Bladene er forsynede med slimud-skillende tentakler, der til forskel fra kirtelhår ikke kun er anlagt ud fra epidermisceller, men også indeholder ledningsvæv med forbindelse til bladets ledningsstrenge. Tentaklerne sidder tæt i 4 rækker med 2 rækker på undersiden og én række på hver af det linje-formede blads kanter. Placeringen på undersiden er fordelagtig, idet undersiden vender bort fra plantens akse, så kirtlerne er eksponeret mod omverdenen. Tentaklerne udskiller en klæbrig og elastisk slim, der indeholder gluconsyre, galaktose, arabinose m.m. Når vinden slår bladene sammen, trækkes slimen ud i lange tråde mellem bladene, så der dannes et netværk, der fungerer svarende til edderkoppers fangstnet.
Når et insekt kæmper for at komme fri af slimtrådene, brister de og trækker insektet ind på bladet, hvor byttet uundgåeligt kommer i kontakt med flere slimdækkede tentakler. Denne fangstmetode kaldes passiv, da der ikke indgår nogen af planten fremkaldt bevægelse i fangst-forløbet. Fælden fungerer dermed som en limpind. Hele planten udsender en sødlig duft, der kan være med til at lokke bytte til fælderne. Det kan ikke udelukkes, at solglimt i slimdråberne og de rødfarvede tentakelhoveder også kan virke dragende på visse insekter. På billedet herover ses et tværsnit af et ungt blad med stilkede tentakler og siddende fordøjelseskirtler under anlæggelse på bladundersiden.