Cephalotus follicularis - faldgrubefælde

Cephalotus lokker byttet til primært ved nektarierne, der formentlig også dufter. Der er små nektarier over hele kanden. De sidder især tæt på kanderandens (peristomiet) tænder og på undersiden af låget. Desuden fungerer farve og behåring som lokkemiddel. De lyse gennemskinnelige tegninger på låget er en form for fenestrering med lignende funktion som hos Darlingtonia. Vingerne tolkes som udvækster fra bladpladen og den frontale (midterste) vinge grener sig, så den i tværsnit er formet som et Y. Det er ikke påvist, om vingerne fungerer som ledespor (myrespor) for insekter sådan, som det er tilfældet hos Sarracenia. Nyudviklede kander er grønne, men jo mere sol, de modtager, jo rødere bliver de med tiden. Behåring og mørkerøde farver virker især tiltrækkende på flere fluearter, men der foreligger ikke undersøgelser, der viser, om Cephalotus har gavn af det. Der fanges flest kravlende dyr som f.eks. myrer. Det er uvist, hvor meget kandernes fotosyntese bidrager til plantens vækst.

Låget yder en vis paraplyeffekt mod overfyldning med regnvand, men lukker ikke al regn ude. Det siges, at kanderne i naturen altid indeholder væske, så hovedparten menes udskilt af planten selv. Falder saftspændingen i kanden som følge af tørkestress, synker låget tættere på peristomiet og reducerer dermed fordampningen af kandevæsken.

H. S. Heide-Jørgensen, april 2014.

Retur til Oversigt eller til Cephalotus