge, var der solskin og temperatur op til 30 ℃ hele ugen, men det havde regnet kraftigt i ugerne før ankomsten, så der var rigeligt med vand i alle reservatets vandhuller. Derfor var der kun få dyr på besøg ved den kunstige dam ved campen, der ellers blev hyppigt brugt under vort første besøg. Til gengæld var der næsten hver nat brølende løver i campen, men alle gæster overlevede.

 

 

     Regnen havde ødelagt vejen op på bjergplateauet, og plateauet var solgt fra. Dyrene var så vidt muligt flyttet ned i lavlandet, men da Eland antiloperne ikke var vant til løver, blev de hurtigt til løvemad, og selv om der er nogle få tilbage, så vi dem ikke.
Blisbukke kræver mere vidtstrak åben savanne, så de kunne ikke trives i lavlandet. Strudsene var også væk, mens gnuer, zebraer og især næsehorn synes at være stigende i antal.

Løverne formerede sig så heftigt, at det var nødvendigt at sælge flere af dem, da det gik hårdt ud over græsæderne, bl.a. eland antiloperne. Der er p.t. kun et løvepar samt to kuld unger med to i hvert kuld.

Der er fortsat gang i familiforøgelsen.

     Løverne har gode betingelser for at skjule sig i det høje græs, der dækker store områder af savannen. Herover er det dels den store hanløve og dels en af de store unger, der gemmer sig i græsset. T.h. er en anden unge klatret op i et træ. Græsset kaldes Yellow thatching grass (Hyperthelia dissoluta), og det kan blive op til 3 m, men var dog ikke meget over 2 m i reservatet. Det spises af græssende dyr mens det er ungt, men med alderen forvedder det og kan ikke længere tjene som føde, men til gengæld er det velegnet til at tække tag med.

Her ligger den let sårede løvemor på en ca. 100 m høj klippe og skuer ud over savannen.

 

 

 

   Bøfler så vi desværre ikke. I 2018 var der kun to, men de måtte aflives, da bøflerne i naboreservatet fik mund og klov syge. Aflivningen var nødvendig for at undgå, at sygdommen spredte sig til bl.a. kuduerne.

     Det var glædeligt at se næsehornene trives, og der er nu også sorte næsehorn i reservatet. Her ses det græssende hvide næsehorn med det brede mundparti t.v. og t.h. det browsende sorte næsehorn med det spidse mundparti. Set fra siden er det sorte næsehorn desuden tydeligt svajrygget. Albatros støtter et opdrætsprojekt for hvide næsehorn, hvor moderløse unger passes, til de kan klare sig selv, hvorefter de sættes fri i indhegnede reservater, hvor der holdes øje med krybskytter. Antallet af sorte næsehorn faldt fra over 1 mill. år 1900 til under 2000 år 2000.

En anden stor oplevelse var at se reservatets to geparder og endda to gange. Først fandt vi de to brødre liggende og hvile sig i græsset på savannen. Et par dage senere traf vi dem begge igen, hvor de var på jagt.

Der er stadig 10 elefanter i reservatet, men det tog flere dage at finde dem.

Et par gange så vi flodheste. T.h. et par der flere gange lavede blåst med næseborene.

Vi så en halv snes giraffer, mens kuduerne syntes i tilbagegang, og der blev kun set en enkelt han.

Der var mange impalaer, men vi kom en lille måned for tidligt til at opleve brunst tiden. – Vi så også en duiker og en steenbok.

Zebraer

Gnuer træner i kamp

Der var mange sortryggede sjakaler i forhold til første besøg. T.v. et ungdyr og t.h. gnaver en voksen sjakal på resterne af en gnu.

En bushbaby familie (Galago senegalensis) havde valgt soveplads under taget af en carport. Der var mindst 4 dyr. De er kun aktive om natten, hvor de jager insekter i træerne og suger udsivende safter fra træerne.

Grøn marekat eller Vervet Monkey. Her er der en del navneforvirring. Den hed tidligere Cercopithecus aethiops, men hedder nu Chlorocebus aethiops eller C. pygerythrus. Den er dagaktiv og vidt udredt i Afrika. T.h. har ungen fundet sin mor. Vi så ingen bavianer denne gang.

Som nævnt var der kun få besøg ved campens vandhul, men der kom gnuer, zebraer et par gange samt vortesvin flere gange, mens et par kuduer kun nærmede sig. – Desuden så vi også på en køretur tre bushpigs, der ellers gemmer sig godt i buskadset.

Flere Terrapiner (formentlig Pelusios sinuatus) var faste beboere ved vandhullet, og Paradis fluesnapperen var en daglig gæst. Det ser ud til, at hannen har den lange hale året rundt, selv om nogle bøger angiver, det kun er i ynglesæsonen.

To gange mødte vi den samme unge nil-varan (Varanus niloticus) på samme sted ved et vandløb. Den kan blive 2 m lang, men var kun 1/3 så stor som dyret vist på siden Kenya. Den kaldes Rock monitor på engelsk.

T.v. ligger en krokodille og sover, og t.h. er det en Stribet skink (cfr. Trachylepis striata). Der er op mod 1300 arter af firben, så jeg er ikke sikker på navnet. Den nederste er enten meget forædt eller meget gravid.

     En ranger fremviste i campen en flap-necked chameleon (Chamaeleo dilepis), der er en trælevende kamæleon. Farverne kan variere fra næsten jævnt grøn til det stærkt plettede. Den hvide linie og de hvide pletter på kroppen er de sikre kendetegn. Dette er en ung kamæleon, da den kan nå en længde på 35 cm. Hunnen lægger op til 40 æg i et hul i jorden, hvor de er op til et år om at klække. Der 8 underarter. Foto: Jan Adolfssen.

Brown snake-eagle (Circaetus cinereus)

Blackchested snake-eagle (Circaetus gallicus). Højere oppe på siden er den vist flyvende med en slange i næbbet.

Gymnogene, der nu kaldes African harrier hawk (Polyboroides typus) er en 60-66 cm lang rovfugl og ægrøver, der her er landet på et tag i nærheden af fuglereder.

Spotted eagle owl (Bubo africanus) blev set et par gange efter mørkets frembrud v.hj.a. en projektør. Billedet her er dog fra Shakati Game Reserve.

De hvide plamager på venstre foto markerer, at gribbe har reder her. – T.h. ses en enormt stor rede bygget af et hammerhoved par (Scipus umbretta). Fuglen kan ses på siden om Kenya. Reden med indgangshul på siden kan veje mellem 25-50 kg og være op til 2 m høj. Den kan genbruges, men overtages ofte af flere forskellige andre dyr.

Uidentificeret rovfugl

Green-backed heron (Butorides striata)

White helmetshrike (Prionops plumatus) flyver oftest sammen i små grupper på en halv snes fugle.

Olive trush (Turdus olivaceus)

Woodland kingfisher (Halcyon senegalensis) til venstre og Grey-headed kingfisher (Halcyon leucocephala) til højre. Disse fugle spiser ikke fisk som vores hjemlige isfugl, men går efter insekter og små krybdyr.

Wattled plover (Vanellus senegallus). Hannen med lappen under næbet ses til venstre.

African jacana (Microparra capensis). Der ses to små kyllinger på billedet.

Red-billed teal (Anas erythrorhyncha) – and med ællinger.

Whitebreasted cormorant (Phalacrocorax lucidus), en skarv.

Black flycatcher (Melaenornis pammelaina) eller en cuckoo?

Pin-tailed whydah (Vidua macroura). Hunnen har en kort hale ligesom hos Paradis fluesnapperen.

Black-headed oriole (Oriolus larvatus) – den danske pirol har helt gult hoved.

European bee-eater (Merops apiaster). Biæderen har siden 1998 ynglet på Røsnæs, men ikke regelmæssigt.

Laughing dove (Spilopelia senegalensis)

Red-eyed dove (Streptopelia semitorquata)

Redbilled oxpecker (Buphagus erythrorynchus) på hvidt næsehorn. Oksehakkere fjerner parasitter fra huden på de store planteædende pattedyr, men de drikker også blod og holder derved sår åbne. De har en advarselslyd, hvis de opdager en fare.

     Gødningsbiller hører til skarnbasserne og der er 6000 arter, hvoraf 800 alene i Sydafrika. De lever af gødning fra græsædere. De graver gødningen ned eller ruller den til bolde, hvori der lægges et æg. Når larven har forvandlet sig til en voksen bille graver den sig ud af bolden. Det er verdens stærkeste dyr i forhold til dets vægt, og afhængig af arten kan det flytte eller løfte fra 50 til 1.141 gange sin egen vægt. Lugtesansen viser vej til frisk gødning, og den kan holde retningen v.hj.a. polariseret lys fra solen og om natten fra månen og mælkevejen. – Næsehornets gødning kan også være vækstmedium for svampe.

Det afrikanske kæmpe tusindben kan blive 35 cm langt. Dette eksemplar var dog kun ca. 15 cm. Det udskiller gift ved hvert led som forsvar mod bl.a. myrer.

Flåterne i Sydafrika bærer ikke på borelia.

 

 

 

     Green Milkweed Locust (Phymateus viridipes) er en græshoppe, hvor hunnen er størst og ofte har den mindre han ridende på ryggen. De optager giftstoffer fra planter og udskiller dem som forsvar. De samles ofte i stort tal i tætte grupper på træer og buske, så de ligner blade. Foto: Helene Heide-Jørgensen.

Huller i jorden kan repræsentere mange dyr. Her er det t.v. en nyudgravet hule til et jordsvin. Senere kan det overtages af vortesvin. De små kratere i midten repræsenterer myreslugere. ‘Muldvarpeskuddet’ er fremkommet ved udgravning til et termitbo.

Dragon flies (guldsmede). T.v. Red-veined dropwing (Trithemis arteriosa). I midten en hun og t.h. en han af Banded groundling (Brachythemis cfr. leucosticta).

Natsværmere. T.v. ses larvehylstret af en Bagworm (Psychidae). Det synes her bygget af acacie torne. Larven flytter hylstret rundt efterhånden som den spiser bladene på værtstræet. Den voksne hun har ingen vinger og bliver i hylstret, mens hannen får vinger og forlader hylstret for at finde en mage. T.h. en Cyligramma latona.

Squinting bush brown, Bicyclus anynana.

Common leopard, Phalanta phalantha.

Dotted border (Mylothris cfr. agathina) holder bunkebryllup.

Monark (Danaus plexippus) hører hjemme i USA og Mexico, men kan vandre over det meste af kloden.

Snylteplanten Erianthemum ngamicum med frugter hører til familien Loranthaceae. Blomsten er vist højere oppe på siden. I midten har en Golden breasted bunting  (Emberiza flaviventris) plukket et bær og er i færd med at klemme frø og frugtkød ud af bærret for at sluge det. T.h. ses frugtskaller tabt på jorden efter fuglen har håndteret bærret. Man kan ane en revne i skallen.

     Misteltenen Viscum combreticola hører til familien Viscaceae. Den er bladløs, men med klorofyl i de flade stængler og derfor ligesom Erianthemum en halvsnylter. Arten er diøcisk med han og hunplanter. T.v. ses hanplanten tæt besat med små gule blomster siddende i triader. T.h. er det hun planten med solitære blomster og et enkelt rødt bær. Blomsterne er blot 1-2 mm i diameter. Med alderen bliver planten hængende som vist tidligere på siden.

Viscum subserratum er endnu en mistelten med røde frugter.

Umodne frugter på træer i campen fra venstre til højre Strychnos pungens, Combretum zeyheri og Trichilia emetica.

Tecomaria capensis

Terminalia sp. har besøg af to Delta dimidiatipenne hvepse.

Dichrostachys cinerea. De hvide og lyslilla blomster er sterile.

Uidentificeret Viscum vært ved tankstationen Kranskop.

Nymphaea nouchali har oftest blå kronblade.

Bistorta sp. (Pileurt)

Solanum campylacanthus

Hibiscus cfr. engleri

Uidentificeret

     Devil’s thorn (Dicerocaryum eriocarpum) er en krybende plante fra familien Pedaliaceae. Det engelske navn dækker over flere vidt forskellige arter. Navnet hentyder her til de to torne på den hårde diskos formede frugt. Tornene sætter sig fast i fødderne på større dyr, og derved spredes planten. Blomsterne indeholder saponiner, og gnides de med lidt vand fungerer de som sæbe.

     Bankrupt bush (Seriphum plumosum = Stoebe vulgaris) er en invasiv kurvblomst, der har fået sit populærnavn, fordi landmænd gik bankerot, når planten invaderede deres marker. Den er nu en stor trussel mod græssavannen. Den er hjemmehørende i Ethiopien og flere sydlige afrikanske lande. – En invasiv art fra Peru kaldet Red-star (Zinnia peruviana) træffes også især på tidligere dyrkede arealer.

Entabeni er hverken det største eller mest artsrige naturreservat i Sydafrika, men det er et af de smukkeste.

Se også artiklen om Kruger Nationalpark.

H. S. Heide-Jørgensen, marts 2022

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin