Utricularia

UTRICULARIA – kaldes på dansk blærerod efter de blæreformede bladafsnit, der fungerer som musefælder. Slægtsnavnet er latin (utriculus) og betyder lille pose eller sæk. Blærerod placeres enten i sin egen familie Utriculariaceae eller sammen med vibefedt (Pinguicula) i Lentibulariaceae. Der er ca. 225 arter af blærerod, men der kommer stadig nye arter til fra de mindre vel undersøgte dele af verden. I litteraturen ses artsantallet svinge mellem 150 og næsten 300. Det høje tal skyldes, at en del arter er beskrevet og navngivet mere end én gang. Utricularia er udbredt i hele verden, men altid knyttet til vand, da fangstapparatet, blæren, ikke kan fungere uden at være under vand. I Danmark er der 6 arter. To små slægter Polypompholyx og Biovularia repræsenteret i Sydamerika, Cuba og Australien er nu inkluderet i Utricularia. Hos den første er blærevæggen fire cellelag tyk, mens den hos Utricularia kun er 2 cellelag tyk. Biovularia afviger bl.a. ved, at der kun er få frø i kapslen.

     Utricularia har været kendt i mere end 200 år før det i 1868 blev fastslået, at blærerod er kødædende planter. Forinden blev blærerne tolket som flyderedskaber. Den tolkning kan dog kun have haft relevans i forhold til arter, der lever som fritflydende vandplanter. Med så mange arter fordelt over alle verdensdele undtagen Antarktis er det forståeligt, at der er stor variation mellem arterne både i de vegetative dele, blomsterne og livsformen. Se herom ved at klikke på fotos nederst på siden. Det skal dog fremhæves, at alle arter er grønne planter med fotosyntse samt, at ingen af arterne har rødder. Mange arter danner udløbere fra basis af blomsterskaftet, og hos nogle fortykkes dele af udløberne til knolde, der fungerer som vandforråd. Blærerod er flerårig, men hos mange nordlige arter klares vinterhalvåret ved, at skudspidserne anlægger en tæt samling blade, en vinterknop, mens resten af planten visner bort.

     Blærerod skaffer sig kulstof ved fotosyntese, mens de øvrige næringsstoffer primært skaffes ved nedbrydning af dyr fanget i blærerne. Det drejer sig udelukkende om små vandlevende dyr, idet de største blærer kun måler omkring 5 mm bortset fra en enkelt art, hvor blæren er omkring 1 cm, men byttets størrelse begrænses af mundingens størrelse, og den åbner sig maksimalt 1 mm.

     Fangstforløbet beskrives nærmere neden for, men princippet består i korthed i, at vand pumpes ud af blæren, så der opstår et undertryk. Det kan lade sig gøre, fordi mundingens dør slutter vandtæt til tærsklen. Berører et dyr et af de såkaldte triggerhår på døren, vipper den ind i blæren p.gr.a undertrykket, og samtidig suges byttet med ind i blæren. Døren smækker straks tilbage igen, så byttet dermed er fanget. Fangstmekanikken minder således om en musefælde med klaplem. Byttet dør af udmattelse og muligvis iltmangel og nedbrydes derefter relativt hurtigt af enzymer udskilt fra kirtler i blæren, men bakterier hjælper sandsynligvis også til.

     De énsymmetriske blomster sidder enkeltvis eller i klase, som hos vandplanter løftes op over vandoverfladen. Bæger og krone er todelt og underlæben er udstyret med både en maske og en spore. Der er kun 2 støvdragere. Farverne er meget variable fra hvid, gul og rød til blå. Insekter foretager bestøvningen. Frugten er en kapsel med talrige frø.