Sarracenia
Sarracenia
Sarracenia leucophylla vokser i sumpe i det sydlige Alabama og tilstødende stater i USA. De hvide pletter og røde årer på låget og kandens øvre del tiltrækker bl.a. fluer.
Sarracenia purpurea. Se mere om blomstens bygning neden
for.
SARRACENIA – trompetkande – (uofficielle danske navne er bl.a. trompetplante og fluetrompet) er en slægt af kødædende planter i familien Sarraceniaceae, der er navngivet efter den canadiske læge Michel Sarrazin. Navnet har således ingen forbindelse til saracenernes hjelme, selv om bladenes udformning hos nogle arter minder om en hjelm. Alle 8 arter er hjemmehørende i det sydøstlige USA, men S. purpurea findes desuden langt op i Canada og er naturaliseret flere steder i Europa. Foruden underarter og varieteter, findes der adskillige naturlige hybrider samt endnu flere kunstige hybrider, der ofte er i handlen.
Alle arter er flerårige urter med jordstængler. Der anlægges først korte flade ungdomsblade (juvenile blade), og derefter rosetter af op til 1 m lange tragt- eller kandeformede blade, der fungerer som faldgrubefælder. Kandernes øverste del kan være opret, ombøjet eller forsynet med et ubevægeligt låg, og ved hjælp af stærke farver, fenestrering (klorofylfrie partier der fremtræder som gennemskinnelige lyse pletter) og nektarier fungerer denne del af kanden som lokkemiddel for insekter og andre smådyr. Kanderne formodes anlagt ved en kombineret indkrængnings- og sammenrulningsproces, hvor bladrandene på et oprindeligt hjerteformet blad vokser delvist sammen samtidig med, at bladundersiden vokser mere end oversiden. Herved kommer bladets oprindelige overside til at beklæde indersiden af kanden, og undersiden med spalteåbninger danner kandens yderside. Langs de sammenvoksede bladrande fremkommer en mere eller mindre markant bladvinge, der på kanten er forsynet med nektarier. Dette såkaldte myrespor lokker kravlende insekter og hvirvelløse dyr op til kanderanden.
Kanderanden er indrettet, så dyrene let mister fodfæstet og falder ned i kanden, hvor de drukner i en væske, der til dels er udskilt af kanden og til dels består af regnvand. Kandens inderside er indrettet, så dyrene ikke kan kravle op ad væggen og slippe fri (se fotos med beskrivelse). Væsken indeholder fordøjelsesenzymer, der dels produceres af kirtler i kandevæggen, dels stammer fra bakterier og andre organismer, der lever i kandevæsken. Hele kandens bundzone fungerer som en stor fordøjelseskirtel, der hos S. purpurea desuden har en særlig funktion som leverandør af ilt til symbionter, der lever i kandevæsken (se mere her). Denne ene art menes ikke selv at producere enzymer til fordøjelse af byttet.
I det tidlige forår produceres langstilkede blomsterstande med nikkende, radiærsymmetriske, 5-tallige blomster, hvor støvfanget ligner en udslået hængende paraply. Her opsamles støvet (pollenkornene), som besøgende humlebier derefter samler op med brystet. Kanderne anlægges hos de fleste arter sommeren igennem, og den tidsmæssige og rumlige forskel i anlæggelse og placering af blomster og kander forhindrer konkurrence mellem blomster og fælder om de samme dyr som bestøvere og bytte. Halvdelen af arterne anlægger desuden først og sidst på vækstsæsonen flade blade, der alene tjener til fotosyntese.
En række insekter benytter kanderne som levested og jagtområde. Edderkopper, knælere og tilmed frøer sidder på lur ved kandernes munding efter dyr, der lokkes til kanderne for at søge nektar. Tre natsværmer arter og specielt Exyra semicrocea benytter kanderne som spisekammer for larverne og beskyttet sted til forpupning. Der lægges et æg per kande, og larven går straks i gang med at spise indervæggen cirkelformet et stykke under mundingen, så den øvre del af kanden klapper sammen som et låg, der beskytter mod regn og fjender. Før pupningen gnaves to huller, et udgangshul for den voksne lige over resterne af kandens byttedyr og et drænhul lidt længere nede.
Larven har nu en bolig og et spisekammer for vinteren. Den voksne natsværmer gemmer sig også i kanderne, og den kan gå på indervæggen uden problemer. Fugle har lært, at udgangs- og drænhuller betyder larver, som de derefter røver. Hvepsen Isodontia auripes bygger reder af græs i kanderne, hvor den oplagrer bedøvede cikader til dens larver. Hos Sarracenia purpurea er der konstateret et kompliceret samliv mellem den kødædende plante og en række organismer, så kanderne næsten repræsenterer et selvstændigt økosystem.
Se også publikations listens abstract 67, hvor følgende foredrag kan downloades: Liv og død i kødædende planters faldgrubefælder, specielt i slægten Sarracenia.
H. S. Heide-Jørgensen, januar 2010.
Return to Carnivorous plants