Rundbladet soldug er den mest udbredte soldug art i Danmark. Den er cirkumpolar inklusive det sydlige Grønland. Den trives fint med konkurrence fra tørvemos (Sphagnum). På billedet th. vokser soldug tæt rundt om en grundvands regulere klitlavning i den rødbrune bræmme, hvor der hverken er for vådt eller tørt.
Drosera rotundifolia blomstrer i august. De 5-tallige blomster er kun åbne midt på dagen, og de sidder højt hævet over fælderne. I tørt og solrigt vejr kan slimen på tentaklerne tørre ud. På billedet herunder ses i midten et blad foldet sammen om et bytte som resultat af den på hovedsiden omtalte auxin regulerede vækstbevægelse.
Langbladet soldug - Drosera anglica
Langbladet soldug har i Danmark kun få voksesteder på højmoser og i fugtige klitheder i Jylland. Dens totale udbredelse er næsten cirkumpolar. Den findes dog ikke i Island og Grønland, men i Nordamerika når den op i Alaska. Der findes også nogle subtropiske forekomster på Hawaii og i det sydlige Europa og sydlige Japan. Den trives fint i sure omgivelser mellem Sphagnum. Den overvintrer ved vinterknopper kaldet hibernakler. Arten er selvbestøende og menes opstået som en diploid hybrid mellem den nordamerikanske D. linearis og D. rotundifolia. Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
Liden soldug - Drosera intermedia
Liden soldug findes især i moser, hvor den står under vådere forhold end de to øvrige danske arter, rundbladet og langbladet soldug. Den har hovedudbredelse i det vestlige Europa og østlige Nordamerika, men når ned i det nordlige Sydamerika. I tempereret klima overvintrer den ved hibernakler. Bladene er oprette, og formen er intermediær mellem de to førnævnte arter. Blomsterstanden virker sidestillet, idet den er bøjet til siden, mens den står opret centralt i rosetten hos de to andre danske arter. Bomstrer fra juni til august. På billedet t.h. vokser den sammen med blærerod Utricularia australis. – Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
I 2011 blev Gran Canaria besøgt fra den 19. til den 24. marts sammen med et par botanisk interesserede venner. Vi boede fast i Las Palmas bydelen San Catalina og tog herfra med det offentlige eller i lejet bil rundt på øen. Tryk på kortet for at få større billede med navnestof. Gran Canaria er én af de syv spanske Kanariske øer beliggende ca. 240 km fra Morokkos SV-kyst. Det er en vulkanø på 1560 km2 med en befolkning på ca. 850.000. Temperaturen var behagelig omkring 20℃. Der falder mest regn mellem december og marts, men vi slap for byger.
Under indflyvning til Gran Canaria kan man se den 3.718 m høje vulkan Pico del Teide på Tenerifa. Der er ca. 65 km mellem øerne.
Hovedbyen Las Palmas på øens nordspids har en havn og godt 380.000 indbyggere.
Domkirken (grundsten lagt år 1500) og Domkirke-pladsen i Las Palmas
Casa de Cólon eller Columbus’s hus er opført til den spanske guvernør, men Christoffer Columbus har boet her i flere omgange på sine rejser.
Interieur fra det rigt udsmykkede kulturhus Gabinete Literario
Avenida Mayor de Triana, Las Palmas
Altaner i Las Palmas
Café og monument i Las Palmas
Las Palmas er som andre byer udsmykket med blomster, monumenter og springvand
I den sydlige ende af Las Palmas ligger Spaniens største Botaniske Have, Jardín Botánico Canario Viera y Clavijo. Haven er velholdt, artsrig og fokuserer bl.a. på Canarie øernes flora, sukkulenter og palmer. I forgrunden den endemiske Tanacetum ferulaceum.
Euphorbia splendens, en vortemælk der stammer fra Madagaskar
Euphorbia cooperi er fra Sydafrika. Den forreste plante med frugter, den bagerste med blomster.
Sukkulenter i den Botaniske Have, Las Palmas
Cleistocactus smaragdiflorus er fra Andesbjergene
Mamillaria compressa er fra Mexico
Parodia magnifica er hjemmehørende i Argentina og Uruguay
Ceropegia dichotoma (Apocynaceae) er endemisk på Canarie øerne
Opuntia ficus-indica
Opuntia echios
Strelitzia parvifolia – klik på foto
Callistemon sp. – slægten er endemisk i Australien, men flere arter dyrkes i talrige varmere lande. Der er ca. 50 arter, der er nært beslægtet med Melaleuca.
T.v. er det Rovstonea oleracea fra Caribien, mens palmen t.h. er uidentificeret
Canarina canariensis, endemisk på de Canariske øer
Sonchus cfr. acaulis, endemisk på Gran Canaria og Tenerife
Podranea ricasoliana er fra det sydlige Afrika
Asteriscus sericeus, oprindelig endemisk på Fuerteventura, men nu spredt til flere Canariske øer
Gallotia stehlini, en op til 80 cm lang øgle endemisk på Gran Canaria
En anden udflugt gik til Los Palmitos Park på den sydlige del af Gran Canaria. Det er en kombineret botanisk-zoologisk have med bl.a. et dolphinarium og en sommerfugle voliere.
Delfin show i Los Palmitos Park
Sukkulenter i Los Palmitos Park
Surikater
Rødbenet seriema (Cariama cristata) spiser insekter og mindre hvirveldyr, men næppe den store Phyton slange (cfr. Python molurus bivitattus)
Marabu stork samt hvid stork og Hellig Ibis (eller sorthovedet Ibis)
Krontrane
Hvidhovedet ørn
Epifyttiske orkidéer
Passiflora loefgrenii stammer fra Brasilien
Bauhinea cfr. variegata
Pericallis webbii, endemisk på Gran Canaria
Cfr. Dryas iulia (sommerfugl)
Uidentificeret sommerfugl
Idea leuconoe
Uidentificerede sommerfugle, Los Palmitos park
En hel dag gik med at køre rundt på den nordøstlige del af øen for at få et bedre indtryk af landskabet. (Klik på venstre foto for blå rute). Turen startede ad vej 15, hvor første stop var ved byen La Brigida. Den gule Sonchus cfr. acaulis vist tidligere på siden dominerede flere steder i vejkanten.
Andre steder langs vej 15 stod der Ranunculus cortucifolius
Udsigt fra vej 15 på vej mod Cruz de Tejeda
Udsigt fra vej 15 på vej mod Cruz de Tejeda
Cruz de Tejeda
Fra Cruz de Tejeda kørte vi ad vej 150 og 130 forbi øens højeste bjerg Pico de las Nieves (stratovulkan på 1.949 m) til Caldera de los Marteles, hvor kraterbunden er opdyrket
Målet for dagens udflugt var den flotte og artsrige Guayadeque dal ved Ingenio på vej 120, hvor den sjældne endemiske halvparasit Kunkeliella canariensis findes, men vi fandt den ikke. Herover ses Romulea columnae, Echium sp. og nogle gladiolus og valmuer.
Næste dag kørte vi en rundtur på den nordvestlige del af øen (Klik på midterste foto for grøn rute). Første stop var i Gáldar, hvor der stod et 300 år gammelt drageblodstræ, Dracaena draco.
Vi så et museum bygget over en arkæologisk udgravning med mange huse og en hule med malerier lavet af øernes oprindelige folkeslag, guacherne (canarierne), der stammede fra berberne og boede på De Canariske Øer, indtil kongeriget Castilien erobrede øerne i årene 1402 til 1496.
Turen fortsatte ad vej 2 til Puerto Agaete, hvor motorvejen ender. Her gik vi en tur ved havnen, og længere fremme gjorde vi stop ved endnu en nedlagt boplads.
Landskabet var imponerende langs kystvejen, og vi gjorde flere stop som ved Mirador del Balcon
Pericallis cfr. murrayi
Pennisetum cfr. setaceus
Efter Puerto de la Aldea kørte vi ind i landet til San Nicolas og fortsatte ad den smalle vej 210, hvor ovenstående fotos er fra
Turen mellem stejle klippevægge langs de opdæmmede søer Presa Caidero de la Niña og Presa del Parralillo var utrolig flot
Presa del Paralillo
Mølle ved Presa del Parralillo Vej-210
Tunnel ved Presa del Parralillo
Landskab ved Presa del Parralillo
Landskab nær Artenara, vej 210. T.h. med Echium sp. i forgrunden.
Byen Teror passeres på vejen tilbage til Las Palmas ad vej 21