Western USA
Denne side beretter om ferieture i de vestlige stater i USA foretaget i 1991, 1995, 2009 og 2013. Kortet t.v. med de ‘røde hunde’ viser besøgte steder. Klik på kortet for detaljer. Den gule rute fra 1991 har udgangspunkt i Victoria, hvor vi boede i 1990-1991. Den hvide rute fra 1995 har udgangspunkt i Seattle og ender i Victoria. Det samme gælder den lilla rute fra 2009, mens den grønne rute fra 2013 har udgangspunkt i Seattle og slutter i San Francisco. Billederne fra 1991 og 1995 er scannede dias, mens resten er digitale fotos. Hvor samme lokalitet er besøgt på to ture, vises den til dels som én tur. Bemærk, at besøgte ørken lokaliteter er beskrevet mere detaljeret på siden Nordamerikanske ørkner, mens Victoria m.m. er beskrevet på siden Vancouver Island. – God fornøjelse!
Den 2. maj 1991 sejles en tidlig morgen fra Victoria til Port Angeles (gul rute) med de sneklædte Olympiske bjerge i baggrunden. Første stop var Mount Walker på den Olympiske halvø med udsigt til bl.a. San Juan Island i Puget Sound.
Turen gik videre gennem forårsgrønne landskaber via hovedstaden Olympia i staten Washington til Mount Saint Helens Visitor Center (t.h.), der i luftlinje ligger 50 km fra vulkanen, som i maj 1980 havde et kraftigt udbrud, der sprængte 150 m af vulkanens top i den ene side, hvilket man kan se på luftfotoet fra april 1991. Vi fortsatte en snes km ind mod vulkanen til en vejspærring gjorde, at man ikke kunne komme længere i området, hvor trykbølgen havde væltet alle træer. I Visitor Centret vises en film om udbruddet.
Knap 50 km syd for Eugene førte vej 38 langs Umpqua River til kysten. Vejen rammer kysten lidt nord for Oregon Dunes, der er et ca. 130 km2 km stort klitlandskab med vandreklitter, der når op til 150 m.o.h.
Turen gik videre over jernkonstruktionen McCullough’s Bridge til Bandon, der er opkaldt efter den irske by Bandon. Der er flere karakteristiske træbygninger i Old Town.
Vi var ved at falde i svime, da vi så Oregons vestkyst på det flotteste stræk ved Bandon Beach, hvor havet er overstrøet med tårnhøje skær á la overdimensionerede Skarreklit’er, den gang der var noget ved den.
Det så også overdådigt ud med de gule skrænter, men ved nærmere eftersyn viste det sig at være Ulex europaea (Tornblad), der er en intrusiv art, der kvæler alt. T. h. ses Allium triquetrum. Efter Bandon kom vi igennem Denmark, men lokaliteten var så beskeden i størrelse, at vi ikke en gang nåede at sætte farten ned, før vi var ude igen.
Syd for Port Orford var kysten lige så storslået som ved Bandon.
Halvvejs til Brookings var vi ved kysten lidt syd for Gold Beach, hvor der stadig var masser af fritstående klipper.
Iris thompsonii, syd for Golden Beach.
Erysimum cfr. asperum, syd for Golden Beach.
Efter Brookings kommer man over grænsen til Californien, hvor den nærmeste by er Crecent City, og her kan man dreje ind i Jedediah Smith Redwoods National Park med fuglekvidder og ellers dyb stilhed mellem 70-100 m høje og 3-4 m tykke nåletræer (Sequia sempervirens). Hovedmålet var Babyfoot Lake Area ved Illinois River vest for Kerby. Stedet er rent botaniker guf, og lokaliteten blev derfor genbesøgt i 2013. Herover ses i midten Erythronium citrinum og t.h. Calochortus elegans (øverst) og Allium falcifolium.
Med kikkertens hjælp fandt vi i dalbunden ikke langt fra floden hundreder af kvadratmeter med den kødædende plante Darlingtonia californica som dominerende art og tilmed i blomst. Billedet t.v. viser sidste års visne kander, mens de nye endnu ikke er skudt frem den 4. maj. Læs meget mere om Darlingtonia på siden om Kødædende planter.
Rhododendron occidentalis, Babyfoot Lake Area.
Calochorthus elegans, Babyfoot Lake Area.
Under det andet besøg den 11. april 2013 var der halvt så langt inde i området ved Eight Dollar Mountain etableret en fornem gangbro ind til et endnu større område med Darlingtonia. Der var kun ganske få udsprungne blomster, men tætheden af visne kander var imponerende.
Arctostaphylos patula, Babyfoot Lake Area.
Amelanchier alnifolia, Babyfoot Lake Area.
Turen fortsatte mod NØ til Crater Lake Nationalpark, der som hovedattraktion har den nu slumrende vulkan Mt. Mazama. Bjerget var engang små 3.700 m højt; så eksploderede det og efterlod et 9-10 km bredt krater, der nu fremtræder som en 600 m dyb sø med overfladen 1900 m.o.h. Den sammensunkne vulkantop ligger som en ø i søen. Op mod krateret lå der flere m høje snevolde langs vejen, så der kun var udsigt opad samt lidt frem og lidt tilbage mellem hårnålesvingene. Søen kunne kun betragtes ved at gå gennem en tunnel i sneen, men sikke et syn! Herefter gik turen via Redding mod Yosemite nationalpark.
På vejen vider var først vulkanen McLoughlin på 2.900 m synlig med et træ overvokset med halvsnylteren Phorodendron sp. i forgrunden. Derefter kom vulkanen Mount Shasta på 4.312 m til syne.
Don Pedro Lake vest for Yosemite passeres. Broen hedder James E. Roberts Memorial Bridge. Klik højre foto for kort.
Yosemite er en enestående oplevelse. Skal der klages over noget, må det være, at døgnet ikke har flere timer. Enhver af disse nationalparker har stof nok til en hel ferie. Det er overvældende at stå i Yosemite dalen mellem flere hundrede meter høje nøgne bjergvægge, hvor næsten lige så høje vandfald vælter ud over kanten. Der var grimme spor i baglandet efter en skovbrand året før, men her skal naturen nok reparere sig selv. – Bridalveil Fall på 189 m løber ned fra en hængende dal ved Cathedral Rock, der rager 2.026 m op over havniveau. T.h. ses Sentinel Rock på 2.143 m samt træer med halvparasitten Phoradendron. Yosemite Valley minder om en forkastning eller sprækkedal, men den er formet af istidens gletsjere.
Merced River og North Dome på 2.300 m. – Yosemite Falls består af et øvre og et nedre fald på samlet 738 m.
El Capitan er 2.144 m og hæver sig 1.098 m over dalbunden.
Half Dome er 2.692 m. og rejser sig 1.444 m over dalbunden.
Ankommet til San Francisco måtte vi både prøve at sejle under og køre over hængebroen Golden Gate Bridge. Den blev indviet i maj 1937 med pyloner på 227 m og en frihøjde på 67 m samt længste spand på 1280 m. Tilsvarende tal for Store-bæltsbroen er 254 m, 70 m og 1624 m. Midterste foto af downtown er taget fra Washington Street, og t.h. ses den stejle vej, hvor kabel-sporvognen kører ned til Pier 39.
Netop i 1991 var det første gang Stellars søløver indtog gangbroerne ved Pier 39 for at sole og hvile sig.
På vej til Los Angeles og Malibu passeres de blomsterrige Blue Mountains og Lake Casitas. Herover ses Astragalus sp. med opblæste bælge samt den blå Salvia carduacea.
Med et 5-års barn i bagagen var det en absolut nødvendighed at besøge Disneyland i Los Angeles.
På vej til Grand Canyon kørte vi gennem Victorville, Kingman og Villiams. Efter Victorville kom vi igennem Mojave ørknens røde bjerglandskab til vi nåede Colorado floden ved grænsen til Arizona. Mod øst fortsætter ørknen. Her bliver den særdeles spændende set fra et floristisk synspunkt med en artssammensætning og -rigdom, der nærmer sig ørknen i Baja California. Fouquieria splendens var i fuldt flor (t.h.), og der var desuden flere parasitter, Yucca’er og m.m. De gulblomstrede buske er Larraea tridentata. Kaktussen er Cylindropuntia bigelovii. Se mere under Nordamerikanske Ørkner.
I Kingman skulle vores køretøj have både nye kileremme og dæk. Det var en Dodge 600 ES Luxury Sedan årgang 1983 med air condition, stereo, fartkontrol, power stearing, automatisk transmission, motordrevne sidespejle osv. købt på auktion i Victoria. I Williams oplevede vi turens eneste nattefrost. – En flyvetur over Grand Canyon i morgensol var en oplevelse for livet – her slår ord eller billeder ikke til. Vi kom med kl. 9, inden solen stod for højt på himlen og var tilmed så heldige at se lette lavt hængende skyer kaste dekorative skygger over den rødgule dybt opsplittede moder jord. Senere, mens vi gik langs kanten på syd-siden af den fantastiske canyon, føg en snebyge rask forbi, men uden, at sneen nogensinde nåede bunden af den 1000-1400 m dybe canyon. Der er flere billeder på siden Nordamerikanske Ørkner.
Navajo-Hopi indianernes område øst for Tuba City. Jo nærmere vi kommer Monument Valley jo flere store monolither står der i landskabet.
Monument Valley er Navajo indianernes national monument og kendt fra flere western film. Vi nåede indgangen til dalen ved solnedgang, men for sent til at køre rundt mellem de majestætiske, rødglødende table-mountains. Se mere under Nordamerikanske ørkner.
Ved Mexican Hat et lille stykke inde i Utah ligger et meget lille motel, hvor vi fik tilbudt en ledig campingvogn, som vi med glæde tog imod, da der var flere timers natkørsel til nærmeste motel. – Ved byen Bluff finder man formationen Navajo Twins (foto i midten). Klipperne symboliserer to Navajo brødre, der gennemsøgte Navajo stammens landområde for at dræbe onde momstre, der jagtede mennesker. Stanleya pinnata kantede vejen ved Colorado floden.
Turen gik videre nordpå gennem diverse flotte canyons til vi igen krydsede Colorado floden lige syd for Arches nationalpark. I parken kørte og vandrede vi rundt i adskillige timer mellem og under verdens største samling af naturlige broer og vinduer skabt af vind, vand og vejr i de rødlige sandstensklipper. Se meget mere under Nordamerikanske Ørkner.
Næste station var Salt Lake City, hvor turens første smog fik os til at skynde os videre til Willard Bay Park med fugle-reservat ved den nordlige ende af søen. Senere kørte vi gennem gamle lavamarker i det SØ-lige hjørne af Idaho til skisportsbyen Jackson umiddelbart syd for Grand Teton nationalpark i Wyoming (foto herover). Det er en udpræget turistby, men hvor både huse og anlæg omkring dem var rimeligt pæne. Alle andre amerikanske småbyer, vi har set, er rene huller i jorden sammenlignet med Victoria og danske byer. Klik på foto for kort.
Grand Teton omfatter den yngste del af Rocky Mountains. De spidse og forrevne, sneklædte toppe rejser sig stejlt op fra det blødt bakkede forland og Jenny og Jackson søerne, og de når højder mellem 3.300 og 4.200 m, så hele staten Wyomings gennemsnitshøjde er over 1800 m. T.h. ses Mt. Moran på 3.838 m spejle sig i Jackson Lake.
Yellowstone nationalpark er USA’s første og største og alene den centrale ringvej er ca. 155 km lang. Det var fantastisk at se det dampende og sydende termiske landskab omkring de mange gejsere, mens sneen samtidig ikke var mange meter væk. Det bliver ikke mindre spændende af, at der samtidig vandrer hundredvis af bison og hjorte (elk) samt canadagæs rundt mellem gejserne. Yellowstone er et indlysende navn, når man har set de svovlfarvede salt-aflejringer omkring gejserne, selv om røde, grønne og hvide kulører også springer i øjnene. Store vandfald mangler heller ikke.
Midway Geyser Basin (t.v.) og Mammoth Hot Springs. Der var den 14. maj 1991 kun én sneryddet vej gennem nationalparken, og da vi tilmed blev forfulgt af en tordenbyge besluttede vi at vende tilbage på et andet tidspunkt. Se senere på siden her.
Turen fortsatte gennem Livingston og Helena. Vi så flere flokke af prærieantiloper, men de var sky og løb hurtigt uden for kameraets rækkevidde. De enkelte farmes størrelse lignede ofte en hel by.
Vi nåede St. Mary ud for Glacier International Peace Park kl. 17.30 for at konstatere, at grænsen til Canada lukkede kl. 18. Ved en let bøjning af fartreglerne, lykkedes det at nå over grænsen 2 minutter før tid, så vi for canadiske dollar kunne overnatte i Waterton nationalpark (t.v.), da de amerikanske dollar var ved at slippe op. Næste overnatning var i Paradise efter at være kørt tilbage i USA, hvor vi blev modtaget af en stupid skydeklar grænsebetjent, men vi slap dog levende igennem, men måtte så konstatere, at den nordlige rute gennem Logan passet i Glacier International Peace Park var lukket p.gr.a. sne. Så vi måtte tilbage til Browning og gennem det sydligere Maria Pass.
Det gav dog et par gode oplevelser, da vi både så en Wilsons svømmesneppe og en grizzly bjørn i vejkanten med to formentlig et år gamle unger, der lod sig fotografere gennem bilruden.
Filmen slap op, så den sidste del af turen er ikke dokumenteret, men i Vantage kan man se en forstenet Ginkgo skov og petroglypher mejslet i lavablokke af en fredelig og måske derfor nu uddød indianerstamme. Wenatchee er æbledyrkningens centrum. Rocky Reach dæmningens kraftværk ved Columbiafloden har en fisketrappe, turbiner og diverse gamle elektriske artikler. Videre til Lake Chelan, der ligger som en 90 km lang orm i Cascade bjergkæden. Søens bund ligger over 100 m under havoverfladen. i Cashmere er der et udmærket frilands-museum, der lugter af nybyggere og gamle westerns. Fra Anacortes sejler man mellem kanaløerne til Sidney på Vancouver Island. Klik på kortet for at se den hvide rute, der fører til genbesøg i Yellowstone National Park.
Keechelus Lake øst for Seattle, hvor turen i 1995 udgik fra.
Broen over Columbia floden ved Vantage.
Columbia floden er her særligt bred, da den er dæmmet op af Wanapum Dam. På en klippe ved floden står der en samling jernheste.
Absaroka Range (t.v.) ved den nordlige indgang til Yellowstone National Park, hvor man først møder Mammoth Hot Springs. Her har varme kilder gennem tusinder af år aflejret enorme mængder calcium karbonat, der danner trappe-formede kalkstensformationer (travertin). Efterhånden som jordoverfladen indkapsles i kalksten, dør træer og anden plantevækst. – Yellowstone anses for verdens største supervulkan med et enormt magma-kammer, der eksploderede for 2,1 millioner år siden. Den seneste eksplosion dannede for 640.000 år siden den nuværende caldera (krater), hvis omkreds er markeret på kortet, der kan forstørres med et klik.
Minerva kalkstens terrasser ved Mammoth Hot Springs.
Den 11 m høje søjle på midterste foto kaldet Liberty Cap er en udslukt varm kilde, hvor trykket har været så stort, at vandet har kunnet presses højere og højere op efterhånden som calcium karbonaten langsomt størknede.
Penstemon sp. og Tragopogon dubius i blomst og frugt, Mammoth Hot Springs.
Gletsjer eroderet landskab syd for Mammoth Hot Springs.
Circium canovirens
Balsamorhiza sagittata
Habenaria dilatata
Yellowstone River set fra Inspiration Point.
Yellowstone River med Lower Falls set fra Inspiration Point. T.h. Upper og Lower Falls set fra Artist Point. Faldet er på henholdsvis 33 og 94 m.
Sulphur Caldron syd for vandfaldet indeholder så meget svovlsyre, at pH er 1,2, og temperaturen er 88 ℃, men alligevel er der bakterier, der kan leve her. Sour Lake (t.h.) er en grønlig ligeledes ekstremt sur sø med helt vegetationsfrie bredder.
Black Dragon er en muddervulkan opstået ved en sprækkedannelse i forlængelse af Sour Lake. Her syder og bobler det hele tiden og lugter af svovl og rådne æg. Nogle steder er disse mudpots kantet med Mimulus cfr. guttatus.
I Norris Porcelain Geyser Basin dominerer hvide farver fordi, det varme vand fører et siliciumholdigt mineral (geyserite) med sig. Det udfældes langsomt svarende til en lagtykkelse på 2,5 cm over hundrede år.
Porcelain Basin
Echinus Geyser
Alle farver findes i Norris Basin.
Afløb fra Porcelain Bassin.
Grand Prismatic Spring i Midway Geyser basin er 120 m i tværmål og 70 ℃. Det er verdens 3. største varme kilde. Farverne varierer med årstiden, da bakteriefloraens artssammensætning varierer i relation til vandets temperatur. Om vinteren dominerer grønne farver, da arterne har mere klorofyl.
Excelsior Geyser ligger tæt ved Grand Prismatic Spring og får til dels vand fra denne. Vandet er 93 ℃. De seneste store udbrud på op til 90 m stoppede i 1888, men der har været små udbrud mellem 2004 og 2006. Begge kilder har afløb til Firehole River.
Afløb fra Excelsior Geyser.
Fountain Paint Pot er en kogende muddergryde i Lower Geyser Basin.
Clepsydra Geyser på 76 ℃ med gule cyanobakterier. Den ligger i Lower Geyser Basin og er meget aktiv. T.h. har Great Fountain Geyser i samme område flere udbrud i træk på op til 31 m.
Old Faithful i Upper Geyser Basin springer ca. hver 1½ time med kogende vand, der når 30 til 55 m op. Den flade kegle øverst t.v. viser geyseren i ro. Nederst ses et afløb til Firehole River.
Inden vi forlod Yellowstone var der også tid til at se på Bison med kalve foruden to af de 6 gråulve, der blev udsat i 1995 efter, at den sidste ulv fra den oprindelige bestand blev skudt i 1930erne. En grizzly bjørn var uden for foto rækkevidde. T.h. en Clarks nutcracker.
Blackfoot teltlejr SØ for Browning.
St. Mary Lake Glacier Natational Park, Montana.
Sunrift Gorge ved St. Mary Lake.
Landskab øst for Logan Pass og vest for passet langs Going to the sun Road.
Forår i Logan Pass, ca. 2.000 m med dominerende bestand af Erythronium grandiflorum tidligere vist i nærbillede.
Weeping Wall, Going to the sun Road, vest for Logan Pass.
Cirkusdal vest for Logan Pass.
Mc Donald River, Glacier National Park.
Mc Donald River + et jordegern, Glacier National Park, Montana.
Ross Lake med Diablo Dam i baggrunden, Washington.
Man kommer hurtigt fra Montana til Washington, for på rutens nordlige breddegrad er Idaho kun ca. 75 km bred. Efter at have passeret vulkanen Mount Baker tæt på solnedgang nåede vi Tsawassen inden sidste færge til Vancouver Island.
Her på siden starter en ny tur (lilla rute) med udgangs-punkt i Seattle den 2. april 2009. En kollega i Portland have inviteret til en lille uges besøg, som blev afsluttet med et genbesøg på Vancouver Island. – En gang styrtregn ved ankomsten til Seattle tvang os til overnatning ved første mulighed uden for byen, men derefter fulgte diverse udflugter i flot vejr.
Hovedmålet for dagens udflugt var Mt. Hood. På vejen gjorde vi holdt ved Wildwood Recreation Site nær Welches. Det er en naturpark langs Salmon River, hvor den fugtige Stillehavs luft skaber perfekte forhold for mosser på træstammerne. Desuden var der et bæverbo.
Den sneklædte stratovulkan Mount Hood på 3.429 m.o.h. er i sigte.
Flere steder undervejs var der svære angreb af helsnylteren Arceuthobium douglasii på Pseudotsuge menziesii (douglasgran). Parasitten påvirker værtstræets hormonsystem, så træet producerer et stort antal sideskud (heksekoste) fra omtrent samme udgangspunkt. Med tiden tapper parasitten så meget næring fra værtstræet, at det dør i toppen.
Arceuthobium’s vegetative dele (endofytten) lever inde i værtsplantens ved, og kun blomsterskuddene kommer frem på værtens overflade (exofytten). T.v. ses de millimeterstore blomster på en hanplante og t.h. en hunplante med næsten udvoksede frugter. Ved modenhed udvikles et stort tryk i frugten, så frøet til sidst ved en eksplosion skydes ud og op til 20 m væk eller i blæst endnu længere , hvorved snylteren spredes fra træ til træ gennem en skov. Arceuthobium ødelægger årligt gavntræ for millioner af dollars i USA. Begge fotos er Arceuthobium douglasii.
Mount Hood set fra flere km’s afstand og fra hotel Timberline Lodge ved ‘foden’ af vulkanen.
Timberline Lodge var føget godt til med sne, og midt på billedet t.v. anes enden af et flere meter langt rør, der fører gennem sneen ind til hoveddøren. T.h. ses en række istapper fra taget.
Målet for næste udflugt var en artsrig botanisk lokalitet Catherine Creek med stop på vej dertil ved Vista House, der er både et udsigtspunkt over Columbia floden, et museum og et mindesmærke for Oregon pionerer.
Næste stop var ved det 189 m høje Multnomah Falls, der falder i to afdelinger. Dampene fra vandfaldet giver perfekte betingelser for mos- og bregne epifytter på træerne. I skovbunden var der Trillium ovatum.
Øst for Salmon Bridge over Columbia River var der nogle skrænter, hvor skærmplanten Lomatium utriculatum dominerede. Den kan blomstre helt fra januar til juli. Pæleroden er spiselig.
Området ved Catherine Creek med Columbia floden i baggrunden.
Sisyrinchium cfr. bellum
Zigadenus venenosus
Saxifraga integrifolia
Fritillaria pudica
Mimulus alsinoides
Plagiobothryx cfr. nothofulvus
Lomatium columbianum
En sidste udflugt med Portland som udgangspunkt gik til Darlingtonia State Natural Site nær kysten. Det blev et overvældende syn, selv om planterne ikke var i blomst, men de gamle meterhøje kander var ikke visne endnu, og de dækkede totalt jorden over mange m². Desværre havde jeg glemt kamera-batteriet, der var til opladning, men planten er omtalt tidligere på siden og under Kødædende Planter. En snes miles længere mod nord stoppede vi ved Sealion Cave, hvor vi steg godt 60 m ned med elevator til en stor underjordisk hule i havniveau, hvor en masse søløver opholdt sig. Uden for var der en skarv koloni med gang i redebygningen. Højre foto af søløver uden for hulen er af Jarred Fenlason.
Turen i april 2013 (grøn rute) startede i Seattle, og det første stræk var identisk med den gule rute. Klik på venstre foto for kort. Første mål var et genbesøg på Darlingtonia State Natural Site. Blomstringen var afsluttet for et par uger siden og nye kander var skudt frem. T.h. ses de gennemskinnelige vinduespartier (fenestrering) på kandens ombøjede top samt den nektarie besatte fiskehale, der fungerer som landingsplads for flyvende insekter. Få mere at vide på siden Darlingtonia.
På lokaliteten var Lysichiton americanus i blomst. Den er fra Arum familien, hvor kolben udvikler varme, der sammen med det farvede hylsterblad lokker insekter til. T.v. ses hundredvis af små sorte fluer, der bestøver blomsterne.
Turens næste lokaliteter var også gensyn med flotte natur scenerier som klippekysten ved Bandon, Smith River og tårnhøje redwoods i Jedediah Smith State Park på vej til Darlingtonia lokaliteten ved Eight Dollar Mountain i Babyfoot Lake Area, hvor der også var mange andre planter at se.
Fritillaria atropurpurea
Erythronium cfr. citrinum
Zigadenus venenosus
Ceanothus sp.
Viola cuneata
Phlox cfr. viscida
Ved Eureka drejede vi ind i landet mod Redding. Køreturen var meget smuk langs floder og mellem og over store bjergkæder, hvor passene lå i over 1000 meters højde. Flere steder var Cercis occidentalis i blomst. Den har cauliflori, dvs. blomsterknopperne sidder direkte på grenene og ikke på nye sideskud.
Næste mål var Lassen Vulcanic National Park. Parken var dog lukket, men en ranger viste os det helt rigtige sted til at fotografere den 3.187 m høje vulkan Lassen Peak, der senest var i udbrud i 1921. Ved søen var der fuldkommen stilhed bortset fra ravnens stemme.
På vej mod South Lake Tahoe fandt vi halvsnylteren Phoradendron leucarpum subsp. tomentosum med frugter på en eg. Arten har mange synonymer. Phoradendron er den mest artsrige slægt i mistelten familien med ca. 234 arter. Bærrene er giftige. Kulturelt spiller arten samme rolle som Viscum album i Europa.
Turen til South Lake Tahoe var bjergrig og smuk. Den endte med, at vi efter Emerald Bay kørte på toppen af en rygning, der ikke var bredere end vejen i en højde af 180 m over søens niveau. Det var tæt på at være scary. Bag Emerald Bay var der stadig sne på bjergene.
Øst for Yosemite Nationalpark ligger Mono Lake (herover) i et inddampnings-bassin (endorheic bassin), dvs en lavning, hvor der dannes en permanent eller sæsonbetonet sø uden afløb, og vandet bliver derfor alkalisk. I søen ses små og store søjler af kalciumcarbonat kaldet tufa (ikke a forveksle med tuf). I søen lever millioner af saltsøkrebs (brine shrimps, Artemiidae), og det gør søen til en vigtig fuglelokalitet. Vegetationen omkring søen består af lave tornede buske med små blade. – Bassinet menes dannet for ca. 5 millioner år siden. Derefter fulgte en lang periode med vulkanisme, hvor bl.a. basalt bjergene i baggrunden på billedet herover blev dannet. Det seneste udbrud skete for 350 år siden, og toppen af den sammensunkne vulkan ses som en lille ø (Paoha Island) i højre side af venstre foto.
Resten af turen til Los Angeles gik gennem en tør dal parallelt med Death Valley. På vejen kom vi forbi den stort set udtørrede saltsø Owens Lake, samt miniput byen Lone Pine, hvor der stod et køretøj af ældre dato. I forstaden Claremont fik vi husly hos en kollega og brugte nogle dage på seværdigheder i Los Angeles, herunder George Page Museum, der er et stort palæontologisk museum med skeletter af uddøde dyr.
Fra venstre mod højre er blomsterne Carpenteria californica, Ceanothus sp. og Calliandra californica. Alle er fra Santa Ana Botanic Garden, Claremont.
George Page Museet ligger ved La Brea Tar Pits i Pasadena. Det er tjæregrave, hvor tjæreolie er trængt op gennem sprækker i jorden og har dannet søer, der dækket af støv og blade har virket som fælder for dyrene i området. Deres skeletter er derfor velbevarede. Der er fundet fossile knogler fra mere end 140 plantearter og 420 forskellige firbenede dyr foruden fugle og insekter. T.h. en Mammuthus columbi, en 4 m høj mammut på op til ti ton med 5 m lange stødtænder.
Mammut americanum
Sabelkat
Canis dirus (ulv)
Teratornis merriami (kondor)
The Huntington Botanical Gardens på 49 hektar i San Marino (Pasadena) er nok den mest velholdte og artsrige botaniske have, jeg har set (og jeg har set Kew Garden). Herover ses et bed med Clivia miniata og et kig ind i den kinesiske have. Der er også en japansk have, en rosenhave, en ørkenhave og masser af staudebede. Der er desuden en kunstsamling.
Sukkulent have og en ca. 100 år gammel Phytolacca dioica fra Sydamerika med enormt stort caudex (basalt opsvulmet stængel).
Lampranthus multiradiatus, Sydafrika.
Cylindrophyllum tugwelliae, Sydafrika.
Aloe berhana, Ethiopien.
Kaktus have
Notocactus claviceps
Mamillaria sp.
Echinocactus ingens
Cfr. Echinocereus pentalobis
Cleistocactus sp.
Puya cfr. chilensis
Puya alpestris
Kolibri
Erythrina acanthocarpa
Firben
En anden udflugt gik til Joshua Tree National Park. Den tur er nærmere beskrevet på siden Nordamerikanske Ørkner, så her vises kun et par appetitvækkende fotos.
Halvsnylteren Phoradendron californicum.
Echinocereus engelmannii
Fouquieria spendens
En anden tur gik til San Bernardino Mountains for at botanisere. Her var der interessante mycoheterotrofe planter som Sarcodes sanguinea (t.v.), som kan ses udsprunget på siden Saprofyter?, hvor Pterospora andromeda (midten) også er omtalt. T.h. er det halvsnylteren Arceuthobium campylopodum.
De gule tråde er snylteplanten nældesilke, Cuscuta sp. Der er både hel- og halvsnyltere i slægten, og arten her ser ud til at mangle klorofyl.
Spartium junceum er indslæbt fra Europa. Eneste art i slægten.
Nåletræ dødt i toppen efter angreb af snylteplanten Phoradendron sp. samt ung blomsterstand og blomstrende Noline sp., San Bernardino Mountains.
Sidste ekskursion med Claremont som udgangspunkt gik til Sequoia National Park, hvor vi på vejen passerede Pyramid Lake (t.v.), der er vandreservoir for Los Angeles og Lake Kaweah.
I parken kan man bl.a. se en kæmpesten som overligger til en naturlig port og gletsjerskurede klipper med rock-pools. General Sherman var der også, ikke personen, men træet.
Sequoia National Park er mest kendt for de enorme Sequoia træer. T.v. er det toppen af General Sherman’s Sequoia-dendron giganteum, der er verdens største træ målt på volumen, Dets alder skønnes at være mellem 2.200 og 2.700 år. I midten et træ, der formentlig har været ramt af et lyn. T.h. et falsk to-stammet træ. – I 1991 forårsagede en lyn antændelse, at næsten en femtedel af verdens største træer brændte.
Dette landskab så vi øst for Glennville på tilbagevejen til Claremont. Hullerne i hegnspælen er hakket ud af en sapsucker (spættefugl). Hullerne er siden brugt som forrådskamre til agern.
Desuden blev Walker Pass passeret med ørken vegetation og Joshua træer.
Blomstrende Ceanotus sp. – Efter en overnatning mere gik turen til San Francisco og med fly til København.
H. S. Heide-Jørgensen, februar 2022.