Drosera

     Drosera – soldug (Droseraceae), har over 200 arter af oftest spinkle, kødædende urter. Slægtsnavnet hentyder til bladenes skinnende slimdråber og kommer af græsk ‘drosos’, der betyder dug. Der findes både rosetplanter, klatreplanter og knoldplanter. Blomsterne åbner sig med én per dag. Bladene er besat med såkaldte tentakler, der ligner kirtelhår, men indeholder ledningsvæv i tentaklens stilk og hoved. Tentakelhovedet udskiller både slim og fordøjelses-væsker med bl.a. proteinopløsende enzymer. Insekter og andre smådyr tiltrækkes af de skinnende kirtler og sætter sig på bladene. Her fastholdes de af slimen og opløses af fordøjelsesvæskerne, der først udskilles efter en kemisk stimulering fra byttet i form af bl.a. urinsyre.

     Der er mindst to typer tentakler, langstilkede og kortstilkede. De langstilkede primært slimudskillende tentakler sidder på eller nær bladranden og kan ved vækst i stilkens celler bøjes vinkelret ind over bladpladen, hvis byttet berører dem (mekanisk stimulering) i kampen for at slippe fri. Efter kemisk stimulering kan de bevæges ind mod byttet fra alle retninger. Den kemiske stimulering får desuden bladet til at rulle eller krumme sig sammen ved medvirken af væksthormonet auxin, hvorved endnu flere tentakler bringes i kontakt med byttet. De kortstilkede tentakler sidder midt på bladpladen og er primært enzymudskillende og næringsoptagende. Enzymerne nedbryder byttets bløddele til aminosyrer, og dette næringstilskud gør soldug mere konkurrencedygtig på næringsfattigt substrat samt sikrer en større produktion af spiringsdygtige frø.

      Slægtens hovedudbredelse er i Australien og Sydafrika. I Danmark findes tre arter, rundbladet soldug, Drosera rotundifolia, langbladet soldug, D. anglica, og liden soldug, D. intermedia. Især de to sidste arter er ret sjældne. De små hvide blomster er kun åbne i fuld sol midt på dagen. I en højmose vil D. rotundifolia vokse mest tørt, dvs. på tuerne, mens D. intermedia vokser, hvor der er vådest, dvs. i høljerne, mens D. anglica vokser i overgangszonen mellem tuer og høljer. Denne fordeling mellem voksesteder medfører mindre konkurrence om byttet mellem soldug arterne. D. intermedia fanger således flest flyvende insekter, bl.a. myg, der sætter sig på de nærmeste blade, når de klækkes fra puppen. De to andre arter fanger især kravlende insekter som myrer, biller og edderkopper (arachnider), der ikke bryder sig om at få våde ben.

Klik på billederne herunder og få flere oplysninger.