Viscum.dk

Der er tre arter af soldug i Danmark

Rundbladet soldug - Drosera rotundifolia

     Rundbladet soldug er den mest udbredte soldug art i Danmark. Den er cirkumpolar inklusive det sydlige Grønland. Den trives fint med konkurrence fra tørvemos (Sphagnum). På billedet th. vokser soldug tæt rundt om en grundvands regulere klitlavning i den rødbrune bræmme, hvor der hverken er for vådt eller tørt.

     Drosera rotundifolia blomstrer i august. De 5-tallige blomster er kun åbne midt på dagen, og de sidder højt hævet over fælderne. I tørt og solrigt vejr kan slimen på tentaklerne tørre ud. På billedet herunder ses i midten et blad foldet sammen om et bytte som resultat af den på hovedsiden omtalte auxin regulerede vækstbevægelse.

Langbladet soldug - Drosera anglica

     Langbladet soldug har i Danmark kun få voksesteder på højmoser og i fugtige klitheder i Jylland. Dens totale udbredelse er næsten cirkumpolar. Den findes dog ikke i Island og Grønland, men i Nordamerika når den op i Alaska. Der findes også nogle subtropiske forekomster på Hawaii og i det sydlige Europa og sydlige Japan. Den trives fint i sure omgivelser mellem Sphagnum. Den overvintrer ved vinterknopper kaldet hibernakler. Arten er selvbestøende og menes opstået som en diploid hybrid mellem den nordamerikanske D. linearis og D. rotundifolia.
Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.

Liden soldug - Drosera intermedia

     Liden soldug findes især i moser, hvor den står under vådere forhold end de to øvrige danske arter, rundbladet og langbladet soldug. Den har hovedudbredelse i det vestlige Europa og østlige Nordamerika, men når ned i det nordlige Sydamerika. I tempereret klima overvintrer den ved hibernakler. Bladene er oprette, og formen er intermediær mellem de to førnævnte arter. Blomsterstanden virker sidestillet, idet den er bøjet til siden, mens den står opret centralt i rosetten hos de to andre danske arter. Bomstrer fra juni til august. På billedet t.h. vokser den sammen med blærerod Utricularia australis. – Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.

H. S. Heide-Jørgensen, december 2021.

Retur til Drosera hovedside

Tentakler

     Alle Drosera har to slags tentakler, langstilkede bevægelige tentakler på og nær bladets rand og kortstilkede mere eller mindre ubevægelige tentakler på den centrale del af bladpladen. T.v. er det D. pygmaea og t.h. D. regia. På overgangen mellem korte og lange tentakler ses overgangsformer. Der er til en vis grad en arbejdsdeling mellem de to tentakel typer. De langstilkede er primært slimudskillende, hvor den klæbrige slim skal sørge for at fastholde byttet, mens de kortstilkede primært udskiller fordøjelsesenzymer og optager de nedbrudte næringsemner.

     Mellus fanget i fælde af Drosera pygmaea. Lillafarvet fangstslim ses mellem et par tentakler og dyret. På scanning billedet ses fangstslimen trukket ud over mellusen fra hovedet på en mellemlang tentakel, og t.h. snit gennem en ung fælde med tværsnit af stilken på langstilkede tentakler øverst og snit gennem kirtelhovedet på kortstilkede tentakler nederst.

     Længdesnit af langstilket tentakel af Drosera pygmaea. Ledningstrengens vandledende xylem kan ses i den ydre del af stilken afsluttet med to store tracheider under de endodermoide celler, der skiller tracheiderne fra hovedets plasmarige kirtelceller. I midten tværsnit af stilken på langstilkede tentakler, hvor det ses, at cellevæggene på den abaxiale side, der vender bort fra fældens centrum er tyndere end cellevæggene på den adaxiale side. De tyndvæggede celler kan lettere strækkes ved sur vækst, og det får tentaklerne til at bøje sig ind mod fældens midte. T.h. et scanning foto af det sidestillede hoved på en langstilket tentakel, hvor den glatvæggede krans markerer de endodermoide celler.

     Tentakel struktur hos Drosera pygmaea. Øverst t.v. perifert snit gennem kirtelhoved af langstilket tentakel med tydelige labyrinthvægge i cytoplasmarige kirtelceller og under to endodermoide celler to store tracheider med afstivningslister på væggene. De øvrige fotos er af kortstilkede tentakler. T.v. i midten er slim akkumuleret under kutikula, så den er spændt ud og ser glat ud på toppen af kirtelhovedet. Øverst t.h. et tværsnit gennem kirtelhovedet og et længdesnit gennem hele tentaklen, der består af en stilk med en central streng af vandledende tracheider, der ender i en stor central tracheide i tentaklens hoved. En tilsvarende celle ses også på tværsnittet. Den er omgivet af et klokkeformet grænselag (endodermoide celler), der regulerer transporten mellem stilken og de to lag kirtelceller i hovedet. Tentaklen udskiller enzymer til fordøjelse af byttet og optager derefter nedbrydningsprodukterne. Nederst t.v. ses en optagelse fra elektronmikroskopet svarende til farvefotoet fra lysmikroskopet. Den indsatte figur i højre side viser en kirtelcelles perforerede kutikula (små pile). Nederst t.h. et udsnit af kirtelcellerne med labyrinthvægge der forøger arealet af den indre vægoverflade og dermed af cellemenbranen mange gange. E, endodermoide celler. H, halsceller. K, kirtelceller. M, mitochondrier. N, cellekerne. P, plastide. T, tracheide.

H. S. Heide-Jørgensen, december 2021.

Retur til Drosera eller til Oversigtsskema.