HELIAMPHORA



Heliamphora nutans
blomstrende i en havedam. Foto: H. S. Heide-Jørgensen.


Heliamphora - anses for den mest primitive slægt af kødædende (carnivore) planter i familien Sarraceniaceae. Navnet er afledt af græsk helos for eng eller sump og amphora for kande. Antallet af anerkendte arter er fordoblet i de seneste år, hvor de vanskeligt tilgængelige plateau-bjerge i det sydøstlige Venezuela med tilstødende grænseområder i Guyana og Brasilien er blevet bedre udforsket. Herfra kendes nu mindst 15 arter, der alle findes over 1200 m, mens flertallet vokser mellem 1800 og 2800 m på de fladtoppede tepuis. Årsnedbøren i området varierer mellem 8000 og 12.000 mm, og bjergtoppene er trods højden altid frostfrie.

---De flerårige planters livscyklus og konstruktionen af de tragt- eller kandeformede blade, der fungerer som faldgrubefælder, svarer til Sarracenia. Kanderne tænkes fremkommet ved, at forfædre med hjerteformede blade er vokset mere på undersiden end på oversiden, så de efterhånden er blevet tragtformede. Bladrandene er med tiden vokset sammen så tragtene har kunnet opsamle vand, hvori især insekter er druknet og efterhånden er blevet opløst af bakterier. De frigjorte næringsstoffer er derefter optaget gennem bladoverfladen, og en primitiv kødædende plante er opstået. Nutidens Heliamphora er ikke nået meget længere i evolutionen, og af primitive træk ud over, at der ikke med sikkerhed er påvist udskillelse af fordøjelsesenzymer fra bladene, kan nævnes, at bladrandene kun er svagt sammenvoksede, og ved for ringe lysintensitet udvikles fælderne ikke, men bladene forbliver flade og tjener alene til fotosyntese. Desuden er låget altid af beskeden størrelse, hvilket dog må ses i sammenhæng med, at fælderne skal opsamle regnvand, og en paraplyeffekt fra et større låg vil være uhensigtsmæssigt. Heliamphora tatai angives dog at udskille enzymer, og den har det største låg, selv om det stadig er lille i forholds til kandens munding. På den nedre del af kanden findes en vinge som hos Sarracenia, men den svage sammenvoksning betyder, at vingen har to frie kanter, dvs. tværsnittet er V-formet. Kanderne har desuden en indsnævring noget over midten, og lige over indsnævringen er kanderandene frie, så der dannes et dræn- eller overløbshul, der skal forhindre, at kanderne bliver så fulde af vand, at de vælter eller knkker sammen under vægten. Drænhullet kan også være en slidse, der forsætter hele vejen op.

Fangstforløbet svarer til forløbet hos de øvrige faldgrubefælder i familien. Kandernes yderside og låget er besat med nektarier, og nektaren dufter sødligt. Det tiltrækker både flyvende og kravlende insekter. Firben og frøer er også set i kanderne, men de ender sjældent som bytte, idet de holder sig fast på kanderanden og bruger kanderne til skjulested. Indvendigt er kanden beklædt med lange nedadrette hår samt zoner med en voksglat overflade, der sammen med indsnævringen gør det sort set umuligt at slippe ud af fælden. Lige over vandfladen findes hos de fleste arter en krans af op til 12 mm lange hår.

Blomsterfarven er hvid, pink eller rød afhængigt af arten. Støvknapperne åbnes kun ved små porer, og pollenkornene frigøres kun ved lavfrekvente summetoner fra vingerne på bestemte hvepse og biller, hvilket modvirker pollenspild under bestøvningen. Som hos Sarracenia og Darlingtonia bebos fælderne af flere forskellige insektarter og mikroorganismer.


Klik på billederne herunder og få flere oplysninger.-------------------------------------Tekst og fotos: Henning S. Heide-Jørgensen, marts 2010.-


Heliamphora nutans dyrket i have.


Heliamphora nutans, blomst.



Heliamphora nutans, unge kander.



Heliamphora nutans, lav lysintensitet.

Retur til Oversigtsskema eller til Forside. ------Overview in English.