Rundbladet soldug er den mest udbredte soldug art i Danmark. Den er cirkumpolar inklusive det sydlige Grønland. Den trives fint med konkurrence fra tørvemos (Sphagnum). På billedet th. vokser soldug tæt rundt om en grundvands regulere klitlavning i den rødbrune bræmme, hvor der hverken er for vådt eller tørt.
Drosera rotundifolia blomstrer i august. De 5-tallige blomster er kun åbne midt på dagen, og de sidder højt hævet over fælderne. I tørt og solrigt vejr kan slimen på tentaklerne tørre ud. På billedet herunder ses i midten et blad foldet sammen om et bytte som resultat af den på hovedsiden omtalte auxin regulerede vækstbevægelse.
Langbladet soldug - Drosera anglica
Langbladet soldug har i Danmark kun få voksesteder på højmoser og i fugtige klitheder i Jylland. Dens totale udbredelse er næsten cirkumpolar. Den findes dog ikke i Island og Grønland, men i Nordamerika når den op i Alaska. Der findes også nogle subtropiske forekomster på Hawaii og i det sydlige Europa og sydlige Japan. Den trives fint i sure omgivelser mellem Sphagnum. Den overvintrer ved vinterknopper kaldet hibernakler. Arten er selvbestøende og menes opstået som en diploid hybrid mellem den nordamerikanske D. linearis og D. rotundifolia. Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
Liden soldug - Drosera intermedia
Liden soldug findes især i moser, hvor den står under vådere forhold end de to øvrige danske arter, rundbladet og langbladet soldug. Den har hovedudbredelse i det vestlige Europa og østlige Nordamerika, men når ned i det nordlige Sydamerika. I tempereret klima overvintrer den ved hibernakler. Bladene er oprette, og formen er intermediær mellem de to førnævnte arter. Blomsterstanden virker sidestillet, idet den er bøjet til siden, mens den står opret centralt i rosetten hos de to andre danske arter. Bomstrer fra juni til august. På billedet t.h. vokser den sammen med blærerod Utricularia australis. – Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
Heide-Jørgensen H S. 1978. The xeromorphic leaves of Hakea suaveolens R.Br. II. Structure of epidermal cells, cuticle development and ectodesmata. - Bot. Tidsskr. 72: 227-244.
Abstract/Summary: Epidermal ultrastructure and cuticle development were investigated in leaves of the xeromorphic Australian shrub, Hakea suaveolens. The heavily cutinized outer epidermal wall consists of seven distinct layers. The cuticle proper is an up to 1.5µ thick zone of alternating electron dense and translucent lamellae. The distinctness of the individual lamellae is related to their ontogeny and probably to their synthetic activity. The lamellae are believed to be involved in synthesis of epicuticular wax. A reticulate cuticular layer starts to develop before expansion has ceased. The production in spherosomes and transport through the walls of wax- and cutin precursors are shown at different stages. Vesicles containing fibrillar material are seen discharging their content to the wall. Short, 50 nm thick membrane tubuli are found outside the plasmalemma. Ectodesmata are demonstrated after Gilson fixation as well as after glutaraldehyde/osmium tetroxide fixation. They proved to be extensions of the innermost wall layer having a high content of pectins. Epidermal structure is discussed in relation to the concept of xeromorphy.
Rettelser/Corrigenda: According to Flora of Australia, Hakea suaveolens R. Br. is now named Hakea drupacea (C. F. Gaertn.) Roem. & Schult.
Page 239 column 1 line 7 from below: expansions shall be explanations.
Page 239 column 2 line 16 from below: shannels shall be channels.
Page 241 column 1 line 3 from below: ablilty shall be ability.
Page 242 column 1 line 2 from above: hare shall be here.