Carnivori på frimærker

Opdateret 13-05-2022

     Denne side viser frimærker med kødædende planter som motiv ledsaget af noter om både frimærker og planter. For en mere detaljeret beskrivelse af carnivori og de forskellige slægter henvises til siden Kødædende planter. Der er udgivet over 34.000 frimærker med blomstermotiv, men kun godt og vel 100 med kødædende planter ifølge Michel kataloget, der dækker hele verden fra 1874-2021. Der er f.eks. flere tusinde orkidé frimærker. Det har ved lanceringen af denne side ikke været muligt at fremskaffe samtlige frimærker med kødædende planter, men flere forventes tilføjet med tiden.  
     Kødædende planter har et svagt rodsystem, og bladene er indrettet til at fange og fordøje forskellige dyr, primært insekter. Den ekstra næring planterne dermed får, gør dem konkurrencedygtige på næringsfattige jorder. Tabellen herunder giver en oversigt over samtlige carnivore slægter.

Slægt

Brocchinia
Catopsis
Heliamphora
Darlingtonia
Sarracenia
Nepenthes (kandebærer)

Cephalotus
Ibicella
Byblis
Triphyophyllum
Drosophyllum
Pinguicula (vibefedt)
Drosera (soldug)

Dionaea
Aldrovanda
Utricularia (blærerod)
Genlisea

Antal arter

2
1
15
1
8
117

1
1
2-7
1
1
96
209

1
1
225
21

Familie

Bromeliaceae
Bromeliaceae
Sarraceniaceae
Sarraceniaceae
Sarraceniaceae
Nepenthaceae

Cephalotaceae
Martyniaceae
Byblidaceae
Dioncophyllaceae
Drosophyllaceae
Lentibulariaceae
Droseraceae

Droseraceae
Droseraceae
Lentibulariaceae
Lentibulariaceae

Udgivelser fra

Guinea Bissau
?
Guyana, St. Tomé & Principe
USA
USA, Laos, Sierra Leone, Holland, Guinea Bissau
Philippinerne, Palau, Thailand, Laos, Malaysia, Madagascar, Indien, Sierra Leone, St. Tomé & Principe
Australien, Guinea Bissau
?
?
?
Sierra Leone
Færøerne, Irland, Japan, USA, Guine Bissau, St. Vincent
Slovenien, Australien, Belgien, Thailand, USA, St. Tomé & Principe, St. Vincent
Laos, NewYork, St. Vincent
Japan, Sierra Leone
Thailand, Canada
?

Brocchinia


Brocchinia reducta
– Guinea Bissau (Vest-Africa). Udgivet i 2014 i en serie på fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 30×40 mm.

     Brocchinia er en slægt i ananasfamilien, Bromeliaceae, Der er 20 arter i slægten, og to af dem anses for kødædende planter. De er dermed de eneste énkimbladede kødædende planter.  Hos de to carnivore arter danner de oprette blade en tæt rørformet roset, der opsamler regnvand. Bladene er på indersiden beklædt med løse skæl, der let falder af, når insekter søger at få fodfæste. Røret eller kanden fungerer dermed som en faldgrube i lighed med slægterne i Sarraceniaceae. Hos arten B. reducta er der påvist sur phosphatase og kandevæsken har en surhedsgrad på 3,0. B. reducta vokser i det sydvestlige Venezuela i samme område som Heliamphora heterodoxa, som den ligner i morfologi og duft, selv om B. reducta ikke producerer nektar (Batesisk mimicry). Den findes således ikke i Guinea Bissau. Gengivelsen af planten er ret misvisende, da bladene er gullig-grønne og helt oprette, så tragten ligner et rør op til 30 cm højt.

Heliamphora

Heliamphora nutans – Guyana. Vokser på Mount Roraima.
Udgivet 1/15/1972. Mål: 30×38 mm.

     Der kendes 15 arter, der alle vokser over 1200 m.o.h. og op til 2800m. De har passive (uden bevægelige dele) faldgrube fælder og anses for primitiv i Sarraceniaceae, da låget er for lille til at give paraply effekt og fordøjelsen af byttedyr er primært afhængig af bakterier. Blomsterne er førsthunlige (protogyne), hvilket forhindrer selvbestøvning. Som hos de to øvrige slægter i familien bebos kander af flere forskellige insekter og mikroorgasnismer.

Heliamphora ionasi – St. Tomé & Principe (Ø-stat i Atlanterhavet ud for Gabon, Vestafrika)
Udgivet 2015 i en serie på fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien.. Mål: 30×42 mm.

     Heliamphoa ionasi er den største af af de 15 arter med kander op til 50 cm høje. Den vokser mellem Ilu Tepui og Tramen Tepui i Venezuela, hvor den er endemisk, og den findes således ikke på St. Tomé & Principe

Darlingtonia

Darlingtonia californica – USA.
Udgivet 23/8/2201 sammen med 3 andre carnivore arter. Mål 40×25 mm.

     Darlingtonia californica er eneste art i slægten, og den vokser på nogle få sumpede lokaliteter i det vestlige Oregon og nordlige Californien, hvor den er endemisk. De kandeformede blade fungerer som en passiv faldgrubefælde. Kandens top er ombøjet, så indgangen til fælden vender nedad, og låget er udformet som en fiskehale, hvor nektarier tiltrækker insekter. De lyse pletter er gennemskinnelige, og det lokker insekterne til at flyve op gennem mundingen, så de støder mod kandevæggen og falder ned i væsken med fordøjelsesenzymer. Blomsterne er gule og brune og indrettet, so selvbestøvning undgås.

Sarracenia

Sarracenia purpurea – Laos.
Udgivet i en serie med 5 carnivore planter 24/8/1995.
Mål: 33×44 mm.

Sarracenia flava – Laos.
Udgivet i en serie med 5 carnivore planter 24/8/1995.
Mål: 33×44 mm.


Sarracenia flava –
USA. Udgivet 23/8/2201 sammen med 3 andre carnivore arter.
Mål 40×25 mm.

     Sarracenia slægten med 8 arter er hjemmehørende i det østlige USA, men S. purpurea når op i den midterste del af Canada, og den er introduceret i flere europæiske lande bl.a. i Sverige. Bladene danner en passiv faldgrubefælde som hos Heliamphora, og fælderne udskiller selv fordøjelsesenzymer, men bakterier hjælper også til. De fleste arter har et ubevægeligt låg, der fungerer som en paraply, der skal forhindre, at kanden overfyldes med regnvand. Låget har desuden nektarier, der skal lokke bytte til fælden. S. purpurea har dog helt åbne kander, der rummer et næsten komplet økosytem med symbiotiske insekter (Se bundzonens-fordøjelseskirtel). En række insekter benytter kanderne hos flere arter som levested og jagtområde. Edderkopper, knælere og tilmed frøer sidder på lur ved kandernes munding efter dyr, der lokkes til kanderne for at søge nektar. Tre natsværmer arter og specielt Exyra semicrocea benytter kanderne som spisekammer for larverne og beskyttet sted til forpupning.

Sarracenia oreophila – Guinea Bissau. Udgivet i 2014 i en serie på fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 30×40 mm.

Sarracenia oreophila vokser nogle få steder i moser i staterne Alabama, North Carolina og Georgia og således ikke i Guinea Bissau. Kanderne kan nå en højde af 75 cm med en munding på op til 10 cm i diameter. Den viste rødøjede grønne løvfrø lever i regnskovens træer og har sin nordligste forekomst i Mexico, og den har derfor ingen relation til S. oreophila.

Nepenthes - Kandebærer

Nepenthes arter fra Filippinerne. Der er den 23/3/2013 udgivet en serie på 8 arter alle med værdien 10P.

Fire af arterne ses på souvenirarket. De ægte frimærker har ikke kunnet skaffes. Arterne på arket er fra øverst til venstre og nederst til højre:
Nepenthes mindanaoensis fra Mindanao og Dinagat
Nepenthes sibuyanensis endemisk på øen Sibuyan
Nepenthes mira endemisk på øen Palawan
Nepenthes mantalingajanensis kendes kun fra Mt. Mantalingaja på Palawan
Desuden ses Nepenthes merrilliana, der vokser på flere Filippinske øer.

Herunder vises de 4 øvrige arter i serien,

Nepenthes truncata

Nepenthes peltata

Nepenthes burkei

Nepenthes attenboroughii

     Der kendes ca. 117 Nepenthes arter. Det er en SØ-asiatisk slægt med forekomst også i Indien og på Madagaskar. Som hos de øvrige arter i familien fanges byttet i passive faldgrubefælder. Alle arter undtagen én har et veludviklet låg, og alle udskiller fordøjelsesenzymer. De største kander hos N. rajah kan rumme op mod én liter væske, og byttedyr kan være så store som mus og fugleunger. Læs mere om samspillet mellem kandebærere og en række dyr under emnet Kødædende planter. Alle arter har han og hun planter (diøcisk).

     Nepenthes truncata er udbredt på øerne Dinagat og Mindanao op til 1500 m.o.h. Arten udvikler op til 3 m lange stængler og vokser både rodfæstet på skovbunden og som epifyt i toppen af de højeste træer trods vægten af de væskefyldte kander. – Nepenthes peltata kendes kun fra Mindanao på Mt. Hamiguitan, hvor den når toppen 1635 m.o.h. Kanderne varierer en del i størrelse og form, hvor de største bliver 28 cm høje og 16 cm brede. – Nepenthes burkei er endemisk på øen Mindoro mellem 1100 og 2000 m.o.h., men fandtes tidligere også på Panay. Kanderne er sædvanligvis omkring 14 cm høje, men kan blive større. – Nepenthes attenboroughii findes på Mount Victoria over 1600 m.o.h. på øen Palawan. Den blev først beskrevet i 2009, selv om den er en af de største arter. De største kander er op til 30 cm høje og 16 cm brede  med et volumen på 1½ liter.

Nepenthes villosa – Laos. 
Udgivet i en serie med 5 carnivore planter 24/8/1995.
Mål: 33×44 mm.

Nepenthes ampullaria – Laos.
Udgivet i en serie med 5 carnivore planter 24/8/1995.
Mål: 33×44 mm.

     Nepenthes villosa vokser på Mt. Kinabalu og et nærliggende bjerg på Borneo op til 3.000 m. De to viste
arter findes som de øvrige arter i serien ikke i Laos.

     Nepenthes ampullaria findes på Borneo, Maluku øen, Ny Guinea, halvøen Malaysia, Singapore, Sumatra og Thailand. Den er exceptionel ved, at låget er lille og tilbagebøjet og ved, at arten er den eneste, der udskiller enzymet cellulase. Kanderne står på jorden og opsamler nedfaldne blade, som den fordøjer ved brug af bl.a. cellulasen.

Nepenthes pervillei – Madagaskar
Udgivet den 6/8/1973 med samme motiv i to værdier 25 F og 40 F.
Mål: 38×38 mm.

     Nepenthes pervillei er endemisk på øerne Mahé og Silhouette på Seychellerne, og arten findes således ikke på Madagaskar. Den anses for en primitiv art inden for slægten bl.a. grundet en afvigende type frø. Arten findes ikke på republikken Malagasy, der fik sin uafhængighed af Frankrig i 1960, men skiftede navn til Madagaskar i 1975.

Nepenthes pervillei – Sierra Leone.
Udgivet i 2012 i en serie på fire frimærker med kødædende planter. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 35×35 mm.
Arten findes som de øvrige 4 arter i serien ikke i Sierra Leone, men alle findes i Afrika.

Nepenthes madagacariensis – Sierra Leone.
Udgivet i 2012 i en serie på fire frimærker med kødædende planter. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 35×35 mm.
Arten findes som de øvrige 4 arter i serien ikke i Sierra Leone, men alle findes i Afrika.

     Nepenthes madagascariensis er den eneste Nepenthes art på Madagascar, hvor den vokser i en smal zugtig zone på øens østlige side. Den vokser ofte i tørvemos. Den anses for en relativt primitiv art inden for slægten. Republikken Malagasy fik sin uafhængighed af Frankrig i 1960, men skiftede navn til Madagascar i 1975.

Nepenthes mirabilis – Thailand
Udgivet sammen med et Drosera burmannii mærke den 9/10/2006.
Mål: 48×30 mm

     Nepenthes mirabilis vokser i hele SØ-Asien og er den mest udbredte Nepenthes art og samtidig en art, og den kan således siges at være den mest succesfulde Nepenthes art. Den findes ofte i blomsterbutikker og havecentre. Kanderne indeholder ofte en artsrig fauna, hor dyrene er immune overfor fordøjelsesvæsken. Kanderne visner efter 8-10 uger hvilket er relativt tidligt i forhold til andre arter. De øvre kander er større end de nedre og farven varierer meget.

Nepenthes aristolocioides – Tomé & Principe.
Udgivet 2015 i en serie på fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien.. Mål: 30×42 mm.

Nepenthes rajah – Tomé & Principe.
Udgivet 2015 i en serie på fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien.. Mål: 30×42 mm.

     Nepenthes aristolochioides kendes kun fra tre lokaliteter i Kerinci Seblat National Park på Sumatra. Det er primært en terrestrisk plante, der gror i mosrige tågeskove med høj nedbør. Den er dog også set som epifyt. De nedre kander er ret små, blot 7 cm høje, mens de øvre er dobbelt så store. Mundingen er bemærkelsesværdigt stejlt skråtstillet. Det muliggør lyseffekter som led i fangstmetoden svarende til fenestreringen hos f.eks. Darlingtonia. Kande indersiden er dækket af en viscøs slim, som insekter hænger fast i. Sommerfuglen er en monark, men næppe et byttedyr.

     Nepenthes rajah vokser nogle få steder på Mt. Kinabalu og et nabobjerg på Borneo, og den er den Nepenthes, der har de største kander. De nedre kander er størst og kan blive 38 cm høje og 20 cm brede. Det giver et volumen på 3,5, liter og et indehold på op til 1 liter væske. Kandestørrelsen betyder, at selv mus, frøer og fugleunger kan ende som bytte som antydet på frimærket. Det er dog udtagelser.

Cephalotus

Cephalotus follicularis – Guinea Bissau.
Udgivet i 2014 i en serie på fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 30×40 mm.

     Cephalotus follicularis findes i det sydvestlige Australien og ikke i Guinea Bissau.  Det er den sidste af de 7 slægter med faldgrubefælder, og arten er udførlig beskrevet under emnet Kødædende planter.

Drosophyllum

Drosophyllum lusitanicum – Sierra Leone.
Udgivet i 2012 i en serie på fire frimærker med kødædende planter. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 35×35 mm.
Arten findes som de øvrige 4 arter i serien ikke i Sierra Leone, men alle findes i Afrika.

     Drosophyllum lusitanicum
findes i Portugal, SV Spanien og nordlige Marokko i en smal zone langs Atlanterhavet. Den foretrækker en ret tør hedeagtig eller gruset bund. Den blev tidligere henregnet til soldugfamilien, men har nu sin egen familie Drosophyllaceae. Fældetypen er passiv og fungerer som en limpind.

Pinguicula - Vibefedt

Pinguicula grandiflora – Irland. Udgivet sammen med 3 andre blomsterfrimærker den 1/3/2007 med værdien N på selvklæbende papir og igen 20/4/2007 og 6/11/2009 med værdien 55c og ny takning foruden i hæfter med takning på 3 sider. Mål: 24×30 mm.

Pinguicula vulgaris – Færøerne.
Udgivet 8/2/1988 sammen med 3 andre blomstermærker.
Mål: 26×37 cm.

Pinguicula ramosa – Japan.
Udgivet 8/6/1978.
Mål: 28×39 mm.

Pinguicula gypsicola – St. Vincent & Grenadinerne (Østat i det Caribiske hav ud til Atlanterhavet).
Udgivet i ? i en serie på fire frimærker med kødædende planter. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 28×42 mm.

Pinguicula gigantea – Guinea Bissau.
Udgivet i 2014 i en serie på fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 30×40 mm.

Pinguicula rotundifolia – St. Vincent & Grenadinerne.
Udgivet i ? i en serie på fire frimærker med kødædende planter. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 28×42 mm.

     Der kendes omkring 96 arter af vibefedt, heraf 13 i Europa inklusive 3 i Skandinavien. Flertallet af arterne vokser i Central- og Sydamerika. Slægten er cirkumpolar med den i Danmark kendte art, Pinguicula vulgaris, som et godt eksempel. I Skandinavien findes yderligere to arter. Alpe-vibefedt (P. alpina) har samme størrelse som Alm. Vibefedt (P. vulgaris), men blomsterne er hvide. Lodden vibefedt (P. villosa) er en ret sjælden art med kun ca. 1 cm lange blade og lysviolette blomster med gule streger. Den findes især blandt tørvemos. Vibefedt er flerårige rosetplanter, og mange arter danner en sommer- og en vinterroset, hvor det kun er sommerrosettens blade, der er udstyret til at fange og fordøje insekter og andre små dyr, mens vinterrosettens blade fungerer som oplagsorganer. P. vulgaris har cirkumpolar udbredelse og hører til gruppen, der anlægger en vinterknop, mens sommerens blade dør. En anden gruppe har samme bladtype året rundt. Alle vibefedt har fotosyntese som alle andre kødædende planter. Fælden fungerer som et fluepapir, idet den er besat med slimudskillende kirtler. Fælden hører til den aktive langsomme type, hvor bladranden langsomt bøjes ind over byttet eller, der dannes en fordybning på bladoverfladen, hvor fordøjelsesvæsken koncentreres. Fangst, fordøjelse og økologi er nærmere forklaret og illustreret på siden Pinguicula.
     Frimærkerne viser foruden alm. vibefedt den storblomstrede art P. grandiflora, der vokser i Irland og flere steder i Vest-Europa. Den danner vinterknopper ligesom P. vulgaris. – Desuden ses P. ramosa fra Japan, hvor den er endemisk i Nikkō Nationalpark på øen Hunshū samt på to bjerge uden for parken. Arten er bemærkelsesværdig ved i modsætning til de øvrige arter at have en forgrenet blomsterstand. Den anlægger også vinterknopper (hibernakler). På grund af den meget begrænsede udbredelse anses arten for truet, og den er fredet. – Pinguicula gigantea er hjemmehørende i den Mexicanske stat Oaxaca. Den er speciel ved, at de store sommerblade har slimudskillende kirtler også på blad undersiden. De små vinterblade er ikke carnivore. – Pinguicula gypsicola findes kun på nogle få kalkholdige lokaliteter i en enkelt stat centralt i Mexico. Den har heterophylli med kødædende sommerblade og små ikke carnivore blade i roset om vinteren – Pinguicula rotundifolia vokser i staten Noev León i det nordlige Mexico. Bemærk, at ingen af de tre sidstnævnte arter vokser vildt i det land, der har udgivet frimærkerne.

Drosera - Soldug

Drosera burmannii – Thailand.  Udgivet 23/8/2201 sammen med 3 andre carnivore arter. Mål 25×40 mm.

Drosera anglica, langbladet soldug – USA. Udgivet 23/8/2201 sammen med 3 andre carnivore arter. Mål 40×25 mm.

     Der er navngivet mere end 200 arter af soldug, og slægten er udbredt over hele verden undtagen Antarktis og med Australien og Sydafrika som de mest artsrige områder. I Skandinavien findes 3 arter med Drosera rotundifolia som den mest almindelige. Den findes også i Grønland og på Færøerne. Fælden er aktiv, idet både de slimudskillende tentakler, der beklæder bladene, og selve bladpladen kan bevæge sig omend langsomt for at fastholde byttet og sørge for, at flest mulige enzymudskillende kirtler kommer i kontakt med byttet. Bevægelserne sættes i gang af mekanisk og kemisk stimulering fra byttedyret. – Drosera burmannii udbredt i troper og subtroper udmærker sig ved at være den art, der har de hurtigste tentakel bevægelser, idet en tentakel kan bevæge sig 180° på under et minut. Drosera anglica er næsten cirkumpolar, men sjælden i Danmark.

Drosera rotundifolia – St Vincent & Grenadinerne.
Udgivet i ? i en serie på fire frimærker med kødædende planter. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 28×42 mm.

Drosera roraima – St Tomé & Principe.
Udgivet 2015 i en serie på fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien.. Mål: 30×42 mm.

Drosera rotundifolia hedder Rundbladet soldig og findes i mange moser og vådområder inkl. klitlavninger med høj grundvandsstand. Den er desuden vidt udbredt på den Nordlige halvkugle inkl. færøerne og Grønland.

Drosera roraimae er hjemmehørende iBrazil, Guyana og Venezuela. Artsnavnet henviser til plateaubjerget Roraima, hvorfra type eksemplaret er indsamlet.

Dionaea

Dionaea muscipula – Laos.
Udgivet i en serie med 5 carnivore planter 24/8/1995.
Mål: 33×44 mm.

Dionaea muscipula – USA. Udgivet 23/8/2201 sammen med 3 andre carnivore arter. Mål 40×25 mm.

Dionaea muscipula -St Vincent & Grenadinerne.
Udgivet i ? i en serie på fire frimærker med kødædende planter. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 28×42 mm.

     Dionaea muscipula er slægtens eneste art og endemisk i staterne Nord- og Syd Carolina i USA, hvor den vokser kystnært på ofte sandet jord. Fælden er aktiv og hurtig og kan sammenlignes med en rævesaks, idet bladpladens to lober kan klappe sammen om byttet på 0,5 sekunder under optimale temperatur og vandforhold. Fælden smækker efter mekanisk stimulering fra byttet, der skal berøre et triggerhår to gange eller to triggerhår én gang inden for 30 sek. Fælden kan bruges flere gange, hvis fordøjelsen af byttet ikke har krævet for meget energi. Genåbning tager ca. et døgn. Der sidder 3 triggerhår på hver halvdel af bladpladen, men på frimærket fra Laos har man ødslet noget mere med triggerhår. Til gengæld mangler de på frimærket fra USA.

Aldrovanda

Aldrovanda vesiculosa – Sierra Leone.
Udgivet i 2012 i en serie på fire frimærker med kødædende planter. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 35×35 mm.
Arten findes som de øvrige 4 arter i serien ikke i Sierra Leone, men alle findes i Afrika.

     Aldrovanda vesiculosa findes spredt på alle kontinenter undtagen Amerika, men arten er i stærk tilbagegang. Slægten indeholder kun én art, der lever som fritsvømmende vandplante. Fældetypen er aktiv og fungerer som en rævesaks i lighed med Dionaea, der er blot flere triggerhår.  

Utricularia - Blærerod

Utricularia minutissima

Utricularia delphinioides

Utricularia bifida

Udgivet i Thailand, de tre første den 15/11/1994 sammen med et mærke med en ikke kødædende plante Enocaulon odoratum (Eriocaulaceae) som fejring af det forestående nytår. Det fjerde mærke er udgivet 15/11/2004 sammen med mærker af to andre blomsterplanter for at fejre nytåret 2005. – Mål for alle 4 mærker: 24×29 mm.
De viste arter er alle sumpplanter, og de findes alle i Thailand og er vidt udbredt fra Indien til Australien.

     Utricularia med mindst 225 arter er den største slægt med kødædende planter, og den findes i alle verdensdele undtagen Antarktis. Der er både vandplanter, sumpplanter og enkelte epifyttiske arter, men alle kræver vand omkring de omdannede blæreformede bladafsnit, der udgør fangstredskabet. Blæren fungerer ved en lynhurtig bevægelse af blæredøren, og blæren er således aktiv og kan sammenlignes med en lukket musefælde. Se den detaljerede beskrivelse af blærens bygning og fangstforløbet på siden om Utricularia. Blærerod har ingen rødder, men mange har rhizomer, og alle blomster har en spore med nektar.

Utricularia intermedia – Canada.
Udgivet 19/12/2006 sammen med 3 andre blomstermærker.
Mærket findes også med takning på 4 sider og bølgetakning på øverste og nederste kant. Desuden findes mærket med værdien 93 overstreget.
Alle udgaver måler 24×20 mm.

     Utricularia intermedia er vidt udbredt over den nordlige halvkugles tempererede zone og findes i Danmark under navnet Storlæbet blærerod. Den er ofte fasthæftet til underlaget med rhizomer, men kan også leve fritsvømmende. Den har både skud uden blærer og skud med blærer.

H. S Heide-Jørgensen, december 2021

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin