DROSOPHYLLUM
Drosophyllum er en slægt med kun én art D. lusitanicum, der hidtil har tilhørt Soldugfamilien (Droseraceae), men har siden 2009 fået sin egen familie, Drosophyllaceae, Darwin henførte den til kødædende planter i 1875. Drosophyllem er flerårig med en forveddet basis. Stænglerne bliver hurtigt krybende og kan i naturen nå en længde på 1½ m. De tætsiddende skruestillede blade falder ikke af efter visning. Under væksten er bladene som hos Byblis tilbagerullede, det vil sige bladenes overside vender udad i den unge urfjerder-lignende blad-spids, hvilket er modsat situationen hos bregner og i øvrigt ukendt fra andre planter. De linjeformede blade er forsynede med 4 rækker tætstillede, stilkede og slimudskillende tentakler, der tjener til passiv indfangning af primært insekter.
Nedenfor kan du læse om følgende fire emner:
Forekomst
Fældens bygning
Tentakler og kirtler
Blomsten
Forekomst
Drosophyllum findes i Portugal, det sydligste Spanien omkring Gibraltar og i det nordligste Marokko. Den vokser ofte nær kysten på kalkholdig klippegrund og som regel mere tørt end de fleste kød-ædende planter.
Fældens bygning og funktion
Bladene er forsynede med slimud-skillende tentakler, der til forskel fra kirtelhår ikke kun er anlagt ud fra epidermisceller, men også indeholder ledningsvæv med forbindelse til bladets ledningsstrenge. Tentaklerne sidder tæt i 4 rækker med 2 rækker på undersiden og én række på hver af det linje-formede blads kanter. Placeringen på undersiden er fordelagtig, idet undersiden vender bort fra plantens akse, så kirtlerne er eksponeret mod omverdenen. Tentaklerne udskiller en klæbrig og elastisk slim, der indeholder gluconsyre, galaktose, arabinose m.m. Når vinden slår bladene sammen, trækkes slimen ud i lange tråde mellem bladene, så der dannes et netværk, der fungerer svarende til edderkoppers fangstnet.
Når et insekt kæmper for at komme fri af slimtrådene, brister de og trækker insektet ind på bladet, hvor byttet uundgåeligt kommer i kontakt med flere slimdækkede tentakler. Denne fangstmetode kaldes passiv, da der ikke indgår nogen af planten fremkaldt bevægelse i fangst-forløbet. Fælden fungerer dermed som en limpind. Hele planten udsender en sødlig duft, der kan være med til at lokke bytte til fælderne. Det kan ikke udelukkes, at solglimt i slimdråberne og de rødfarvede tentakelhoveder også kan virke dragende på visse insekter. På billedet herover ses et tværsnit af et ungt blad med stilkede tentakler og siddende fordøjelseskirtler under anlæggelse på bladundersiden.
Tentakler og fordøjelseskirtler
Tentaklerne er bygget som hos soldug (Drosera). De består af en stilk og et hoved adskilt af et lag endodermoide celler, der kontrollerer transporten mellem stilken og hovedets to lag kirtelceller. På billederne i midten og t.h. fremtræder cellevæggene mellem de endodermoide celler uden rød farve, fordi hulrummene mellem væggens cellulosefibriller er fyldt ud med lipider. Derved tvinges al transport mellem stilk og kirtelceller ind gennem de endodermoide celler, hvor cellemembranen kontrollerer, hvilke stoffer der kan passere. På de samme to billeder ses vandledende tracheider i midten af stilken. De ringformede afstivende fortykkelser af cellevæggen minder om stigetrin i længdesnittet af tentaklen. Af mitosen på figuren t.v. (telofase, rød oval) fremgår det, at det indre lag kirtelceller og det endodermoide lag har fælles oprindelse. De slimproducerende kirtelceller er plasmarige med store cellekerner. Slimen produceres i dictyosomer (se under Byblis) primært i det yderste lag kirtelceller, hvor antallet af dictyosomer er 5 gange større end i det indre lag. Blokeres vandtilførslen hos Drosophyllum standser sekretionen omgående, men da der fortsat afsnøres nye vesikler fra dictyosomerne, anses vandtilførslen især at have betydning for vesiklernes modning. Blokeres derimod energitilførslen, tømmes plasmaet hurtigt for vesikler, idet der ingen nydannelse sker. Sekretionsraten er stærkt temperaturafhængig og når et maximun ved 32℃. En dictyosom vesikel lever da ca. 2½ min.
Fordøjelseskirtlerne anlægges alene ud fra epidermisceller. De består af to lag kirtelceller adskilt fra bladkødet af et endodermoidt cellelag (sorte på figuren t.v.). Kirtelcellerne er såkaldte transferceller med forstørret indre væg overflade og dermed cellemembran.
Når fordøjelseskirtlerne ca. 2,5 cm fra blad-spidsen er udvoksede, opstår der perforationer i kutikula, så enzymer kan passere ud og næringsstoffer ind. Figuren herover viser optagelse af farvestoffet neutralrødt. T.v. er bladet så ungt, at der kun er optaget neutralrødt i tentaklerne. I midten ses overgangen til funktionsdygtige fordøjelseskirtler, og t.h. ses det fuldt udvoksede blad, hvor alle fordøjelseskirtler har perforeret kutikula og dermed kan optage farvestoffet og næringsstoffer.
Lige som hos de øvrige slægter med limpinde skal fordøjelseskirtlerne stimuleres med nitrogenholdige udskillelser fra byttet, før sekretionen af enzymer går i gang. Enzymerne lagres i vakuoler og transfercellernes vægge. Når kirtlen stimuleres, udvaskes enzymerne af en vandstrøm, der fremkommer ved, at labyrintvæggene delvist nedbrydes, og de derved frigjorte kulhydrater udnyttes formentlig til etablering af en osmotisk gradient, der kan drive vandstrømmen gennem den aktiverede kirtel. Et bytte, der kæmper for at komme fri stimulerer også de slimudskillende kirtler til at øge sekretionen. Enzymerne virker hurtigt, så en myg vil normalt være fordøjet på ca. 1 døgn. Den mængde fordøjelsesvæske, der udskilles, svarer på figuren herover til området med sorte pletter omring det opløste bytte. Udskillelsen og optagelsen af næringen har været så energikrævende, at kirtlerne (sorte) derefter dør. Næringsoptagelsen foregår efter samme princip som beskrevet for Dionaea.
Blomst og frugt
De gule blomster er 5-tallige med op til 25 mm lange kronblade. De åbnes kun i fuldt solskin. Blomstringen sker i foråret. Blomsterstilken og bægerbladene er også forsynede med tentakler, men der er ingen fordøjelseskirtler. Det formodes derfor, at tentaklerne her primært har forsvarsfunktion. Frugten er en kapsel, der åbner ved langsgående sprækker. De sorte pæreformede frø modner på et par uger. Bemærk, at blomsterne sidder inde mellem de klæbrige blade og ikke løftet højt op over dem, som generelt for kødædende planter. Blomsten kan således hos Drosophyllum og tilsvarende hos Byblis være med til at lokke bytte i fælderne.
Følgende bog serverer omfattende viden om kødædende planter:
Juniper B.E., Robbins R.J. & Joel D.M. 1989. The carnivorous plants. Academic Press. 353 pp.
H. s. Heide-Jørgensen, november 2020.
Tilbage til Oversigtsskema