Viscum.dk

Der er tre arter af soldug i Danmark

Rundbladet soldug - Drosera rotundifolia

     Rundbladet soldug er den mest udbredte soldug art i Danmark. Den er cirkumpolar inklusive det sydlige Grønland. Den trives fint med konkurrence fra tørvemos (Sphagnum). På billedet th. vokser soldug tæt rundt om en grundvands regulere klitlavning i den rødbrune bræmme, hvor der hverken er for vådt eller tørt.

     Drosera rotundifolia blomstrer i august. De 5-tallige blomster er kun åbne midt på dagen, og de sidder højt hævet over fælderne. I tørt og solrigt vejr kan slimen på tentaklerne tørre ud. På billedet herunder ses i midten et blad foldet sammen om et bytte som resultat af den på hovedsiden omtalte auxin regulerede vækstbevægelse.

Langbladet soldug - Drosera anglica

     Langbladet soldug har i Danmark kun få voksesteder på højmoser og i fugtige klitheder i Jylland. Dens totale udbredelse er næsten cirkumpolar. Den findes dog ikke i Island og Grønland, men i Nordamerika når den op i Alaska. Der findes også nogle subtropiske forekomster på Hawaii og i det sydlige Europa og sydlige Japan. Den trives fint i sure omgivelser mellem Sphagnum. Den overvintrer ved vinterknopper kaldet hibernakler. Arten er selvbestøende og menes opstået som en diploid hybrid mellem den nordamerikanske D. linearis og D. rotundifolia.
Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.

Liden soldug - Drosera intermedia

     Liden soldug findes især i moser, hvor den står under vådere forhold end de to øvrige danske arter, rundbladet og langbladet soldug. Den har hovedudbredelse i det vestlige Europa og østlige Nordamerika, men når ned i det nordlige Sydamerika. I tempereret klima overvintrer den ved hibernakler. Bladene er oprette, og formen er intermediær mellem de to førnævnte arter. Blomsterstanden virker sidestillet, idet den er bøjet til siden, mens den står opret centralt i rosetten hos de to andre danske arter. Bomstrer fra juni til august. På billedet t.h. vokser den sammen med blærerod Utricularia australis. – Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.

H. S. Heide-Jørgensen, december 2021.

Retur til Drosera hovedside

Pinguicula arter (Vibefedt)

                            
Pinguicula vulgaris

     Den hjemlige Alm. Vibefedt, Pinguicula vulgaris, har været kendt af menigmand i århundreder, og Simon Paulli nævner danske navne for den i 1648, men slægten nævnes først i 1875 af Darwin som kød-ædende. Alm. Vibefedt findes også på Færøerne og i Grønland, hvor den på vestsiden når op til 71°25’ og på østsiden til 73°10’. Den vokser på fugtig bund og ofte på mere næringsrige steder end andre kødædende planter. Den blomster i juni-juli. I sensommeren visner fangst-bladene, og der anlægges en vinterknop centralt i rosetten (Se under heterophylli).  

                          Pinguicula moranensis

      Pinguicula moranensis er hjemmehørende i Mexico og Guatemala, hvor de fleste vibefedt arter vokser. Sommerrosettens blade er flade, omvendt ægformede og op til 13 cm lange og besat med slimudskillende kirtelhår. Vinterrosettens blade er højst 5 cm lange, kødede, fint hårede, men uden slim- og enzymudskillende kirtelhår. Blomsterne varierer en del i form og farve fra rød- til blåviolette. De er op til 5 cm lange med en op til 3 cm lang bagudrettet spore fyldt med nektar. Blomsterstilkene kan blive indtil 25 cm lange, og de er som bladene besat med kirtelhår. Den foretrækker fugtige fyrre- og egeskove og klarer sig som andre kødædende planter fint på næringsfattigt underlag. Rødderne tjener primært til forankring. Den kan også vokse som epifyt. Den ses ofte i handelen, og der findes mindst en halv snes varieteter.

Bemærk kirtelhår i profil øverst t.v.

Pinguicula lusitanica

     I det vestligste Europa findes bl.a. P. lusitanica i sure moser og andre vådområder. Den har 5-12 sjældent over 25 mm lange blade med stærkt indrullede rande. Den overvintrer som rosette. Blomsterne er ca. 10 mm store, lyserøde-lysviolette med gult svælg og en kort spore, max 4 mm.

 
 
 
Pinguicula grandiflora

     Pinguicula grandiflora er jeg ikke stødt på i levende live, men så er det jo fint, at den findes på frimærker. Den vokser ligeledes i sure moser og andre vådområder i det vestlige Europa. P. grandiflora har 5-8 stk 3-6 cm lange blade. I Europa har den slægtens største blomster med en 3±0,5 cm lang krone og en op til 14 mm lang spore. Den overvintrer med en vinterknop ligesom P. vulgaris.


Der vises flere arter under menuen Carnivori på frimærker.

H. S. Heide-Jørgensen, november 2020.

Tilbage til Pinguicula eller til Oversigtsskema