Vancouver Island
Et besøg på Vancouver Island glemmer man aldrig. Min familie var så heldig at bo der i 1990-91 og har siden genbesøgt øen i 1995 og 2009. De følgende billeder har beklageligvis vekslende kvalitet, da hovedparten er baseret på scannede dias, mens kun fotos fra 2009 er digitale. Serien starter i Victoria og senere følger lokaliteter fra den øvrige del af øen, men ikke i kronologisk rækkefølge.
Vancouver Island er ca. 456 km lang og 125 km bred, og kortet herover viser kun halvdelen af øen med flertallet af besøgte steder markeret. Det er en bjergrig skovklædt ø med kun lidt landbrug på den SØ-lige del. Der bor godt 870.000 mennesker på øen, hvoraf næsten halvdelen bor i hovedbyen Victoria, der samtidig er hovedstad og regeringsby i British Columbia. Da byen ligger godt beskyttet af de Olympiske bjerge i staten Washington og på samme breddegrad som Paris, så er klimaet overordentligt behageligt med varme tørre somre og vintre, hvor der kun sjældent er frost og sne.
Man kan nå Victoria på flere måder. Man kan sejle direkte til byen fra Port Angeles i Washington og nu også fra Vancouver, og man kan tage vandflyveren fra havnen i Vancouver. Man kan også flyve fra Vancouver til Sidney eller sejle til Tsawassen nord for Sidney og køre med bus eller lejet bil til Victoria. Der er højrekørsel i Canada, selv om Victoria er den mest ’engelske’ by i landet både m.h.t. sprog og kultur i bredeste forstand.
Klik på kortet for større udgave. De grønne felter er parker og rekreative områder, der bidrager til at gøre Victoria til en meget smuk og charmerende by.
Charmen ved Victoria skyldes i høj grad, at der er meget få højhuse, og at gaderne er brede og kantet med brede fortove og blomstrende træer som Magnolia sp. på Linden Avenue herover og Prunus sp. på Yates Street t.v. – Andre steder er der blomster i bede og ophængte kurve.
Havnefronten downtown Victoria med det 5-stjernede Empress Hotel t.v., Royal British Columbia Museum i midten og Parlamentet t.h.. På det højre foto ses desuden en totempæl, og dem er der mange af i byen og på øen.
Parlamentets indretning synes inspireret af det engelske Underhus. På plænen foran parlamentet står der en imponerende Sequiadendron giganteum.
Government House er den officielle residens for the Lieutenant Governor of BC og det ceremonielle hjem for alle British Columbia borgere. Huset er omgivet af en stor park, der er et populært sted for bryllup fotografering.
De to højeste punkter i Victoria er Mt. Tolmie på 120 m, som ovenstående foto er taget fra, og Mt. Douglas på 225 m, som ses i baggrunden. På det lille bjerg i baggrunden t.v. ligger der et observatorium. Bemærk de brede skurestriber på Mt. Tolmie lavet af gletsjere under sidste istid. – Klik på foto for at se underliggende kort.
Billedet t.v. er fra Mt. Douglas april 1990 og det t.h. er fra Mt. Tolmie april 2009. Man kan lige ane, at der er kommet flere højhuse til på de 19 år, og så er det værd at bemærke, at resten af byen er gemt væk mellem talrige træer.
Øverst t.v. ses opkørslen til Mt. Tolmie, hvorfra man kan se University of Victoria (UVIC) omgivet af en ringvej. Her arbejdede jeg i 1990-91 med snylteplanter inviteret som gæsteforsker af professor Job Kuijt. De hvide bygninger på fotoet herover er sportshaller. Universitetet har over 20.000 studerende, hvoraf ca. 3.000 kommer fra andre lande.
Den centrale del af campus med McPehrson Library (høje bygning) og kantinen. Yderst t.h. ses en totempæl, som vi var med til at rejse.
Samme totempæl fotograferet i 2009, hvor malingen er falmet. Den 3. juni 1990 var der rejsning og indvielse af den 9 m høje totempæl udskåret af en lokal kunstner med indianerblod i årerne. Pælen er skåret af en ca. 500 år gammel red cedar (Thuja plicata), og figurerne illustrerer et sagn med tilknytning til universitets-området og kysten ud for universitetet. Der var ca. 100 mennesker til at hive i tovene for at få pælen på højkant. – De to pæle t.h. er ca. 3 gange så høje.
Ti dage senere i 1990 var der indvielse af et nyt springvand til ære for den afgående rektor, men det skal tilføjes, at studenterne ikke deltog, for de havde hellere set de mange penge blive brugt på flere kollegie boliger. – T.h. ses en af de mange haver ved fakultetsbygningerne med Rhododendron og Magnolia.
Royal British Columbia Museum ved havnen er et fremragende museum med tre store afdelinger for naturhistorie, befolkningens historie og The First Nation Peoples historie. Der er gratis adgang og en velassorteret butik.
Bag museet ligger Thunderbird Park med flere store totempæle og Mungo Martin House bygget af høvdingen og kunstneren Mungo Martin (Nakapenkem) i 1953 som en kopi af et Kwakwaka’wakw big house ved Fort Rupert og brugt som værksted for hans kunstværker. Mungo Martin var også maler og sangskriver.
Victoria er en livlig by med mange arrangementer året rundt. I august afholdes der First People Festival ved Museet, hvor fjerprydelserne kommer frem, og der synges og fortælles historier, og børn kan blive udstyret med krigsmaling.
Der blev også danset med forskellige dyremasker i Mungo Martin house ledsaget af trommer. Herover ses grizzly bjørnen, lommen og ravnen.
I maj er der Victoria Day, der fejres med lange parader af pigegarder og militær orkestrer. Ovenstående orkester deltog også i fejringen af Victoria symfoniorkesters 50-års jubilæum den 22/8 1990, hvor symfonikerne gav koncert fra en pram i havnen. Nederst t.h. er publikum på plads.
Den ene bydel vil ikke stå tilbage for den anden, så i juni afholdes Oak Bay Tea Party, en to dages fest med parade, pyntede vogne, cirkus og te-drikning. Klik venstre foto for underliggende kort.
I september afholdes Classical Boat Parade. Sejlskibene samles ud for Victorias kyst, og sejler så i parade ind i havnen til inderhavnen er fyldt til bristepunktet.
Skibet Bounty ankom nogle dage forinden. Det er en kopi af det originale engelske krigsskib HMAV Bounty kendt fra mytteriet på Bounty i 1789, hvor kaptajn Bligh og 18 loyale mænd blev sat i en mindre båd, mens mytteristerne senere brændte skibet ned. Kopi-skibet blev bygget i 1962 og brugt i ’Mytteriet på Bounty’ og ’Pirates of the Caribbean’, men sank under en storm i oktober 2012.
Ikke alt er i dag, som det var i 90erne. Crystal Garden bag Empress hotel var et eksotisk tropehus indrettet i det tidligere Crystal Palace, der rummede imperiets største opvarmede saltvands swimmingpool, men poolen måtte lukke efter en klorforgiftning, og tropehuset lukkede i 2004 og er nu restaureret og blevet til et geografisk opdagel-sescenter.
I Oak Bay Marina lå der et saltvands akvarium med optrædende killer whales (spækhuggere), men efter en ulykke, hvor en træner blev dræbt af hvalerne, lukkede akvariet i 1992, og hvalerne blev solgt til Sea World.
Men det er ikke en mindre oplevelse at tage på hvalsafari og se spækhuggerne på havet. Hvalen med den store rygfinne er hannen Captain Hook. T.h. ses to bald eagles (hvidhovedet ørn, Haliaeetus leucocephalus), og t.v. sejles forbi øen Emely Islet, der er en stor skarv- og mågekoloni i Oak Bay.
Et par teknikaliteter skal også nævnes. Johnson Bridge ved havnen var en dobbelt vippebro med kontravægte på 356 t. Broen forbandt downtown Victoria med bydelen Esquimalt. I 2018 blev den erstattet af en ny vippebro. – Det tekniske vidunder t.h. sikrer strøm til byens borgere. Det pynter ikke, men er en nødvendighed, da undergrunden er granit, så ledninger kan ikke graves ned.
Har man sat sig et mål, så når man det. En professor ved universitetet ønskede sig et drømmehus ved Teanook Lake. For at booste økonomien boede han et helt år i en trailer. Han var selv arkitekten bag huset, og fundamentet ses herover. T.v. det færdige hus, hvor vi var så heldige at være house-sitters i nogle uger. Dvs. man bor gratis og passer huset under ejerens fravær.
Der vokser adskillige interessante planter omkring Teanook Lake. T.v. er det Arbutus menziesii, et træ der ikke er til at overse med dets karakteristiske afskallende bark. I midten er det orkidéen koralrod (Corallorhiza maculata), en klorofylløs myco-heterotrof pante (tidligere kaldet saprofyt). T.h. er det en ligeledes klorofylløs helsnylter Boschniakia hookeri, der har Gaultheria shallon med de hvide klokkeformede blomster som vært.
Orkidéerne Calypso bulbosa og Habenaria dilatata
Disse to nåletræer er angrebet af sapsuckers (Sphyrapicus). Det er spættefugle, der lever af plantesaft. Det går især hårdt ud over birketræer, der kan dø, når der er hugget for mange huller. T.h. ses Linnaea borealis og nederst har en ådselgraver (Nicrophorus sp.) fundet en død mus.
Der er som nævnt mange parker og natur reservater i og ved Victoria, og Beacon Hill er én af dem. Her står verdens højeste fritstående totempæl på 38,8 m udskåret af Mungo Martin i 1956. Her kan man også finde det øst-asiatiske træ Paulownia tomentosa, et hurtigt voksende træ, der godt kan blomstre i Danmark efter en mild vinter.
Erythronium oregonum
Dodecantheon sp.
Den blå Camassia quamash er en løgplante, der kan dække mange kvadratmeter. T.h. ses helsnylteren Orobanche californica (en gyvelkvæler).
Opholdet i Victoria gik ud på at forske i snylteplanters haustorier, og den lille halvsnylter Triphysaria pusilla var nem at få fat på, da den voksede i Beacon Hill parken. Den er kun 5-10 cm høj med meget små blomster. Haustorierne er tilsvarende små og derfor velegnede til undersøgelser i elektronmikroskop. Det kom der to afhandlinger ud af (samt en bog). T.v. står den på et skygget sted, og i midten er det samme art voksende i fuld sol. T.h. er det en lidt større nær slægtning Triphysaria faucibarbata.
I Mt. Douglas Park skyder den myco-heterotrofe pante Monotropa uniflora op (en snylterod).
Rundt om i Victoria finder man dogwood træer (Cornus nuttalii), og om efteråret Arbutus menziesii med frugter (træet er tidligere vist med afskallet bark), og forskellige ahorn (Acer) trækker i rødt.
Flotte udsigter mangler heller ikke. Herover er det udsigten over halvøen Saanich fra Lone Tree Hill og østkysten set fra Mt. Douglas.
Fra kystvejen ’The scenic drive’, Mt. Tolmie og Mt. Douglas er der i klart vejr udsigt til bjerge og vulkaner i staten Washington. T.v. er det de Olympiske bjerge med Port Angeles (dog set fra et skib), hvor der er sne på toppene året rundt. I midten er det den 4.390 m høje vulkan Mt. Rainier, der ligger 250 km fra Victoria, og t.h. er det den 3.286 m høje vulkan Mt. Baker, der ligger 117 km væk.
Det er sjældent, der falder sne i selve Victoria, men den 17/12-1990 kom der en snestorm, der gav 10-15 cm sne i Victoria og 20-25 cm længere nordpå. Jeg var små 2 timer om at køre de ca. 15 km fra universitetet til boligen i Keating. Victorianerne har ingen erfaring i glatføre kørsel, og grøfterne var tæt garneret med havarerede biler, og det var en oplevelse at se kontorpigerne i lårkort og højhælede sko stride sig vej gennem sneen for at komme hjem.
Robert P. Butchart etablerede en fabrik for Portland cement. Han åbnede et kalkbrud på Saanich (klik på venstre foto for kort), men da det var udtømt i 1909 blev graven omdannet til en ’Sunken Garden’. Den besøges nu af over 1 mill. om året og indeholder en overdådighed af blomster i forskellige haveanlæg med inspiration fra hele verden.
Ud over de mange blomster findes der også et underholdende springvand med omskiftelige figurer, og der er udsigt til fjorden fra haven.
Ved juletid er der farvestrålende belysning ud over alle grænser i hele haven, men det står man ikke tilbage for i Victoria, hvor der ikke spares på strømmen, hverken hos borgerne eller Parlamentet, der her spejler sig i havnen.
I juni 1990 var det 200 året for den første europæers landgang på Vancouver Island ved en spansk kartograf Manuel Quimper. Det skete ved Sooke (klik foto t.v. for kort). Der blev opført et historisk spil med deltagelse af sejlskibe og mandskab i datidens tøj. Derudover var der den obligatoriske parade, bal på stranden, fyrværkeri, musik og konkurrencer.
I East Sooke Park SØ for Sooke kan man se dette vådområde domineret af Skunk cabbage (Lysichiton americanum) der tiltrækker fluer som bestøvere v.hj.a. af det gule højblad og den varmeudviklende kolbe (se det underliggende foto). I midten ses et par Black oystercatchers (Haematopus bachmani) og t.h. en Gråand (Anas platyrhynchos) med ællinger.
Der findes også flere petroglypher på kystklipperne. Den viste elefantsæl skulle ifølge sagnet vogte over fiskebestanden og advare lokalbefolkning mod overfiskning. Alderen er uvis, men kan være op til 3.000 år. Stregerne er tegnet ved at mejsle sorte mineraler væk og lade de lyse stå tilbage.
Der er mange steder, hvor man kan komme ud til vestkysten nord for Sooke. Herover dels et foto fra Sombreo Beach med Alm. gederams (Chamaenerion angustifolium) dels fra China Beach (t.h.). Vejene snor sig ned gennem tempereret regnskov med masser af mos og bregner som epifytter på nåletræerne.
Små 100 km’s kørsel fra Victoria ligger den lille bebyggelse Port Renfrew ved en fjord på vestkysten. Her kan man få dagens ret og en alkoholfri drik, inden man sætter kursen mod Botanical Beach (klik venstre foto for kort), hvorfra man kan se nordspidsen af de Olympiske bjerge, men attraktionen er potholes fulde af marint liv.
Beach er så meget sagt, for der er mere tale om en klippekyst bestående af bløde og hårde bjergarter. Bølgerne har over tid eroderet de bløde partier væk, så der er opstået en række tidevands betingede akvarier (potholes). Da tidevandsforskellen er på 3 m, er det vigtigt at komme ved lavvande for at se de mange potholes, og man skal tage sig i agt, for tidevandet kommer hurtigt. Bemærk de tætte bestande af blåmuslinger på ovenstående foto.
Botanical Beach set mod NV (t.v.) og SØ ved lavvande.
Herover ses ålegræs, søanemoner, søpindsvin, albueskæl og blåmuslinger. – Click left photo.
Pothole med ålegræs omgivet af tørlagte blåmuslinger ved lavvande.
Højtliggende potholes der primært modtager vand fra bølgesprøjt.
Kører man mod nord ad hovedvej 1 kommer man til Goldstream Park lige uden for Victoria. Her kan man se laksen gyde om efteråret. Træer og klippevægge er dækket af mos som i den tempererede regnskov.
Længere mod nord kommer man til Malahat udsigtspunktet med en flot ørne-totempæl og en storslået udsigt over Saanich halvøen og Saanich Inlet. Man kan også vælge at køre til Brentwood og sejle over Saanich Inlet til Mill Bay og derfra køre til Duncan. – Klik på begge fotos for kort.
Malahat set fra havnen i Brentwood.
Skole i et mere velstående indianer samfund nord for Brentwood.
Duncan er totempælenes by. De står overalt som her ved stationen.
Der ligger et skovbrugsmuseum i Duncan, hvor man kan komme ud at køre med et veterantog trukket af disse herlige gamle damplokomotiver.
Duncan har også et Native Heritage Centre, der fungerer som kultur og konference center. Det ejes og drives af indianer stammen Cowichan. Man kan komme til foredrag og potlach med dansere iført dyremasker. Maskerne herover hænger dog på Empress Hotel i Victoria. Man kan også deltage i udhugning af totempæle og købe kunstværker. T.h. ses en thunderbird angribe en killer whale formentlig for at redde en sæl.
Lidt nord for Duncan ligger der en rovfuglefarm, hvor tamme fugle optræder. Her er det nationalfuglen Bald Eagle (Hvidhovedet ørn, Haliaeetus leucocephalus)
Rødskuldret høg, Buteo lineatus
Brille-ugle, Pulsatrix perspicillata
Prærie falk, Falco mexicana. T.h. skærmer den sit bytte med vingerne.
Fra Duncan kan man tage en afstikker ind i landet til Skutz falls (klik venstre foto for kort) og den lange Cowichan Lake og vandre i de gamle skove, hvor der gror Trillium ovatum og Asarum caudatum.
Man kan også tage mod øst til Mt. Tzouhalem Ecological Reserve og se på fugle og planter som den amerikanske robin (Turdus migratorius), den giftige Zygadenus venosus, Camassia quamash i knop og Viola praemorsa (V. nuttalii var. praemorsa).
Hovedformålet med besøget var dog at finde endnu en snylteplante, nemlig gyvelkvæleren Orobanche uniflora, der er helsnylter på stenurten Sedum album. I midten søger professor Job Kuijt efter nyspirede planter. O. uniflora’s haustorium udvikles på værtsplantens rødder, hvor det danner en knold (tuberculum). Blomsten anlægges inde i tuberclen og sprænger sig vej gennem den. Den røde pil peger på arret efter gennembruddet.
Plectritis congesta
Petasites hybridus
Fortsætter man ad hovedvejen mod nord kommer man til kystbyerne Chemeinus, Ladysmith og øens næststørste by Nanaimo, hvorfra der er færge til Vancouver. Chemeinus er især kendt for de store vægmalerier på husene malet af Mungo Martin.
Træindustri er en vigtigt indtægtskilde på øen, så mange byer har savværker inklusive Ladysmith. T.h. ses et nøgent bjerg ved Kennedy Lake som resultat af clear cutting. Denne metode er ikke længere tilladt uden genplantning.
Videre mod nord mod Parksville kan man besøge Englishman River Falls.
Parksville er en badeby med en fin sandstrand og lavt vand, og der afholdes årligt både en international Sand Castle Competition og en Bikini Contest. Jeg har ikke kunnet finde mine egne fotos fra Parksville, så jeg har lånt på internettet. – Klik på venstre foto for kort.
Fra Parksville går der en vej tværs over øen, hvor første stop bør være Qualicum River falls. Der er flere vandfald, og man kan gå fra det ene til det andet.
På vej mod havnebyen Albany (klik venstre foto for kort) kører man gennem Cathedral Grove (der er smuttet et o for meget med på kortet). Det var en park med imponerende høje og mere end 800 år gamle træer af Douglas gran (Pseudotsuga menziesii) og Ceder træer (Tsuga heterophylla). – Egern spiser frø af Pseudotsuga kogle.
Træerne har overlevet utallige kraftige storme, men nytårsdag 1997 kom en kraftig storm fra den mest uheldige retning, idet Cathedral Grove støder op til Lake Cameron (t.v.), og denne relativt smalle åbning i landskabet har virket som en vindtunnel og yderligere forstærket stormen, så næsten alle de gamle træer væltede. Herover ses rodkagen af én af kæmperne, hvor stammen med alderen er blevet udhulet.
De tilbageværende træer har en max alder på 400 år. Ved genbesøget i 2009 var der etableret et par gangbroer hen over de væltede træstammer, men i 2020 var størstedelen af parken fortsat lukket p.gr.a. omfattende rydning og sikringsarbejder. Billederne herover viser, at træerne ofte spirer i mosset på faldne stammer, der derved kommer til at fungere som ammetræer. I midten står der en Tsuga på en stub og t.h. er det en Douglas gran, hvor ammetræet er helt smuldret væk.
Videre vestover gennem havnebyen Albany og naturskønne områder til Kennedy Lake og dens tilløb Kennedy River med Standig Wave Falls.
En Blue jay kan ses andre steder end ved Kennedy Lake, og skovbrande forårsaget af lynnedslag kan også ses andre steder. Branden herover fandt sted i 1967, mens fotografiet er fra 1991.
Når man ud til vestkysten kommer man til Long Beach, en ca. 12 km lang sandstrand, hvor man godt kan bade, men det er koldt. Her kan man også finde den lille nuttede plante Romanzoffia sitchensis.
Henholdsvis lidt sydligere og lidt nordligere for Long Beach ligger de små kystbyer Ucluelet og Tofino, hvorfra man kan tage på hvaltur på havet eller ind i fjordene. Ovenstående fotos viser Meares Island set fra havnen i Tofino.
Vi tog en sejltur på havet, men bølgerne var for høje til, at man kunne se andet en blåsten fra en gråhval. Så gik det bedre med de sovende søløver, selv om det var på lang afstand. Vi tog så en anden tur ind i fjordene bag Meares Island, og her vendte en sort bjørn sten på kysten i søgning efter føde.
Turen gik også forbi det, der blev nævnt som British Columbias ældste indianer landsby. Den så pæn ud, mens byer i mange andre reservater ligner slum og er plastret til med store grimme reklameskilte, men de giver indianerne en indkomst.
Fra Parksville kan man også fortsætte nordpå og strejfe Strathcona Provincial Park. Det er øens største naturpark og den, der først blev oprettet i British Columbia. Herover ses Butte Lake.
T.v. ses Lupin Falls, og de to klorophylløse myco-heterotrofe planter Pyrola picta f. aphylla og Monotropa hypopitys (Snylterod, som vi også har i Danmark).
Det længste nordpå, vi nåede, var Campbell River, hvor vi var på hvaltur og så en odderfamilie og fulgte en legesyg spækhugger familie i næsten en time. Klik på øverste figur for kort.
Man kan selvfølgelig fortsætte helt til øens nordlige ende og sejle fra Port Hardy til Port of Prince Rupert på fastlandet og dermed foretage en rundtur til Vancouver og Victoria. – Håber du nød turen hertil.
H. S. Heide-Jørgensen, May 2021.