KAKTUS
Denne side handler om kaktus. Læseren kan finde masser af artsbeskrivelser og dyrkningsvejledninger på nettet og i bøger, så her drejer det sig mest om nogle oplevelser fra naturen og glæden ved at få nogle få storblomstrede arter til at blomstre.
Kaktusfamilien (Cactaceae) består af sukku-lente stængelassimilanter, idet bladene med få undtagelser er reduceret til torne, der ikke spiller nogen rolle for fotosyntesen. Der er 111-130 slægter med mindst 1650 arter eller måske nærmere 1750 arter. Dertil kommer et stort antal kultur frembragte former og varieteter. Slægterne hører til på det amerikanske konti-nent med undtagelse af slægten Rhipsalis, der er hjemmehørende i Ø-Afrika, Madagascar, Indien og på Ceylon. Adskillige arter er intro-duceret og mere eller mindre naturaliseret uden for Amerika. Blomsten er radiær symme-trisk og oversædig (epigyn), da bloster og støvblade er placeret over frugtknuden. Frugten er et bær. Flere arter har medicinsk anvendelse.
Rhipsalis sp. er epifytter med meterlange trinde hængende stængler. Den kaldes mistelten kaktus, da bærrene ligner Viscum album, og de indeholder ligesom Viscum en klæbrig slim. Slægten foretrækker regnskov i modsætning til de amerikanske slægter, der primært vokser i tørre omgivelser.
Den største slægt er Opuntia med ca. 300 arter, og slægten er repræsen-teret fra Ildlandet til Yukon og findes også på Galapagos øerne. Flere arter er ekstremt temperatur tolerante. Således tolererer O. polyacantha, der t.v. er fotograferet i Alberta, ned til -46 ℃ i Yukon og op til næsten +40 ℃ i Mexico. Andre arter når ned til Ildlandet, og nogle vokser op til 4.600 m i Andesbjergene.
Slægten Pereskia hører til de ældste og mest primitive kaktus, hvor stænglerne kun er svagt sukkulente og stadig bladbærende, men planterne har også areoler med torne. Blomsten er bygget som hos de moderne slægter, omend med færre blosterblade. Pereskia er hjemmehørende i Syd-Amerika. (foto t.h. fra PixaBay).
Nogle kaktus som Epiphyllum har flade stængler, der kan minde om blade, men de bærer blomster og areoler med små hår i indhak på kanterne svarende til stænglers knæ (nodier). Epiphyllum er epifytter eller lithofytter (se om Epifytter), og frøene skal spire på egnet underlag før en plante kan etableres. De er mest udbredt i Mellem-Amerikanske skove og ved dyrkning kræver de mere vand i vækstperioden end de fleste kaktus. Stænglerne har let ved at danne rødder, og på billedet t.h. er det sket, efter stængelspidsen rørte jorden i en nabo potte.
Dyrkning af kaktus kræver i de fleste tilfælde en veldrænet, men næringsrig jord. Man kan bruge alm. havejord eller kompostjord tilsat lidt grus og småsten og evt. lidt sphagnum. Fosforrig gødning fremmer blomstring. Jorden skal helst tørre næsten ud mellem vandingerne, og der skal stort set ikke vandes i hvileperioden om venteren. Da mange arter tåler fuld sol, kan det være en god ide at sætte dem udenfor om sommeren.
Kaktus er med få undtagelser (f.eks. Rhipsalis) tørke-tilpassede planter, såkaldte xerofytter. Deres rodsystem er oftest overfladenært og vidt udbredt, så det kan optage vand fra kortvarige byger, hvor vandet kun når få cm ned i jorden. En række anatomiske og morfologiske karakterer reducerer transpirationen, og fotosyntesen følger ofte det vandbesparende system CAM fotosyntese (se Xerofytter). T.h. ses Apostoa lanata fra Ecuador-Peru.
Kaktustorne er primært et forsvar mod planteædere. Længde og antal varierer meget fra art til art, men omend de virker mod mange dyr, så er der også en del dyr, der spiser af kaktus. Det gælder især ørkenens gnavere og nogle fugle. Frugterne, der ofte har færre torne, er de foretrukne dele, og det kan være hensigtsmæssigt, da dyrene fremmer spredning af frøene. Frugterne er også menneske føde. Hvor kaktus eller kameler er introducerede, er kamelerne i stand til at spise de tornede dele. Arten herover med gule frugter er Opuntia echinocarpa, en Cholla kaktus fra Joshua Tree National Park i Californien.
Herover t.v. er det en Cholla kaktus (Cylindropuntia bigelovii), der flere steder er dominerende i Mojave ørkenen, USA. – T.h. er det en søjlekaktus kaldet Cardon (Pachycereus pringlei) fra Baja California, og t.v. er det Echinocereus engelmannii fra Joshua Tree National Park. Den er også vist på sidens øverste foto. Der er flere fotos af kaktus i artiklen Nordamerikanske ørkner.
Ovenstående tre og følgende fire fotos af uidentificerede kaktus er fra Mendoza provinsen i Argentina fotograferet af Helene Heide-Jørgensen.
Kan nogen identificere ovenstående 5 arter er besked via kontakt formularen velkommen.
Huntington Botanical Garden i Los Angeles er en særdeles imponerende botanisk have med et stort antal kaktusarter foruden planter fra alle verdensdele. T.v. Cleistocactus sp.
Kaktusbed i Huntington Botanical Garden
Notocactus claviceps besøges på højre foto af en honningbi. Det er en pude- eller kuglekaktus fra den brasilianske provins Rio Grande do Sol.
Echinocactus ingens, er en pudekaktus fra Puebla kalkstensbjergene i Mexico.
Lobivia caespitosa = Echinopsis maximiliana subs. caespitosa er fra Bolivia og Peru.
Echinopsis pachanoi (syn. Trichocereus pachanoi) er en hurtigtvoksende søjlekaktus, der kan grene sig for neden og blive 3 m høj. Den er udbredt i Andesbjergene fra Argentina til Peru, men dyrkes i mange lande og kan tåle ned til knap 10 graders frost. Den bør dog ikke stå ude om vinteren. Den blomstrer nær skudspidsen, og blomsten holder kun godt og vel et døgn. Blomsten er fuldt åben om natten, hvor den i naturen bestøves af flagermus. Stænglerne indeholder en række alkaloider, og i Syd-Amerika anvendes planten ved rituelle ceremonier.
En suite på 8 fotos med klokkeslet viser Echinopsis pachanoi blomstens udspring. Den er ca. 25 cm lang og godt 20 cm i diameter.
Cereus jamacaru (Syn. Trichocereus jamacaru) er en 4-6 kantet søjlekaktus fra NØ-Brasilien. Den er hurtigt voksende, kan grene sig og blive 6 m høj. Indsnævringerne på venstre foto viser års tilvæksten. Blomsterne kan komme i næsten hele stænglens længde og er næsten lige så store som hos Echinopsis pachanoi, men de er kun åbne natten over. Planten tåler ikke frost. Når den i vinterhaven når taget, skæres toppen af og plantes i potte efter nogle ugers tørring. Planten t.v. er 1,75 m høj og leverede 24 blomster i august 2019. Pottede planter sættes ud i haven om sommeren for at få mest mulig sol, hvilket giver flere blomster end i Vinterhaven.
Cereus jamacaru f. monstruosa (monstrosus) er en varietet med talrige korte uregelmæssigt placerede ribber. Den angives flere steder ikke at kunne blomstre, men her har den blomstret flere gange fra den øvre del af stænglen. Den tåler ikke frost og bruger ikke meget vand. Som de to foregående arter blomstrer den om natten.
Henning S. Heide-Jørgensen, oktober 2021.