Pinguicula arter (Vibefedt)

                            
Pinguicula vulgaris

     Den hjemlige Alm. Vibefedt, Pinguicula vulgaris, har været kendt af menigmand i århundreder, og Simon Paulli nævner danske navne for den i 1648, men slægten nævnes først i 1875 af Darwin som kød-ædende. Alm. Vibefedt findes også på Færøerne og i Grønland, hvor den på vestsiden når op til 71°25’ og på østsiden til 73°10’. Den vokser på fugtig bund og ofte på mere næringsrige steder end andre kødædende planter. Den blomster i juni-juli. I sensommeren visner fangst-bladene, og der anlægges en vinterknop centralt i rosetten (Se under heterophylli).  

Pinguicula moranensis

      Pinuicula moranensis er hjemmehørende i Mexico og Guatemala, hvor de fleste vibefedt arter vokser. Sommerrosettens blade er flade, omvendt ægformede og op til 13 cm lange og besat med slimudskillende kirtelhår. Vinterrosettens blade er højst 5 cm lange, kødede, fint hårede, men uden slim- og enzymudskillende kirtelhår. Blomsterne varierer en del i form og farve fra rød- til blåviolette. De er op til 5 cm lange med en op til 3 cm lang bagudrettet spore fyldt med nektar. Blomsterstilkene kan blive indtil 25 cm lange, og de er som bladene besat med kirtelhår. Den foretrækker fugtige fyrre- og egeskove og klarer sig som andre kødædende planter fint på næringsfattigt underlag. Rødderne tjener primært til forankring. Den kan også vokse som epifyt. Den ses ofte i handelen, og der findes mindst en halv snes varieteter.

Bemærk kirtelhår i profil øverst t.v.

 

Pinguicula lusitanica

I det vestligste Europa findes bl.a. P. lusitanica i sure moser og andre vådområder. Den har 5-12 sjældent over 25 mm lange blade med stærkt indrullede rande. Den overvintrer som rosette. Blomsterne er ca. 10 mm store, lyserøde-lysviolette med gult svælg og en kort spore, max 4 mm.

 
 
 
Pinguicula grandiflora

     Pinguicula grandiflora er jeg ikke stødt på i levende live, men så er det jo fint, at den findes på frimærker. Den vokser ligeledes i sure moser og andre vådområder i det vestlige Europa. P. grandiflora har 5-8 stk 3-6 cm lange blade. I Europa har den slægtens største blomster med en 3±0,5 cm lang krone og en op til 14 mm lang spore. Den overvintrer med en vinterknop ligesom P. vulgaris.

H. S. Heide-Jørgensen, november 2020.

Tilbage til Pinguicula eller til Oversigtsskema

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin