BYBLIS - Regnbueplante
Byblis (Regnbueplante) er en lille slægt med 2 (evt. 3) arter i familien Byblidaceae. Slægten blev beskrevet første gang i 1848, men blev først anerkendt som kødædende i 1875 af Darwin. De to anerkendte arter er Byblis liniflora (Figur t.v.) og B. gigantea, der afviger fra hinanden især m.h.t. udbredelse, størrelse og livsvarighed. Den første vokser i kystnære sumpede områder i tropisk Nord-Australien. Den er i reglen énårig og sjældent over 30 cm høj med ca. 1 cm store blomster (øverst).
Byblis gigantea (t.h.) bliver dobbelt så høj, er flerårig og forveddet i nedre stængeldele. Den findes på fugtig-sandet jord i Vest-Australien i området omkring Perth. Blomsterne er ca. 2 cm i diameter. Den udsættes nu og da for steppebrande, som jordstænglen i reglen overlever. Brandene synes at fremme frøspiringen.
Den Syd-Amerikanske slægt Roridula blev tidligere anset for kødædende tilhørende familien Byblidaceae. Det er en busk med klæbrige kirtelhår, der fastholder insekter, men sekretet er harpiksagtigt, og Roridula kan ikke fordøje fangsten. Den henføres nu til sin egen familie Roridulaceae.
Fældens bygning og funktion
Bladene er 10-30 cm lange og trådformede med et trekantet tværsnit, og de er tæt besat med kirtelhår, hvor den udskilte slim i solskin bryder lyset i regnbuens farver. Kirtelhårene dækker også stængler, blomsterstilke og bægerblade. Bladene fungerer både som fotosyntese organ og som limpind til indfangning af insekter. De langstilkede kirtelhår udskiller en klæbrig muco-polysaccharid slim, der primært fastholder flyvende insekter. Foruden Byblis har to andre slægter fælder, der fungerer som limpinde, Triphyophyllum og Drosophyllum. Som beskrevet for sidstnævnte slægt får vinden til tider bladene til at slå sammen, så slimen trækkes ud i tråde, der kan danne og fungere som et edderkop spindelvæv.
De slimudskillende hår er anlagt ud fra en enkelt epidermiscelle, der har delt sig i en langstrakt basalcelle, en kort endodermoid stilkcelle, der svarer til det endodermoide cellelag hos Drosera og Drosophyllum, og et kirtelhovede, der består af 16-32 radiært ordnede kirtelceller.
’Spindelvævet’ øger effektivi-teten overfor tilfældigt forbiflyvende insekter, og det kan måske kompensere for, at limpinden kun i ringe grad har udviklet lokkemidler i form af f.eks. duft og nektar, selv om det ikke kan udelukkes, at solglitret i slimdråberne kan virke dragende på visse insekter. Desuden følger Byblis ligesom Drosophyllum ikke de generelle principper hos kødædende planter om adskillelse af blomster og fælder, så med blomsterne gemt mellem bladene løber potentielle bestøvere en større risiko for at ende som bytte.
Herover ses et snit gennem en slimudskillende kirtelcelle hos Byblis linifolia lagt vinkelret på de radiære cellevægge og fotograferet i elektronmikroskop ved 5800x. D, to stk. slimproducerende dictyosomer (golgilegeme). F, slim oplagret i porøs cellevæg. M, mitochondrie. N, stor cellekerne. S, stivelseskorn i plastide. W, cellevæggens midtlamel.
Herunder ses slimproducerende kirtelceller hos Byblis linifolia fotograferet ved 29.000x.
D, krukkeformet dictyosom.
V, vesikel.
D, krukkeformet dictyosom i tværsnit. M, mitochondrie.
P, plastide.
V, vesikel klar til afsnøring fra dictyosomet.
Pil, vesikel fusionerer med cellemembranen. Stjerne, nyligt fusioneret vesikel.
Muco-polysaccharidslimen produceres i dictyosomer. Det er et organel, der består af tæt stablede, sammentrykte membransække, der hos Byblis danner en krukke. Inde i krukken ses et antal små membranklædte blærer, hvoraf nogle er placeret på række. Blærerne fusionerer til den inderste og dermed yngste membransæk i dictyosomet, og blærerne indeholder forstadier til slimen, der så færdiggøres i membransækken og til sidst afsnøres som en slimfyldt vesikel fra kanterne af de ældre membransække. Derefter fører cytoplasmastrømninger dem ud til cellemembranen, som de fusionere med, og dermed udtømmes slimen i den porøse cellevæg. Det er en energikrævende proces, og cellerne indeholder derfor mange mitochondrier. Efterhånden som slimtrykket stiger i cellevæggen revner eller sprænges den yderste hinde, kutikula, på cellen, og slimen flyder ud. Da slimdråben er flere gange større end kirtelhovedet, sker der under sekretionen en betydelig vandtilførsel via stilken.
Fordøjelseskirtlerne
Bladene er desuden forsynet med fordøjelseskirtler, der sidder på række, delvist nedsænkede i furer på blad-overfladen (foto højere oppe og t.v.). De er bygget over samme tredelte grundplan som de slimudskillende kirtelhår, men basalcellen (evt. to stk.) er meget kort, de 8 kirtelceller er transferceller udstyret med labyrint-vægge, der forstørrer cellemembranens overflade med op til 20 gange (foto herunder).
T.v. Nedsænkede fordøjelseskirtler og fremhævede spalteåbning hos Byblis linifolia.
Transferceller fremkommer generelt, hvor der opstår transportmæssige flaskehalse og/eller, hvor der er behov for midlertidig oplagring af sekretions-produkter. T.h. ses den uregelmæssige labyrintvæg hos en fordøjelseskirtel. K, opblæring af kutikula. M, mitochondrie.
I modsætning til slimkirtlerne er fordøjelseskirtlerne tørre, så længe der ikke er bytte i fælden. Urinsyre udskilt fra byttet samt en række andre kvælstofforbindelser er i stand til at stimulere kirtlen, så enzymerne udvaskes fra vakuoler og cellevægge v.hj.a. en vandstrøm gennem kirtlen på samme måde som beskrevet for Drosophyllum.
Hos Byblis sker der en opblæring og spræng-ning af kutikula over de stimulerede kirtelceller (foto t.v. og ovenfor), så slimen frit kan flyde ud. Som hos alle andre kødædende planter anvendes bladet også til fotosyntese. Derfor er limpindene forsynede med spalteåbninger. Når fordøjelsesvæsken flyder ud over bladet, vil nogle spalteåbninger sættes ud af funktion. Hos Byblis modvirkes problemet ved, at fordøjelseskirtlerne er nedsænket i furer, mens spalteåbningerne er fremhævede.
H. S. Heide-Jørgensen, november 2020.
Tilbage til Oversigtsskema