Rundbladet soldug er den mest udbredte soldug art i Danmark. Den er cirkumpolar inklusive det sydlige Grønland. Den trives fint med konkurrence fra tørvemos (Sphagnum). På billedet th. vokser soldug tæt rundt om en grundvands regulere klitlavning i den rødbrune bræmme, hvor der hverken er for vådt eller tørt.
Drosera rotundifolia blomstrer i august. De 5-tallige blomster er kun åbne midt på dagen, og de sidder højt hævet over fælderne. I tørt og solrigt vejr kan slimen på tentaklerne tørre ud. På billedet herunder ses i midten et blad foldet sammen om et bytte som resultat af den på hovedsiden omtalte auxin regulerede vækstbevægelse.
Langbladet soldug - Drosera anglica
Langbladet soldug har i Danmark kun få voksesteder på højmoser og i fugtige klitheder i Jylland. Dens totale udbredelse er næsten cirkumpolar. Den findes dog ikke i Island og Grønland, men i Nordamerika når den op i Alaska. Der findes også nogle subtropiske forekomster på Hawaii og i det sydlige Europa og sydlige Japan. Den trives fint i sure omgivelser mellem Sphagnum. Den overvintrer ved vinterknopper kaldet hibernakler. Arten er selvbestøende og menes opstået som en diploid hybrid mellem den nordamerikanske D. linearis og D. rotundifolia. Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
Liden soldug - Drosera intermedia
Liden soldug findes især i moser, hvor den står under vådere forhold end de to øvrige danske arter, rundbladet og langbladet soldug. Den har hovedudbredelse i det vestlige Europa og østlige Nordamerika, men når ned i det nordlige Sydamerika. I tempereret klima overvintrer den ved hibernakler. Bladene er oprette, og formen er intermediær mellem de to førnævnte arter. Blomsterstanden virker sidestillet, idet den er bøjet til siden, mens den står opret centralt i rosetten hos de to andre danske arter. Bomstrer fra juni til august. På billedet t.h. vokser den sammen med blærerod Utricularia australis. – Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
Björn L O, Callaghan T V, Johnsen I, Lee J A, Manetas Y, Paul N D, Sonesson M, Wellburn A R, Coop D, Heide-Jørgensen H S, Gehrke C, Gwynn-Jones D, Johanson U, Kyparissis A, Levizou E, Nikolopoulos D, Petropoulou Y, Stephanou M. 1997. The effects of UV-B radiation on European heathland species. Plant Ecol. 128:252-264.
Abstract/Summary: The effects of enhanced UV-B radiation on three examples of European shrub-dominated vegetation were studied in situ. The experiments were in High Arctic Greenland, northern Sweden and Greece, and at all sites investigated the interaction of enhanced UV-B radiation (simulating a 15% reduction in the ozone layer) with artificially increased precipitation. The Swedish experiment also involved a study of the interaction between enhanced UV-B radiation and elevated CO2 (600 ppm). These field studies were supported by an outdoor controlled environment study in the United Kingdom involving modulated enhancement of UV-B radiation in combination with elevated CO2 (700 ppm). Effects of the treatments on plant growth, morphology, phenology and physiology were measured. The effects observed were species specific, and included both positive and negative responses to the treatments. In general the negative responses to UV-B treatments of up to three growing seasons were small, but inc1uded reductions in shoot growth and premature leaf senescence. Positive responses included a marked increase in flowering in some species and a stimulation of some photosynthetic processes. UV-B treatment enhanced the drought tolerance of Pinus pinea and Pinus halepensis by increasing leaf cuticle thickness. In general, there were few interactions between the elevated CO2 and enhanced UV-B treatments. There was evidence to suggest that although the negative responses to the treatments were small, damage may be increasing with time in some long-lived woody perennials. There was also evidence in the third year of treatments for effects of UV-B on insect herbivory in Vaccinium species. The experiments point to the necessity for long-term field investigations to predict the likely ecological consequences of increasing UV-B radiation.