Carnivori på frimærker
Opdateret 15-03-2023
Denne side viser frimærker med kødædende planter som motiv ledsaget af noter om både frimærker og planter. For en mere detaljeret beskrivelse af carnivori og de forskellige slægter henvises til siden Kødædende planter. Der er udgivet over 34.000 frimærker med blomstermotiv, men kun godt og vel 100 med kødædende planter ifølge Michel kataloget, der dækker hele verden fra 1874-2021. Der er f.eks. flere tusinde orkidé frimærker. Det har ved lanceringen af denne side ikke været muligt at fremskaffe samtlige frimærker med kødædende planter, men flere forventes tilføjet med tiden.
Kødædende planter har et svagt rodsystem, og bladene er indrettet til at fange og fordøje forskellige dyr, primært insekter. Den ekstra næring planterne dermed får, gør dem konkurrencedygtige på næringsfattige jorder. Tabellen herunder giver en oversigt over samtlige carnivore slægter.
Slægt
Brocchinia
Catopsis
Heliamphora
Darlingtonia
Sarracenia
Nepenthes (kandebærer)
Cephalotus
Ibicella
Byblis
Triphyophyllum
Drosophyllum
Pinguicula (vibefedt)
Drosera (soldug)
Dionaea
Aldrovanda
Utricularia (blærerod)
Genlisea
Antal arter
2
1
15
1
8
117
1
1
2-7
1
1
96
209
1
1
225
21
Familie
Bromeliaceae
Bromeliaceae
Sarraceniaceae
Sarraceniaceae
Sarraceniaceae
Nepenthaceae
Cephalotaceae
Martyniaceae
Byblidaceae
Dioncophyllaceae
Drosophyllaceae
Lentibulariaceae
Droseraceae
Droseraceae
Droseraceae
Lentibulariaceae
Lentibulariaceae
Udgivelser fra
Guinea Bissau
?
Guyana, St. Tomé & Principe
USA
Laos, Sierra Leone, USA
Australien, Brunei, Filippinerne, Laos, Madagaskar, Seychellerne, Sierra Leone, St. Tomé & Principe, Tanzania, Thailand
Australien, Guinea Bissau
Sierra Leone
Færøerne, Irland, Japan
Australien, Sct. Tomé & Principe, Sct. Vincent, Thailand, USA
Laos. St. Vincent, USA
Japan, Sierra Leone,
Thailand, Canada
?
Brocchinia
Brocchinia er en slægt i ananasfamilien, Bromeliaceae. Der er 20 arter i slægten, og to af dem anses for kødædende planter. Sammen med en anden bromeliacé Catopsis berteroniana er de de eneste énkimbladede kødædende planter, men på et primitivt stade.
Brocchinia reducta – Guinea Bissau (Vest-Africa). Udgivet i 2014 som miniark med fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 30×40 mm.
Brocchinia reducta danner med oprette blade en tæt rørformet roset, der opsamler regnvand. Bladene er på indersiden beklædt med løse skæl, der let falder af, når insekter søger at få fodfæste. Røret eller kanden fungerer dermed som en faldgrube i lighed med slægterne i Sarraceniaceae. Hos B. reducta er der påvist sur phosphatase, og kandevæsken har en surhedsgrad på 3,0. B. reducta vokser i det sydvestlige Venezuela i samme område som Heliamphora heterodoxa, som den ligner i morfologi og duft, selv om B. reducta ikke producerer nektar (Batesisk mimicry). Den findes således ikke i Guinea Bissau. Gengivelsen af planten er ret misvisende, da bladene er gullig-grønne og helt oprette, så tragten ligner et rør op til 30 cm højt.
Heliamphora
Der kendes 15 arter, der alle vokser over 1200 m.o.h. og op til 2800 m. De har passive (uden bevægelige dele) faldgrube fælder og anses for primitive i Sarraceniaceae, da låget er for lille til at give paraply effekt, og fordøjelsen af byttedyr er primært afhængig af bakterier.
Heliamphora nutans – Guiana. Udgivet 1972. Mål: 30×38 mm.
Heliamphora nutans vokser på Mount Roraima og andre taffelbjerge (tepuis) i grænseområdet mellem Venezuela, Brasilien og Guyana. Den er dog også fundet i lavlandet. Kanderne bliver op til 30 cm høje med en mundings diameter på 3-7 cm. De nikkende blomster er førsthunlige (protogyne), hvilket skal forhindre selvbestøvning. Som hos de to øvrige slægter i familien bebos kanderne af flere forskellige insekter og mikroorgasnismer. – Klik på frimærket for at se dyrket plante i blomst.
Heliamphora ionasi – St. Tomé & Principe (Ø-stat i Atlanterhavet ud for Gabon, Vestafrika).
Udgivet 2015 i en serie på fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 30×42 mm.
Heliamphoa ionasi er den største af af de 15 arter med op til 50 cm høje kander. Den vokser mellem Ilu Tepui og Tramen Tepui i Venezuela, hvor den er endemisk, og den findes således ikke på St. Tomé & Principe.
Darlingtonia
Darlingtonia californica er eneste art i slægten, og den vokser på nogle få sumpede lokaliteter i det vestlige Oregon og nordlige Californien, hvor den er endemisk.
Darlingtonia californica – USA. Udgivet 2001 sammen med 3 andre carnivore arter. Mål 40×25 mm.
Darlingtonia californica har kandeformede blade, der fungerer som en passiv faldgrubefælde. De op til 1 m høje kanders top er ombøjet, så indgangen til fælden vender nedad, og låget er udformet som en fiskehale, hvor nektarier tiltrækker insekter. De lyse pletter er gennemskinnelige, og det lokker insekterne til at flyve op gennem den nedadvendte munding, så de støder mod kandevæggen og falder ned i væsken med fordøjelsesenzymer. Arten har vegetativ formering ved op til 80 cm lange underjordiske udløbere, og den kan derfor danne tæppedannende populationer. Blomsterne er gule og brune og indrettet, så selvbestøvning undgås. De udvikles tidligt om foråret før nye kander skyder frem, og derved undgås konkurrence om insekterne mellem blomster og fladgrubefælden. – Klik på frimærket for at se den nikkende blomst.
Sarracenia
Sarracenia slægten med 8 arter er hjemmehørende i det østlige USA, men S. purpurea når op i den midterste del af Canada, og den er introduceret i flere europæiske lande bl.a. i Sverige. Bladene danner en passiv faldgrubefælde som hos Heliamphora, og fælderne udskiller selv fordøjelsesenzymer, men bakterier hjælper også til. De fleste arter har et ubevægeligt låg, der fungerer som en paraply, der skal forhindre, at kanden overfyldes med regnvand. Låget har desuden nektarier, der skal lokke bytte til fælden.
Sarracenia purpurea – Laos. Udgivet 1995 i en se-rie med 5 carnivore planter. Mål: 33×44 mm.
Sarracenia purpurea har har den største udbredelse, da den når fra dest østlige USA og Canada helt til Saskatchewan. Det er den eneste art med helt åbne kander, der rummer et næsten komplet økosystem med symbiotiske insekter (Se https://viscum.dk/sarracenia-bundzonens-fordoejelseskirtel/). Kanderne sidder i roset og er er normalt under 15 cm høje, mens blomsterne er højt hævet over fælderne. Klik på frimærket for at se blomstrende plante.
Sarracenia flava – USA. Udgivet 2001 sammen med 3 andre carnivore arter. Mål 40×25 mm.
Sarracenia flava – Laos.
Udgivet 1995 i en serie med 5 carnivore planter.
Mål: 33×44 mm. Arten findes ikke naturligt i Laos.
Sarracenia flava findes i de sydøstlige stater i USA. Kanderne kan blive omkring en m høje, omend de normalt er lavere. Farven variere en del som antydet på frimærkerne. Ved stærk sol bliver de røde. En række insekter benytter kanderne hos flere arter som levested og jagtområde. Edderkopper, knælere og tilmed frøer sidder på lur ved kandernes munding efter dyr, der lokkes til kanderne for at søge nektar. Tre natsværmer arter og specielt Exyra semicrocea benytter kanderne som spisekammer for larverne og beskyttet sted til forpupning.
Sarracenia oreophila – Guinea Bissau. Udgivet i 2014 i en serie på fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 30×40 mm.
Sarracenia oreophila vokser nogle få steder i moser i staterne Alabama, North Carolina og Georgia og således ikke i Guinea Bissau. Kanderne kan nå en højde af 75 cm med en munding på op til 10 cm i diameter. Den viste rødøjede grønne løvfrø lever i regnskovens træer og har sin nordligste forekomst i Mexico, og den har derfor ingen relation til S. oreophila.
Nepenthes - Kandebærer
Kandebærerfamilien Nepenthaceae rummer ca. 117 Nepenthes arter. Det er en SØ-asiatisk slægt med forekomst også i Indien og på Seychellerne. Som hos arterne i Sarraceniaceae fanges byttet i passive faldgrubefælder. Alle arter undtagen én har et veludviklet låg, og alle udskilller fordøjelsesenzymer. De største kander hos N. rajah kan rumme op mod ën liter væske, og byttedyr kan være så store som mus og fugleunger. Der er som regel en størrelsesforskel mellem nedre og øvre kander. Læs mere om samspillet mellem kandebærere og en række dyr under emnet Kødædende planter. Alle arter har han og hun planter (diøcisk).
Nepenthes arter fra Filippinerne. Der er i 2013 udgivet en serie på 8 arter alle med værdien 10P. Mål: 30 x 40 mm.
Fire af arterne ses på souvenirarket. De ægte frimærker har ikke kunnet skaffes. Arterne på arket er fra øverst til venstre og nederst til højre:
Nepenthes mindanaoensis fra Mindanao og Dinagat
Nepenthes sibuyanensis endemisk på øen Sibuyan
Nepenthes mira endemisk på øen Palawan
Nepenthes mantalingajanensis kendes kun fra Mt. Mantalingaja på Palawan
Desuden ses Nepenthes merrilliana, der vokser på flere Filippinske øer.
Herunder vises de 4 øvrige arter i serien.
Nepenthes truncatavokser på øerne Dinagat, Leyte, og Mindanao op til 1500 m.o.h. Den har hjerteformede blade og kander, der kan blive op til 40 cm høje.
Nepenthes peltatavokser på Mount Hamiguitan på øen Mindanao. Den flade del af bladstilken bliver op tl ½ m lang. Kanderne når en højde af 28 cm og en bredde på 16 cm.
Nepenthes burkeivokser i 1100-2000 m’s højde på øen Mindoro. Kanderne er noget timeglas formede og 14-16 cm høje.
Nepenthes attenboroughii findes på Mount Victoria på øens Plawan. Det er en af de største arter med kander på 30x 16 cm og kan indeholde 1½-2 liter væske.
Nepenthes villosa – Laos. – Laos.
Udgivet 1995 i en serie med 5 carnivore planter.
Mål: 33×44 mm.
Nepenthes ampullaria – Laos.
Udgivet 1095 i en serie med 5 carnivore planter.
Mål: 33×44 mm.
Nepenthes villosa vokser på Mt. Kinabalu og et nærliggende bjerg på Borneo op til 3.000 m. Den kan træffes over 3.200 m og vokser således i større højder end andre Nepenthes arter på Borneo. Kanderne måler omkring 25x 9 cm. – De to viste arter findes som de øvrige arter i serien ikke i Laos.
Nepenthes ampullaria findes på Borneo, Maluku-øen , Ny Guinea, halvøen Malaysia, Singapore, Sumatra og Thailand. Den er exceptionel ved, at låget er lille og tilbagebøjet og ved, at arten er den eneste, der udskiller enzymet cellulase. Kanderne står på jorden og opsamler nedfaldne blade, som den fordøjer ved brug af bl.a. cellulasen.
Nepenthes pervillei – Madagaskar
Udgivet 1973 med samme motiv i to værdier 25 F og 40 F.
Mål: 38×38 mm.
Nepenthes pervillei er er endemisk på Seychellerne, hvor den vokser på to øer ofte i sprækker på ellers nøgne klipper. Arten findes ikke på Madagaskar. Kanderne måler ca. 12×4 cm. Den anses for en primitiv art inden for slægten. Republikken Malagasy fik sin uafhængighed af Frankrig i 1960, men skiftede navn til Madagascar i 1975. Seychellerne blev en uafhængig østat i 1976.
Nepenthes madagascariensis – Sierra Leone.
Udgivet i 2013 i en serie på fire frimærker med kødædende planter. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 35×35 mm.
Arten findes som de øvrige 4 arter i serien ikke i Sierra Leone, men alle findes i Afrika.
Nepenthes madagascariensis er den eneste Nepenthes art på Madagascar, hvor den vokser i en smal fugtig zone på øens østlige side. Den vokser ofte i tørvemos. Den anses for en relativt primitiv art inden for slægten.
Nepenthes mirabilis – Thailand. Udgivet 2006 sammen med et Drosera burmannii mærke. Mål: 48×30 mm.
Nepenthes hybrida – Tanzania. Udgivet 1994. Mål: 30×42.
Nepenthes mirabilis vokser i hele SØ-Asien og er den mest udbredte Nepenthes art og samtidig en art, der ofte findes i blomsterbutikker og havecentre. kander begynder at visne efter 8-10 uger, hvilket er hurtigere end hos andre arter. De nedre kander måler ca. 16×5 cm, mens de øvre er støre ca. 224×6 cm. Kanderne indeholder ofte en artsrig fauna, hor dyrene er immune overfor fordøjelsesvæsken.
Nepenthes hybrida. Der er ingen naturlige Nepenthes arter vest for Madagaskar, men hybrider sælges af mange gartnerier og blomsterhandler. Hybrider har ofte større kander og er mere robuste og derefter mere velegnede til dyrkning.
Nepenthes rowanae – Australien. Udgivet 2013 sammen med 3 andre frimærker med carnivore planter vist her på siden. Klik på frimærket for at se dem som 4-blok. Mål: 23×37 mm.
Nepenthes rowanae er endemisk for Cape York Peninsula. Den er nært beslægtet og hybridiserer med N. mirabilis, der sammen med N. tenax er de eneste anerkendte Nepenthes arter i Australien. Planten er i begyndelsen opret, men bliver senere krybende med op til 4 m lange skud, De nedre kander er 20 cm høje med en 15 cm bred munding, de øvre kander bliver højst 15 cm høje og 8 cm brede. Frimærket viser desuden en frø, der kan ende som bytte i de nedre kander.
Nepenthes aristolocioides – Tomé & Principe.
Udgivet 2015 i en serie på fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 30×42 mm.
Nepenthes rajah – Tomé & Principe.
Udgivet 2015 i en serie på fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 30×42 mm.
Nepenthes aristolochioides kendes kun fra tre lokaliteter i Kerinci Seblat National Park på Sumatra. Det er primært en terrestrisk plante, der gror i mosrige tågeskove med høj nedbør. Den er dog også set som epifyt. De nedre kander er ret små, blot 7 cm høje, mens de øvre er dobbelt så store. Mundingen er bemærkelsesværdigt stejlt skråtstillet. Det muliggør lyseffekter som led i fangstmetoden svarende til fenestreringen hos f.eks. Darlingtonia. Kande indersiden er dækket af en viscøs slim, som insekter hænger fast i. Sommerfuglen er en monark, men næppe et byttedyr.
Nepenthes rajah vokser nogle få steder på Mt. Kinabalu og et nabobjerg på Borneo, og den er den Nepenthes, der har de største kander. De nedre kander er størst og kan blive 38 cm høje og 20 cm brede. Det giver et volumen på 3,5 liter og et indhold på op til 1 liter væske. Kandestørrelsen betyder, at selv mus, frøer og fugleunger kan ende som bytte som antydet på frimærket. Det er dog udtagelser.
De to arter findes ikke på Sct. Tomé & Principe.
Nepenthes rafflesiana – Brunei Darussalam.
Udgivet 2000 i en serie med to snylteplanter fra Rafflesiaceae. Mål: 35×30 mm.
Nepenthes rafflesiana er udbredt på Borneo, Sumatra, Malaysa halvøen og Singapore. Brunei Darussalam er et sultanat på Borneo. Den vokser primært i lavlandet, men når enkelte stedet op til 1500 m.o.h. Kanderne er på størrelse med Nepenthes rajah. Den klatrer op til 15 m. og slyngtrådene kan blive mere end 1 m lange. De øvre kander er længere og smallere end de nedre.
Cephalotus
Slægten er monotypisk, og Cephalotus follicularis findes kun i det sydvestlige Australien. Det er den sidste af de 7 slægter med faldgrubefælder, og arten er udførligt beskrevet under emnet Kødædende planter.
Cephalotus follicularis – Guinea Bissau.
Udgivet i 2014 i en serie på fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 30×40 mm.
Cephalotus follicularis – Australien. Udgivet 2013 sammen med 3 andre frimærker med carnivore planter vist her på siden. Klik på frimærket for at se dem som 4-blok. Mål: 23×37 mm.
Cephalotus follicularis findes i det sydvestlige Australien og ikke i Guinea Bissau. Det er den sidste af de 7 slægter med faldgrubefælder, og arten er udførligt beskrevet under emnet Kødædende planter.
Drosophyllum
Drosophyllum er endnu en monotypisk carnivor slægt. Den blev tidligere henregnet til soldugfamilien, men har nu sin egen familie Drosophyllaceae. Dens fælder er passive og fungerer som limpinde, idet bladene er besat med slimudskillende tentakler. Se detaljerne under kødædende planter.
Drosophyllum lusitanicum – Sierra Leone.
Udgivet i 2013 i en serie på fire frimærker med kødædende planter. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 35×35 mm.
Arten findes som de øvrige 4 arter i serien ikke i Sierra Leone, men alle findes i Afrika.
Drosophyllum lusitanicum findes i Portugal, SV Spanien og nordlige Marokko i en smal zone langs Atlanterhavet. Den foretrækker en ret tør hedeagtig eller gruset bund. Bladene sidder i roset og bliver op til 20 cm lange. Blomsterne er gule.
Drosera - Soldug
Soldugfamilien Droseraceae rummer mere end 200 arter af soldug, og slægten er udbredt over hele verden undtagen Antarktis og med Australien og Sydafrika som de mest artsrige områder. I Skandinavien findes 3 arter med Drosera rotundifolia som den mest almindelige. Den findes også i Grønland og på Færøerne. Fælden er aktiv, idet både de slimudskillende tentakler, der beklæder bladene, og selve bladpladen kan bevæge sig omend langsomt for at fastholde byttet og sørge for, at flest mulige enzymudskillende kirtler kommer i kontakt med byttet. Bevægelserne sættes i gang af mekanisk og kemisk stimulering fra byttedyret.
Drosera burmannii – Thailand. Udgivet 2006 sammen med et Nepenthes mirabilis mærke.
Mål: 48×30 mm
Drosera anglica, langbladet soldug – USA. Udgivet 2001 sammen med 3 andre carnivore arter. Mål 40×25 mm.
Drosera burmannii udbredt i troper og subtroper udmærker sig ved at være den art, der har de hurtigste tentakelbevægelser, idet en tentakel kan bevæge sig 180o på under et minut.
Drosera anglica er næsten cirkumpolar, men sjælden i Danmark.Den trives i høljerne i højmoser.
Drosera rotundifolia – St Vincent & Grenadinerne.
Udgivet i ? i en serie på fire frimærker med kødædende planter. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 28×42 mm.
Drosera roraimae – St Tomé & Principe.
Udgivet 2015 i en serie på fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien.. Mål: 30×42 mm.
Drosera rotundifolia hedder Rundbladet soldug og findes i mange moser og vådområder inkl. klitlavninger med høj grundvandsstand. Den er desuden vidt udbredt på den Nordlige halvkugle inkl. Færøerne og Grønland.
Drosera roraimae er hjemmehørende i Brasilien, Guyana og Venezuela. Artsnavnet henviser til plateaubjerget Roraima, hvorfra type eksemplaret er indsamlet.
Drosera lowriei – Australien. Udgivet 2013 sammen med 3 andre frimærker med carnivore planter vist her på siden. Klik på frimærket for at se dem som 4-blok. Mål: 23×37 mm.
Drosera rupicola – Australien. Udgivet 2013 sammen med 3 andre frimærker med carnivore planter vist her på siden. Klik på frimærket for at se dem som 4-blok. Mål: 23×37 mm.
Drosera lowriei er hjemmehørende i V-Australien, hvor den vokser på leret jord. Det er en knoldplante, der danner en roset på ca. 4 cm i diameter. Knolden er gul.De hvide blomster er i knopstadie på frimærket.
Drosera rupicola vokser i V-Australien på let leret jord over granit. Det er ligeledes en flerårig knoldplante der danner en central roset hvorfra der udvikles 3-5 halvt oprette op til 15 cm lange stængler med modsatte tentakel besatte blade. Blomster er hvid.
Dionaea
Dinaea er en monotypiske slægt, der hører til soldugfamilien, Droseraceae. Den er relativt let at dyrke, men undgå at stimulere fælderne til at klappe unødigt, da det kræver meget energi, og det tager et døgn at genåbne fælden.
Dionaea muscipula – Laos. Udgivet 1995 i en serie med 5 carnivore planter. Mål: 33×44 mm.
Dionaea muscipula – Laos. Udgivet 1995 i en serie med 5 carnivore planter. Mål: 33×44 mm.
Dionaea muscipula er slægtens eneste art og endemisk i staterne Nord- og Syd Carolina i USA, hvor den vokser kystnært på ofte sandet jord. Fælden er aktiv og hurtig og kan sammenlignes med en rævesaks, idet bladpladens to lober kan klappe sammen om byttet på 0,5 sekunder under optimale temperatur og vandforhold. Fælden smækker efter mekanisk stimulering fra byttet, der skal berøre et triggerhår
Dionaea med 3 triggerhår på hver bladlobe. to gange eller to triggerhår én gang inden for 30 sek. Fælden kan bruges flere gange, hvis fordøjelsen af byttet ikke har krævet for meget energi. Genåbning tager ca. et døgn. Der sidder 3 triggerhår på hver halvdel af bladpladen, men på frimærket fra Laos har man ødslet noget mere med triggerhår. Til gengæld mangler de på frimærket fra USA.
Aldrovanda
Aldrovanda er en monotypisk slægt med kun én art A. vesiculosa, der findes spredt på isolerede lokaliteter i den gamle verden fra Europa til Australien, men den er i stærk tilbagegang. Den er introduceret i det østlige USA. 16 kendte arter er uddøde.
Aldrovanda vesicolosa kræver lavvandede, klare damme uden Sphagnum. Dens fælder er bygget og fungerer i princippet som hos Dionaea, men der er 6-8 triggerhår per bladlobe.
Pinguicula - Vibefedt
Vibefedt hører til familien Lentibulariaceae. Der kendes omkring 96 arter af vibefedt, heraf 13 i Europa inklusive 3 i Skandinavien. Flertallet af arterne vokser i Central- og Sydamerika. Slægten er cirkumpolar med den i Danmark kendte art, Pinguicula vulgaris, som et godt eksempel. I Skandinavien findes yderligere to arter. Alpe-vibefedt (P. alpina) har samme størrelse som Alm. Vibefedt (P. vulgaris), men blomsterne er hvide. Lodden vibefedt (P. villosa) er en ret sjælden art med kun ca. 1 cm lange blade og lysviolette blomster med gule streger. Den findes især blandt tørvemos. Vibefedt er flerårige rosetplanter, og mange arter danner en sommer- og en vinterroset, hvor det kun er sommerrosettens blade, der er udstyret til at fange og fordøje insekter og andre små dyr, mens vinterrosettens blade fungerer som oplagsorganer.
Pinguicula vulgaris – Færøerne. Udgivet 1988 sammen med 3 andre blomstermærker. Mål: 26×37 cm.
Pinguicula vulgaris har cirkumpolar udbredelse og hører til en gruppe, der anlægger en vinterknop,} 
mens sommerens blade dør. En anden gruppe har samme bladtype året rundt. Alle vibefedt har fotosyntese som alle andre kødædende planter. Fælden fungerer som et fluepapir, idet den er besat med slimudskillende kirtler. Fælden hører til den aktive langsomme type, hvor bladranden langsomt bøjes ind over byttet eller, der dannes en fordybning på bladoverfladen, hvor fordøjelsesvæsken koncentreres. Fangst, fordøjelse og økologi er nærmere forklaret og illustreret på siden Pinguicula.
Pinguicula grandiflora – Irland. Udgivet sammen med 3 andre blomsterfrimærker den 1/3/2007 med værdien N på selvklæbende papir og igen 20/4/2007 og 6/11/2009 med værdien 55c og ny takning foruden i hæfter med takning på 3 sider. Mål: 24×30 mm.
Pinguicula grandiflora vokser i Irland og flere steder i Vest-Europa. Den danner vinterknopper ligesom P. vulgaris og har store blomster.
Pinguicula ramosa – Japan. Udgivet 1978. Mål: 28×39 mm.
Pinguicula ramosa er fra Japan, hvor den er endemisk i Nikkō Nationalpark på øen Hunshū samt på to bjerge uden for parken. Arten er bemærkelsesværdig ved i modsætning til de øvrige arter at have en forgrenet blomsterstand. Den anlægger også vinterknopper (hibernakler). På grund af den meget begrænsede udbredelse anses arten for truet, og den er fredet.
Pinguicula gypsicola – St. Vincent & Grenadinerne (Østat i det Caribiske hav ud til Atlanterhavet).
Udgivet i ? i en serie på fire frimærker med kødædende planter. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 28×42 mm.
Pinguicula gypsicola findes kun på nogle få kalkholdige lokaliteter i en enkelt stat centralt i Mexico. Den har heterophylli med kødædende sommerblade og små ikke carnivore blade i roset om vinteren
Pinguicula gigantea – Guinea Bissau.
Udgivet i 2014 i en serie på fire frimærker med kødædende planter sammen med potentielle byttedyr som motiv. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 30×40 mm.
Pinguicula gigantea er hjemmehørende i den Mexicanske stat Oaxaca. Den er speciel ved, at de store sommerblade har slimudskillende kirtler også på blad undersiden. De små vinterblade er ikke carnivore.
Pinguicula rotundifolia – St. Vincent & Grenadinerne.
Udgivet i ? i en serie på fire frimærker med kødædende planter. Klik på foto for at se hele serien. Mål: 28×42 mm.
Pinguicula rotundifolia vokser i staten Noev León i det nordlige Mexico. Bemærk, at ingen af de tre sidstnævnte arter vokser vildt i det land, der har udgivet frimærkerne.
Utricularia - Blærerod
Utricularia med mindst 225 arter er den største slægt med kødædende planter, og den findes i alle verdensdele undtagen Antarktis. Der er både vandplanter, sumpplanter og enkelte epifyttiske arter, men for at fungere kræver alle vand omkring de omdannede blæreformede bladafsnit, der udgør fangstredskabet. Blæren fungerer ved en lynhurtig bevægelse af blæredøren, og blæren er således aktiv og kan sammenlignes med en lukket musefælde. Se den detaljerede beskrivelse af blærens bygning og fangstforløbet på siden om Utricularia. Blærerod har ingen rødder, men mange har rhizomer, og alle blomster har en spore med nektar.
Utricularia minutissima
Utricularia delphinioides
Utricularia bifida
Utricularia udgivet i Thailand, de tre første i1994 sammen med et mærke med en ikke kødædende plante Enocaulon odoratum (Eriocaulaceae) som fejring af det forestående nytår. Disse 4 mærker er udgivet som en firblok. Se den ved at klikke på det første frimærke. Det fjerde frimærke af U. bifida er udgivet i 2004 sammen med frimærker af to andre blomsterplanter for at fejre nytåret 2005. – Mål for alle 4 mærker: 24×29 mm.
De viste arter er alle sumpplanter, og de findes alle i Thailand og er vidt udbredt fra Indien til Australien.
Utricularia intermedia – Canada. Udgivet 2006 sammen med 3 andre blomstermærker.
Mærket findes også med takning på 4 sider og bølgetakning på øverste og nederste kant. Desuden findes mærket med værdien 93 overstreget.
Alle udgaver måler 24×20 mm.
Utricularia intermedia er vidt udbredt over den nordlige halvkugles tempererede zone og findes i Danmark under navnet Storlæbet blærerod. Den er ofte fasthæftet til underlaget med rhizomer, men kan også leve fritsvømmende. Den har både skud uden blærer og skud med blærer.
H. S Heide-Jørgensen, december 2021