Stanhopea & Embreea
Stanhopea og Embreea er tropiske Syd- og Mellemamerikanske orkidéer, der vokser som epifyter på regnskovens træer. Stanhopea rummer ca. 55 arter, mens Embreea er en monotypisk slægt, der tidligere var indeholdt i Stanhopea. For hvert skud anlægges en mere eller mindre kugleformet pseudobulbe per vækstsæson, og bulben udvikler en bomsterstand, der vokser nedad påvirket af tyngdekraften. Blomsterstanden har 2-8 op til 20 cm store stærkt duftende blomster med kort holdbarhed på ca. 4 dage.
Stanhopea
Stanhopea oculata findes i Mexico, Guatemala, Honduras og Belize. Slægten er opkaldt efter Philip Henry Stanhope, 4. jarl af Stanhope (1781–1855), som var formand for Medico-Botanical Society of London. Slægten blev navngivet af botanikeren William Jackson Hooker. Artsepitetet kan oversættes som hætteformet med reference til blomstens bygning. Blomsterstanden har 2-8 op til 20 cm store stærkt duftende blomster med kort holdbarhed på ca. 4 dage.
Stanhopea oculata med 3 udsprungne blomster. Bag blomsten t.h. herover ses endnu en blomsterstand under udvikling. Den fik 5 blomster som vist t.v. Blomsterne udsender en kraftig duft for at lokke insekter til, der kan bestøve den. Den kraftige duft skal ses i sammenhæng med blomsternes korte åbningstid og den ofte store afstand, der er mellem planterne.
Stanhopea bestøves af Euglossine bier også kaldet orkidé bier, der dog også besøger andre blomster jvf. foto. Bierne er på størrelse med store humlebier og har ofte stærke metallisk skinnende farver samt en tunge, der kan være længere end kroppen. Duftstofferne tiltrækker især han bier, der opsamler andre duftstoffer bagerst på læben med børster på forbenene og opbevarer dem i lommer på bagbenene. Disse duftstoffer menes at tiltrække hunbier. Foto: Pedro Turner.
Bien lander på den midterste del af den stærkt specialiserede læbe – se generelt om orkidé blomstens bygning på siden https://viscum.dk/orkide-bestoevning/ – Støvfanget sidder nær læbens basis, hvor den lange buede griffelstøtte udspringer. Medbringer bien pollinier fra en anden blomst vil de i de fleste tilfælde sidde på ryggen af biens brystkasse (thorax), og når bien skraber duftemner af basalt på læben, vil pollinierne som regel blive gnedet af på støvfanget.
Duftstofferne har en midlertidig sløvende og bedøvende virkning på den besøgende bi. Bien mister fodfæstet og glider derfor ned ad læben, der fungerer som en slidsken. Udvækster på læbens/slidskens sider, tvinger bien i kontakt med spidsen af griffelstøtten, hvor pollinierne er placeret. Pollinierne rives derved ud af pollensækkene og fasthæftes på rygsiden af bien (især på thorax) v.hj.a. en klæbeskive (viscidium), hvorefter bien kommer til sig selv og flyver videre til næste blomst. På billedet sidder viscidium fast på pincetten.
Stanhopea martiana er endemisk i SØ Mexico. Epitetet ’martiana’ er en latinisering af navnet på den tyske botaniker Carl Friedrich Philipp von Martius (1794–1868). Figurerne herover viser, at læbe og griffelstøtte er dimensioneret anderledes end hos S. oculata . Det fortæller, at de to arter bestøves af arter af Euglossin bier med forskellig størrelse. S. martiana skal ved dyrkning have minimum 12 ℃ om vinteren.
Stanhopea napoensis vokser i Ecuadors fugtige lavland op til 500 m.o.h. Epitetet henviser til provinsen Napo og ensis betyder hørende til. S. napoensis er navngivet af botanikeren Calaway H. Dodson. Læben er tilpasset endnu en art af Euglossin bier.
Stanhopea tigrina er endemisk for Mexico og vokser i regnskov mellem 600 og 1700 m.o.h. Arten er navngivet af botanikerne Bateman og Lindley, og epitetet tigrina betyder tigerlignende, men henviser her primært til, at blomsterne er store (15-17 cm). Der findes mange synonymer og mange varieteter. Ved dyrkning tåler arten ned til 10 ℃ om natten. Passagen mellem læben og griffelstøttens spids er her mere snæver end hos de forrige arter. Det tyder på, at en mindre art af Euglossin bier foretager bestøvningen.
Udtræk af blade og pseudobulber anvendes lokalt til behandling af mentale forstyrrelser og nedsat nyrefunktion, og den positive virkning er bekræftet af ethnomedicinske studier.
Den kraftige specialisering af Stanhopea blomsten betyder, at kun det ene køn af få eller blot en enkelt insektart kan klare at udføre bestøvningen. En sådan tilpasning har krævet millioner af år at udvikle, og det er sket ved en sideløbende specialisering af plante og insekt kaldet co-evolution. Systemet sikrer en præcis bestøvning med de rigtige pollen, men hvis miljømæssige ændringer forårsager, at den ene part uddør, så uddør den anden part også.
Embreea
Embreea rodigasiana er eneste art i slægten. Den findes i Columbia og Ecuador. Arten blev tidligere henført til Stanhopea, men i 1980 oprettede botanikeren Calaway H. Dodson slægten Embreea og henførte S. rodigasiana hertil med henvisning til, at Embreea har firkantede pseudobulber med skarpe kanter, mens Stanhopea pseudobulber er mere runde, og så udvikler Embreea kun én blomst per pseudobulb og har en anderledes formet læbe. Epitetet rodigasiana hædrer den belgiske hortonom Émile Rodigas. E. rodigasiana vokser som Stanhopea arterne i regnskov og findes mellem 400 og 1500 m.o.h.
Bestøvningen hos Embreea foregår med Euglossin bier efter samme princip som hos Stanhopea. T.v. ses spidsen af søjlen, og de gule pollinier kan anes i den delvist gennemsigtige støvknap. Hæfteskiven (viscidium) ses mellem de to tynde
fangarme. Billedet i midten viser pollinierne frigjort af støvknappen. Figuren t.h. viser en åben kapsel, der har indeholdt tusindvis af frø. Vægten af et frø er i størrelsesordenen 0.000003 g. At alle pollenkorn overføres samlet i pollinier giver en vis sikkerhed for, at alle frøanlæg bestøves. Hvordan blomsten her er blevet bestøvet i mit drivhus vides ikke. Der kan foregå selvbestøvning hos nogle orkidéer.
Jeg har bedt ChatGPT om at beskrive forskellene mellem Embreea og Stanhopea. Det resulterede i ovenstående figur af læbens mesochile, dvs. den midterste del af læbens tre sektioner. Mesochilen har 4 fremspring kaldet horn hos Embreea, men kun 2 fremad rettede hos Stanhopea. Pilenes placering finder jeg dog ikke særligt overbevisende, så t.v. vises hornene hos Embreea og herunder de to meget variable horn hos Stanhopea hos mine arter.
Stanhopea martiana
Stanhopea napoensis
Stanhopea oculata
Stanhopea tigrina
Litteratur:
Bechtel H, Cribb P, and Launert E 1981: The manual of cultivated orchid species. Blandford Press, Dorset
https://www.britannica.com/animal/euglossine-bee
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/38794158/
H S Heide-Jørgensen august 2026