Rundbladet soldug er den mest udbredte soldug art i Danmark. Den er cirkumpolar inklusive det sydlige Grønland. Den trives fint med konkurrence fra tørvemos (Sphagnum). På billedet th. vokser soldug tæt rundt om en grundvands regulere klitlavning i den rødbrune bræmme, hvor der hverken er for vådt eller tørt.
Drosera rotundifolia blomstrer i august. De 5-tallige blomster er kun åbne midt på dagen, og de sidder højt hævet over fælderne. I tørt og solrigt vejr kan slimen på tentaklerne tørre ud. På billedet herunder ses i midten et blad foldet sammen om et bytte som resultat af den på hovedsiden omtalte auxin regulerede vækstbevægelse.
Langbladet soldug - Drosera anglica
Langbladet soldug har i Danmark kun få voksesteder på højmoser og i fugtige klitheder i Jylland. Dens totale udbredelse er næsten cirkumpolar. Den findes dog ikke i Island og Grønland, men i Nordamerika når den op i Alaska. Der findes også nogle subtropiske forekomster på Hawaii og i det sydlige Europa og sydlige Japan. Den trives fint i sure omgivelser mellem Sphagnum. Den overvintrer ved vinterknopper kaldet hibernakler. Arten er selvbestøende og menes opstået som en diploid hybrid mellem den nordamerikanske D. linearis og D. rotundifolia. Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
Liden soldug - Drosera intermedia
Liden soldug findes især i moser, hvor den står under vådere forhold end de to øvrige danske arter, rundbladet og langbladet soldug. Den har hovedudbredelse i det vestlige Europa og østlige Nordamerika, men når ned i det nordlige Sydamerika. I tempereret klima overvintrer den ved hibernakler. Bladene er oprette, og formen er intermediær mellem de to førnævnte arter. Blomsterstanden virker sidestillet, idet den er bøjet til siden, mens den står opret centralt i rosetten hos de to andre danske arter. Bomstrer fra juni til august. På billedet t.h. vokser den sammen med blærerod Utricularia australis. – Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
Transverse section of developing leaf with dense indumentum
T-shaped trichomes of nearly mature leaf stained with neutral red in the transpiration stream. Trichome stalk cell still not suberized.
Heide-Jørgensen H S. 1980. The xeromorphic leaves of Hakea suaveolens R.Br. III. Ontogeny, structure and function of the T-shaped trichomes. Bot. Tidsskr. 75: 181-196.
Abstract/Summary: The trichomes consist of basal-, stalk-, and apical cell. The cuticle proper is lamellate, but extremely thin on apical cells. Exposed walls of stalk cells and the sunken basal cells develop thick cuticular layers. A lamellate suberin wall is deposited all over the inner surface of the mature stalk cells, cutting off plasmodesmata. Then the apical cells are shed. This happens when repeated hygroscopic spiralizing and despiralizing cause brittleness in the wall between the apical cell and the stalk cell. The trichomes develop before differentiation of stomata begins. The primary function of the indumentum is to enhance the transpiration stream, thereby securing sufficient mineral supply for rapid leaf growth. Secondary, the indumentum may protect against high insolation during leaf growth. Although the hairs are dead on mature leaves, they are of no value in reducing transpiration due to a wide spacing. Therefore the apical cells can be shed early. Trichomes with tannin-storing apical cells were observed mainly in the axils of young leaves. Possible ultrastructural differences between lamellate cutin and suberin walls are discussed.
Rettelser/Corrigenda: According to Flora of Australia, Hakea suaveolens R. Br. is now named Hakea drupacea (C. F. Gaertn.) Roem. & Schult.
Page 184 Basal cell, line 4: spidemal shall be epidermal.
Page 188 Stalk cell, line 1: strucural shall be structural.