CEPHALOTUS er en monotypisk slægt, dvs. med kun én art C. follicularis, der samtidig er eneste art i familien Cephalotaceae. Slægtsnavnet er afledt af det græske ord kephalotos, der betyder ‘med hoved’ og henviser til en kirtel på støvdragerne (klik på blomsterfoto nedenfor). Artsepitetet follicularis kommer fra latin folliculus, der betyder pose eller sæk, og det henviser til formen på de sæk- eller kandeformede blade, der fungerer som faldgrubefælder. C. follicularis findes kun i det sydvestligste Australien i en ca. 50 km bred kystnær zone med en udstrækning på ca. 400 km. Her er der mediterrant klima, og nattemperaturen i vintermånederne når ikke under frysepunktet. Planten trives bedst i sur tørveagtig eller sandet jord med høj fugtighed og i vintermånederne tilmed vandmættet. Åben, lav vegetation foretrækkes, men moderat skygge tolereres. Populationer, der udsættes for skygge gennem en årrække, mister evnen til formering og vil med tiden blive udkonkurreret af omgivende vegetation og dermed dø. Den ældste indsamling af C. follicularis er fra 1802.

     Cephalotus follicularis er en rosetplante med to former for blade, dels flade blade der produceres om efteråret og primært tjener til fotosyntese, dels kandeformede blade, der både fungerer som faldgrubefælder og til fotosyntese. Kanderne anlægges i foråret og er fuldt funktionsdygtige om sommeren, hvor der er flest byttedyr. I de koldeste vintermåneder er planten i hvile tilstand. Både flade blade og kander er sjældent mere end 5,5 cm lange. Planten er flerårig og har udløbere, hvorfra nye rosetter anlægges.

     Cephalotus kander er de mindste af alle faldgrubefælder, og deres placering i niveau med jordoverfladen betyder, at de primært fanger små kravlende dyr. Det er påvist, at kanderne selv producerer protease og sur phosphatase, men det formodes, at enzymer fra bakterier udgør en væsentlig hjælp til fordøjelsen af byttet. Kanden er i princippet fremkommet som hos Nepenthes ved en indkrængning af bladoversiden, mens låget er anlagt som en tværfold for enden af bladstilken i modsætning til Nepenthes, hvor låget er en tværfold lige under bladspidsen, mens det er selve bladspidsen hos Sarracenia. Hos alle slægterne er låget ubevægeligt, når det er udvokset.

     Kanderne lokker byttet til med nektar, duft, farvetegninger og behåring, der især er knyttet til låget og tre vinger på kandens yderside. Kanderanden (peristomiet) er udstyret med en række glatte og spidse nektarie-forsynede tænder, der krummer indad og nedad. Her mister byttet let fodfæstet og dumper ned i fælden, hvor det før eller siden drukner i kandevæsken. Indersiden er udstyret med en hårklædt nedadvendt krave (eller tagskæg) og en voksklædt glat zone, der gør det meget vanskeligt om ikke umuligt at komme ud af fælden igen. Fordøjelseskirtlerne er placeret på to bådformede valke nær bunden (klik på fotos herunder). Det er sandsynligvis også herfra kandevæsken udskilles. Kandernes komplicerede konstruktion lader formode, at der tidligere har eksisteret andre arter som mellemstadier i udviklingen, men disse er alle uddøde.

     Blomsterstanden er en sammensat klase, hvor sidegrenene består af kvaste, og den udmærker sig ved, at skaftet er usædvanligt langt for en så lille plante (op til 90 cm). Denne markante rumlige adskillelse mellem blomster og faldgrubefælder skal modvirke, at insekter, der skal foretage bestøvning, i stedet for ender som bytte i fælderne. De små hvide blomster indeholder nektarier, og de formodes derfor at være insektbestøvede, men de kan også selvbestøves. Der er 6 frie hårede bælgkapsler per blomst. De 4 mm lange kapsler spredes med vinden, men kan også flyde på vand.