Passiflora - Vegetativ morfologi
Vækstformen hos Passiflora er meget varierende. Der findes nogle få énårige, rent urteagtige arter, der bare når knæhøjde. Det store flertal er klatreplanter eller lianer enten med forveddet basis og årsskud, der dør tilbage efter hver vækstsæson eller som fortsætter væksten og forvedder det følgende år. De sidste bliver mange meter lange. Desuden findes der egentlige træer op til 15 m høje med enkelt stamme og en diameter på 20 cm i 1½ m’s højde. Rodsystemet er dårligt kendt, men nogle arter har jordstængler (rhizomer), der anvendes til vegetativ formering, og enkelte arter (bl.a. P. caerulea) danner adventivknopper på rødderne til samme formål.
Klatreplanter har i forhold til plantens længde relativt tynde og let forveddede stængler, der ikke slynger sig omkring støtteværten. Stænglerne er runde eller kantede, og kanterne kan være forsynede med vinger. Hos et mindre antal arter er skudspidsen ombøjet, så selve vækstpunktet vender bagud i forhold til vækstretningen. Passiflora klatrer v.hj.a. ugrenede slyngtråde. Ved hvert bladfæste (nodie, knæ) sidder der to akselblade samt to akselknopper i serie på langs ad stænglen. Den nederste af disse knopper (nærmest bladstilken) udvikler en slyngtråd, mens den øverste kan danne sideskud, blomsterstand eller forblive sovende eller undertrykt, mens enlige blomster tilsyneladende fremkommer sidestillet til slyngtråden, så skudbygningen må siges at være temmelig kompliceret.
Bladene sidder i skrue (2/5) undtagen hos arter med trekantede stængler (1/3) samt visse australske arter, hvor bladene er modsatte samt hos P. quadrangularis og beslægtede arter, hvor bladstillingen er toradet (1/2). Brøken angiver med tælleren det antal gange, man skal rundt om stænglen for at komme til et blad, der sidder lige over det blad, man startede med at tælle fra. Nævneren angiver antallet af blade på turen. Alle arter har 2 akselblade (fodflige) ved foden af bladstilken. Deres form og størrelse varierer meget mellem arterne. De største bliver 1 m lange. Form, tykkelse og behåring hos løvbladene varierer ligeledes meget. Unge planter spiret fra frø kan have en bladfølge med simple helrandede blade nederst, så følger blade med få lober og derefter blade med det endelige antal lober, og først herefter udvikler akselknopperne slyngtråde (foto t.v.). Bladene kan desuden være variegerede (med forskellig farvetegning), men de er det sjældent, når planten er moden til blomstring.
Slyngtrådene (øverste og næstnederste foto t.v.) hos Passiflora sidder altid midt for stænglen, dvs. i selve bladakslen, mens de hos vin (Vitis) og græskar-familien (Cucurbitaceae) er sidestillede og grenede, hvad de meget sjældent er hos Passiflora. Kun træformerne hos Passiflora har ingen slyngtråde. Enkelte arter udvikler en hæfteskive i spidsen af slyngtråden. Slyngtrådene bevæger sig i cirkelbevægelser, og Darwin fandt, at en P. gracilis slyngtråd kan sno sig en hel omgang på 43 minutter ved 32°C. Studiet af primitive Passiflora arter har vist, at slyngtråden skal opfattes som en modificeret blomsterstilk på en bortreduceret endestillet blomst på en større blomsterstand placeret som normalt i akslen af et blad. Det forklarer også, at blomsterne hos nogle arter sidder parvist sidestillet i forhold til stængel og slyngtråd.
Ekstraflorale nektarier (nederste foto) findes hos mange arter forskellige steder på planten. De kan sidde på bladpladen, bladranden, bladstilken eller på randen af dækbladene. De menes alle udviklingsmæssigt at kunne føres tilbage til kirtler på bladtænderne hos de mest primitive arter. Nektarier på dækbladene tjener til at holde nektar røvere væk fra blomsterne. Flere kolibri bestøvede arter (f.eks. Passiflora vitifolia) udsættes for nektar røvere i form af bier, der ikke kan nå ned til nektaren med deres munddele p.gr.a. det lange kronrør, men disse bier gnaver hul på kronrøret, og ad den vej får de fat i nektaren uden at bestøve blomsten. Nektarier på dækbladene afleder biens opmærksomhed og tiltrækker desuden myrer og hvepse, der samarbejder med blomsten ved at jage bier og æglæggende Heliconius sommerfugle væk. Nektarier på blade og bladstilke skal primært ses som et værn mod sommerfugle. Nektar røveri sker på tilsvarende måde hos mange blomster fra snylteplante familien Loranthaceae. Bladstilkenes nektarier har desuden stor systematisk betydning.
H. S. Heide-Jørgensen, marts 2011.