Nordamerikanske ørkner
En ørkenvandring fra Arches National Park til Baja California
Følgende billeder er fra tre besøg i Nord-Amerika, hvoraf to besøg var ferieture i 1991 og 2013, mens en tur i 1991 var arbejdsrelateret på jagt efter parasitiske planter. De besøgte lokaliteter er markeret på kortet herover, og billederne er anbragt som om, der er tale om én rejse, der starter i nord ved Arches National Park og ender i Baja California. Fotos fra 1991 er scannede dias, mens fotos fra 2013 er digitale. Gule streger er hovedveje + landegrænse til Mexico.
ARCHES NATIONAL PARK
Arches National Park er et 310 km² stort bjergområde grænsende op til Colorado floden i staten Utah. Parken rummer over 2000 stenbuer og broer foruden søjler, tinder, balancerende klipper og kolossale lodrette vægge i rød sandsten. Højden over havet varierer mellem 1245 m og 1753 m. Geologien er kompliceret og involverer en under-liggende salt-seng af vand-opløselige mineraler og sedimenter tilført fra de omkringliggende bjerge. Sammen-synkning af undergrund samt regn-, vind- og frosterosion gennem årtusinder har fremkaldt de nu nuværende skulpturelle klippartier.
Årsnedbøren er på 250 mm, men svinger en del. Vegetationen er derfor sparsom og ørkenagtig. Der er dog mange steder en skorpe af cyanobakterier, lichener, grønalger, microsvampe og mosser, der holder på vandet, og det giver mulighed for blomsterplanter som Opuntia, Oenothera (natlys) og flere græsarter. Der findes også spredte enebær træer af arten Juniperus osteosperma på op til 5-6 m. Billedet t.v. viser udsigten fra The North Window, der ses herunder. Formationen t.h. kaldes The Elephants. Der er også levende dyr i parken såsom klapperslanger, bighorn sheep og pumaer, og man kan se petroglyffer flere steder.
South- and North Window, t.h.
North Window
Double Arch
Et bygningsværk der tager pusten fra én.
Samme parti som ovenstående
Balanced Rock på 17 m hviler på en 22 m sokkel
MEXICAN HAT
Fra Arches National Park til Grand Canyon
Kører man fra Arches National Park mod syd ad vej 191 og 163 mod Grand Canyon befinder man sig det meste af vejen i det samme rødlige stærkt eroderede bjergmassiv som i Arches parken. Først passeres den kæmpestore stenbro Wilson Arh og dernæst følger den 61m høje Church Rock, der ses herover t.v. med La Sal bjergene i baggrunden (<3800m). Det fortælles en religiøs sekt ville udhule klippen, og der findes også en hule på 5 x 7 m, men den blev udgravet i 1940erne af en farmer, der skulle bruge den til opbevaring af salt og vinterfoder til kvæget. Vegetationen er i området er sparsom, men Artemisia tridendata, Yucca nana, Opuntia sp. og Juniperus osteosperma forekommer. – Ved byen Bluff finder man formationen Navajo Twins (foto t.h.). Klipperne symboliserer to Navajo brødre, der gennemsøgte Navajo stammens landområde for at dræbe onde momstre, der jagtede mennesker.
Mexican Hat har selvfølgelig fået navn efter den sombrero lignende kampesten, der balancerer på toppen af formationen. Det er også navnet på et lille samfund, der 1990erne blot havde ca. 30 indbyggere. Vi var der først på aftenen, og der er meget langt til næste bebyggelse, så vi var taknemmelige for at få lov til at overnatte i en gammel campingvogn.
Næste morgen så vi bl.a. Opuntia cfr. woodsii og en natlys Oenanthera sp. uden for campingvognen.
Tidsnød gjorde desværre, at vi kun fik set Monument Valley fra kanten af Navajo indianernes home land. Området er ikke nationalpark, men drives af Navajo stammen. De fritstående sandstensklipper er op til 300 m høje.
Det 32,4 km² store reservat ligger i en højde af ca. 1500 m.o.h. på grænsen mellem Utah og Arizona. I 2010 boede der blot 154 mennesker.
Landskab syd for Monument Valley
Navajo lejrplads
GRAND CANYON
Kommer man til Grand Canyon i Arizona fra NØ ad vej 64, passerer man først Little Colorado River, der er en biflod til Colorado River, og den har ligesom hovedfloden skåret sig ned i sandstens plateauet gennem årtusinder.
Little Colorado River Canyon
Grand Canyon med Colorado floden
Efter en overnatning i Williams ankom vi tidligt om morgenen den 11/5 til flyvepladsen i Grand Canyon Nationalpark (oprettet 1919), og vi fik en halv times rundtur på vinger i diset morgenlys. Det blev ikke til mange billeder da jeg var alt for optaget af at smalfilme.
Grand Canyon set fra propelfly.
Grand Canyon er 446 km lang, 29 km bred på det bredeste sted og 1.857m dyb. En gangsti fører ned til bunden fra Visitor Centret. Colorado floden begyndte at grave sig ned for 5-6 millioner år siden. Der er registreret 1.737 blomster-planter i parken. I selve dalen har vegetationen ørken karakter. På kanterne dominerer Pinus ponderosa. Der er et rigt dyreliv, og præsident Roosevelt holdt af at gå på jagt i området. Temperaturen varier kolossalt både da/nat og som-mer/vinter med højeste måling på 41℃ og laveste på -29℃. Den årlige nedbør er relativt høj på canyon kanterne med ca. 400 mm på sydsiden og 690 mm på nordsiden, hvoraf en stor del falder som sne. Jo længere man kommer ned mod floden jo mindre regn falder der. I bunden af Grand Canyon ved Phantom Ranch er årsnedbøren ca. 200 mm, og der falder yderst sjælden sne. Vi havde fornøjelsen at stå på randen og se en snebyge gå over i regn blot 100 m nede.
Mono Lake til Johannesburg
De fire lokaliteter Mono Lake, Owens Lake, Walker Pass og Johannesburg ligger i en dal på østsiden af den op til 3.900 m høje bjergkæde Sierra Nevada, der tager det meste af regnen vestfra, så dalen er tør og præget af ørken-vegetation. En bjergkæde længere mod vest ligger Death Valley.
Øst for Yosemite Nationalpark ligger Mono Lake (herover) i et inddampnings-bassin (endorheic bassin), dvs en lavning, hvor der dannes en permanent eller sæsonbetonet sø uden afløb, og vandet bliver derfor alkalisk. En tilsvarende saltsø er omtalt i artiklen om Grønlands planteverden. I søen ses små og store søjler af kalciumkarbonat kaldet tufa (ikke a forveksle med tuf). I søen lever millioner af saltsøkrebs (brine shrimps, Artemiidae), og det gør søen til en vigtig fuglelokalitet. Vegetationen omkring søen består af lave tornede buske med små blade. – Bassinet menes dannet for ca. 5 millioner år siden. Derefter fulgte en lang periode med vulkanisme, hvor bl.a. basalt bjergene i bag-grunden på billedet herover blev dannet. Det seneste udbrud skete for 350 år siden, og toppen af den sammensunkne vulkan ses som en lille ø (Paoha Island) i højre side.
Qwens Lake (herover) er en tilsvarende saltsø i et endorheic bassin. Søen på 16 x 28 km var den 14/4-2013 så godt som totalt udtørret. Vegetationen er som ved Mono lake. I 1913 blev hoved tilløbet Owens River dirigeret til Los Angeles vandforsyning, og siden da har området været den største leverandør af sand og diverse mineraler til støvstorme.
Walker Pass i 1600 m’s højde ligger i den sydlige ‘lave’ ende af Sierra Nevada. Det ligger i en aktiv jordskælvszone, og de seneste jordskælv på 6, 1 fandt sted i 1946. For mig kunne ovenstående kegler godt tyde på tidligere vulkansk aktivitet, men jeg har ikke fået det bekræftet. Billedet er taget på en vestlige side af passet fra vej 155. Der findes en udførlig floraliste for området på nettet.
Kort før passet dukkede en hel skov op af næsten udsprungne Yucca schidigera. Flerårig stedsegrøn énkimbladet træ op til 4 m høj. Rødderne indeholder giftige saponiner, som har været brugt til at fange fisk i søer, hvor vandet forgiftes med midlet.
På østsiden af Walker Pass er vegetationen den samme.
På vej sydover fra Walker Pass mod Johannesburg var grøftekanterne km efter km dækket af Sphaeralcea ambigua. Det er en udpræget ørkenplante, der træffes i alle det sydvestlige Nordamerikas ørkner. Den er flerårig, rig på pollen og nektar og bruges også som haveplante, men tåler ikke fugtige vintre.
Joshua Tree National Park
På vej mod Joshua Tree national Park passerede vi Mojave Desert, hvor teddybjørn cholla (Cylindropuntia bigelovii) flere steder er en dominerende kaktus sammen med den gulblomstrede busk Larrea tridentata. Det bemærkes, at Mojave Desert og de følgende ørkner inkl. Baja California indgår i den store Sonoran Desert, der strækker sig over dele af Californien, Arizona og Mexico.
Joshua Tree National Park på 3.196 km² blev oprettet som nationapark så sent som i 1994. Den har navn efter karakterplanten Yucca brevifolia, som mormoner kalder Joshua træet. Området omfatter dele af Mojave ørknen og Colorado ørknen, og vegetationen er ret forskellig i de to områder med Joshua træet som dominerende i Mojave ørknen. Der er ca. 750 arter af blomsterplanter i parken, hvoraf 44 er yderst sjældne. Næsten halvdelen af arterne er énårige og klarer således tørkeperioder som frø.
Den højeste Yucca brevifolia er målt til 15 m, og rodsystemet når som generelt hos ørkenplanter langt ned i jorden, indtil 11 m for Joshua træet. Blomstringen sker om foråret forudsat, der har været en frostperiode og, at der falder regn på det rette tidspunkt. Yucca møllet Tegeticula synthetica bestøver blomsten, som de samtidig lægger æg i, så larverne kan leve af frugterne.
Yucca brevifolia frugten er kødet og spises af flere forskellige dyr. Det frygtes, at klimaforandringer vil reducere bestanden med op til 90% ved udgangen af dette århundrede.
Yucca schidigera, der max bliver 5 m høj, findes også i parken. Bladene har trevlet rand.
Der findes et stort antal granit monolither i parken opstået ved hurtig nedkøling af magma under jordoverfladen.
Granit monolither
Granit monolither
Granit monolither
Phoradendron californicum er diøcisk en halvsnylter, dvs. han og hunblomster sidder på hver sin plante. T.h. udsnit af foto t.v., hunplante med røde frugter.
Phoradendron californicum blomstret senvinter samtidig med, busken har umodne frugter fra året før. Blom-sterstanden er et aks, hvor de enkelte 1 cm store blomster er indsænkede i stænglen, og hvert støtteblad støtter en serie af blomster mod normalt kun én blomst.
Phoradendron californicum. T.v. blomstrende hanplante. T.h. hunplante med mod hvide til dels gennemskinnelige frugter, der spredes af fugle (se mere senere under Baja California). Den lokale befolkning spiser frugterne, men kun hvis snylteren har haft de ærteblomstrede Prosopis, Olneya tesota eller Acacia greggii som vært. P. californicum kan også vokse på Parkinsonia og Condalia. Hele planten undtagen bærrene indeholder giftige phoratoxiner.
Phoradendron bolleanum er hjemmehørende i samme SØ-hjørne af Nordamerika som foregående art. Den har sukkulente blade og hvide frugter, hvoraf to kan anes på højre foto. Dens foretrukne vært er Juniperus californica.
Fra udsigtspunktet Keys View kan man se til Palm Springs ved foden af bjergkæden i baggrunden.
Portulacca sp., Keys View
Encelia cfr. californica, Keys View
Hanplanter af Ephedra cfr. aspera, t.v. i knop, t.h. udsprunget.
Echinocereus engelmannii er en af de mest udbredte kaktus i de SØ-lige ørkner i USA. Den vokser fra havniveau op til 2.400 m.o.h. Her ses den i Hidden Valley.
Blomsterfarven på Echinocereus engelmannii er her rød, men hos andre former er den lilla.
Opuntia basillaris har lilla blomster, men er her kun i knop, Hidden Valley. – T.h. en cochenillelus (Dactylopius coccus) på Opuntia. Det er en skjoldlus, der producerer karminsyre som forsvar. Karmin bruges til farvning af madvarer og kosmetik.
Opuntia basillaris
Erodium cicutarium, Hidden Valley
Circium cfr. mohavense, Hidden Valley
Eriogonum inflatum, Hidden Valley.
Planten er afblomstret
Oenothera sp. (natlys), Hidden Valley
Oenothera caespitosa ssp. crinita, Hidden Valley
Eriophyllum wallacei, Hidden Valley. Planten har tætsiddende uldhårede blade på stænglen. Den kan blive op til 15 cm høj og være tæppedannende nogle steder.
Jo længere man kommer syd- og østpå i parken jo mere ændrer vegetationen karakter. Joshua træerne forsvinder, mens Larraea tridentata, Ephedra og cholla cactus bliver mere dominerende.
Larrea tridentata (tretandet creosotbusk), Wilson Canyon. Rodsystemet er så effektivt til at opsuge vand, at andre planter ikke kan spire i buskens nærhed. Gamle planter (30-90 år) dør, men spredes vegetativt som en ring op til 20 m i diameter. Den ældste ringformede klon er vurderet til at være 11.700 år gammel.
Der er omkring 40 cholla kaktus arter i slægten Cylindropuntia (tidligere Opuntia) karakteriseret ved cylindriske stængler, mens de er flade hos Opuntia. T.v. C. cfr. acanthocarpa. T.h. C. cfr. echinocarpa, Hidden Valley.
Cholla Cactus Garden rummer en hel skov af Cylindropuntia bigelovii. De korte stængelled kaldet tubercler brækker meget let af og kan derefter slå rødder. DNA undersøgelser peger på, at hele kaktus haven stammer fra et enkelt individ.
Cylindropuntia bigelovii, Cholla Garden
Cylindropuntia ramosissima, Wilson Canyon
Ferrocactus cylindraceus, se den blomstre i Anza Borego Desert.
Ved den sydlige indgang til parken er der en større bestand af Fouquieria spendens.
Fouqueria splendens – planten kan blive op til 10 m høj. Stænglerne er bladløse i tørtiden. Se den med blade i Anza Borrego ørkenen. Bruges medicinsk af lokalbefolkningen. Den sorte stribe på bjerget vidner om en gammel lavastrøm.
Fouqueria splendens, blomsterne bestøves af kolibrier og tømrer bier.
Anza Borrego Desert
The Anza Borrego Desert State Park er Californiens største statspark på 242.811 ha. Anza er navnet på en spansk opdagelsesrejsende, og Borrego er spansk for får og hentyder til områdets Bighorn Sheep. Området er beskyttet af kystbjergene, så nedbøren er meget beskeden og uregelmæssig. Jeg besøgte området med Dr. Job Kuijt for at finde en helsnylter, hvor exofyten er på størrelse med en ært, og det lykkedes. På billedet dominerer Fouquieria splendens.
Fouquieria splendens
Indigofera sp.
Der var Fouquieria splendens alle steder
T.v. skimtes Job Kuijt på jagt efter snylteplanten Pilostyles thurberi
Her er så helsnylteren Pilostylis thurberi lige midt i billedet på værtsbusken Dalea emoryi, men se godt efter eller se fotoet t.h.
Pilostylis thurberi er en helsnylter, hvis vegetative dele gennemvæver værtsplanten, og kun de to mm brede blomster ses på værtens overflade. Her de dog kun i knop.
Mimulus tricolor, en variabel plante, hvor blomstens 3 farver gul, pink og okseblod ofte er mere markante.
Penstemon cardinalis bestøves hovedsageligt af kolibrier.
Ephedra er en nøgenfrøet bladløs stængelassimilant. T.v. en hunplante formentlig af E. aspera, og t.h. en hanplante i knop af muligvis samme art. Der er omkring 60 arter og 5 alene i Anza Borrego ørkenen. En ofte anvendt medicin plante, især i Kina.
Baja California
Baja California er en halvø syd for staten Californien. Halvøen hører til Mexico, men er for størstedelen skilt fra hovedlandet af den Californiske Gulf, hvortil Colorado floden har sit udløb. Halvøen blev skilt fra den Nordamerikanske tektoniske plade for 12-15 millioner år siden. Halvøen hører i dag til Stillehavspladen og bevæger sig fortsat væk fra fastlandet. Den nordlige del af halvøen er et aktivt vulkansk område. Nedbøren er meget sparsom og kan udeblive i flere år. Da jeg var der sammen med Dr. Job Kuijt sidst i april 1991, havde det tre uger forinden regnet efter 6 års tørke, så der var et væld af blomster og ikke mindst i alle ørkenområder. Herover ses t.v. gule Eriophyllum wallacei eller en Baerria art, i midten Platystemon californicus og t.h. en Mimulus sp. i Santo Tomas Valley.
Gilea sp. nordlige Santo Tomas Valley
Diplacus sp., nordlige Santo Tomas Valley
Cylindropuntia sp., Santo Tomas Valley
Euphorbia polycarpa, Santo Thomas Valley
San Quintin området domineres af klitter og vulkankegler. Vi var der på jagt efter den sjældne helsnylter Pholisma arenarium.
Vi fandt Pholisma arenarium, men i en miserabel forfatning. På grund af den langvarige tørke var mange af de acceptable værtsplanter døde, og selv om helsnylteren havde sendt blomsterskud op over jorden, så var de visnet inden blomstring og frøsætning. T.v. fotograferer Job Kuijt de sølle overjordiske rester, og t.h. sidder jeg med et meterlangt dødt blomstrigsskud, som blev gravet op for at nå ned til værtsroden og haustoriet.
T.v. ses flere blomstringsskud samt en værtsrod, hvor de røde pile peger på steder, hvor snylteren er fasthæftet med korte haustoriale rødder. Gul pil peger på værtsrodens spids. Bemærk hvor tynd værtsroden er efter haustorierne, da den er drænet for næring. – T.h.: Blomstrende Pholisma arinarium fotograferet på en lokalitet i Californien (Foto: Job Kuijt).
I kystområdet ved San Quintin voksede desuden en halvsnylter, nældesilke (Cuscuta salina) på en kveller (Salicornia sp.)
Stillehavskysten nord for El Rosario
Halvørken øst for El Rosario domineret af gule kurvblomster, Fouquieria (Idria) columnaris og Cardon kaktus (Pachycereus pringlei)
Fouquieria (Idria) columnaris kan nå en højde af 20 m. Ved vandmangel bøjer stammen sig modsat kaktus med ribbede stammer. T.h. sidder en Tillandsia sp. som epifyt på de små bladbærende sidegrene.
Her optræder Cylindropuntia sp., Fouquieria columnaris og et bunddække af californisk valmue, Escholtzia californica.
Penstemon sp. og Escholtzia califorica, Ø for El Rosario.
En bladroset hos Agave americana blomstrer kun én gang, og den kan gå op ti 60 år, før det sker. Blomsterstanden kan blive op til 12 m høj (se kaktusblomst på næste foto).
Myrtilocactus cochal?
Blomsterstand hos Agave americana
De to Fouquieria arter og kaktussen Pachycereus pringlei (Cardon) optræder på ovenstående to fotos. P. pringlei kan evt. forveksles med Carnegiea gigantea (Saguaro), der vokser i Arizonas andel af Sonora ørknen, men P. pringlei forgrener sig lavere nede på stammen, har færre stængelribber (15-17), og blomstrer længere ned ad stammen. P. pringlei har et symbiotisk samliv med kvælstoffixerende bakterier og svampe, der gør det muligt for kaktussen at vokse direkte på sten uden jord jvf. billedet t.h. taget NV for Catavina.
Pachycereus pringlei er verdens nulevende højeste kaktus med 19,2 m med en stammediameter på næsten 1 m. En vandfyldt P. pringlei vejer flere tons.
Fouquieria splendens (Ocotillo), NV for Catavina
Harfordia macroptera, NV for Catavina
Caliandra cfr. californica, NV for Catavina
Echinocereus engelmannii, NV for Catavina
Ferrocactus sp., NV for Catavina
Yucca cfr. schidigera, NV for Catavina
Arroyode Catavinacito, 46 km NV for Catavina
Fouquieria columnaris og Larraea tridentata, NV for Catavina
Forgreningen hos Fouquieria columnaris er en somatisk mutation
Uidentificeret kurvblomst, NV for Catavina
Larrea tridentata, S for Catavina
Pedilanthus cfr. macrocarpus, S for Catavina
Isla Angel de la Guarda i den Mexicanske Gulf ses i baggrunden. På østsien af Baha Californien var der stadig tørke, så Fouquieria splendens og de hvidbarkede Bursera træer er stadig bladløse. Vest for Bahia de los Angeles.
Længere inde på halvøen, hvor der var faldet regn for ca. 5 uger siden, var der blade på træerne, og de var straks blevet angrebet af den gullige nældesilke Cuscuta veatchii.
Cuscuta veatchii på Bursera sp. Forklaringen på at finde nældesilken helt oppe i toppen af træerne må være, at frøene er spredt af fugle, så de kan spire direkte på værtsplanten, så snart den springer ud. Generelt vokser Cuscuta arter meget hurtigt og kan som her på få uger danne hele måtter af slyngende stængler. På billedet t.h. synes værtsplanten allerede ved at være ved at visne som følge af nældesilke angrebet. Isla Angel de la Guarda, Vest for Bahia de los Angeles.
Cuscuta veatchii på Bursera sp., anses for at være helsnylter. Vest for Bahia de los Angeles.
Orthocarpus purpurascens (= Castilleja exserta) er en halvsnylter. San Vicente.
Krameria grayi er en tornet halvparasitisk busk, der blomstrer før bladene springer ud. Frugten er ejendommelig ved, at den omgives af de to nedre kronblade og den blivende krogformede griffel. De blivende kronblade udvikler harpun-lignende torne, så frugterne er veludstyret for dyrespredning. Vest for Bahia de los Angeles.
Her er alle de mest karakteristiske ørkenplanter på Baja California halvøen. Pachycereus pringlei (Cardon), Fouquieria splendens (Ocotillo) og F. columnaris, Agave americana og Larrea tridentata (kreosotbusk). Vest for Bahia de los Angeles.
Hermed er denne rundtur i nordamerikanske ørkner slut, men se også siden Xerofytter under Botaniske emner.
H S Heide-Jørgensen, Januar 2021