Rundbladet soldug er den mest udbredte soldug art i Danmark. Den er cirkumpolar inklusive det sydlige Grønland. Den trives fint med konkurrence fra tørvemos (Sphagnum). På billedet th. vokser soldug tæt rundt om en grundvands regulere klitlavning i den rødbrune bræmme, hvor der hverken er for vådt eller tørt.
Drosera rotundifolia blomstrer i august. De 5-tallige blomster er kun åbne midt på dagen, og de sidder højt hævet over fælderne. I tørt og solrigt vejr kan slimen på tentaklerne tørre ud. På billedet herunder ses i midten et blad foldet sammen om et bytte som resultat af den på hovedsiden omtalte auxin regulerede vækstbevægelse.
Langbladet soldug - Drosera anglica
Langbladet soldug har i Danmark kun få voksesteder på højmoser og i fugtige klitheder i Jylland. Dens totale udbredelse er næsten cirkumpolar. Den findes dog ikke i Island og Grønland, men i Nordamerika når den op i Alaska. Der findes også nogle subtropiske forekomster på Hawaii og i det sydlige Europa og sydlige Japan. Den trives fint i sure omgivelser mellem Sphagnum. Den overvintrer ved vinterknopper kaldet hibernakler. Arten er selvbestøende og menes opstået som en diploid hybrid mellem den nordamerikanske D. linearis og D. rotundifolia. Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
Liden soldug - Drosera intermedia
Liden soldug findes især i moser, hvor den står under vådere forhold end de to øvrige danske arter, rundbladet og langbladet soldug. Den har hovedudbredelse i det vestlige Europa og østlige Nordamerika, men når ned i det nordlige Sydamerika. I tempereret klima overvintrer den ved hibernakler. Bladene er oprette, og formen er intermediær mellem de to førnævnte arter. Blomsterstanden virker sidestillet, idet den er bøjet til siden, mens den står opret centralt i rosetten hos de to andre danske arter. Bomstrer fra juni til august. På billedet t.h. vokser den sammen med blærerod Utricularia australis. – Drosera anglica x obovata er en steril hybrid med D. rotundifolia. Hybriden forveksles undertiden med Drosera intermedia.
Resten af turen foregår nord for Polarcirklen, hvor kortets resterende destinationer besøges
Ilulissat
Ilulissat er den 3. største by med ca. 4.700 indbyggere og over 4000 slædehunde
Knud Rasmussens fødehjem
Sygehuset er rødt, mens det i næsten alle andre byer er gult
Hundekvarteret
Der fanges især torsk og hellefisk
En torsk bider på
Snespurve, Plectrophenax nivalis, 2 ungfugle og en voksen på vej i vinterdragt – kun få fugle overvintrer (2/9-2017)
Gråsisken, Carduelis flammea – de fleste overvintrer i Canada
Ilulissats hovedattraktion er den 50 km lange isfjord Kangia. I 2019 gik man i gang med at opføre et Isfjordscenter tegnet af Dorte Mandrup. Dette videnscenter forventes færdigt og indviet i 2021. Det er placeret højt nær starten af gangbroen, der fører ud til Isfjorden, og der vil være udsigt til fjorden nogenlunde som vist herunder.
De store isbjerge strander på en undersøisk endemoræne ved fjordens munding (foto 2/9-2017)
På vej mod isfjorden
Mosrigt sumpområde ned mod isfjorden. Området udsættes for ‘tsunamier’, når de store isbjerge brækker over.
I bunden af Isfjorden ligger gletsjeren Sermeq Kujalleq, der er den nordlige halvkugles mest produktive gletsjer. Den kælver 70 mio. tons is per døgn, og isen bevæger sig fremad med 20-30 m i døgnet.
Ilulissat Isfjord den 2/9-2017
Man kan gå ud til Isfjorden, men man kan også sejle ud til Isbanken med strandede isbjerge i alle former. Isens hvide farve skyldes, at den indeholder masser af luftbobler, mens den blå is er fri for luftbobler. Blå is ses ofte som årer i isbjerge fremkommet ved at ferskt smeltevand er frosset i sprækker i isbjerget.
Sejlads ved Isbanken er smukkest i morgen- og aftenlys
Pukkelhvaler
Pukkelhvaler (der var 6)
Det er da et fascinerende syn!
Ikke flere isbjerge i denne omgang
Nå, helt slippe for isbjerge langs kysten kan man ikke, men på det højre foto er det landskabet og iskappen i baggrunden, der er interessant ved at illustrere den klare rene luft, der er i Grønland. Der er på dette sted 70 km over til Disko, der er målet for næste besøg.
Disko
På Disko er kystbjergene 600-800 m høje, mens øens iskappe når op omkring 1500 m.o.h.
På de hidtil besøgte lokaliteter har bjergene primært bestået af gneis og granit, men på Disko er en lav horisont af prækambrisk gneis (max 100 m) overlejret af 6-700 m af lavalag (bassalt) afvekslende med rødlige askelag (laterit, tuf) stammende fra vulkanudbrud i tertiærtiden. Lavaen optræder flere steder som søjlebasalt, der fremkommer under nedkøling af lavaen, hvor lavamassen formindskes ved sprækkedannelse i et hexagonalt mønster. – Herover ses Apostel Fjeld og Lyngmarks Fjeld med Engelskmandens Havn samt søjlebassalt ved Signifik.
Kommer man sejlende til Qeqertarsuaq (Godhavn) med 839 beboere (2020) bliver man sat i land standsmæssigt ved Kongebroen med hvalbarderne, der blev sat op til Christians X’s besøg i 1921. Den røde bygning er museum.
På museet er der bl.a. udstillet tupilakker, et uddrag af grundlæggeren af Arktisk Station Morten Porsilds feltbog samt eksempler på perlebroderi
Kirken kaldet ’Vorherres blækhus’ er fra 1914 med en tilbygning fra 1976. Den har separat klokkestabel. – T.h. Ove Bertelsen fortæller historier og synger smukt i kirken trods stærkt reduceret lungekapacitet den 23/8-2017.
Kirken er bl.a. udsmykket med en frise af Thorvaldsen
Arktisk Station blev anlagt i 1906 af Morten Porsild som en botanisk forskningsstation, men hører i dag under Københavns Universitet med brugsret for både botanik, zoologi, geografi og geologi. Desuden er udenlandske forskere velkomne. Bygningen t.v. indeholder laboratorier og bibliotek. Huset i midten er bolig for den videnskabelige leder. Den nyrenoverede hovedbygning ses t.h.. Læs mere om Arktisk Station og Østerliens homoterme kilder under emnet Arktisk Botanik – Grønlands Planteverden. – Pudsigt nok holdt jeg min 25-års fødselsdag på stationen og besøgte den igen på min 75-års fødselsdag.
Arktisk Station ligger ved Østerlien, en frodig og artsrig sydvendt urskråning med homoterme kilder der, hvor mosvegetation lyser op. T.h. ses Lyngmarks Fjeld i baggrunden.
Qeqertarsuaq set omtrent fra sportspladsen og Arktisk Station nord for byen
Landskab ved Østerliens sydøstlige ende
Bro over Røde Elv og i baggrunden Skarvefjeld. Der er kun én farbar rute op og ned ad bjerget, så pas på når tåge ruller op nedefra.
Røde Elv har skåret sig godt ned i basalten nær udløbet. Det regnede den 23/8-2017
Røde Elvs navn og farve skyldes den røde tuf, der skylles ud med iskappens smeltevand. Huset var tidligere ionosfærestation, nu vandrehjem.
Røde Elv løber gennem Blæsedalen, en gletsjerdal fra istiden, hvor gletsjeren har efterladt en bred endemoræne, der gennemskæres af elven der, hvor gletsjerporten befandt sig. På de skrånende dele af endemorænen ses markant solifluktion, der har ført til langstrakte flydejordstunger med nøgen midte og vegetation kun på kanterne. Se mere under emnet Arktisk Biologi.
Blæsedalen østvendt side nord for endemorænen, 1/8-1967
Blæsedalen vestvendt side med nysne 19/8-1967
Man kan se polygonjord i Blæsedalen, en sortering af materiale der opstår under skiftende frost og tø.
Der findes også vådområder i Blæsedalen med kæruld
Storblomstret sommerkonval, Pyrola grandiflora
Blålyng, Phyllodoce coerulea
Fjeld-hønsetarm, Cerastium alpinum
Fjeldpryd, Diapensia lapponica
Snelejeplanten Dværg-pil, Salix herbacea, hanplante t.v. og hunplante t.h.
Snelejeplanter, Dværg-ranunkel, Ranunculus pygmaeus og t.h. Moslyng, Harrimanella hypnoides mellem Dværg-pil
Rypelyng, Dryas integrifolia, en karakteristisk hedeplante
Man behøver ikke at tørste under feltarbejde i Blæsedalen
Engelskmandens Havn er en artsrig yndet lokalitet for botanikere. Her findes homoterme kilder, og den ekstra jordvarme betyder, at tre af Grønlands 5 orkideer findes her. T.v. Sækspore, Pseudorchis albida ssp. stramineum og t.h. Hjertebladet Fliglæbe, Listera cordata.
Her ses bl.a. Kilde-løvefod, Alchemilla glomerulans, Fjeld-rottehale, Phleum alpinum, der er interessant ved at have bipolar udbredelse, idet den også forekommer på South Georgia. I baggrundes anes Fjeld-kvan, Angelica archangelica.
Engelskmandens Havn og hovedfærdselsåren op og ned ad Lyngmarks Fjeld, der er godt 300 m højt ved kanten og over 700 m inde på plateauet, hvor iskappen ligger.
Fra Lyngmarks Fjeld kan man se isbanken ved Ilulissat 100 km væk, 24/8-1967
Mos samfund på Lyngmarks Fjeld
Ved sportspladsen kan man sætte sig i 1. parket og se på isbjerge eller luftspejling af Kronprinsens Ejland
Isbjerge fra Ilulissat Isfjord er sejlet til Qeqertarsuaq, 16/7-1998
Pukkelhval midt i ædegildet i bugten ved Arktisk Station den 23/8-2017
To finhvaler (Sildepiskere) parteres, 20/8-1967
Mellemfjord ligger på Diskos vestlige side og blev besøgt den 1-2/8-1998 for at undersøge floraen omkring den homoterme kilde Puilassoq. Lejrpladsen var domineret af Storblomstret gederams, Chamaenerion latifolium. Kilden med 6 afløb udspringer fra en kegleformet høj, og der blev fundet omtrent 60 arter af blomsterplanter inden for en afstand af 2 m omkring højen og langs det frostfrie vandløb. Se mere herom under emnet Arktisk Botanik.
Eqi gletsjeren
Eqi gletsjeren er en af Grønlands mest aktive gletsjere, og der er derfor anbragt feriehytter nogle hundrede meter fra gletsjeren, så man kan se den kælve. Ved besøg med skib både i 2017 og 2019 lykkedes det dog ikke at se en kælvning, selv om skibet lå underdrejet foran gletsjeren i en time hver gang.
En stribe aftensol rammer gletsjerens forkant den 16/8-2019
Forhenværende chef for flådestationen Grønnedal Axel Fiedler opdagede, at disse to små øer ikke var angivet på søkortet. Den store ø blev herefter navngivet Axel Ø og den lille Birgitte Ø efter hans hustru. I den anledning er der herover gæstebesøg på Axel Ø. Desværre er de to øer kun synligt forbundne ved lavvande.
Enestående aftenstemning i nærheden af Eqi gletsjeren den 16/8-2019
Uummannaq
Klippe nær Uummannaq med basaltgange
Uummannaq ligger på en ø med et godt 1000 m højt fjeld som vartegn
Uummannaq blev grundlagt i 1763 og har ca. 1400 indbyggere
En af Grønlands få store stenkirker (fra 1931) ligger i Uummannaq
Interiør fra byens museum
Flere gamle tørvehuse er bevaret
Niaqornat
Den lille bygd Niaqornat med kun 35 indbyggere ligger godt gemt på en lille halvø, så både altid kan finde læ på enten den ene eller den anden side.
Niaqornat blev besøgt i let regnvejr den 30/8-2017
I 2011 stiftede de lokale et anpartsselskab for at drive en fiskefabrik primært baseret på hellefisk. Det gik godt i starten, men så stak direktøren af med pengekassen. Hvordan det går nu, ved jeg ikke.
Grønlandshaj (t.v.) og hvalkød hængt til tørre uden for hundenes rækkevide. Grønlandshajen kan blive op til 500 år gammel.
Efterårsfarver hos mosebølle, pil og rypelyng
Storblomstret sommerkonval, Pyrola grandiflora
Upernavik
Upernavik ligger på en ø. Den er grundlagt 1772 og har knap 1100 indbyggere. 20 km nord for byen er der fundet en runesten.
Byens lokale sangkor underholder gerne
Som i andre grønlandske byer er husene farverige
Den gule bygning og den gamle kirke fra 1839 er museum
Kamikker har også brug for at blive luftet
Tørvehuset er en del af museet
Polar-kæruld, Eriophorum scheuchzeri
Knop-stenbræk, Saxifraga cernua, med yngleknopper
Under sejlads nordpå fra Upernavik ser man lige så mange og lige så store isbjerge som i Disko Bugten
Aftenstemning den 25/8-2017
Hen under midnat den 25/8-2017
Kullorsuaq
Kullorsuaq ‘Djævelens tommelfinger’ i sigte 25/8-2017
Kullorsuaq grundlagt 1928, og 453 indbyggere i 2020.
Storslået udsigt fra byens højeste del
Der var endnu blomst i Tue-limurt, Silene acaulis
Polar-rævehale, Alopecurus borealis
Kajak klar til sæljagt
Glade børn
Sminket til maskedans
Maskedans
Nationaldragter
Kap York
På vej mod Kap York den 25/8 kl. 13.49
På vej mod Kap York den 25/8 kl. 23.28
Da Kap York passeres 2. gang i 1997 var der regn og storm, men rød sne forårsaget af algen Chlamydomonas nivalis kunne ses
Storm og søgang ved Kap York
Isbjerg ved Kap York
Thule og Pituffik
Det godt 225 m høje Dundas Fjeld dukker op af morgendisen den 26/8-2017. Efter sigende er der en 8-hullers golfbane på toppen.
Stien op på fjeldet anes. På det sidste lodrette stykke bruges et reb.
USA fik tilladelse til at anlægge Thule Air Base ved Pituffik i 1951. Foto taget under landing den 1/8-1994.
Vandforsyning ført over vejen i isolerede rør af hensyn til permafrost
Thule er en jagt- og handelsstation oprettet i 1910 af Knud Rasmussen og Peter Freuchen. Knud Rasmussen styrede hele Kap York distriktet frem til sin død i 1933. Luftfotoet fra 1/8-1994 viser placeringen på en lille halvø, der ender i Dundas Fjeldet og inuit boplasen Thule (uden for billedet t.v.). I baggrunden Wolstenholme Fjord.
Knud Rasmussen stenen
Peter Freuchens hus er nu museum
I tørvehuse som dette boede de lokale inuitter frem til sommeren 1953, hvor amerikanerne fik dem tvangsforflyttet godt 100 km mod nord til Qaanaaq. De fleste huse blev brændt af, men enkelte stærkt forfaldne huse står der stadig. Billederne viser samme hus fotograferet 4/8-1993 og 26/8-2017. Lavarter Xanthoria elegans har bredt sig på tørvene. I Qaanaaq stod nye huse først klar til indflytning først på vinteren, så indtil da måtte man bo i telte.
Kantlyng, Cassiope tetragona
Purpur-stenbræk, Saxifraga oppositifolia
Fjeldmark med den heliotrope Fjeld-valmue, Papaver radicatum
Tornet stenbræk, Saxifraga tricuspidata
Storblomstret gederams, Chamaenerion latifolium
Qaanaaq og omegn
I 1990erne fløj man med helikopter fra Thule Air Base til Qaanaaq hen over den store øst-vest gående gletsjer på Wolstenholme Land og videre ad Politiken Bræ. I dag bruges Dash-8 fly. Bemærk tværgående gletsjerspalter.
På kortet er de besøgte steder markeret. Steensby Land fylder kortets midte. Den lange brede fjord er Inglefield bredning. Øen ved bredningens sydside kalder jeg Olrik land, da den smalle fjord hedder Olrik Fjord.
T.v. Politiken Bræ. I midten Savage gletsjer, nabo mod øst til Politiken Bræ. Endemorænerne rager langt ud i havet som tegn på klimarelateret tilbagetrækning af gletsjeren. T.h. Savage gletsjer i havniveau.
Vestlige (t.v.) og østlige ende af Qaanaaq, der blev anlagt i 1953 på halvøen Piulip Nunã og i 2020 har 646 indbyggere
Det hvide hus er Knud Rasmussen museum. I baggrunden Herbert Ø.
Qaanaaq ved 4-tiden om morgenen den 14/8-1993
Steensby Land set fra Qaanaaq den 20/6-1995
Polar-kæruld, Eriophorum scheuchzeri
Olrik Land og smeltende havis 1/8-1994
Herbert Ø 7/8-1993 – isfrit, men sne. Højvande, revet der begrænser havnen er under vand.
Inuitteres to traditionelle transportmidler, kajak og hundeslæde
En narhval er fanget
Lavvande – revet, der indrammer naturhavnen, er synligt
Kødstativ med to sæler
Isbjergene ligger fastfrosset til langt hen på sommeren. Foto: 8/6-1995
Qaanaaq får kun skibsforsyninger to gange årligt. Foto 11/9-1995
Slædekørsel på havisen den 12/6-1995
På indkøbstur til Qaanaaq fra udsted
Det kan være svært og kræve stor erfaring og mod at komme i land med et slædespand, når havisen er ved at bryde
Arktisk pil, Salix arctica. Qaanaaqs største og ældste ‘træ’, der grundet den meget langsomme tilvækst er flere hundrede år gammel.
Gryn-stenbræk, Saxifraga foliolosa, med yngleknopper
Storblomstret gederams, Chamenerion latifolium
Ishavs-troldurt, Pedicularis albolabiata ssp. arctica, fundet som ny art for Nord-Grønland i 1994
Fjeld-fåreleger, Armeria scabra, 400 moh
Forladte Inuit (Inughuit) stenhuse ved Narssaq, Olrik Land
‘Dukkerne’, stærkt eroderede præcambriske sandsten øst for Qaanaaq på Piulip Nunã
‘Dukkerne’ med basaltgange
Kap Tyrconnel, ved vestlige side af indsejlingen til Bowdoin Fjord, Piulip Nunã
Det mørke bjerg Castle Cliff på den østlige side af indsejlingen til Bowdoin Fjord kan ses fra Qaanaaq
Bunden af Bowdoin Fjord med gletsjer
Klimarelateret tilbagetrækning af gletsjer i Bowdoin Fjord
Jagthytte ved Kangerdluarssuk, Bowdoin Fjord
Gletsjere i bunden af Inglefield Bredning set fra Qeqertat, en lille udsted med 16 beboere i 1993. Tracy gletsjeren øverst og t.v. deler sig i flere arme, hvoraf den bredeste vist her er 4 km bred. T.h. Tracy gletsjeren.
Kirkegårde i Grønland ligger altid så de afdøde får den bedst mulige udsigt. Her til Olrik og Steensby Land.
Gletsjerport fra Qaanaaq gletsjeren vest for byen. Her kan man relativt let klatre op på iskappen over byen.
Præcambrisk sandsten vest for Qaanaaq med fossile bølgeslagsribber på havbund
Ved Qeqertarssuaq på Herbert Ø er der også forladte stenhuse. Der boede stadig én familie på udstedet i 1995, men i et bedre hus.
Orqivik Næs, Mac Cormick Fjord med Grønlands måske nordligste strandeng placeret 12 -15 m over havet afhængigt af tidevandet. Under storm får strandengen saltsprøjt, der gør, at kun salttolerante arter vokser omkring vandhullet bl.a. Annelgræs (Puccinellia) og Ranke-fladstjerne, Stellaria humifusa. 30/7-1994.
Ranke-fladstjerne, Stellaria humifusa
Havlit, Clangula hyemalis, på sø i baglandet
Sun Gletsjer set fra Orqivik Næs, Mac Cormick Fjord
Sun Gletsjer port – sort hul helt ude i højre side
Ringsæl på isen, Mac Cormick Fjord
Narhval harpuneret for et par dage siden
Mac Cormick Fjord SØ-side – sejler retur til Qaanaaq mellem kl 22 og 04
Red Cliffs, Mac Cormick fjord
Red Cliffs, Kap Cleveland + Herbert Ø
Herbert Ø med skydannelse på toppen af øen
Nysne på Olrik Land og fuldmåne over Qaanaaq
Siorapaluk
Med helikopter over Kap Cleveland, Red Cliffs og Mack Cormick Fjord på vej mod Siorapaluk den 15/6-1995
Man kan også sejle til Siorapaluk i Robertsons Fjord, når vind og strøm ikke har fyldt fjorden med storis. 13/8-1993.
Østsiden af Robertson Fjord
Siorapaluk på vestsiden af Robertson Fjord har 43 beboere i 2020, hvilket er mere end en halvvering siden 1906, hvor befolkningen var størst. Den første japaner, der nåede Nordpolen, bosatte sig i byen i 1972.
Siorapaluk er et af de få steder i Grønland med sandstrand, hvilket navnet henviser til
Sneleje domineret af mosser og fladstjerne
Vegetationen er relativt rig grundet gødning fra fuglefjeldenes søkonger. T.v. Treblomst pragtstjerne, Melandrium triflorum, og herover blomstrende Mørk kæruld, Eriophorum triste.
Fjeldene ved Siorapaluk rummer en af verdens største kolonier af søkonger, Alle alle, med millioner af fugle. Som det ses, nyder lavfloraen også godt af fuglegødningen. Inuitterne spiser syltede søkonger, kiviaq, der gennem et par år opbevares og gærer i en lufttæt sæk af sælskind med spæklag under en bunke sten . Foto 20/7-1994.
Midt i august er alle søkonger fløjet sydpå. Et mindretal overvintrer i Skagerak, mens de fleste er i området ved Newfoundland
Siorapaluk er måske verdens nordligste helårsbeboede bygd. Man kan selvfølgelig være uheldig at besøge stedet i regnvejr, men det forhindrer ikke en badetur, når der efterfølgende er strandbar med lumumba med cognac som den 27/6-1917.
North Humberland set fra Siorapaluk – Flot hvis du holdt ud helt til sidste billede. Du kan se meget mere om Grønlands vegetation i de tre artikler under menuen Arktisk Botanik.