Arter, der vokser som sumplanter eller epifytter, har flade helrandede blade til fotosyntese. Her er vist tre eksempler med stor variation i form og størrelse. Nogle arter danner udløbere (stoloner), der formentlig skal tolkes som modificerede blade. De kan bære fangstblærer som vist hos U. alpina og U. sandersonii. De er desuden forsynet med slimkirtler og kan fungere som fasthæftningsorgan hos arter fra Brasilien og Vest-Afrika, og dele af udløberne kan fortykkes og danne knolde som hos U. alpina. Disse knolde indeholder ikke stivelse og er ikke oplagsorganer for næring, men derimod vandlagre. Hele knolden udnyttes som vandreservoir, idet der ingen intercellulærrum er mellem cellerne. Arter med knolde vokser som regel som epifytter i mospuder, hvor faren for udtørring over flere dage kan være relativt stor. I en sådan situation ses knoldene at skrumpe. Endelig bruger den sydamerikanske U. nelumbifolia, der lever i bromeliaceers vandtanke, udløberne til vegetativ formering, idet udløberne kan ‘vandre’ fra tank til tank. Darwin observerede seks Tillandsia tanke forbundet med udløbere fra én U. nelumbifolia.

     Udløberne danner hos nogle arter, bl.a. U. inflata og U. radiata, en krans ved basis af blomsterskaftet. Den fungerer som flydeponton, idet den er opsvulmet og hul. Selv om de fleste arter er små planter, så er der nogle som den brasilianske U. longifolia, hvor de lancetformede blade kan blive mere end en meter lange, og et skud på de danske fritsvømmende arter kan også blive meter lange.