Utricularia - vegetative dele

Utricularia australis (= U. neglecta), slank blærerod med vinterknopper.
Utricularia alpina (= U. montana), epifyt med ovale-lancetformede blade.
Utricularia alpina, udløbere med knolde og fangstblærer (rød cirkel). Knolden er 1½ cm lang.
Utricularia sandersonii, epifyt med små spatelformede blade og blærer på udløber.
Utricularia australis, skud med blærer og stækrt opdelte undervandsblade.

     Utricularia er som nævnt rodløse planter uanset, hvor de gror. Alle arter har grønne blade med fotosyntese, men formen varierer meget og er til dels afhængig af vækstmediet sådan at forstå, at alle vandplanter har stærkt opdelte blade oftest med linieformede afsnit, som vist herover, mens terrestriske arter har helrandede blade. På nordlige breddegrader danner vandplanterne mod vækstsæsongens slutning en kompakt bladsamling omkring skudspidsen kaldet vinterknopper, hibernakler eller turions. Disse knopper løsnes fra resten af skudet, der visner bort, og enten synker knopperne til bunds eller også fryser de fast i isen, men de overlever vinteren og danner nye skud til foråret, så planten således kan betegnes som flerårig. Hos nogle arter fra troper og subtroper er vinterknopperne i stand til at modstå udtørring gennem flere måneder uden at miste mere end 6% af deres tørvægt. – Blærerne hører selvsagt med til de vegetative dele, men de omtales for sig.

Utricularia reniformis, sumpplante med langstilkede nyreformede blade.

     Arter, der vokser som sumplanter eller epifytter, har flade helrandede blade til fotosyntese. Her er vist tre eksempler med stor variation i form og størrelse. Nogle arter danner udløbere (stoloner), der formentlig skal tolkes som modificerede blade. De kan bære fangstblærer som vist hos U. alpina og U. sandersonii. De er desuden forsynet med slimkirtler og kan fungere som fasthæftningsorgan hos arter fra Brasilien og Vest-Afrika, og dele af udløberne kan fortykkes og danne knolde som hos U. alpina. Disse knolde indeholder ikke stivelse og er ikke oplagsorganer for næring, men derimod vandlagre. Hele knolden udnyttes som vandreservoir, idet der ingen intercellulærrum er mellem cellerne. Arter med knolde vokser som regel som epifytter i mospuder, hvor faren for udtørring over flere dage kan være relativt stor. I en sådan situation ses knoldene at skrumpe. Endelig bruger den sydamerikanske U. nelumbifolia, der lever i bromeliaceers vandtanke, udløberne til vegetativ formering, idet udløberne kan ‘vandre’ fra tank til tank. Darwin observerede seks Tillandsia tanke forbundet med udløbere fra én U. nelumbifolia.

     Udløberne danner hos nogle arter, bl.a. U. inflata og U. radiata, en krans ved basis af blomsterskaftet. Den fungerer som flydeponton, idet den er opsvulmet og hul. Selv om de fleste arter er små planter, så er der nogle som den brasilianske U. longifolia, hvor de lancetformede blade kan blive mere end en meter lange, og et skud på de danske fritsvømmende arter kan også blive meter lange.

H. S. Heide-Jørgensen, april 2014.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin