Viscum.dk hovedindex ---------------------------------Passiflora arter til stue og vinterhave---------------------------------------Oprettet marts 2011


Foto: H. S. Heide-Jørgensen

Passiflora caerulea

Passiflora caerulea er hjemmehørende i Argentina, Brasilien og Paraguay. Det er en flerårig klatreplante, hvor stænglerne efterhånden forvedder. Bladene er helrandende, oftest 5-7 lappede med 2-4 nektarier på bladstilken og kan blive op til 16 x 18 cm store, men er oftest noget mindre. Dækbladene er bleggrønne og blomsterne hvide, blå og mørkviolette og som regel 7-9 cm i diameter. Bægerbladenes yderside er grønne, men hvide indvendigt som kronbladene. Der er 4 kranse i coronaen båndet med de nævnte farver. Den yderste krans har op til 2,5 cm lange filamenter, de indre er høst 2 mm lange. Den orange frugt er spiselig.

P. caerulea er formentlig den mindst krævende art at dyrke, og den er anvendelig både til vindueskarm, vinterhave og udendørs, idet den som ung tåler ned til -15°C og som ældre (flere år) endnu lavere temperaturer. Plant den udendørs i maj på en plads, der er relativt tør om vinteren. Der vil ellers være større risiko for, at den dør af råd end af kulde. Ved udplantning i det fri producerer P. caerulea rodskud, der kan bruges til formering. Rodskuddene bør i øvrigt fjernes for at fremme blomstring på hovedskuddet.




Foto: H. S. Heide-Jørgensen


Passiflora cincinnata

Passiflora cincinnata er vidt udbredt i Sydamerika og velegnet til dyrkning i drivhus og vinterhave, hvor den blomstrer en stor del af sommeren og efteråret. Den har duftende blomster på 7-12 cm i diameter.

P. cincinnata er en flerårig klatreplante med dybt 5-lobede blade med 2 nektarier nær bladstilkens basis foruden små nektarier på bladranden ved basis af loberne. Blomsterne sidder enligt i bladhjørnerne og kronen er lys- eller blåviolet og tilbageslået. De 3 grønne dækblade er forsynede med 2 (evt. 4) store mørkegrønne nektarier ved basis. Bægerbladene er grønne udvendigt, men violette på indersiden, let kølede og med et krogformet grønt næb i spidsen. Coronaen består af flere kranse, hvoraf den yderste har ca. 4 cm lange filamenter, der er stærkt bølgede, dybt rødviolette ved basis, lysere i midten og blåviolette yderst. De indre kranse har ca. 2 mm lange violette filamenter. Farveintensiteten varierer efter oprindelsesområdet. Coronaen ligger sammenkrøllet i blomsterknoppen, men folder sig ud hurtigt efter åbningen, så de lange filamenter nærmest skjuler blosterbladene. Frugten er ægformet, 5-6 cm lang og grønlig med hvide pletter.

Ved dyrkning i drivhus og vinterhave skal vintertemperaturen holdes på minimum 12°C. Den kan formeres ved stiklinger.








Passiflora x decaisneana

Passiflora. x decaisneana er i flere europæiske botaniske haver forvekslet med P. quadrangularis, der menes at stamme fra det nordvestlige Sydamerika, omend udbredelsesområdet ikke er velkendt. P. x decaisneana er en hybrid mellem P. alata og P. quadrangularis, og den adskiller sig klart fra P. quadrangularis ved, at blosterbladenes inderside er røde, og akselbladene er højst 1,9 cm lange, mens indersiderne hos P. quadrangularis er næsten hvide og akselbladene 2,5-4 cm lange. Fejltagelsen blev klarlagt i 1996.

Stænglerne er 4-kantede og vingede. Bladene er helrandede og op til 25 cm lange med i reglen 4 nektarier siddende parvist på bladstilken (nederste foto). De farvestrålende duftende blomster sidder enligt i bladhjørnerne og kan nå en diameter på 12,5 cm. Bægerbladene er grønne udvendigt, men har indvendigt samme røde farve som kronbladene. Der er 5-6 kranse i coronaen, hvor filamenterne i de 2 ydre kranse er 5-7 cm lange med båndet farvetegning i lilla og hvidt. Filamenterne i de indre kranse er max. 4 mm. P. x decaisneana kan krydses med andre arter, og med P. caerulea giver den spiselige op til 17 cm lange frugter.

Det er en kraftigt voksende klatreplante, der kræver en stor potte (30 cm eller mere). Frit udplantet i et drivhus kan den dække flere kvadratmeter på en vækstsæson med skud på 4-6 m. Blomstringen begynder sidst på sommeren og fortsætter i perioder af et par ugers varighed til hen på efteråret. Formering kan ske ved stiklinger.




På det nederste billede ses 4 aktive nektarier på bladstilken. Ved dens basis sidder 2 akselblade (fodflige) , en slyngtråd (brun) samt en lille uudviklet og vissen blomsterknop.
Begge fotos: H. S. Heide-Jørgensen.






Passiflora racemosa

Passiflora racemosa vokser i det sydøstlige Brasilien nær Atlanterhavs kysten, hvor jorden ofte er sandet, dagene varme, ofte blæsende og nedbøren sparsom. De trelappede, helrandede blade er læderagtige (xeromorf karakter) med 0-4 små nektarier på bladstilken. Blade uden eller med to lapper forekommer også.

Blomsterne er 8-10 cm i diameter med 3 kranse i coronaen. Den ydre krans har op til 12 mm lange filamenter, der er hvide med et rødviolet bånd. De indre kranse har 2-3 mm lange grønlige filamenter. Støvknapperne har hvide pollen (de øvrige viste arter har gule pollen). Frugten er grøn, cylinderformet og op til 7 cm lang.

Blomstringen sker som hovedregel fra ældre forveddede stængler, der danner i reglen bladløse hængende ranker med 1-3 blomster per nodie (knæ). Blomsterparrets støtteblad udvikles ikke, men dets akselblade ses ofte. Da både dækbladene og de kølede bægerblade under hele knopudviklingen er lige så røde som kronbladene, bliver den op til 75 cm lange klaseagtige blomsterstand med op til 30 knopper meget iøjnefaldende, selv om der oftest kun er én og højst tre blomster åbne ad gangen. Blomsterne kan også sidde enkeltvist på skud med reducerede støtteblade, og disse skud vil da som regel forsætte væksten og udvikle sig som normale bladbærende stængler. Blomsterne bestøves af kolibrier og dufter ikke.

Stikling formering mislykkes ofte. Den bedste metode er at fjerne et eller flere blade på et langt skud, lave et 1 cm langt snit på langs af stænglen, hvor bladene er fjernet og derefter bøje skuddet ca. 5 cm ned i jorden. Såret kan evt. behandles med roddannende hormon. Jorden skal holdes våd og temperaturen holdes på min. 20°C. P. racemosa er varmeelskende og især egnet til vinterhave og drivhus, hvor nattemperaturen om vinteren ikke bør være under 12°C, selv om planten vil overleve lidt lavere temperatur i nogle få nætter. Planten bliver let chlorotisk, så bladene bliver gullige, hvilket skyldes jernmangel. Det kan forebygges ved ekstra tilskud af jern f.eks. i form af jernvitriol.






Passiflora racemosa dyrket frit udplantet i drivhus.
Foto: H. S. Heide-Jørgensen








Passiflora tarminiana

Passiflora tarminiana stammer fra Andesbjergene (Venezuela til Peru), hvor den dyrkes meget. Den er desuden introduceret i mange lande, og på Hawaii er den blevet en trussel mod lokale arter. Den er kraftigt voksende, sygdomsresistent og har frugter med god smag. Den dyrkes derfor også på friland i sydeuropæiske lande. Den kan bestøve sig selv, men da den i naturen bestøves af kolibrier, er det i Europa som regel nødvendigt at håndbestøve blomsterne for at opnå god frugtsætning. Frugterne kaldes bl.a. 'curuba', 'taxo' og 'banana passionfruit'. P. tarminiana har erstattet navnene P. mollisima og P. tripartita var. mollisima.

P. tarminiana er en klatreplante med 3-lappede savtakkede blade. Blomsterne hænger enlige fra bladhjørnerne, og kronen er tilbageslået, når den er fuldt udfoldet. Det lysegrønne kronrør er 6-8 cm langt. De lyserøde blomster er 8-11 cm i diameter. Coronaen består af én violet krans med små hvide tænder. De ellipsoide frugter er gule eller orangegule og op til 14 cm lange.

P. tarminiana vokser i Andesbjergene mellem 2.000 og 2.700 m.o.h., hvor det i reglen er overskyet, regner dagligt, og temperaturen året rundt varierer mellem frysepunktet og 15°C. I tempererede lande egner den sig derfor kun til drivhus og vinterhave, hvor den dog kun kortvarigt tåler temperaturer over 30°C. Desuden skal stænglerne som hos de forrige arter være 2 meter eller længere, før de vil sætte blomster, og det kræver en pottestørrelse på minimum 35 cm. Blomstring kan dog fremmes ved at fjerne nedre sideskud. Blomstring sker sensommer og efterår. Friske frø spirer på en uge ved 20°C. Stikling formering er også muligt.





Passiflora tarminiana dyrket på friland, Madeira.
Foto: Helene Heide-Jørgensen






Passiflora loefgrenii

P. loefgrenii kommer fra Ribeira regionen i det sydøstlige Brasilien. Arten blev beskrevet i 1997 og er først kommet til Europa i 2000. Da den er nøjsom og smuk med ca. 12 cm store blomster, er den velegnet til dyrkning. Den akcepterer temperaturer ned til 10°C. P. loefgrenii er en udpræget kortdagsplante, dvs. at den blomstrer mest villigt i de mørke måneder, når daglængden er under 12 timer. Den kan blomstre allerede, når den er ca. 1 m høj.

Bladene er helrandede og trelappede. De enlige blomster er i princippet hængende, men den op til 20 cm lange blomsterstilk bøjer i spidsen opad, så blomsten præsenteres i en mere eller mindre opret position. Bestøvningsbiologisk er P. loefgrenii særlig interessant, idet den bestøves af både kolibrier og relativt store bier af slægten Xylocopa (tømrer bier). De tilbageslåede stærk rødviolette blosterblade og den lange gynophor er en tilpasning til fuglebestøvning. I de første timer efter blomstens udspring forbliver både støvknapper og grifler oprette, og i den fase bestøves blomsten af kolibrier. Senere bøjes både støvtråde med knapper og griflerne ned mod coronaen, der er veludviklet med flere kranse, som det er typisk for de insektbestøvede arter.






Passiflora loefgrenii fotograferet i Palmitos Park, Gran Canaria.
Billederne viser blomsten i den insektbestøvede fase.
Fotos: H. S. Heide-Jørgensen.






Peg på billedet herover med musen for at se nektarier på undersiden. De mest aktive
nektarier sidder nær bladstilken
.



Passiflora colinvauxii

Passiflora colinvauxii er bemærkelsesværdig på flere måder. Arten er endemisk på Galapagos øerne, hvor den tilmed kun findes i et meget begrænset område med Scalesia skov på øen Santa Cruz.

Det er en flerårig klatreplante med tynde stængler og tolappede blade, idet hovedledningsstrengen er meget kort i forhold til de to sidestillede ledningsstrenge af 1. orden. Bladpladen er forsynet med nektarier, der udskiller nektar på bladets underside og fremtræder som lyse pletter på oversiden jvf. fotos.

De hvide og violette blomster er i forhold til de øvrige nævnte arter små med en diameter på 4-5 cm, men de udmærker sig ved at udsende en eventyrlig sødlig duft, der skal lokke bestøvere til. Coronaens ydre krans er tofarvet, og filamenterne har et næsten vinkelbøjet knæk på midten, hvor farven skifter fra mørkviolet til hvid på den yderste del. Blomsten bestøves formentlig af natsværmere, idet flagermus (omtalt under Bestøvning) kan udelukkes, da de ikke findes på Galapagos øerne.

Planten er velegnet til både stue og vinterhave, og den klarer sig fint på terrassen om sommeren, så længe temperaturen er over ca. 10°C, men den er først for nylig kommet til Europa og findes ikke i handlen.










Passiflora colinvauxii dyrket i drivhus. Klik på billedet for at se blomstringsforløb.

Foto: H. S. Heide-Jørgensen



--------------------------------------------------Retur til Introduktionssiden