Darlingtonia californica - fangst af bytte
Darlingtonia lokker byttet til primært ved duften fra nektarierne, der sidder over store dele af kanden både udvendigt og indvendigt, men med langt flest på den indbøjede kanderand og på låget udformet som en fiskehale. De lyse pletter på den kuppelformede øvre del af kanden og den røde kødfarve på fiskehalen og netværket af ledningsstrenge er desuden tiltrækkende for visse fluearter. Står planten i fuldt sollys er den røde farve ofte mere dominerende end på billederne her på siden. De to t.v. stammer fra planter i drivhus.
Set gennem mundingen er de hvide pletter, som kaldes fenestrering, glasklare, fordi cellerne her er meget tynd-væggede og kun indeholder vand i den store centrale vakuole, der fylder hele cellen. Det potentielle bytte opfatter lysindfaldet gennem fenestreringen som tegn på fri passage, og det letter derfor fra fiskehalen eller kanderanden ind gennem mundingen, hvor det støder mod kuplens væg og falder ned i bunden af kanden, hvor det drukner i fordøjelsesvæsken.
Billederne illustrerer desuden kandernes snoning.
—– H. S. Heide-Jørgensen, marts 2010.
Retur til Darlingtonia eller Oversigt over carnivore slægter.