Clivia

Clivia er en lille slægt i Amaryllidaceae med 5-6 arter fra det sydlige Afrika. Fire arter, Clivia caulescens, C. gardenii, C. nobilis (Fig. 1) og C. miniata (Fig. 2) samt diverse krydsninger dyrkes, men i danske hjem er kun C. miniata nogenlunde almindelig kendt eller rettere var det for et halvt hundrede år siden. Den er dog atter i fremgang som stueplante, hvilket den fortjener både for skønheden og villigheden til at blomstre (Fig. 4). Den findes også i en gul form C. miniata f. citrina (Fig. 3A). Clivia er skovbunds-planter, men i 2002 blev en ny art C. mirabilis beskrevet fra et område med sommertørke og fuld sol. En underart af C. gardenii eller måske selvstændig art kaldet C. robusta er sumpplante og vokser ofte i strømmende vand, hvor rødderne bruges som stylter.

Bladene sidder toradet, og de tætsiddende bladbaser danner i princippet et overjordisk løg. Da bladbaserne ikke er opsvulmede som normalt hos løg, synes det bedre at beskrive systemet som en kort lodret jordstængel (rhizom). Hos C. miniata er bladene 8-10 cm brede og godt ½ m lange, mens de kun er 3-4 cm brede, men 20-30 cm længere hos de andre arter. Rødderne (Fig. 3) er godt ½ cm tykke (sukkulente) og meget skøre, så der skal udvises stor forsigtighed ved omplantning. Blomsten er tretallig med stærkt røde til gule farver, hvilket er karakteristisk for blomster med fuglebestøvning. I naturen bestøves de fleste Clivia da også af sol-fugle, men C. miniata med de oprette blomster har overvejende insektbestøvning. Bier går efter pollen, og svævefluer efter nektar.

Clivia blade (og rødder) er gode emner til selvstudium i planteanatomi. Som normalt for parallelt strengede blade er de store spalteåbninger orienteret med længdeaksen i samme retning, så et tværsnit af bladet resulterer altid i et tværsnit af spalteåbningerne (Fig 5).

Dyrkningsvejledning
Clivia er nem at passe. Almindelig indkøbt pottejord eller havejord iblandet lidt sphagnum er glimrende dyrkningsmedium. Planten anbringes, så rødderne kun er dækket af et par cm jord. Under væksten er vanding kun påkrævet et par gange om ugen og gødskning et par gange om måneden. Det vigtigste for at opnå blomstring er, at Clivia kræver mindst 3-4 ugers og gerne 5-6 ugers hvile omkring årsskiftet, hvilket vil sige, at der hverken må vandes eller gødes, og planten skal samtidig stilles lyst og køligt, f.eks. i et uopvarmet rum eller optimalt i en vinterhave med døgntemperaturer mellem 12 og 18 °C. Jo lysere og køligere planten står under hvilen, des tidligere kommer blomstringen. Tidspunktet for blomstring kan derfor til en vis grad styres afhængigt af, hvornår man lader planten få hvile. Det kan være særlig interessant, hvis man har mere end én plante, for så er der mulighed for at få forlænget den samlede blomstringstid væsentligt. Om sommeren kan især den bredbladede C. miniata svides, hvis den får direkte sol midt på dagen.

Når blomsterstanden er på vej, er det vigtigt ikke at begynde vandingen før skaftet er næsten fuldt strakt. Starter vandingen for tidligt, går strækningsvæksten i stå, og blomsterne hos C. miniata hæves ikke op over bladene. Hos C. nobilis er skaftet naturligt kortere, så her bliver blomsterne nede mellem bladspidserne (Fig. 6). C. nobilis kan blomstre både sommer og vinter, men den skal stå meget lyst om vinteren, hvis blomsterne skal blive rigtigt udfarvede. Sammenlign Fig. 1 og 6 af samme individ.

Blomsterne kan selvbestøves, og det er en rigtig god ide at foretage bestøvning hos C. miniata, da den udvikler 2-3 cm store, først grønne og siden postkasse-røde bær, som sidder på planten til efter næste blomstring (Fig.8). Rent praktisk kniber man en støvdrager eller to af en blomst med fingrene og gnider støvknappen mod støvfanget (ses på Fig. 7 og 12) på de øvrige blomster i blomsterstanden. Frugterne kan endda sidde så længe, at frøene begynder at spire på moderplanten. Fænomenet kaldes for vivipari (levende fødende). Først ses den tykke kimrod og siden ofte også det første par blade (Fig. 8 og 10).

Der er normalt ingen problemer med skadedyr på Clivia, men er der skjoldlus i omgivelserne, finder de også frem til Clivia (Fig. 9 og 11). De sætter sig især på undersiden ud mod bladspidsen og nede på bladfoden, hvor de lettere overses. Det er ikke umagen værd at sprøjte mod skjoldlus. De skal mases med fingrene, eller bladene kan aftørres med en våd klud. Efter kraftig blomstring kan mangelsymptomer fremkomme i form af gullige og visnende bladrande. Det forebygges med kvælstofholdig gødskning i vækstperioden.

Formering af Clivia sker bedst ved at skille de sideskud, der med årene udvikles, fra moderplanten. Frø, dannet efter selvbestøvning kan også bruges, men sådanne frøplanter er ofte svagere end moderplanten og kan være flere år om at komme i gang, mens et sideskud kan blomstre i det 3. år. Ompotning er kun påkrævet med flere års mellemrum. Clivia kan i princippet vokse i det uendelige, så følges ovenstående grund-regler, kan en Clivia gå i arv i familien gennem generationer.

Clivia miniata fås nu atter i de fleste større gartnerier og velassorterede blomsterforretninger, men den er fortsat relativt dyr. Der skal som regel slippes et par hundrede kroner og for planter med 4-5 skud op mod 500 kr. C. nobilis og C. caulescens, hvor blosterbladenes spidser er grønne, ses derimod sjældent til salg. C. miniata var i første del af det 20. århundrede så efterstræbt, at den en overgang var udryddelses-truet, og en fredning var derfor nødvendig. – Der findes en international klub for Clivia-dyrkere på adressen: www.clivianet.org