Carnivori på frimærker
Opdateret 26-12-2021
Denne side viser frimærker med kødædende planter som motiv ledsaget af noter om både frimærker og planter. For en mere detaljeret beskrivelse af carnivori og de forskellige slægter henvises til siden Kødædende planter. Der er udgivet over 34.000 frimærker med blomstermotiv, men kun godt og vel 50 med kødædende planter ifølge Michel kataloget, der dækker hele verden fra 1874-2021. Der er f.eks. flere tusinde orkidé frimærker. Det har ved lanceringen af denne side ikke været muligt at fremskaffe samtlige frimærker med kødædende planter, men flere forventes tilføjet med tiden.
Kødædende planter har et svagt rodsystem, og bladene er indrettet til at fange og fordøje forskellige dyr, primært insekter. Den ekstra næring planterne dermed får, gør dem konkurrencedygtige på næringsfattige jorder. Tabellen herunder giver en oversigt over samtlige carnivore slægter.
Slægt
Brocchinia
Catopsis
Heliamphora
Darlingtonia
Sarracenia
Nepenthes (kandebærer)
Cephalotus
Ibicella
Byblis
Triphyophyllum
Drosophyllum
Pinguicula (vibefedt)
Drosera (soldug)
Dionaea
Aldrovanda
Utricularia (blærerod)
Genlisea
Antal arter
2
1
15
1
8
117
1
1
2-7
1
1
96
209
1
1
225
21
Familie
Bromeliaceae
Bromeliaceae
Sarraceniaceae
Sarraceniaceae
Sarraceniaceae
Nepenthaceae
Cephalotaceae
Martyniaceae
Byblidaceae
Dioncophyllaceae
Drosophyllaceae
Lentibulariaceae
Droseraceae
Droseraceae
Droseraceae
Lentibulariaceae
Lentibulariaceae
Udgivelser fra
?
?
Guyana
USA
USA, Laos, Sierra Leone, Holland
Philippinerne, Palau, Thailand, Laos, Malaysia, Madagascar, Indien
Australien
?
?
?
?
Færøerne, Irland, Japan, USA
Slovenien, Australien, Belgien, Thailand, USA
Laos, NewYork
Japan
Thailand, Canada
?
Heliamphora
Heliamphora nutans – Guyana. Vokser på Mount Roraima.
Udgivet 1/15/1972. Mål: 30×38 mm.
Der kendes 15 arter, der alle vokser over 1200 m.o.h. og op til 2800m. De har passive (uden bevægelige dele) faldgrube fælder og anses for primitiv i Sarraceniaceae, da låget er for lille til at give paraply effekt og fordøjelsen af byttedyr er primært afhængig af bakterier. Blomsterne er førsthunlige (protogyne), hvilket forhindrer selvbestøvning. Som hos de to øvrige slægter i familien bebos kander af flere forskellige insekter og mikroorgasnismer.
Darlingtonia
Darlingtonia californica – USA.
Udgivet 23/8/2201 sammen med 3 andre carnivore arter. Mål 40×25 mm.
Darlingtonia californica er eneste art i slægten, og den vokser på nogle få sumpede lokaliteter i det vestlige Oregon og nordlige Californien, hvor den er endemisk. De kandeformede blade fungerer som en passiv faldgrubefælde. Kandens top er ombøjet, så indgangen til fælden vender nedad, og låget er udformet som en fiskehale, hvor nektarier tiltrækker insekter. De lyse pletter er gennemskinnelige, og det lokker insekterne til at flyve op gennem mundingen, så de støder mod kandevæggen og falder ned i væsken med fordøjelsesenzymer. Blomsterne er gule og brune og indrettet, so selvbestøvning undgås.
Sarracenia
Sarracenia purpurea – Laos.
Udgivet i en serie med 5 carnivore planter 24/8/1995.
Mål: 33×44 mm.
Sarracenia flava – Laos.
Udgivet i en serie med 5 carnivore planter 24/8/1995.
Mål: 33×44 mm.
Sarracenia flava – USA. Udgivet 23/8/2201 sammen med 3 andre carnivore arter.
Mål 40×25 mm.
Sarracenia slægten med 8 arter er hjemmehørende i det østlige USA, men S. purpurea når op i den midterste del af Canada, og den er introduceret i flere europæiske lande bl.a. i Sverige. Bladene danner en passiv faldgrubefælde som hos Heliamphora, og fælderne udskiller selv fordøjelsesenzymer, men bakterier hjælper også til. De fleste arter har et ubevægeligt låg, der fungerer som en paraply, der skal forhindre, at kanden overfyldes med regnvand. Låget har desuden nektarier, der skal lokke bytte til fælden. S. purpurea har dog helt åbne kander, der rummer et næsten komplet økosytem med symbiotiske insekter (Se bundzonens-fordøjelseskirtel). En række insekter benytter kanderne hos flere arter som levested og jagtområde. Edderkopper, knælere og tilmed frøer sidder på lur ved kandernes munding efter dyr, der lokkes til kanderne for at søge nektar. Tre natsværmer arter og specielt Exyra semicrocea benytter kanderne som spisekammer for larverne og beskyttet sted til forpupning.
Nepenthes - Kandebærer
Nepenthes arter fra Filippinerne. Der er den 23/3/2013 udgivet en serie på 8 arter alle med værdien 10P.
Fire af arterne ses på souvenirarket. De ægte frimærker har ikke kunnet skaffes. Arterne på arket er fra øverst til venstre og nederst til højre:
Nepenthes mindanaoensis fra Mindanao og Dinagat
Nepenthes sibuyanensis endemisk på øen Sibuyan
Nepenthes mira endemisk på øen Palawan
Nepenthes mantalingajanensis kendes kun fra Mt. Mantalingaja på Palawan
Desuden ses Nepenthes merrilliana, der vokser på flere Filippinske øer.
Der kendes ca. 117 Nepenthes arter. Det er en SØ-asiatisk slægt med forekomst også i Indien og på Madagaskar. Som hos de øvrige arter i familien fanges byttet i passive faldgrubefælder. Alle arter undtagen én har et veludviklet låg, og alle udskiller fordøjelsesenzymer. De største kander hos N. rajah kan rumme op mod én liter væske, og byttedyr kan være så store som mus og fugleunger. Læs mere om samspillet mellem kandebærere og en række dyr under emnet Kødædende planter. Alle arter har han og hun planter (diøcisk).
Nepenthes villosa – Laos.
Udgivet i en serie med 5 carnivore planter 24/8/1995.
Mål: 33×44 mm.
Nepenthes ampullaria – Laos.
Udgivet i en serie med 5 carnivore planter 24/8/1995.
Mål: 33×44 mm.
Nepenthes villosa vokser på Mt. Kinabalu og et nærliggende bjerg på Borneo op til 3.000 m. De to viste
arter findes som de øvrige arter i serien ikke i Laos.
Nepenthes ampullaria findes på Borneo, Maluku øen, Ny Guinea, halvøen Malaysia, Singapore, Sumatra og Thailand. Den er exceptionel ved, at låget er lille og tilbagebøjet og ved, at arten er den eneste, der udskiller enzymet cellulase. Kanderne står på jorden og opsamler nedfaldne blade, som den fordøjer ved brug af bl.a. cellulasen.
Nepenthes pervillei – Madagaskar
Udgivet den 6/8/1973 med samme motiv i to værdier 25 F og 40 F.
Mål: 38×38 mm.
Nepenthes pervillei er den eneste Nepenthes art på Madagaskar, hvor den er endemisk. Den anses for en primitiv art inden for slægten. Republikken Malagasy fik sin uafhængighed af Frankrig i 1960, men skiftede navn til Madagaskar i 1975.
Nepenthes mirabilis – Thailand
Udgivet sammen med et Drosera burmannii mærke den 9/10/2006.
Mål: 48×30 mm
Nepenthes mirabilis vokser i hele SØ-Asien og er den mest udbredte Nepenthes art og samtidig en art, der ofte findes i blomsterbutikker og havecentre. Kanderne indeholder ofte en artsrig fauna, hor dyrene er immune overfor fordøjelsesvæsken.
Pinguicula - Vibefedt
Pinguicula grandiflora – Irland. Udgivet sammen med 3 andre blomsterfrimærker den 1/3/2007 med værdien N på selvklæbende papir og igen 20/4/2007 og 6/11/2009 med værdien 55c og ny takning foruden i hæfter med takning på 3 sider. Mål: 24×30 mm.
Pinguicula vulgaris – Færøerne.
Udgivet 8/2/1988 sammen med 3 andre blomstermærker.
Mål: 26×37 cm.
Pinguicula ramosa – Japan.
Udgivet 8/6/1978.
Mål: 28×39 mm.
Der kendes omkring 96 arter af vibefedt, heraf 13 i Europa inklusive 3 i Skandinavien. Flertallet af arterne vokser i Central- og Sydamerika. Slægten er cirkumpolar med den i Danmark kendte art, Pinguicula vulgaris, som et godt eksempel. I Skandinavien findes yderligere to arter. Alpe-vibefedt (P. alpina) har samme størrelse som Alm. Vibefedt (P. vulgaris), men blomsterne er hvide. Lodden vibefedt (P. villosa) er en ret sjælden art med kun ca. 1 cm lange blade og lysviolette blomster med gule streger. Den findes især blandt tørvemos. Vibefedt er flerårige rosetplanter, og mange arter danner en sommer- og en vinterroset, hvor det kun er sommerrosettens blade, der er udstyret til at fange og fordøje insekter og andre små dyr, mens vinterrosettens blade fungerer som oplagsorganer. P. vulgaris har cirkumpolar udbredelse og hører til gruppen, der anlægger en vinterknop, mens sommerens blade dør. En anden gruppe har samme bladtype året rundt. Alle vibefedt har fotosyntese som alle andre kødædende planter. Fælden fungerer som et fluepapir, idet den er besat med slimudskillende kirtler. Fælden hører til den aktive langsomme type, hvor bladranden langsomt bøjes ind over byttet eller, der dannes en fordybning på bladoverfladen, hvor fordøjelsesvæsken koncentreres. Fangst, fordøjelse og økologi er nærmere forklaret og illustreret på siden Pinguicula.
Frimærkerne viser foruden alm. vibefedt den storblomstrede art P. grandiflora, der vokser i Irland og flere steder i Vest-Europa. Den danner vinterknopper ligesom P. vulgaris. – Desuden ses P. ramosa fra Japan, hvor den er endemisk i Nikkō Nationalpark på øen Hunshū samt på to bjerge uden for parken. Arten er bemærkelsesværdig ved i modsætning til de øvrige arter at have en forgrenet blomsterstand. Den anlægger også vinterknopper (hibernakler). På grund af den meget begrænsede udbredelse anses arten for truet, og den er fredet.
Drosera - Soldug
Drosera burmannii – Thailand. Udgivet 23/8/2201 sammen med 3 andre carnivore arter. Mål 25×40 mm.
Drosera anglica, langbladet soldug – USA. Udgivet 23/8/2201 sammen med 3 andre carnivore arter. Mål 40×25 mm.
Der er navngivet mere end 200 arter af soldug, og slægten er udbredt over hele verden undtagen Antarktis og med Australien og Sydafrika som de mest artsrige områder. I Skandinavien findes 3 arter med Drosera rotundifolia som den mest almindelige. Den findes også i Grønland og på Færøerne. Fælden er aktiv, idet både de slimudskillende tentakler, der beklæder bladene, og selve bladpladen kan bevæge sig omend langsomt for at fastholde byttet og sørge for, at flest mulige enzymudskillende kirtler kommer i kontakt med byttet. Bevægelserne sættes i gang af mekanisk og kemisk stimulering fra byttedyret. – Drosera burmannii udbredt i troper og subtroper udmærker sig ved at være den art, der har de hurtigste tentakel bevægelser, idet en tentakel kan bevæge sig 180° på under et minut. Drosera anglica er næsten cirkumpolar, men sjælden i Danmark.
Dionaea
Dionaea muscipula – Laos.
Udgivet i en serie med 5 carnivore planter 24/8/1995.
Mål: 33×44 mm.
Dionaea muscupula – USA. Udgivet 23/8/2201 sammen med 3 andre carnivore arter. Mål 40×25 mm.
Dionaea muscipula er slægtens eneste art og endemisk i staterne Nord- og Syd Carolina i USA, hvor den vokser kystnært på ofte sandet jord. Fælden er aktiv og hurtig og kan sammenlignes med en rævesaks, idet bladpladens to lober kan klappe sammen om byttet på 0,5 sekunder under optimale temperatur og vandforhold. Fælden smækker efter mekanisk stimulering fra byttet, der skal berøre et triggerhår to gange eller to triggerhår én gang inden for 30 sek. Fælden kan bruges flere gange, hvis fordøjelsen af byttet ikke har krævet for meget energi. Genåbning tager ca. et døgn. Der sidder 3 triggerhår på hver halvdel af bladpladen, men på frimærket fra Laos har man ødslet noget mere med triggerhår. Til gengæld mangler de på frimærket fra USA.
Utricularia - Blærerod
Utricularia minutissima
Utricularia delphinioides
Utricularia bifida
Udgivet i Thailand, de tre første den 15/11/1994 sammen med et mærke med en ikke kødædende plante Enocaulon odoratum (Eriocaulaceae) som fejring af det forestående nytår. Det fjerde mærke er udgivet 15/11/2004 sammen med mærker af to andre blomsterplanter for at fejre nytåret 2005. – Mål for alle 4 mærker: 24×29 mm.
De viste arter er alle sumpplanter, og de findes alle i Thailand og er vidt udbredt fra Indien til Australien.
Utricularia med mindst 225 arter er den største slægt med kødædende planter, og den findes i alle verdensdele undtagen Antarktis. Der er både vandplanter, sumpplanter og enkelte epifyttiske arter, men alle kræver vand omkring de omdannede blæreformede bladafsnit, der udgør fangstredskabet. Blæren fungerer ved en lynhurtig bevægelse af blæredøren, og blæren er således aktiv og kan sammenlignes med en lukket musefælde. Se den detaljerede beskrivelse af blærens bygning og fangstforløbet på siden om Utricularia. Blærerod har ingen rødder, men mange har rhizomer, og alle blomster har en spore med nektar.
Utricularia intermedia – Canada.
Udgivet 19/12/2006 sammen med 3 andre blomstermærker.
Mærket findes også med takning på 4 sider og bølgetakning på øverste og nederste kant. Desuden findes mærket med værdien 93 overstreget.
Alle udgaver måler 24×20 mm.
Utricularia intermedia er vidt udbredt over den nordlige halvkugles tempererede zone og findes i Danmark under navnet Storlæbet blærerod. Den er ofte fasthæftet til underlaget med rhizomer, men kan også leve fritsvømmende. Den har både skud uden blærer og skud med blærer.
H. S Heide-Jørgensen, december 2021