Utricularia - livsformer
Utricularia optræder i flere livsformer, hvilket ikke kan overraske i betragtning af slægtens store udbredelse og artsrigdom. På de nordlige breddegrader er de fleste arter fritsvømmende eller fasthæftede vandplanter. Fasthæftning sker til dels ved slim fra udløbernes talrige kirtelhår. I troper og subtroper forekommer desuden mange sumpplanter og flere epifyter i mospuder på træer eller klippevægge (lithofyter). Fælles for alle arter er dog, at blærerne kun kan fungere, når de er omgivet af en vandhinde. Skudspidsens vækstpunkt (apikale meristem) afviger på flere punkter fra den generelle opbygning af stænglens vækstpunkt hos blomsterplanterne. På baggrund af symmetriforhold og graden af beskyttelse, som de unge bladanlæg yder vækstpunktet, kan der opstilles flere typer skudspidser, der til en vis grad synes tilpasset vækstmediet. Et par eksempler er illustreret herunder.
Utricularia sandersonii fra Sydafrika findes mest som lithofyt i mospuder på våde klippevægge eller i mudrede sprækker og hulninger i klipperne. Er luftfugtigheden konstant omkring de 100% kan den sende udløbere med blærer og blade direkte ud i luften som vist på foto t.h.. I vandmættet mudder og mospuder er beskyttelse af skudspidsen ikke så påkrævet, og U. sandersonii er bemærkelsesværdig ved, at ingen unge blade bøjer sig ind over skudspidsen for at beskytte vækstpunktets tyndvæggede delingsdygtige celler mod udtørring eller fysisk overlast. Risikoen for mekanisk slid på unge blæreanlæg under udløberens strækningsvækst er nedsat, når blærerne ikke anlægges og udvikles tæt på skudspidsen.
Utricularia alpina fra det nordlige Sydamerika og øer i det Caribiske Hav er epifyt i mospuder på træernes grene som vist herover. Udløbernes skudspids er let ombøjet (ca. 90°) og desuden omgivet af fuldt udviklede slimkirtler. Blærernes anlæggelse sker tættere på skudspidsen end hos U. sandersonii, og det kan argumenteres, at faren for mekanisk slid på blæreanlæg er mindre i våde mospuder end i mudder, mens faren for udtørring er større. Her menes slimkirtlerne at spille en rolle. Sekretet hobes i første omgang op under kutikula, men frigøres, når trykket bliver stort nok til at sprænge kutikula. På kirtlerne t.h. ses rester af en sprængt kutikula på toppen af kirtlerne. Slimen er gået tabt under præparationen.
Hos den mest udbredte sumpplante, Utricularia subulata, er skudspidsen af samme type som hos U. sandersonii, men hos flere andre sumpplanter som U. reniformis t.h. og herover er skudspidsen stærkt ombøjet, så lidt ældre og mere robuste celler vender direkte frem i vækstretningen. Desuden er bladanlæggene og de slimproducerende kirtler rykket tættere på skudspidsen.
Utricularia australis t.v. og de øvrige danske arter af blærerod er frit svømmende vandplanter. Her er skudspidsen indrullet som en urfjeder med én til flere vindinger i spiralen. Det bringer næsten udvoksede bladanlæg tæt op til skudspidsens vækstpunkt, der således bliver velbeskyttet mod fysisk overlast. Indrulningen danner desuden grundlaget for anlæggelsen af overvintringsknopper (se her). – U. reniformis med den stærkt ombøjede skudspids kan ligesom den sydamerikanske U. nelumbifolia leve i bromeliaceers vandtanke, hvor den så må betegnes som en frit svømmende vandplante. Det skal understreges, at betragtningerne omkring relationen mellem skudspidsens udformning og vækstmediet kun må opfattes som en hypotese, idet der mangler viden om skudspidsen hos størstedelen af arterne.
Utricularia gør yderst sjældent skade i naturen, men den frit svømmende U. inflata, der er hjemmehørende i SØ-USA er introduceret til søer i staten Washington, hvor den danner så tætte puder, at den både er til gene for mindre både og truer søernes naturlige arter af blærerod.