Viscum.dk hovedindex ------------------------------------------------Passionsfrugten-------------------------------------------------Oprettet marts 2011


Passiflora x decaisneana dyrket frit udplantet i drivhus. Frugten gulner ved modenhed.


Passiflora racemosa med frugtstand og blomsterstand. De visne blosterblade bliver siddende. - Alle fotos: H. S. Heide-Jørgensen.




Frugt af P. x decaisneana gennemskåret på tværs og langs. Ledningsstrengen i det ene frugtblad markerer sig i bunden af frugten på billedet til højre.

Passionsfrugten er énrummet, men i øvrigt meget variabel. Hos de fleste arter er den et bær, men nogle få arter har opspringende kapselfrugter. Der er talrige frø på de 3 vægstillede frøstole. Frøene er foruden de to frøhinder, der indgår i frøskallen, omgivet af en kødet og saftig frøkappe (arillus), som er basis for nogle arters spiseværdi for såvel mennesker som de fugle og pattedyr, der spreder frøene. Sorte og violette bær spises især af fugle. De gule frugter spises især af pattedyr som aber og flagermus, tapirer, stinkdyr og opossumer m.fl.. Enkelte arter har så hårde frugtskaller, at kun større pattedyr kan knuse dem.

Arillus (frøkappen) er en udvækst fra frøstilken. Den kan omgive en del af frøet eller være flere gange længere end frøet, så hele frugtrummet fyldes op af saftigt væv. Ved modning har frøkapperne en tendens til at falde hen som en slimet masse.

De mest velsmagende er Passiflora edulis f. edulis, P. caerulea, P. foetida, P. incarnata, P. tarminiana og P. quadrangularis, men der er flere andre. Sidstnævnte har de største frugter, der kan veje fra 1,5 - 4 kg. De er velsmagende og planten dyrkes i flere tropiske lande.

Frøskallen har en så karakteristisk skulptering, at arten ofte kan bestemmes alene ud fra frøet. Kimen er hos nogle arter ikke færdigudviklet, når frøene spredes. Eftermodningen kan tage adskillige uger, hvor frøene i naturen ligger i varm og fugtig jord.

------------------------------------------------Retur til Introduktionssiden