Rundbladet soldug er den mest udbredte soldug art i Danmark. Den er cirkumpolar inklusive det sydlige Grønland. Den trives fint med konkurrence fra tørvemos (Sphagnum). På billedet th. vokser soldug tæt rundt om en grundvands regulere klitlavning i den rødbrune bræmme, hvor der hverken er for vådt eller tørt.
Drosera rotundifolia blomstrer i august. De 5-tallige blomster er kun åbne midt på dagen, og de sidder højt hævet over fælderne. I tørt og solrigt vejr kan slimen på tentaklerne tørre ud. På billedet herunder ses i midten et blad foldet sammen om et bytte som resultat af den på hovedsiden omtalte auxin regulerede vækstbevægelse.
Langbladet soldug - Drosera anglica
Langbladet soldug har i Danmark kun få voksesteder på højmoser og i fugtige klitheder i Jylland. Dens totale udbredelse er næsten cirkumpolar. Den findes dog ikke i Island og Grønland, men i Nordamerika når den op i Alaska. Der findes også nogle subtropiske forekomster på Hawaii og i det sydlige Europa og sydlige Japan. Den trives fint i sure omgivelser mellem Sphagnum. Den overvintrer ved vinterknopper kaldet hibernakler. Arten er selvbestøende og menes opstået som en diploid hybrid mellem den nordamerikanske D. linearis og D. rotundifolia. Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
Liden soldug - Drosera intermedia
Liden soldug findes især i moser, hvor den står under vådere forhold end de to øvrige danske arter, rundbladet og langbladet soldug. Den har hovedudbredelse i det vestlige Europa og østlige Nordamerika, men når ned i det nordlige Sydamerika. I tempereret klima overvintrer den ved hibernakler. Bladene er oprette, og formen er intermediær mellem de to førnævnte arter. Blomsterstanden virker sidestillet, idet den er bøjet til siden, mens den står opret centralt i rosetten hos de to andre danske arter. Bomstrer fra juni til august. På billedet t.h. vokser den sammen med blærerod Utricularia australis. – Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
Franske Céret i de østlige Pyrenæerne er besøgt i juli 2004, maj 2008 og juni 2017. Vi fløj til Barcelona og kørte herfra i lejet bil til Céret samt omkringliggende byer og landskaber. På siden her er de tre besøg slået sammen til et. Besøgte lokaliteter kan ses ved at klikke på billedet af havnen i Barcelona med storbyen i baggrunden. Tynd gul streg er den fransk-spanske grænse.
På vej fra Bacelona overnattede vi på et hotel i Granollers og kørte næste dag ud til østkysten ved Mataró og gjorde holdt ved St. Pol
Undervejs til Céret besøgte vi Salvador Dali museet i Figueres i 3 timer. Der var nok af spøjse ting at se på inklusive en spejlblank bil med en markant kølerfigur.
Céret er en charmerende by med ca. 7.500 indbyggere. Hovedgaden er kantet med store platantræer. Billederne herover er taget på en markedsdag. Byen har et fint kunstmuseum.
Den gamle bydel har smalle brolagte gader. Herover ses fra venstre en gammel byport, Rue du Commerce og for enden af gaden kirken St. Pierre (L’eglise Céret), der er Frankrigs største barok kirke.
I Céret boede vi fast i et hus med tagetage, hvor der var en storslået udsigt over både byen og det omgivende landskab. Det højeste bjerg i baggrunden er Pic du Canigó på 2.785 m.
Udsigt fra tagterrasse til L’eglise Céret og t.h. interiør fra kirken
Der er mulighed for flere gåture lige uden for byen. Herover ses Albizzia julibrissin og en biflod til Le Tech.
Der er også mulighed for bjergklatring ved La Cascade vandfaldet i bifloden til Le Tech
Man kan også gå tur langs floden Le Tech, der krydses af tre broer. Den ældste bro (forrest på foto nederst t.h.) er en middelalderlig stenbuebro opført mellem 1321 og 1341 med navnet Pont du Diable.
Gråænder i Le Tech floden
Landsvale
Helsnylteren Orobanche hederae (gyvelkvæler) har vedbend som vært
Rhinanthus sp. (skjaller) er en halvsnylter med egen fotosyntese og mange værter
Verbascum pulverulentum (kongelys)
Prunus armeniaca (pomerans)
Opuntia sp.
Campsis cfr. grandiflora
En længere vandretur kan man foretage vest for Céret i højdedraget Le Ventous. Billedet øverst på siden med vinmarker er fra Ventous området. T.v. ses Céret og t.h. en blomstrende Cytisus sp.
En lidt længere udflugt gik til Villefranche de Conflent med kirken Eglise St. Jacques (foto t.v.)
Ved byen ligger seværdigheden Grotte de Cova-Bastera, hvor grotterne dels bruges som et fort, der med kanoner kan kontrollere hovedvejen, dels som et naturhistorisk museum, der dækker udviklingen fra før dinosaurerne til efter sidste istid.
Diverse scenarier og knoglefund beretter om menneskenes brug af grotterne
Godt 300 m syd for Villefranche kommer man til de imponerende drypstenshuler Grottes des Canalettes
Bjerget består hovedsageligt af kalksten, og når regnvand siver ned gennem den porøse kalksten, opløser det lidt kalkspat, der udfældes, når vandet drypper ned fra huletaget som stalaktitter, mens det, der rammer hulegulvet, vokser op som en stalagmit. Drypstenene vokser kun 2 mm på 100 år. Hvor bjerget indeholder jern, får drypstenene rødgule farver. De følgende 5 fotos taler for sig selv.
Der er søer og vandløb flere steder i bunden af grotterne
En særlig stor grotte bruges til foredrag og koncerter
En eftermiddag tog vi til Gorge de la Fou ved Arles sur Tech sydvest for Céret. Det er Europas smalleste og dybeste canyon, som man kan gå 1½ km ind i på en gangbro over ‘floden’, der har gravet sig 200 m ned i bjerget, der ses herover.
Netværket over gangbroen opsamler nedfaldne sten
Den fugtige luft og reducerede lysmængde giver gode vækstbetingelser for især mosser og bregner på klippevæggene. Herover er det Asplenium scolopendrium og A. trichomanes.
Ramonda myconi er en tropisk relikt
Saponaria ocymoides
Flere steder er der små vandfald i canyon bunden, og mod slutningen bliver er canyonen bredere
Efter 1½ km åbner Gorge de la Fou sig i en dal med en stejl bjergvæg
Dyreliv i Gorge de la Fou var der ikke meget af, men ved indgangen så vi dog en kejserkåbe (Argynnis paphia) og en honningbi på Urospermum dalechampii
SV for Gorges de la Fou ligger den lille by Lamanère med blot ca. 50 indbyggere, og blot et par hundrede meter fra byen ligger et lille isoleret kapel, Église Sainte-Christine de Lamanère
Landskab omkring Lamanére
I weekenden valgte vi at flygte fra Céret, fordi der var tyrefægtning og tusindvis af mennesker i byen, så den ville være fuld af larm og alskens efterladenskaber. Vi kørte ind i bunden af dalen, hvor Céret ligger og fandt et hotel i den lille kurby La Preste liggende ved siden af en gård med geder.
Efter ankomsten kørte vi op til et naturreservat 1600 m.o.h., men vejret var desværre noget fugtigt og køligt. Herover ses skov-gøgeurt, Dactylorhiza fuchsii, halvsnylteren, Rhinanthus sp., og løvemund, Antirrhinum majus. Den sidste stod dog i en vejkant uden for reservatet.
Dianthus cfr. hyssopifolius
Digitalis lutea
Doronicum cfr. montana
Pyrola minor
Leopoldia comosa (syn. Muscari comosum)
Silene cfr. latifolia
Bjerg-mandstro, Eryngium campestre
Storblomstret brunelle, Prunella grandiflora
Træbuk/blomsterbuk, Strangalia sp.
Femplettet køllesværmer, Zygaena lonicerae
Næste dag gik med at køre ad mindre snirklede veje fra by til by mod Céret og bedre vejr, så vi hele tiden kunne holde os i tørvejr. Vi gjorde stop i Prats de Molló med kirke og fæstningen Fort la Garde.
Kirketårn i Montferrer med ca. 200 indbyggere
Corsavy med under 250 indbyggere
Maurisk tårn i Corsavy. Middelalderens muslimske indbyggere på den Iberiske halvø og i Syd-Frankrig kaldes maurer. Deres forsøg på at udvide deres magt nord for Pyrenæerne endte med et større slag i 732, men en række udkigs- og forsvarstårne vidner om deres tilstedeværelse.
Maurisk tårn i byen Saint Marsal med ca. 100 indbyggere samt en imponerende flot dekoreret kirkedør
Cameilles (?), byen med ca. 60 indbyggere hvor have- og hårkunst forenes
Nær byen Taulis havde man skrællet barken på korkegen (Quercus suber). Det kan gøres hvert 9. år. Længere fremme ad vejen mellem Oms og Céret var der blomstrende ægte kastanje (Castanea sativa) i skoven.
Andre udflugter gik til Middelhavskysten via vejen gennem byen Soréde til Port Argeles, hvor der er en god badestrand ved Plage du Racou.
Fortsætter man sydpå, kommer man til Collioure med et stort fort
Fra Collioure kan man se Fort d’Elme på en bakketop bag byen. Gaden herover fungerer som afvandingskanal ved oversvømmelse efter skybrud.
Port-Vendres med Fort d’Elme i baggrunden
Næste by sydpå er Banyuls-sur-Mer
Village-des Aloè med ferielejligheder omgivet af flot landskab ligger kun et par km fra den spanske grænse
Robinia pseudoacacia (t.v.) og Spartium junceum i Maki vegetation på vej op til forladt jernmine ved Coll de la Descarga
Cistus albidus
Cistus monspeliense
Anarrhinum bellidifolium
Helleborus foetidus
Erica arborea
Umbilicus rupestris
Sedum album
Convolvulus althaeoides
Lavandula stoechas
På vej op til forladt jernmine og blomsterrig alpin eng godt 1500 m.o.h. ved Coll de la Descarga
Området bruges af heste og køer til græsning
Af andre dyr så vi haletudser og et firben
Landskabet var flot. T.h. en perfekt landing uden faldskærm med et maurisk tårn i horisonten.
Det mauriske tårn mere synligt, og levn fra jernminen anes et par steder på højre foto
Gentiana kochiana
Gentiana verna
Cistus salvifolius
Primula elatior
Euphorbia cyparissias
Ranunculus montanus
Stellaria holostea
Pylygala alpestris
Potentilla cfr. verna
En anden udflugt gik til Les Orgues d’Ille-sur-Tet. Det var en gang et sandstens plateau, som regn og vind har eroderet, så det, der står tilbage, ligner orgelpiber.
Flodaflejringer formentlig fra istiden har overlejret sandstenen, og nogle steder ses disse aflejringer som sammenkittede store sten på toppen af sandstens tinderne
Bemærk istidsaflejringen på toppen af tinden t.v. samt broer i sten og træ
Les Orgues d’Ille-sur-Tet
Les Orgues d’Ille-sur-Tet
Den klorofylfrie helsnylter Cytinus hyposistus stod i skyggen under en Cistus laurifolius (klik på højre foto for at se værten). På venstre foto er snylteren i knop stadium. T.h. besøges en udsprunget blomst af en honningbi, men C. hypocistus menes primært at være myre bestøvet.
Hjemturen fra Céret gik via Barcelona efter et par overnatninger i den spanske badeby Lloret de Mar, hvor hotellerne ligger side om side langs stranden
Lloret de Mar har selvfølgelig også en fæstning
Promenade langs stranden
Hotel-facade
Limoniastrum monopetalum er en udpræget salt tolerant plante
Klippekyst med skarver (Phalacrocorax carbo) ved Lloret de Mar
Skarver ved Lloret de Mar – de gule fødder viser, det er ungfugle, da voksne har sorte fødder