Rundbladet soldug er den mest udbredte soldug art i Danmark. Den er cirkumpolar inklusive det sydlige Grønland. Den trives fint med konkurrence fra tørvemos (Sphagnum). På billedet th. vokser soldug tæt rundt om en grundvands regulere klitlavning i den rødbrune bræmme, hvor der hverken er for vådt eller tørt.
Drosera rotundifolia blomstrer i august. De 5-tallige blomster er kun åbne midt på dagen, og de sidder højt hævet over fælderne. I tørt og solrigt vejr kan slimen på tentaklerne tørre ud. På billedet herunder ses i midten et blad foldet sammen om et bytte som resultat af den på hovedsiden omtalte auxin regulerede vækstbevægelse.
Langbladet soldug - Drosera anglica
Langbladet soldug har i Danmark kun få voksesteder på højmoser og i fugtige klitheder i Jylland. Dens totale udbredelse er næsten cirkumpolar. Den findes dog ikke i Island og Grønland, men i Nordamerika når den op i Alaska. Der findes også nogle subtropiske forekomster på Hawaii og i det sydlige Europa og sydlige Japan. Den trives fint i sure omgivelser mellem Sphagnum. Den overvintrer ved vinterknopper kaldet hibernakler. Arten er selvbestøende og menes opstået som en diploid hybrid mellem den nordamerikanske D. linearis og D. rotundifolia. Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
Liden soldug - Drosera intermedia
Liden soldug findes især i moser, hvor den står under vådere forhold end de to øvrige danske arter, rundbladet og langbladet soldug. Den har hovedudbredelse i det vestlige Europa og østlige Nordamerika, men når ned i det nordlige Sydamerika. I tempereret klima overvintrer den ved hibernakler. Bladene er oprette, og formen er intermediær mellem de to førnævnte arter. Blomsterstanden virker sidestillet, idet den er bøjet til siden, mens den står opret centralt i rosetten hos de to andre danske arter. Bomstrer fra juni til august. På billedet t.h. vokser den sammen med blærerod Utricularia australis. – Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
Heide-Jørgensen H S, Kristensen R M. 1999. Puilassoq, the warmest homothermal spring of Disco Island. Ber. Polarforschung 330:32-43.
Abstract/Summary: Only a few notes about the abiotic factors, flora and fauna have been published on the warmest spring of Disko, Puilassoq in Mellemfjord/ Akugdlit. The spring was first described by Steenstrup in 1900, but has since been visited several times by biologists, most recently by the Danish-German Excursion 1998. The chemistry of the water, and the flora and fauna of the spring are here described for the first time. The spring consists of six outflows located on a nearly 2 m high dome, the warmest outflow being about 18°C. pH is 10.0-10.8 and conductivity 100 µmho or less. About 60 species of vascular plants are present within a distance of 2 m from the never freezing water, a high number for a plant community at this northern latitude. The richness of the species is considered related to raised soil temperature, increased mineralization and decomposition, and a prolonged growing season caused by the activity of the spring. The fauna includes many species of Rotifera, 21 species of Tardigrada, four species of Oligochaeta, two species of Trichoptera, Arachnida, the beetle Hydroporus morio, and the fly Scatella thermarum.