Begge kirteltyper antages for fordøjelseskirtler, men det er ikke påvist, at de fungerer som sådan. Hos de fleste kødædende planter kan fordøjelseskirtler både udskille enzymer og optage næring. Det er bemærkelsesværdigt, at kirtlerne hos Cephalotus kun findes på valkene, da de ikke altid kan påregnes at være under væske niveau, og da hele bundzonen under valkene er helt uden kirtler. Det er ikke undersøgt, om bundzonen, hvor næringen er koncentreret, fungerer som en stor absorberende kirtel, som det er tilfældet i Sarracenia familien (se her). De store ‘vulkankirtler’ synes ud fra strukturen primært at have udskillende funktion. Der er påvist protease og sur phosphatase i uåbnede kander, og disse enzymer kunne komme fra vulkankirtlerne. De fungerer som beskrevet for nektarierne på peristomietænderne. Kirtelcellerne er indkapslet af endodermoide celler, hvor de radiære vægge på farvefotoet t.v. fremstår farveløse, da væggenes hulrum er blokeret af fedtstoffet kutin. Ledningsstrengene når frem til én celle fra de endodermoide celler. Der ses sivæv imellem de to markerede ledningsstrenge. Fotoet herunder t.v. viser, at kutikula på de centrale kirtelcellers overflade er gennembrudt af kanaler bestående af cellulose og pectin, så de tillader udskillelse af enzymer. Desuden kan trykket under kutikula blive så stort, at den løftes op fra cellevæggen som en ballon (rød pil på venstre foto), og herved åbnes kanalerne yderligere.