UTRICULARIA - blomstring
Utricularia alpina findes i det nordlige Sydamerika og på mange øer i Antillerne.
Utricularia reniformis, en endemisk brasiliansk art.
U. alpina, Sporen er delvist synlig.
Utricularia har énsymmetriske 2-læbede maskeblomster, idet underlæben er udstyret med en udposning, der vender op mod overlæben og lukker for adgangen til blomstens kønnede dele, der består af 2 støvdragere og et 2-bladet frugtanlæg med én griffel. Der vides ikke meget om bestøvningen, men den menes at ske ved insekter, der er stærke nok til at tvinge sig vej ind til de kønnede dele.
Utricularia reniformis, langt blomsterskaft.
Fra læben udgår desuden en spore, der kan være længere end læben eller blot en kort udposning. På masken ses ofte ledelinier, som insekter benytter til orientering om, hvor de kommer ind i blomsten. Bægeret er 2- eller 5-delt. Frugten er en énrummet kapsel med mange frø, der spredes med vind eller vand. Blomsterne sidder énligt eller i klase på et skaft, der ofte er meget langt i forhold til plantens størrelse. Hos vandplanter hæves blomsterstanden over vandoverfladen.
Den brasilianske Utricularia reniformis herover er en sumpplante, der bestøves af humlebier. Der er påvist nektar i sporen. Det lange blomsterskaft bevirker stor rumlig adskillelse mellem blomster og fælder, men det har ikke samme betydning som beskrevet for Cephalotus follicularis. Det lange skaft gør sandsynligvis blomsterne mere synlige for bestøverne mellem anden vegetation på voksestedet.
Utricularia sandersonii (t.v. og t.h.) er endemisk i Sydafrika, hvor den vokser som sumpplante eller lithofyt i mospuder på klippevægge fra 210 m til 1200 m.o.h. Dens tvedelte kaninøre-lignende overlæbe er et sikkert arts kendetegn. Den er angivet som invasiv art i New Zealand.
Utricularia sandersonii endemisk i Sydafrika.
Utricularia sandersonii med lang spore.
Utricularia vulgaris, Almindelig blærerod.
Utricularia vulgaris med flue.
U .vulgaris (Almindelig blærerod t.v.) og U. australis (Slank blærerod t.h.) ligner hinanden til forveksling, men kan kendes på, at underlæbens sider hos U. vulgaris bøjer nedad, mens de hos U. australis bøjer opad eller er uden bøjning. De er begge frit svømmende vandplanter med fint opdelte blade og talrige blærer på skud, der kan blive 1 m lange. Disse og flere andre arter anlægger først på vækstsæsongen kleistogame blomster, dvs blomster der aldrig åbner sig. De kan som regel selvbestøves og dermed producere frø.
Utricularia australis, Slank blærerod.
En flue ses på billedet t.v., men den har formentlig blot fundet sig et hvilested og er næppe i stand til at bestøve blomsten. U. australis findes i hele den gamle verden, mens U. vulgaris er begrænset til Europa og Asien. I Nordamerika og Øst-Asien erstattes den af U. macrorhiza, der også kan betragtes som en underart.
Utricularia vulgaris er udbredt i Europa og Asien.
U. lateriflora (t.h.) er en endemisk australsk sumpplante, der er taget med her for at illustrere den store variation i blomsternes udseende. Både blomster og blade er små, og vegetativt ligner den U. sandersonii med blade der er blot 3 mm lange.
Utricularia lateriflora, endemisk i Australien.
H. S. Heide-Jørgensen, maj 2014.
Retur til Utricularia eller Oversigtsskema