Rundbladet soldug er den mest udbredte soldug art i Danmark. Den er cirkumpolar inklusive det sydlige Grønland. Den trives fint med konkurrence fra tørvemos (Sphagnum). På billedet th. vokser soldug tæt rundt om en grundvands regulere klitlavning i den rødbrune bræmme, hvor der hverken er for vådt eller tørt.
Drosera rotundifolia blomstrer i august. De 5-tallige blomster er kun åbne midt på dagen, og de sidder højt hævet over fælderne. I tørt og solrigt vejr kan slimen på tentaklerne tørre ud. På billedet herunder ses i midten et blad foldet sammen om et bytte som resultat af den på hovedsiden omtalte auxin regulerede vækstbevægelse.
Langbladet soldug - Drosera anglica
Langbladet soldug har i Danmark kun få voksesteder på højmoser og i fugtige klitheder i Jylland. Dens totale udbredelse er næsten cirkumpolar. Den findes dog ikke i Island og Grønland, men i Nordamerika når den op i Alaska. Der findes også nogle subtropiske forekomster på Hawaii og i det sydlige Europa og sydlige Japan. Den trives fint i sure omgivelser mellem Sphagnum. Den overvintrer ved vinterknopper kaldet hibernakler. Arten er selvbestøende og menes opstået som en diploid hybrid mellem den nordamerikanske D. linearis og D. rotundifolia. Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
Liden soldug - Drosera intermedia
Liden soldug findes især i moser, hvor den står under vådere forhold end de to øvrige danske arter, rundbladet og langbladet soldug. Den har hovedudbredelse i det vestlige Europa og østlige Nordamerika, men når ned i det nordlige Sydamerika. I tempereret klima overvintrer den ved hibernakler. Bladene er oprette, og formen er intermediær mellem de to førnævnte arter. Blomsterstanden virker sidestillet, idet den er bøjet til siden, mens den står opret centralt i rosetten hos de to andre danske arter. Bomstrer fra juni til august. På billedet t.h. vokser den sammen med blærerod Utricularia australis. – Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
Inner palisade cell with plastoglobuli (PG) under extrusion to the central vacuole. November 13. Bar = 1µ
Mikkelsen T N, Heide-Jørgensen H S. 1996. Acceleration of leaf senescence in Fagus sylvatica L. by low levels of tropospheric ozone demonstrated by leaf colour, chlorophyll fluorescence and chloroplast ultrastructure. Trees 10:145-156.
Abstract/Summary: From April 1988 to October 1991 three-year-old seed propagated beech (Fagus sylvatica L.) trees were exposed in open-top chambers to four different levels of air pollution 1) charcoal filtered air, 2) ambient air, 3) ambient air plus 30 nl l-1 ozone during the summer, and 4) ambient air plus 30 nl l-1 ozone during the summer and 20 nl l-1 SO2 and NO2 during the winter. Leaf colour was studied in the autumns of 1989 and 1991 and a close relationship between ozone dose and premature senescence was found. A correlation also exists between the colour groups and chlorophyll fluorescence (Fv/Fm). Ozone fumigation increases the size and speeds up the development of the plastoglobules. This is described using an index based on the volume of plastoglobules as a percentage of chloroplast volume. The index was significantly higher for ozone fumigated plants than for control plants during August to November 1989. According to all three methods it is concluded that low levels of ozone accelerate leaf senescence processes in F. sylvatica. There are indications that leaves of the first and the second flush react differently to the ozone treatment. Irrespective of the ozone treatment a special cell wall structure, probably a local suberization, is confined to the subsidiary cells in leaves of the first flush.