Darlingtonia udskiller måske ikke selv fordøjelsesenzymer, og i så fald er nedbrydningen helt afhængig af enzymer fra bakterier og andre organismer i kandevæsken. Situationen synes dermed den samme som hos Sarracenia purpurea, hvor kanderne danner rammen om et næsten selvstændigt økosystem. Darlingtonia kandernes bundzone viser væsentlige fællestræk med S. purpurea såsom tilstedeværelse af kloroplaster (grøkorn) i epidermiscellerne, der via fotosyntese kan levere ilt til de organismer, der lever som symbionter i kandevæsken. Foruden bakterier og protozoer drejer det sig om larver af mitterne Metriocnemus edwardsi og Sarraceniopus darlingtoniae. Dyrenes ånding leverer kuldioxyd til fotosyntesen i epidermiscellerne. Darlingtonia har ikke samme type hypodermis (cellelaget under epidermis) som Sarracenia til at blokere for kuldioxyd tilførsel til epidermiscellernes grøkorn via bladkødets system af intercellulærrum og spalteåbninger på kandens yderside. Til gengæld er der kraftig forvedning af cellevæggene i og omkring hypodermis (foto øverst t.v.). Sammen med de manglende intercellulærrum i dette område giver det grund til at antage, at hypodermis isolerer epidermis fra resten af bladet med samme effekt som hos S. purpurea. Da epidermiscellernes ydervægge ikke er kutiniserede, er der åbent for næringsoptagelse på tværs af ydervæggene. Hele bundzonen kan dermed opfattes som en stor nærings-absorberende kirtel som hos S. purpurea. Manglen på egentlige fordøjelseskirtler, der både udskiller enzymer og optager næringsstoffer gør de to arter til relativt primitive kødædende planter.

————— –                                               H. S. Heide-Jørgensen, marts 2010.