Sarracenia - nektarier
Sarracenia har små nektarier både udvendigt og indvendigt på kanderne, men koncentrationen af nektarier er særlig tæt langs kanderanden, på lågets inderside og i den øvre del af kandens indervæg. Desuden findes en del nektarier på kanten af vingen, og de danner et såkaldt myrespor, idet myrer og andre kravlende dyr følger dette spor fra basis af kanden op til kanderanden, hvor de risikerer af falde i fælden.
Sarracenia purpurea. Tværsnit af kandens yderside. T.v. ses et nektarie og t.h. en spalteåbning med to læbeceller (farvning: PAS-anilinblåsort).
Nektarierne består af ca. 14 celler. Yderst ses 2 centrale tykvæggede celler omgivet af 4 tyndvæggede kirtelceller. De to centrale celler har forkorkede vægge og er døde, og de har tilsyneladende ingen funktion. De opfattes som degenererede læbeceller og nektariet dermed som oprindelig udviklet omkring en spalteåbning.
Sarracenia purpurea. Nektarie omgivet af skælhår på kandens inderside. Centralt ses de to omdannede ‘læbeceller’. Den smalle ringformede vold på toppen af de to celler viser, at kutikula har været løftet op fra cellevæggen under nektarsekretionen og derefter er klasket sammen under fixering til scanning elektron mikroskopi.
S. purpurea. Nektarie svarende til foto t.v. men fra kandens zone 3 (se skitse her). Farvestoffet neutral-rødt er optaget i kirtel-cellerne, men ikke i de døde forkorkede ‘læbeceller’.
—Den udskilte nektar øger trykket i cellevæggene over kirtlen, og det får kutikulaen til at løsnes fra cellevæggene hen over de to degenererede ‘læbeceller’, og den spændes ud som en ballon. Den i forvejen tynde kutikula strækkes derved så meget, at der opstår små revner som nektar, duftstoffer og vand trænger ud af. Nektarierne er bygget ens overalt på kanderne, men sekretets sammensætning varier, så nektarierne i kandens nedre del primært udskiller vand. Billedet til venstre viser et sådant vandudskillende nektarie efter, at kanden har været fyldt delvist op med farvestoffet neutralrødt i 7 timer. Farvestoffet er optaget i de levende kirtelceller, men ikke i de døde ‘læbeceller’, hvor korkvæggene er uigennemtrængelige, og heller ikke i de omgivende epidermisceller, hvor kutikula er tyk og veludviklet (se også her).